Derfor har vi brug for en moderne oprindelseshistorie

Hvis historie kan hjælpe os til at forstå den verden, vi lever i, hvorfor så ikke undervise i hele historien lige fra Big Bang og frem til nutiden?

Det er netop, hvad disciplinen Big History forsøger at gøre.

Jeg har undervist i Big History i knap 30 år, og jeg mener, at det bør være en grundlæggende del af nutidens læring - især i dag, hvor vi mennesker begynder at indse, at vi står over for en kæmpe opgave; nemlig forvaltningen af hele kloden.

Det bliver en kæmpe udfordring for kommende generationer.

Behov for dybere forståelse

Men hvordan forbereder man sig på at skulle forvalte en hel planet med dens enorme mangfoldighed af planter og dyr, oceaner, vinde og klipper - samt en historie, der strækker sig mange milliarder år tilbage i tiden?

Det er ikke nok at stå med en masse detaljeret viden.

Vi er også nødt til at have en fornemmelse af, hvordan denne viden hænger sammen, hvilken effekt menneskets handlinger har på atmosfæren og på andre arter, og hvordan vores planet har formået at opretholde liv i næsten fire milliarder år.

Faktisk har vi brug for en dybere forståelse af, hvordan universet fungerer, og hvad det er, vi alle er en del af.

Vi har brug for en slags moderne, videnskabsbaseret oprindelseshistorie, der kan sammenholde al vores viden og hjælpe os til at forstå vores plads i det store billede.

Inddelte viden i forskellige discipliner

Oprindelseshistorierne er kernen i alle de store religioner.

Selv i samfund uden skriftlige traditioner samlede og komprimerede underviserne viden fra alle livets grene, som de efterfølgende præsenterede på en tilgængelig måde for ungdommen.

Oprindelseshistorierne har altid været kernen i læringen, fordi de hjælper de unge mennesker til at få en klarere fornemmelse af, hvad de er en del af, hvilken rolle de spiller i samfundet, og hvilke udfordringer de kan stå over for i fremtiden.

Lige siden Oplysningstiden har videnskabsfolk og lærde været optagede af udviklingen af en moderne, videnskabsbaseret oprindelseshistorie.

Men videnskaberne var stadig i deres vorden i det 18. århundrede, og opgaven med at samle det hele viste sig at være langt mere vanskelig, end man havde forestillet sig.

På et tidspunkt i slutningen af det 19. århundrede besluttede videnskabsfolk og undervisere i det ene land efter det andet, at det var lettere at inddele viden i forskellige specialiserede discipliner og så arbejde inden for deres rammer.

Mistet troen på egen evne

I dag lever vi i en verden, hvor viden og undervisning er så kompartmentaliseret, at vi har mistet troen på vores egen evne til at se, hvordan det hele hænger sammen.

Men inden for hver enkelt disciplin - fra kosmologi til geologi og historie - har vi akkumuleret så meget viden, at tiden nu er moden til at skabe en ny, videnskabsbaseret oprindelseshistorie.

Det er netop, hvad Big History forsøger at gøre.

Der er stadig mange uvisheder og huller i historien, men den er detaljeret, omhyggelig og overdådig nok til at levere den rettesnor, vi har brug for i takt med, at vi mennesker overtager forvaltningen af Jorden.

Hvad fortæller historien så? Den fortæller om et univers, der opstod for næsten 14 milliarder år siden, men som stadig er ungt og energisk nok til at producere alle mulige eksotiske nyskabelser - lige fra supernovaer til havsnegle og smartphones.

Historien fortæller, hvordan - trin for trin - flere og flere komplekse ting dukkede op.

LÆS OGSÅ: Vi er så heldige, at vi lever i et univers, som er som skabt for os

Begyndelsen på alting

I begyndelsen var det hele ret enkelt. Forestil dig en fin tåge af hydrogen- og heliumatomer gennemstrømmet af lys og energi.

Så begyndte nye ting langsomt at dukke op.

