Ulves tilbøjelighed til at angribe får er så velkendt, at det har indgået i talemåder i tusindvis af år. Tænk blot på et udtryk som »en ulv i fåreklæder«, som stammer helt tilbage fra Matthæus-evangeliet.
Ulves hang til husdyr var også hovedårsagen til, at ulve blev udryddet i det meste af Europa i det 19. og 20. århundrede.
Efter at ulve er blevet totalfredet i store dele af Europa, breder de sig nu igen til områder, hvor de har været væk i flere hundrede år. Og med ulvene følger angreb på husdyr.
Ofte dræbes eller lemlæstes flere dyr ved samme angreb. Det skaber vrede og frustration for de berørte husdyrejere og i befolkningen som helhed. Hvis ulve og mennesker skal leve sammen, er det derfor vigtigt med redskaber, som kan forebygge husdyrangreb – og endnu mere grundlæggende, at forstå baggrunden for, at de opstår.
Vores studie, som netop er blevet publiceret, viser, at jyske ulve slår sig ned i områder med meget skov og hede, men oftest angriber får i landbrugslandskaber, hvor de er på gennemrejse. »Problemulve« holdt således næsten op med at angribe får, efter at de forlod områder med mange får.
Landskabets sammensætning og tilgængeligheden af får har altså mere at sige for, hvor ofte ulve dræber får, end individuelle forskelle hos ulvene.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet.
Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
DNA-spor sladrer om ulvenes bevægelser
På samme måde som man bruger DNA-spor i kriminalsager, kan man spore ulve ved hjælp af deres DNA-profiler.
Vi har konkret undersøgt, om ulve opsøger områder med mange får, og hvad der forklarer, hvor ofte de angriber får, ved at spore ulvene og deres angreb på husdyr.
Dermed har vi været i stand til at adskille, hvor meget af variationen i ulves angreb på husdyr, der skyldes omstændigheder, og hvor meget der er individuelt betinget.
DNA-sporene indsamles fra ekskrementer, hår, urin og spyt, som ulvene efterlader. Når der opstår en mistanke om, at husdyr er blevet angrebet af ulve, tager man også DNA-prøver fra bidmærker.
Alle DNA-fund rapporteres til en fælles database for den centraleuropæiske ulvebestand. På den måde kan man rekonstruere de enkelte ulves vandringsveje, herunder hvor og hvor ofte de har angrebet husdyr.
Få steder bliver ulve registreret hyppigere end på den jyske halvø, som geografisk set strækker sig helt ned til Hamborg. I Slesvig-Holsten er DNA-prøver fra husdyrangreb den hyppigste årsag til fund, mens de fleste DNA-fund i Danmark stammer fra ekskrementer, som indsamles af frivillige fra Ulveatlas.dk.
Ulve slår sig ned ved skov og hede
Unge ulve forlader normalt deres fødested i 1-årsalderes for at søge efter et egnet sted, hvor de kan etablere revir (territorie, red.) og yngle. Inden ulve bliver stationære, strejfer de over store afstande.
Da de fleste jyske ulve er konstateret i både Danmark og Slesvig-Holsten, kan vi sammenligne, hvor ofte de enkelte individer angriber får i forskellige landskabstyper. Vi kan også sammenligne, hvor ofte de angriber husdyr, mens de er henholdsvis strejfende ulve og revirhævdende.
Når ulve etablerer revir, vælger de områder med meget skov og hede. Det viser, at ulve bliver tiltrukket af områder med flest mulige naturlige byttedyr såsom hjortevildt – men ikke husdyr.
Forekomsten af strejfende ulve er mere uforudsigelig, fordi de ofte vandrer gennem tætbefolkede områder, hvor de kun opholder sig i kort tid, men let kan observeres.
Modsat stationære ulve bliver strejfende ulve oftere registreret i områder med mange får. Det skyldes givetvis, at strejfende ulve i Slesvig-Holsten primært registreres ved hjælp af nedlagte husdyr.
Landskabet afgør, hvor ofte ulve angriber får
Et kig på kortet herunder afslører, at de geografiske fordelinger af stationære ulve og får er temmelig forskellige.
Den største tæthed af får finder vi i marskegnene ved Vadehavet, især i Slesvig-Holsten. Her er der meget lidt skov. Selv om strejfende ulve hyppigt passerer igennem dette område, opholder de sig som regel kun i kort tid hér, før de vandrer videre.
Den samlede ulveaktivitet bliver målt på, hvor mange døgn ulvene opholder sig et sted. Hovedparten af den samlede ulveaktivitet (88 procent) kan lokaliseres til den danske del af halvøen, hvor der er mest skov og hede. Alligevel bliver der registreret langt flere angreb i Slesvig-Holsten end i Danmark.
Ulve angriber således får 27 gange oftere i Slesvig-Holsten end herhjemme.
Strejfende ulve angriber oftere får end stationære ulve. Disse absolutte forskelle forsvinder dog, hvis man korrigerer for, hvor i landskabet ulvene befinder sig. Strejfende ulve ser derfor ud til oftere at tage får end revirhævdende ulve, fordi de oftere optræder i landskaber, hvor risikoen for, at de angriber, er højere.
Vores undersøgelse viser altså, at ulve primært går efter får som byttedyr, fordi de tilfældigvis befinder sig i et landskab, hvor der er mange får og meget få naturlige byttedyr.
