Ulve i Europa gør, hvad de kan for at undgå mennesker. Med god grund. Gennem århundreder har mennesker været ulves værste fjende, og ulve er blevet udryddet over det meste af kontinentet med skydevåben, fælder og gift.
Undersøgelse efter undersøgelse har da også vist, at ulve i Europa og resten af verden undgår ellers egnede levesteder, hvis områderne har meget menneskelig aktivitet.
Men hvad gør man som ulv i et landskab, hvor der er mennesker overalt? En løsning kan være at være aktiv i de perioder, hvor der er færrest mennesker ude.
Ny dansk forskning dokumenter nu, at dette er præcist, hvad danske ulve gør. Og at dette gør dem til nogle af de mest nataktive ulve i verden.
Ulvene klarer sig godt i Danmark
Efter at ulve for omkring 30 år siden blev totalfredede i det meste af Europa, er antallet af ulve vokset så meget, at de fleste øde områder for længst er optaget. Nye ulvepar er derfor i stigende grad begyndt at slå sig ned i landskaber med meget mindre skov og større befolkningstæthed, end hvor der tidligere har levet ulve.
Danmark er et godt eksempel på dette. Efter at være blevet udryddet i 1813, dukkede den første ulv i Danmark i nyere tid op i 2012, og i 2017 havde vi det første ynglende ulvepar. Lige nu (april 2024) vurderer vi, at der lever mellem 32 og 42 ulve i Jylland, heraf otte par eller kobler.
Ingen kan derfor sige andet, end at ulvene klarer sig godt i Danmark, selvom kun 13 procent af Jyllands areal er dækket af skov, og disse er tæt pakket med skovveje med offentlig adgang. I statsskovene må alle i øvrigt færdes hvor de vil, også uden for veje og stier.
Ulvens etablering i Danmark og andre intensivt udnyttede lande som for eksempel Holland og Belgien har fået flere til at spørge om, hvordan ulve kan leve så tæt på mennesker uden at miste skyhed. Dette har ligefrem bekymret befolkningsgrupper og politikere, som finder en tryghed i, at ulve helst skal forblive sky.
Mørket giver beskyttelse til både ulve og byttedyr
Ulve færdes nemlig over store afstande i deres søgen efter føde. Når de møder bytte og for eksempel skal teste, om der i en flok krondyr skulle være et sygt eller skadet dyr, forårsager det ofte uro, som kan være synlig på lang afstand. I et landskab som det danske, hvor der sjældent er mere end få hundrede meter mellem skovveje, kan det derfor være vanskeligt for ulve ikke at møde mennesker, når de jager.
Ulvens oplagte løsning på dette problem er at være aktiv på de tidspunkter af døgnet, hvor der er færrest mennesker ude, for eksempel om natten. Nattemørke giver desuden også beskyttelse. Dette er formentlig grunden til, at en række dyrearter er mere nataktive i områder med høj tæthed af mennesker.
Hvis ulve i Danmark er lige så forsigtige over for mennesker som i andre dele af Europa, vil det være naturligt at forvente, at de i høj grad undgår at være aktive i de samme perioder som mennesker, for eksempel ved at være udpræget nataktive.
Dette satte vi os for at undersøge, og det viste sig at passe. Metoden var at se, hvornår på døgnet ulve blev registreret på optagelser fra vildtkameraer. Derefter sammenholdt vi ulvenes døgnaktivitet med døgnaktiviteten af mennesker, byttedyr, samt hvornår det var mørkt - for at se hvilke af de tre faktorer, som bedst forklarede ulvenes døgnaktivitet.
\ En undersøgelse med mere end 6.000 vildtkameraer
Vildtkameraer er en stadig mere udbredt metode til at undersøge vilde dyrs adfærd, herunder hvornår de er aktive. Når et dyr, menneske eller køretøj bevæger sig i kameraets søgefelt, vil aktiviteten få kameraet til at optage enten en videosekvens eller tage billeder. Om natten vil en infrarød lyskilde (usynlig for pattedyr) sørge for, at motivet bliver oplyst. Fordelingen af optagelser i løbet af døgnet kan derfor bruges som udtryk for arternes døgnaktivitet.
