Den er meget langt væk, men ikke desto mindre er jeg ikke i tvivl. Den markante profil afslører tydeligt, at det ganske rigtigt er en hammerhaj, der kredser rundt ude i det blå ocean.
Nogle utydelige skygger endnu længere borte kunne sagtens være andre hajer i den samme flok, men det forbliver et gæt.
De store fisk kommer ikke nærmere, og selv om jeg gerne ville have haft et nærbillede, er det naturligvis omsonst at forsøge på at svømme hen til dem.
Man kan ikke indhente hajer, uanset hvor mange kroner der eventuelt er investeret på optimale svømmefødder.
Søsyge på revet
Det er desuden meget tidligt om morgenen, og jeg kæmper med eftervirkningerne af søsyge efter 40 minutter i den ustabile båd, der bragte mig og en lille gruppe af andre dykkere ud til den centrale ø i Bunaken Nationalpark.
Her ankrede vi op lige ved den stejle revkant, der enkelte steder fortsætter ned til en dybde på knap en kilometer.
Annonce:
Dykkerne har aftalt ikke at bruge blitz for ikke at skræmmer hajerne.
Ifølge den indonesiske hajspecialist, som arbejder på Bunaken National Marine Park, skal man dykke tidligt ned langs kanten for at have de bedste chancer for at se hammerhajerne.
Selv om hajerne ofte befinder sig på relativt dybt vand, bliver de ved daggry tilsyneladende forstyrret af fiskerbådene fra øens lille landsby.
Blåt i blåt
Her på 40 meters dybde er alt blåt. Alle øvrige farver er filtreret væk, og selv om man ved, at de enorme viftekoraller i virkeligheden har de mest fantastiske nuancer af rød, gul, grøn og lilla, forbliver de ikke desto mindre blå.
Slangerne er ekstremt giftige.
Alle seks dykkere i gruppen har aftalt, at vi ikke vil bruge undervandslygter eller tænde for blitzlysene på vores undervandskameraer. Det gælder om at undgå alle aktiviteter, der kan skræmme hajerne væk.
Hammerhajen slår et dovent smut med halen og forvinder i det blå. Vi svømmer langsomt opad langs væggen og møder flere andre hajarter på vejen.
Både sort- og hvidtippede revhajer findes i pæne bestande her i den marine nationalpark, der rangerer som en af de mest artsrige i Indonesien.
Paradiset Bunaken
Turisterne skal passe på de giftige slanger, der kommer på land for at finde redepladser.
Her lever syv forskellige arter af kæmpemuslinger, hele 70 slægter af koraller og mere end 2.000 arter af fisk på de knap 90.000 hektar, som er beskyttet inde for parkgrænsen.
Annonce:
Få procent af arealet i Bunaken Nationalpark udgøres af fem små øer, hvoraf en er en aktiv vulkan. Øerne er særdeles idylliske tropeøer med vajende kokospalmer og hvide strande.
Rygtet om de paradisiske omgivelser har spredt sig, og en del turister har efterhånden opdaget Bunaken, der ligger ved Sulawesi's nordlige spids.
Slangen i paradiset
Den er meget langt væk, men ikke desto mindre er jeg ikke i tvivl. Den markante profil afslører tydeligt, at det ganske rigtigt er en hammerhaj, der kredser rundt ude i det blå ocean.
Nogle utydelige skygger endnu længere borte kunne sagtens være andre hajer i den samme flok, men det forbliver et gæt.
De store fisk kommer ikke nærmere, og selv om jeg gerne ville have haft et nærbillede, er det naturligvis omsonst at forsøge på at svømme hen til dem.
Man kan ikke indhente hajer, uanset hvor mange kroner der eventuelt er investeret på optimale svømmefødder.
Søsyge på revet
Det er desuden meget tidligt om morgenen, og jeg kæmper med eftervirkningerne af søsyge efter 40 minutter i den ustabile båd, der bragte mig og en lille gruppe af andre dykkere ud til den centrale ø i Bunaken Nationalpark.
Her ankrede vi op lige ved den stejle revkant, der enkelte steder fortsætter ned til en dybde på knap en kilometer.
Ifølge den indonesiske hajspecialist, som arbejder på Bunaken National Marine Park, skal man dykke tidligt ned langs kanten for at have de bedste chancer for at se hammerhajerne.
Selv om hajerne ofte befinder sig på relativt dybt vand, bliver de ved daggry tilsyneladende forstyrret af fiskerbådene fra øens lille landsby.
Blåt i blåt
Her på 40 meters dybde er alt blåt. Alle øvrige farver er filtreret væk, og selv om man ved, at de enorme viftekoraller i virkeligheden har de mest fantastiske nuancer af rød, gul, grøn og lilla, forbliver de ikke desto mindre blå.
Alle seks dykkere i gruppen har aftalt, at vi ikke vil bruge undervandslygter eller tænde for blitzlysene på vores undervandskameraer. Det gælder om at undgå alle aktiviteter, der kan skræmme hajerne væk.