Først kom stjernerne: Vældige, kompakse, glødende, kugleformede himmellegemer, der øsede energi ud i rummet omkring dem.

I takt med at de døde, skabte de også nye kemiske grundstoffer, og i rummet mellem galakserne blev nye materialer formet som klippestykker og is og jernklumper.

Tyngdekraften samlede alle disse nye eksotiske materialer omkring unge stjerner for at danne nye himmellegemer: planeter, måner og asteroider.

Himmellegemerne var både kemisk og geologisk mere komplekse end de stjerner, som de kredsede om, og nogle af dem havde de ideelle forhold til overdådig kemisk eksperimenteren.

Planeter som den helt unge jord indeholdt så mange forskellige grundstoffer og så perfekte kemiske forhold, at atomerne indgik stadig mere komplekse forbindelser indtil livets opståen for cirka fire milliarder år siden.

Det opstod i hvert fald på Jorden, og det er et kvalificeret gæt, at det også opstod andre steder.

David Christian fortæller hele historien om universet, fra Big Bang til internettet, på blot 18 minutter. (Video: YouTube)

Livet på Jorden var flere gange ved at uddø

I løbet af 4 milliarder år udviklede livet sig. Det diversificerede sig i klodens og oceanernes trygge kokon.

For ganske nylig (for små 500 millioner år siden) begyndte livet at sprede sig på land. Det forvandlede kontinenternes klippefyldte og støvede overflade til de frodige, grønne landskaber, vi kender i dag, med deres uendelig mærkværdige og smukke mangfoldighed af planter og skabninger.

Men livets trygge kokon var skrøbelig. Den var sårbar over for asteroidenedslag, over for enorme udstrømninger af gas og flydende lava fra Jordens indre og over for atmosfærens uberegnelige opvarmning og nedkøling.

Adskillige gange var livet lige ved at uddø. Mange astrobiologer er nu overbeviste om, at liv har eksisteret for så at dø hen på vores nabo-planeter, Mars og Venus.

Vores handlinger former fremtiden

Så dukkede vi mennesker op. For første gang i fire milliarder år findes der en art, der kan lære gennem kollektiv læring, som kan videregive tidligere generationers viden og erfaringer.

Det kan vi, fordi menneskets forskellige sprog er så effektive, at vi kan dele vores erfaringer med stor præcision og i store mængder.

Og alle idéerne kan så gemmes i hvert samfunds kollektive erindring.

Mennesket udvekslede og akkumulerede idéer i flere tusinde år - hurtigere og hurtigere - indtil vi i dag ved så meget om vores omgivelser, at vi er i gang med at forvandle Jordens overflade, dens oceaner, atmosfære og alle de levende organismer, som vi deler kloden med.

Hvad vi foretager os i løbet af de kommende årtier, vil forme fremtiden for kloden og alle dens arter i mange millioner år.

Vi kan godt!

Problemet er, at vi ikke fuldt ud forstår, hvad vi gør, og hvordan Jordens komplekse systemer vil reagere.

Forstår vi nok til at kunne beskytte biosfærens skrøbelige kokon? Kan vi forvalte den godt nok til at sikre en god fremtid for vores børnebørn og deres efterkommere og for alle de arter, som de skal dele planeten med?

Jeg tror, vi kan, fordi vi ved så meget, og vi lærer så hurtigt. Men alting tager til i fart, og vi skal lære hurtigere endnu.

En afgørende del af denne læring vil være vores viden om vores moderne oprindelseshistorie, som kan hjælpe os til at se hvilke udfordringer, vi står ansigt til ansigt med i dag, så vi kan møde dem mod, tapperhed og intelligens.

David Christian er blandt andet forfatter til 'Origin Story – A big history of everything'. Læs denne artikel på engelsk på vores internationale søstersite ScienceNordic.com. Oversat af Stephanie Lammers-Clark.

LÆS OGSÅ: Big History – Mennesket og Universet

LÆS OGSÅ: Big History: Universet roder mere og mere