I forbindelse med den nationale bestandsovervågning af ulve og særskilte undersøgelser af ulve og deres byttedyr registrerer Naturhistorisk Museum Aarhus og Aarhus Universitet årligt tusindvis af vildtkameraoptagelser.
Til undersøgelsen udvalgte vi over 6.000 vildtkameraoptagelser af ulve fra otte danske ulverevirer, hvoraf 5.259 med sikkerhed viste voksne ulve. Ud fra disse optagelser kunne vi beskrive, hvornår på døgnet voksne ulve var mest aktive. Det samme kunne vi gøre for mennesker herunder køretøjer (15.017 observationer) og hjortevildt (11.315 observationer), som er ulvenes primære byttedyr.
Ved hjælp af statistiske analyser, undersøgte vi i hvilken grad ulvenes aktivitet varierede i forhold til lysforhold (om Solen var over eller under horisonten) og aktiviteten af hjortevildt og mennesker.
I analyserne kunne vi se hvor meget af ulvenes døgnaktivitet, som kunne forklares af hver af de tre faktorer, når vi havde 'renset' for effekterne af de to andre. Hvis nataktivitet egentlig skyldes lavere menneskelig aktivitet i døgnets mørke timer, vil effekten af lysforhold således blive kraftigt svækket, når man tog højde for menneskelig aktivitet i den statistiske model.
Ulve er aktive, når der er få mennesker og høj aktivitet af byttedyr
Ulvene havde den samme grundlæggende døgnrytme året igennem, kendetegnet ved en aktivitetsperiode fra solnedgang til solopgang og en inaktiv periode midt på dagen (Figur 2). Aktivitetsperioderne fulgte natlængden og var derfor længst omkring vintersolhverv og kortest ved sommersolhverv. Det samme var tilfældet for hjortevildtet, som året igennem var mest aktive omkring solopgang og solnedgang. Mennesker var stort set fraværende før kl. 5 om morgenen og efter kl. 20 (to timer senere fra maj til oktober sammenlignet med november-april).

Nataktivitet er (mest) for at undgå mennesker
Den statistiske analyse viste, at ulves døgnaktivitet styres af en kombination af:
- Hvornår der er færrest mennesker i reviret,
- hvornår det er mørkt,
- og hvornår hjortevildtet er aktivt.
Tilsammen forklarede de tre faktorer ulvenes døgnrytme lige så godt som klokkeslæt alene.
Den stærkeste enkeltfaktor i forhold til at forklare ulvenes døgnaktivitet er dog tilstedeværelse af mennesker. Det meste af ulvenes præference for døgnets mørke timer forsvinder således, når man tager højde for, hvornår der er mennesker i skoven. Det meste af ulves nataktivitet kan altså forklares ved fraværet af mennesker.
Danske ulve hører til de mest nataktive ulve i verden
Ynglende danske ulve er seks-syv gange så aktive, når det er mørkt, som når det er lyst. For alle danske ulve under et (også enlige ulve og par) er forskellen fem-til-en.
Vi tror dog, at den reelle forskel er endnu større, da en stor del af vores kameraer er placeret i de mest centrale dele af ulvenes revirer, hvor de trækker sig tilbage for at hvile om dagen.
Kameraer som har været opsat for at registrere alle typer af pattedyr, viser således en højere grad af nataktivitet (syv-otte til én for alle ulve) end kameraet målrettet ulveovervågning (fire-fem til én for alle ulve).
At enlige ulve og par ser ud til at være lidt mindre nataktive end ynglende ulve, tror vi også skyldes, at vores kameraer i højere grad misser nataktivitet fra ikke-ynglende ulve, da de ikke har unger (som i udpræget grad opholder sig i revirernes kerneområde), som de skal hjem og fodre.
Dette gør dem efter alt at dømme til nogle af de mest nataktive ulve i verden. I de fleste andre lande, hvor der foreligger vildtkameraundersøgelser, er ulves nataktivitet mere beskeden, typisk mellem to og fire gange så aktive om natten som om dagen.
Den eneste vildtkameraundersøgelse som indtil nu har vist højere nataktivitet end i Danmark, stammer fra Grækenland, hvor ulve i gennemsnit var otte gange mere aktive, når det var mørkt, end når det var lyst. Dette gjaldt især på steder med meget menneskelig færdsel.
