Den globale klimapause er et omstridt diskussionsemne, der kan dateres tilbage til omkring år 2006. Ideen startede blandt diverse blognetværk, blev videreført af visse mediesegmenter og fandt til sidst vej ind i den videnskabelige litteratur.
I dag findes der utallige peer-review artikler, der adresserer den globale opvarmnings formodede 'pause' eller 'ophold' - heriblandt den seneste IPCC-rapport.
Holdt den globale opvarming virkelig pause, eller stoppede den helt?
I 2015 alene blev der udgivet mindst seks akademiske afhandlinger, der argumenterer imod, at en pause eller et ophold fandt sted, heriblandt tre skrevet af mig selv og mine kollegaer James Risbey fra CSIRO i Hobart, Tasmanien og Naomi Orekes fra Harvard University.
Vores seneste afhandling er lige blevet udgivet i open-access tidsskriftet Scientific Reports og leverer yderligere evidens, der bestrider tanken om klimapausen.
Klimapausen er ikke understøttet af data
Først analyserede vi forskningslitteraturen om den seneste periodes globale temperaturvariation.
Det viste sig at være signifikant, fordi forskningen har adresseret - og ofte sammenblandet - flere særskilte spørgsmål:
- Var der en pause eller et ophold i den globale opvarmning?
- Havde opvarmningen sat farten ned i forhold til den langsigtede tendens?
- Var opvarmningen mindre, end klimamodellerne havde forventet?
Det er særskilte spørgsmål, der indebærer forskellig data og forskellige statistiske hypoteser. Der er opstået unødig forvirring, fordi de hyppigt er blevet blandet sammen under den samme betegnelse: pause eller ophold.
For at mindske forvirringen bekymrede vi os udelukkende om det første spørgsmål: Holder den globale opvarmning pause? Eller har der været et ophold eller en pause for nylig?
Til dette spørgsmål - og kun til dette spørgsmål - kan vi svare med et klart og entydigt: 'nej'.
Ingen er enige om, hvornår pausen begyndte
Vi analyserede 40 nyere fagfællebedømte artikler om den såkaldte klimapause og udledte hvilket år, forfatteren mente, at den startede. Der var en spredning på cirka et årti (1993-2003) mellem de forskellige artikler.
Så i stedet for at være klart defineret, virker pausen som et diffust fænomen, hvis formodede begyndelse ligger et eller andet sted i løbet af en 10-års periode.
Set i lyset af, at pausens gennemsnitlige formodede varighed i artiklerne kun er 13,5 år, giver det anledning til betænkeligheder. Det er svært at se, hvordan forskerne kan tale om det samme fænomen, når de talte om kortvarige tendenser, der startede med op til 10 års mellemrum.
Vores betænkeligheder blev forstærket: De pauser, som den videnskabelige litteratur beskriver, er overhovedet ikke ekstreme eller usædvanlige i sammenligning med alle mulige andre tendenser.
Hvis vi eksempelvis tager de seneste tre årtier - hvor temperaturen steg 0,6 ℃, ville vi havde været i en pause 30-40 procent af tiden - hvis vi går ud fra litteraturens definition.
Sagt med andre ord, den akademiske forskning taler typisk ikke om en egentlig pause, men i bedste fald om en fluktuation, der er i den nedre ende af de seneste årtiers forskellige temperaturtendenser.
Sådan blev pausen spredt viralt
Hvis der ikke har været en pause, hvorfor har den seneste periode så fået så meget af forskernes opmærksomhed?
En af grundene er et spørgsmål om ordvalg.
Mange akademiske studier adresserede ikke manglen på global opvarmning, men en formodet uoverensstemmelse mellem klimamodeller og observationer.
Sådanne artikler har en videnskabelig værdi (vi skrev endda én selv), men vi mener, ikke at disse artikler bør sættes i samme bås. Forholdet mellem klimamodellerne (hvad man forventer vil ske), og observationerne (hvad der rent faktisk skete) er et helt andet emne, end om den globale opvarming holder pause.
Klimaforskningen udfordres af Rasmus Modsat og højlydte tvivlere
En anden grund er, at klimaforskningen konstant udfordres af Rasmus Modsat og højlydte tvivlere, som måske har forstærket forskernes naturlige tendens til at være tilbageholdende med at rapportere de mest dramatiske risici, som bekymrer dem.
Tidligere på året undersøgte vi de bagvedliggende mekanismer i en artikel, som foreslog at klima-benægtelse er sivet ind i den videnskabelige verden.
Forskerne er uden at vide det blevet påvirket af et ordvalg, som har sit udspring uden for det videnskabelige samfund og ved at acceptere ordet 'pause', har de subtilt ændret deres egen forskning.
Målrettet klimapause-forskning har givet en interessant indsigt i de mellemlange klimavariabler. Det er ikke forskning, mine kollegaer og jeg vil kritisere på nogen måde. Lige ud over at forskningen ikke omhandlede en (ikke-eksisterende) pause - den omhandlede en normal fluktuation.
Og nu hvor 2015 er sikker på at ende som det hidtil varmeste år, der nogensinde er blevet målt, ser denne fluktuation ud til at ende.
Stephan Lewandowsky modtager støtte fra Royal Society og Australian Research Council. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.
Oversat af Stephanie Lammers-Clark
