»Det vil tage 100 år, før Skjern Å er helt tilbage til sit naturlige jeg, selvom staten har postet 300 millioner kroner i at restaurere den. Det konkluderer danske forskere i en ny undersøgelse.« Det er konklusionen på en artikel i Videnskab.dk den 25. maj i år.
Lånte fjer og manglende indsigt
Som hovedkraften bag denne nyhed, som er baseret på en artikel i 'Ecological Engineering', ser vi os desværre tvunget til reagere på artiklen. Ikke fordi vi er uenige i konklusionen, men først og fremmest fordi vi finder tilblivelsen af atiklen besynderlig. Journalisten, Thomas Hoffmann, har nemlig valgt at interviewe den mest 'perifere' af forfatterne til artiklen, Morten Lauge Pedersen (Aalborg Universitet). Det havde vel været naurligt at inddrage artiklens hovedforfatter eller hans kolleger på Bioscience (AU), som var ene ansvarlige for undersøgelsens gennemførelse.
Vi finder det også overraskende og kritisabelt, at MLP, som kun var inviteret med på artiklen fordi han var involveret i undersøgelser udført før restaureringen, beredvilligt medvirkede – i øvrigt ud fra et mangelfuldt kendskab til den samlede undersøgelse af Skjern Å og dens ådal. Den refererede artikel handler – korrekt refereret - om de fysiske ændringer i Skjern Å. Men der er – modsat hvad MLP hævder i artiklen - også lavet meget omfattende biologiske undersøgelser i åen og den tilhørende ådal. Og resultaterne herfra er mindst lige så interessante som de fysiske.
\ Fakta
Ud over Peter Wiberg-Larsen, er artiklen også skrevet af Esben A. Kristensen, Brian Kronvang, Rasmus Ejrnæs, Thomas Bregnballe & Annette Baattrup-Pedersen. Alle fra Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet.
Alle resultater er offentliggjort i en række korte, let læste artikler i tidskriftet Vand & Jord i september 2013 (der er endda en lille artikel om den lokaløkonomiske effekt af projektet). Så der var intet behov for MLP’s biologiske – og i øvrigt dårligt underbyggede - 'prognoser' i artiklen i videnskab.dk. TH og MLP gør også meget ud at fortælle om restaureringens betydning for fjernelse af de næringsstoffer, kvælstof og fosfor, som belaster økosystemet i Ringkøbing Fjord.
Fint nok, men det er faktisk ikke det, hverken artiklen i 'Ecological Engineering' eller undersøgelserne i det hele taget beskæftiger sig med. Og til sidst: Undersøgelserne var finansieret af 15. Juni Fonden, hvilket slet ikke nævnes. Det er yderst uheldigt, fordi undersøgelsen kun kunne gennemføres med Fondens velvillige støtte.
Men hvad viste undersøgelserne så? Kom der det ud af restaureringen, som det var målet – fysisk og biologisk? Og hvordan ser fremtiden ud?
En naturlig flod 10 år efter?
Der blev godt nok foretaget en 'genslyngning' af selve Skjern Å, men desværre har det kun i begrænset omfang fremmet de naturlige, dynamiske vandløbsprocesser. Der er således ikke efter 10 år genskabt det vandløb med de habitater (levesteder) for dyr og planter, som fandtes før reguleringen i 1960’erne. Der er ikke skabt afsnørede åslyngninger og øer, ligesom arealet af bagvande kun er øget ganske lidt.
Åslyngninger og bagvande udgør stadigvæk kun 4 % af, hvad de gjorde for mere end 100 år siden. Men de naturlige processer foregår og vil over tid genskabe flere naturlige habitater. Og processen kan speedes op, fx hvis der er mulighed for tilførsel af døde træstammer. Det kan ske ved at tillade naturlig opvækst af træer langs bredden eller ved direkte udlægning. Dødt ved vil naturligt spille en afgørende strukturerende rolle i vandløbene, ikke mindst i vore sandede vestjyske vandløb. Der er dog begrænsninger. Således hæmmes den naturlige dynamik af udlagte stenfaskiner omkring vejbroerne over åen.
Vandløbsplanter, døgnfluer, slørvinger og vårfluer – langt fra målet
Restaureringen har gavnet planterne og smådyrene (døgnfluer, slørvinger og vårfluer) i åen, som dog allerede før restaureringen havde en efter danske forhold meget høj artsrigdom. Derfor er det forkert, når MLP uden faglig dækning hævder, at indeksværdien efter 'Dansk Vandløbs Fauna Indeks' (baseret for forekomst af smådyr) er øget. Den er ligesom før restaureringen 7 (det absolut højest opnåelige), hvilket blot viser at indekset ikke nødvendigvis afspejler forskelle i biodiversitet.
Der er kommet flere arter til efter restaureringen, men der mangler stadig adskillige af de arter, som fandtes før reguleringen, og som primært er knyttet til et bredere, relativt lavvandet forløb med bagvande og afsnørede slyngninger. Og forklaringen er ikke kun manglen på egnede habitater. Det spiller også en rolle, at indvandringsmulighederne for tidligere forekommende – men nu sjældne - arter/artskrydsninger er problematiske. Enten ligger de nærmeste forekomster op til flere hundrede kilometer væk eller også spredes de sterile krydsninger af vandaksarter kun vanskeligt.
Fuglene – en delvis succes
De etablerede vandområder i ådalen har også været en succes, som har bragt Skjern Enge med Hestholm Sø ind blandt Danmarks 10 bedste yngleområdet for vandfugle. Hestholm sø har også fået en meget artsrig vegetation af vandplanter, heraf enkelte relativt sjældne. Og området er også blevet vigtigt for trækkende svømmeænder. Derimod har sjældne engfugle og engfugle i større antal ikke indfundet sig. Der mangler egnede afgræssede områder med passende lav vegetation, ligesom jordbundens struktur med tidligere tørvelag ikke er genskabt.
Planter på eng og i moser – det ser sort ud
For enge og moser har genopretningen været en ren fiasko. Her 10 år efter er de præget af artsfattig, næringsrig og kulturpræget eng- og mosevegetation uden særlig biodiversitetsværdi. Det gælder ikke kun planterne, men selvklart også den insektfauna, som er knyttet hertil. Problemet er overordnet, at der findes store mængder ophobede næringsstoffer (især fosfor) i jorden efter årtiers intensiv dyrkning, ligesom der tilføres ny næringsstoffer fra oplandet. Det har også bremset den naturlige engvegetation, at store arealer er udlagt med kulturgræsser efter ophørt dyrkning. Uden fjernelse af næringsstofferne og genskabelse af en naturlig dynamik med græsning, naturligt høj grundvandsstand uden afvanding, oversvømmelser, saltvandindbrud, erosion og sedimentation kan der ikke frigøres plads til ny arter i konkurrence med de nuværende robuste alt dominerende arter.
Ting tager tid
Det gælder også restaureringer som den i og ved Skjern Å. Endda meget lang tid. Så der er vi enige i tidshorisonten. Hundrede år er bestemt ikke i overkanten, før vi for alvor kan forvente at åen nogenlunde kommer til at ligne det den var for 100 år siden. Vores undersøgelser viser derfor også, hvor vigtigt det er at lave grundige undersøgelser før og efter en restaurering, og at undersøgelserne fortsættes over en længere årrække.