Marsklandet ud mod vadehavet med mindre end tre procent skovdække er et eksempel på dette. Her er ulve på vandring nødt til at krydse over store åbne græsningsområder med får overalt. I områder med mere skov og hede vil ulvene så vidt som muligt færdes dér og derfor sjældnere støde på husdyr.
Problemulve har ikke afvigende adfærd
Af de mere end 30 ulve, som indgik i analysen, angreb de allerfleste husdyr en eller flere gange. Antallet af angreb var dog meget skævt fordelt.
Tre individer, som alle var født i Danmark i 2017, stod for næsten halvdelen af alle angreb.
Den »værste« af disse (GW924m) blev erklæret som problemulv af delstatsmyndighederne i Slesvig-Holsten, efter at den havde angrebet får næsten hver uge gennem 10 måneder.
De ulve, som stod bag flest angreb, havde dog det tilfælles, at de alle opholdt sig i Slesvig-Holsten gennem meget længere tid end de fleste andre ulve – muligvis fordi deres videre vandring blev bremset af Elbmundingen og byområderne omkring Hamborg.
Hvis man tager højde for landskabet, hvor de befandt sig, er det kun én af disse ulve – den føromtalte GW924m, som angreb får signifikant oftere end ulve-gennemsnittet. Afvigelsen er dog ikke så stor, at man kunne betegne ulven som en markant afviger i forhold til de øvrige ulve.
Et andet eksempel er en ulv, som siden 2017 har været stedfast nord for Limfjorden (GW781m). Under sin vandring op igennem Slesvig-Holsten angreb den får adskillige gange, og den blev på sociale medier derfor døbt »husdyrdræberen«.
I de fire år, som er gået efter ulven krydsede Limfjorden, er dens DNA blevet fundet på husdyr én gang. Statistisk set ligger denne ulv nu signifikant under gennemsnittet for husdyrangreb, når der korrigeres for landskab.
Ulves angreb på husdyr skyldes derfor først og fremmest hvor de befinder sig, mere end det er et udtryk for individuel specialisering.
\ Hvad er en problemulv?
Ofte står den samme ulv bag gentagne angreb. Disse dyr bliver hurtigt døbt »problemulve« i medierne, ofte fulgt af krav om, at de skal skydes.
Problem-individer kan imidlertid have to årsager.
Den ene mulighed er, at det er dyr med en afvigende adfærd, som gør dem ekstra besværlige i forhold til artsfæller. Det kan være dyr, der systematisk opsøger skraldespande, eller som har lært at forcere hegn, som normalt holder rovdyr ude.
Den anden type er dyr med helt normal adfærd, som på grund af omstændighederne volder problemer. En muldvarp i græsplænen eller en ræv, som går ind i en hønsegård med åben låge, hører til denne type problemdyr.
Regulering af problemdyr med normal adfærd, som blot befinder sig på et forkert sted på forkert tidspunkt, har karakter af generel bestandsregulering – altså at holde antallet af ulve nede.
Det er ifølge EU’s lovgivning ikke tilladt i Danmark og Tyskland.
Derfor er det væsentligt at få klarlagt om ulve, som ofte angriber får, rent faktisk udviser afvigende adfærd eller blot befinder sig under nogle omstændigheder, som resulterer i hyppige husdyrangreb.
Ulvesikrede hegn forebygger angreb
I de områder, hvor der er blevet oprettet ulvezoner, faldt antallet af husdyrangreb per ulv per dag efterfølgende til en femtedel.
Det skyldes formentlig bedre sikring af husdyr, ikke mindst i form af ulvesikrede hegn, som der gives tilskud til i ulvezoner. Det indebærer, at man forhøjer eksisterende hegn til mindst 110 centimeter og elektrificerer det.
Selv om ulvesikrede hegn er dyrere end normale hegn, er det stadigt økonomisk overkommeligt i de områder, hvor ulve etablerer revirer og yngler. Det skyldes, at stationære ulve færdes over et relativt begrænset område, og at der ofte ikke er særlig mange får i disse områder.
Ulvesikrede hegn er en forholdsmæssigt dyr løsning i de områder, hvor der er mange får, og hvor ulve kun kommer tilfældigt forbi, som det for eksempel er tilfældet i det vestlige Slesvig-Holsten.
Da antallet af strejfende ulve i Slesvig-Holsten stiger i takt med, at den centraleuropæiske ulvebestand vokser, kan en øget investering i forebyggelse dog også være fornuftig her.
Ser man på de tiltag, der allerede er foretaget, ser det ud til at virke. Trods rekordmange strejfende ulve i Slesvig-Holsten i 2021 var antallet af husdyrangreb lavere end de foregående år.
Som ulvebestanden vokser, kan ulvehegn og ikke mindst en bedre forståelse af ulvenes adfærd således hjælpe os til at forebygge husdyrangreb – og måske endda skabe større tryghed for dem, der bor i de områder, hvor ulvene slår sig ned eller strejfer igennem.
\ Kilder
- Peter Sundes profil (AU)
- Martin Mayers profil (AU)
- Kent Olsens profil (Naturhistorisk Museum Aarhus)
- “Occurrence and Livestock Depredation Patterns by Wolves in Highly Cultivated Landscapes”, Frontiers in Ecology and Evolution (2022). DOI: 10.3389/fevo.2022.783027
- “The revival of wolves and other large predators and its impact onfarmers and their livelihood in rural regions of Europe”, Policy Department B, European Parliament (2018)