Hammerhajen slår et dovent smut med halen og forvinder i det blå. Vi svømmer langsomt opad langs væggen og møder flere andre hajarter på vejen.
Både sort- og hvidtippede revhajer findes i pæne bestande her i den marine nationalpark, der rangerer som en af de mest artsrige i Indonesien.
Paradiset Bunaken
Her lever syv forskellige arter af kæmpemuslinger, hele 70 slægter af koraller og mere end 2.000 arter af fisk på de knap 90.000 hektar, som er beskyttet inde for parkgrænsen.
Få procent af arealet i Bunaken Nationalpark udgøres af fem små øer, hvoraf en er en aktiv vulkan. Øerne er særdeles idylliske tropeøer med vajende kokospalmer og hvide strande.
Rygtet om de paradisiske omgivelser har spredt sig, og en del turister har efterhånden opdaget Bunaken, der ligger ved Sulawesi's nordlige spids.
Slangen i paradiset
Selv om øerne er virkelig maleriske, findes der tusindvis af lige så smukke steder i det enorme Indonesiske rige.
Det er da også de store havområder omkring Bunaken, der er enestående og den direkte årsag til fredningen. For en enkelt af dyrene i havet er øerne ikke desto mindre af stor vigtighed.
Bunakens koralreve er et foretrukket levested for talrige havslanger tilhørende arten Laticauda colubrina (båndet havslange eller båndet havkrait).
Laticauda er en smukt udseende slange med kraftigt stribede aftegninger, og på vej mod overfladen ser jeg mange af de markante dyr svømme rundt mellem korallerne.
Lynhurtigt borer de snuden ind i huller og sprækker på jagt efter unge muræneål og andre fastboende koraldyr.
Nogle slanger er tydeligvis nysgerrige efter at udforske de underlige dykkere nærmere, og selv om de ikke opfører sig aggressivt, bliver jeg alligevel lidt nervøs, da et af disse ekstremt giftige dyr snor sig rundt om min maske.
Slangen og turisterne
Andre havslanger føder levende unger i vandet og kommer aldrig på land, men laticauda må som den eneste krybe op på land for at lægge sine æg.
Derfor er adgang til øerne af afgørende betydning for denne slange, men der er efterhånden bygget en del hoteller og mindre overnatningsfaciliteter på Bunaken, og det er nu blevet vanskeligt for slangerne at finde ugenerede redepladser.
På Bunaken møder jeg den danske havslangeforsker Arne Redsted Rasmussen, der dels bekræfter, at laticauda er en af verdens giftigste slanger og dels kan fortælle at mange fiskere hvert år omkommer, når de kommer i kontakt med havslanger, der har viklet sig fast i fiskernes net.
Med de mange flere turister og det stadigt mindre areal mellem bygninger og liggestole er det sikkert kun et spørgsmål om tid, før også en turist på Bunaken bliver bidt.
Der er utroligt smukt i Bunaken Nationalpark.
Selv om øerne er virkelig maleriske, findes der tusindvis af lige så smukke steder i det enorme Indonesiske rige.
Det er da også de store havområder omkring Bunaken, der er enestående og den direkte årsag til fredningen. For en enkelt af dyrene i havet er øerne ikke desto mindre af stor vigtighed.
Bunakens koralreve er et foretrukket levested for talrige havslanger tilhørende arten Laticauda colubrina (båndet havslange eller båndet havkrait).
Den er meget langt væk, men ikke desto mindre er jeg ikke i tvivl. Den markante profil afslører tydeligt, at det ganske rigtigt er en hammerhaj, der kredser rundt ude i det blå ocean.
Nogle utydelige skygger endnu længere borte kunne sagtens være andre hajer i den samme flok, men det forbliver et gæt.
De store fisk kommer ikke nærmere, og selv om jeg gerne ville have haft et nærbillede, er det naturligvis omsonst at forsøge på at svømme hen til dem.
Man kan ikke indhente hajer, uanset hvor mange kroner der eventuelt er investeret på optimale svømmefødder.
Søsyge på revet
Det er desuden meget tidligt om morgenen, og jeg kæmper med eftervirkningerne af søsyge efter 40 minutter i den ustabile båd, der bragte mig og en lille gruppe af andre dykkere ud til den centrale ø i Bunaken Nationalpark.
Her ankrede vi op lige ved den stejle revkant, der enkelte steder fortsætter ned til en dybde på knap en kilometer.
Ifølge den indonesiske hajspecialist, som arbejder på Bunaken National Marine Park, skal man dykke tidligt ned langs kanten for at have de bedste chancer for at se hammerhajerne.
Selv om hajerne ofte befinder sig på relativt dybt vand, bliver de ved daggry tilsyneladende forstyrret af fiskerbådene fra øens lille landsby.
Blåt i blåt
Her på 40 meters dybde er alt blåt. Alle øvrige farver er filtreret væk, og selv om man ved, at de enorme viftekoraller i virkeligheden har de mest fantastiske nuancer af rød, gul, grøn og lilla, forbliver de ikke desto mindre blå.