Andre vildtkameraundersøgelser såvel som undersøgelser af radiomærkede ulve peger også i retning af, at ulve er mere nataktive i områder med øget menneskelig aktivitet.
I den sammenhæng giver det god mening, at danske ulve tilsyneladende hører til de mest nataktive ulve i verden.
I modsætning til mange andre steder i Europa, hvor befolkningstætheden er endnu større end i Danmark, er danske skove nemlig ikke bare karakteriseret ved at være ret små, men også særdeles tilgængelige for mennesker. Ikke bare på grund af et veludviklet netværk af skovveje, men også ved at mangle såkaldt topografiske hindringer for menneskers færdsel, såsom klippeterræn og bjergskråninger.
Hvad betyder menneskepåvirket døgnaktivitet for vilde dyr?
Som nævnt i indledningen, er øget nataktivitet er et udpræget fænomen for en række arter i områder med meget menneskelig forstyrrelse. Andre undersøgelser har vist, at pattedyr på hele kloden ændrede adfærd under COVID-19-nedlukningerne i 2020.
Dette viser blot endnu engang, hvilken betydning menneskelig tilstedeværelse og forstyrrelse har for en række arters evne til at sameksistere med os.
Selv om forskudt døgnrytme umiddelbart lyder som en smart løsning på et forstyrrelsesproblem, skal man ikke glemme, at dette også kan være forbundet med omkostninger.
Fødesøgning kan for eksempel blive mindre effektiv, hvis man ikke kan jage på tidspunkter, som er mest optimale i forhold til at lokalisere og nedlægge bytte. Den samlede tid på døgnet, som kan bruges på fødesøgning, kan også blive afkortet, hvilket alt andet lige vil betyde, at den samlede fødemængde, som forældre kan skaffe til deres unger, bliver reduceret. Dette vil igen kunne føre til lavere ynglesucces, hvilket igen kan påvirke bestandes størrelse.
Indtil videre er der dog intet, der tyder på, at danske ulves ynglesucces skulle være lavere end i vores nabolande. Dette skal dog også ses i lyset af, at den danske ulvebestand endnu befinder sig et pænt stykke under den naturlige bæreevne. Når den engang nås, vil ulveforældres evne til at kunne jage effektivt i løbet af døgnet teoretisk set godt kunne blive udfordret.
Nataktivitet som udtryk for ulves generelle skyhed?
Det forhold, at danske ulve hører til verdens mest nataktive, tyder på, at danske ulve gør, hvad de kan for at undgå at møde mennesker. Sammenholdt med at der til dato ikke har været konstateret ulve i Danmark, som har vist tegn på manglende skyhed, tyder dette på, at danske ulve ikke er mindre sky og forsigtige end ulve i andre dele af Europa.
Da en høj grad af nataktivitet skal ses som en tilpasning til at undgå mennesker, kan graden af nataktivitet måske bruges som indikator for ulves fremtidige tolerancegrad over for mennesker.
Det bliver derfor interessant at følge med i, om graden af nataktivitet blandt ulve i Danmark og det øvrige Vesteuropa kommer til at ændre sig i de kommende årtier.
I betragtning af at der på verdensplan står titusindvis af vildtkameraer i områder, hvor der lever ulve, er det dog forventeligt, at antallet af døgnaktivitetsstudier vil øges i de kommende år. I den forbindelse vil det være oplagt at undersøge, i hvilken grad nataktivitet hos forskellige bestande af ulve varierer mellem forskellige typer af landskaber med forskellig befolkningstætheder – og eventuelt om nataktiviteten ændrer sig over tid.
For god ordens skyld skal det afslutningsvist anføres, at øget tolerance over for mennesker ikke er ensbetydende med en øget farlighed. Dette skyldes, at ulve i vores del af verden ikke forbinder mennesker med føde.
Så længe man forebygger, at ulve opsøger føde fra mennesker og fjerner eventuelle individer med opsøgende adfærd, bør en eventuel øget tolerance i fremtiden ikke give anledning til bekymring i forhold til sikkerhed for mennesker.
\ Kilder
"Human avoidance, selection for darkness and prey activity explain wolf diel activity in a highly cultivated landscape", Wildlife Biology (2024), doi: 10.1002/wlb3.01251































