Danmarks ukendte astronom blev først anerkendt efter 242 år: Hvem var han?

Hvis du aldrig har hørt om den danske astronom Christian Horrebow, er du ikke alene. Hans videnskabelige arbejde synes nemlig i høj grad at være glemt af eftertiden – måske fordi han var dansker, og derfor skrev på dansk og ikke tysk, der var meget mere udbredt.

I et nyt studie viser vi nu, at det var Christian Horrebow, der i 1775 som den første foreslog, at Solen har en cyklus, og at denne cyklus kan have indflydelse på vores klima.

Uden Solen ville der ikke findes liv på Jorden, og uden Solen ville Jorden være et goldt og øde sted med en temperatur på minus små 200 grader. Derfor har Solen også tiltrukket videnskabsfolks interesse til alle tider.

Disse videnskabsfolk var tidligt klar over, at Solen ikke er en uforanderlig lysende kugle. Solen hjemsøges nemlig til tider af mørke pletter.

Pletter, som vi først har fået en delvis forståelse af de sidste årtier og som endvidere formodes at kunne påvirke vores klima.

Faktisk kan Christian Horrebows næsten 250 år gamle observationer være med til at forandre vores forståelse af, hvor meget Solens cyklus betyder for vores klima.

Kom fra en stor familie

Christian Horrebow var barn nummer fire ud af en søskendeflok på 16. Hans far Peder Horrebow havde været Ole Rømers assistent og blev sidenhen også direktør for Rundetårn samt professor i astronomi ved Københavns Universitet. Her arbejdede han med at beskrive de instrumenter, som Ole Rømer havde bygget, og hvoraf de fleste desværre var gået til i Københavns brand i 1728.

Der var dog ikke mange penge i at være direktør for Rundetårn eller professor i astronomi og for at kunne forsørge sin familie, tog Peder Horrebow derfor en medicinsk doktorgrand, så han kunne bijobbe som læge.

Det siges, at hans doktorgrad hovedsageligt var baseret på de sygdomme, som hans egne børn havde haft.

Arver stilling fra sin far

Det er usikkert, hvornår Peder og Christian Horrebows interesse for solpletter startede. Solpletter er, som navnet antyder, små mørke pletter på Solen, som man kan observere gennem en kikkert med et solfilter på.

Christian Horrebow skriver i 1770, at de har observeret solpletter i 30 år, men de første observationer, vi har, er fra protokoller fra 1761. Alle tidligere protokoller synes at være gået tabt i bombardementet af København i 1807.

I 1764 dør Peder Horrebow, og Christian Horrebow bliver udnævnt til professor i astronomi ved Københavns Universitet og direktør for Rundetårn. Begge er stillinger, han arver fra sin far. Christian Horrebow arbejder i denne periode på at udvikle en metode til at bestemme solpletternes nøjagtige position på Solen. En metode der, da den var færdigudviklet i 1767, skulle vise sig at være alle andre samtidige metoder overlegen.

Bjerge og vulkaner på Solens overflade

Christian Horrebow var optaget af at forstå fysikken bag solpletterne. I dag ved vi, at solpletter skyldes stærke magnetfelter, der bryder gennem Solens overflade. Det vidste man ikke dengang, hvilket gav grobund for en række andre mere eller mindre fantasifulde teorier.

Nogle af de første teorier gik på, at det skulle være planeter, der bevægede sig i en bane meget tæt på Solen (læs mere her). Disse teorier var dog forkastet på Christian Horrebows tid.

Galileo havde 100 år tidligere foreslået, at pletterne skulle være skum og urenheder på Solens overflade. En teori Christian Horrebow dog ikke havde meget til overs for, hvilket også var tilfældet for teorien om, at solpletterne skulle være groft materiale, der blev skudt op af ildbjerge på Solens overflade.

Ville tegne kort over bjergene

Christian Horrebow var derimod tilhænger af teorien om, at Solen skulle bestå af bjerge og kontinenter, som vi kender det fra Jorden, hvorpå der skulle befinde sig et stort lavahav.

Dette lavahav skulle have høj- og lavvande, som vi kender det fra Jorden, hvilket betød, at de højeste bjerge fra tid til anden kom til syne på Solen som solpletter.

Ifølge denne teori skulle solpletterne altid komme til syne på de samme steder på Solen, og det var det, Christian Horrebow havde sat sig for at undersøge. Han ville lave et kort over bjergene under Solens lavahav.

Antallet af solpletterne går op og ned

Christian Horrebow fik selvsagt aldrig lavet et kort med optegnelser af disse bjerge, da positionen for solpletternes tilsynekomst på Solen, om end den ikke er helt tilfældig, på ingen måde er regelmæssig.

Det betød dog ikke, at hans arbejde var mislykket. Christian Horrebows observationer viste nemlig noget helt andet. De viste, at antallet af solpletter ændrer sig med en karakteristisk periode, således at der med 10 års mellemrum er mange pletter på Solens overflade, og med 10 års mellemrum er meget få solpletter.

Det skulle siden vise sig, at perioden for Solens cyklus ikke er helt konstant, men varierer mellem 9 og 14 år. Middelværdien ligger dog meget tæt på 11 år, og vi taler derfor om Solens 11-årige cyklus.

Lige nu befinder vi os i en periode med meget få solpletter – det kalder vi et solpletminimum. Det samme gjorde vi i 2009. Modsat befandt vi os i 2003 og 2013 i solpletmaksima.

Opdagelsen af solpletternes kommen og gåen beskrev Christian Horrebow i Dansk Historisk Almanak i 1775.

Her skriver han endvidere, at det i fremtiden bliver interessant at følge, om antallet og størrelsen af solpletter har nogen indflydelse på »luftens tilstand hos os på Jorden«.

Et spørgsmål, der har optaget astronomer lige siden. De seneste årtier er flere klimaforskere, meningsdannere og politikere også blevet optaget af spørgsmålet, da en forståelse af Solens opvarmning af vores klima er nødvendig, før man fuldt ud kan forstå påvirkningen fra drivhusgasser.

LÆS OGSÅ: Solens aktivitet på vej mod et nyt minimum

Et upræcist ur blev hans banemand

I 1761 skulle Christian Horrebow deltage i et af de først store internationale forskningsprojekter, verden havde set. Formålet med projektet var at bruge venuspassagen, der ville finde sted samme år, til at bestemme Jordens afstand til Solen.

Projektet inkluderede observationer fra det meste af Europa, samt Sankt Helena og Kap Det Gode Håb.

I projektet skulle de forskellige observatører bestemme det nøjagtige tidspunkt for, hvornår Venus bevægede sig indover eller ud ad solskiven. Fra Rundetårn var det dog kun muligt at gøre det sidste, da venuspassagen startede lige før solopgang.

Christian Horrebow noterede således tidspunktet for, hvornår Venus forlod solskiven og sendte det til Jérôm Lalande i Paris.

Desværre var uret, man brugte på Rundetårn, ikke helt præcist. Faktisk var det bagud med 2 minutter og 51 sekunder. En fejl, som Christian Horrebow sådan set godt var klar over, men som han af ukendte grunde ikke fik rettet, før observationerne blev sendt til Jérôm Lalande.

Rygte som inkompetent observatør

Når man skal bestemme Jordens afstand til Solen, er 2 minutter og 51 sekunder en enorm fejl, så stor, at Jérôm Lalande med det samme kunne se, at der var noget galt med Christian Horrebows observationer.

Da Christian Horrebow blev klar over fejlen, skyndte han sig at skrive til Jérôm Lalande, men da var skaden sket, og observationerne fra Rundetårn blev ikke brugt i det stort anlagt internationale forskningsprojekt.

Denne begivenhed efterlod Christian Horrebow med et ry som en inkompetent observatør, hvilket blandt andet betød, at han ikke blev udvalgt af den danske regering til at deltage i en ekspedition til Norge i 1769, hvor endnu en venuspassage fandt sted.

Solpletforskningen udkom kun på dansk

Rygtet som inkompetent observatør har hængt ved Christian Horrebow lige siden. Der var således ingen, der tog notits af, at han i 1775 som den første forslog, at Solen har en cyklus.

Dette kan dog også hænge sammen med, at Christian Horrebow alene beskrev sine resultater på dansk, selvom videnskabelig forskning på den tid hovedsageligt blev formidlet på latin eller tysk. Han skrev mange andre værker på latin, så hvorfor han ikke har formidlet sin solpletforskning på latin, kan vi kun gisne om.

Æren for opdagelsen af Solens cyklus er i stedet tilfaldet tyskeren Heinrich Schwabe, der i 1844, hele 69 år efter Christian Horrebow, foreslår, at Solen har en cyklus.

Retfærdigvis skal det siges, at Heinrich Schwabe ikke bare foreslog, at Solen har en cyklus, men også bestemte dens periode, hvilket Christian Horrebow ikke gjorde.

En genanalyse af Christian Horrebows observationer viser dog, at den 10-årige cyklus er endog meget tydelig i dem.

I en kommende artikel vil vi se på, hvordan Christian Horrebows observationer af solpletter er med til at kaste nyt lys på vores forståelse af, hvordan Solen påvirker klimaet.

LÆS OGSÅ: De manglende solpletter skaber øget forståelse