Alle seks dykkere i gruppen har aftalt, at vi ikke vil bruge undervandslygter eller tænde for blitzlysene på vores undervandskameraer. Det gælder om at undgå alle aktiviteter, der kan skræmme hajerne væk.
Hammerhajen slår et dovent smut med halen og forvinder i det blå. Vi svømmer langsomt opad langs væggen og møder flere andre hajarter på vejen.
Både sort- og hvidtippede revhajer findes i pæne bestande her i den marine nationalpark, der rangerer som en af de mest artsrige i Indonesien.
Paradiset Bunaken
Her lever syv forskellige arter af kæmpemuslinger, hele 70 slægter af koraller og mere end 2.000 arter af fisk på de knap 90.000 hektar, som er beskyttet inde for parkgrænsen.
Få procent af arealet i Bunaken Nationalpark udgøres af fem små øer, hvoraf en er en aktiv vulkan. Øerne er særdeles idylliske tropeøer med vajende kokospalmer og hvide strande.
Rygtet om de paradisiske omgivelser har spredt sig, og en del turister har efterhånden opdaget Bunaken, der ligger ved Sulawesi's nordlige spids.
Slangen i paradiset
Selv om øerne er virkelig maleriske, findes der tusindvis af lige så smukke steder i det enorme Indonesiske rige.
Det er da også de store havområder omkring Bunaken, der er enestående og den direkte årsag til fredningen. For en enkelt af dyrene i havet er øerne ikke desto mindre af stor vigtighed.
Bunakens koralreve er et foretrukket levested for talrige havslanger tilhørende arten Laticauda colubrina (båndet havslange eller båndet havkrait).
Laticauda er en smukt udseende slange med kraftigt stribede aftegninger, og på vej mod overfladen ser jeg mange af de markante dyr svømme rundt mellem korallerne.
Lynhurtigt borer de snuden ind i huller og sprækker på jagt efter unge muræneål og andre fastboende koraldyr.
Nogle slanger er tydeligvis nysgerrige efter at udforske de underlige dykkere nærmere, og selv om de ikke opfører sig aggressivt, bliver jeg alligevel lidt nervøs, da et af disse ekstremt giftige dyr snor sig rundt om min maske.
Slangen og turisterne
Andre havslanger føder levende unger i vandet og kommer aldrig på land, men laticauda må som den eneste krybe op på land for at lægge sine æg.
Derfor er adgang til øerne af afgørende betydning for denne slange, men der er efterhånden bygget en del hoteller og mindre overnatningsfaciliteter på Bunaken, og det er nu blevet vanskeligt for slangerne at finde ugenerede redepladser.
På Bunaken møder jeg den danske havslangeforsker Arne Redsted Rasmussen, der dels bekræfter, at laticauda er en af verdens giftigste slanger og dels kan fortælle at mange fiskere hvert år omkommer, når de kommer i kontakt med havslanger, der har viklet sig fast i fiskernes net.
Med de mange flere turister og det stadigt mindre areal mellem bygninger og liggestole er det sikkert kun et spørgsmål om tid, før også en turist på Bunaken bliver bidt.
Der er utroligt smukt i Bunaken Nationalpark.
Laticauda er en smukt udseende slange med kraftigt stribede aftegninger, og på vej mod overfladen ser jeg mange af de markante dyr svømme rundt mellem korallerne.
Lynhurtigt borer de snuden ind i huller og sprækker på jagt efter unge muræneål og andre fastboende koraldyr.
Annonce:
Nogle slanger er tydeligvis nysgerrige efter at udforske de underlige dykkere nærmere, og selv om de ikke opfører sig aggressivt, bliver jeg alligevel lidt nervøs, da et af disse ekstremt giftige dyr snor sig rundt om min maske.
Slangen og turisterne
Andre havslanger føder levende unger i vandet og kommer aldrig på land, men laticauda må som den eneste krybe op på land for at lægge sine æg.
Derfor er adgang til øerne af afgørende betydning for denne slange, men der er efterhånden bygget en del hoteller og mindre overnatningsfaciliteter på Bunaken, og det er nu blevet vanskeligt for slangerne at finde ugenerede redepladser.
På Bunaken møder jeg den danske havslangeforsker Arne Redsted Rasmussen, der dels bekræfter, at laticauda er en af verdens giftigste slanger og dels kan fortælle at mange fiskere hvert år omkommer, når de kommer i kontakt med havslanger, der har viklet sig fast i fiskernes net.
Med de mange flere turister og det stadigt mindre areal mellem bygninger og liggestole er det sikkert kun et spørgsmål om tid, før også en turist på Bunaken bliver bidt.
Få Videnskab.dk's gratis nyhedsbrev for alle, som er vilde med det vilde.
Tak! For at blive endeligt tilmeldt, har vi sendt dig en mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Tjek venligst dit spamfilter, hvis mailen ikke lander i din indbakke.
Der opstod en fejl under tilmelding til vores nyhedsbrev.
PhD., Adjunkt ved Institut for Lægemiddeldesign og Farmakologi, Københavns Universitet samt Research fellow ved Institut for Psykiatri og Adfærdsvidenskab, Stanford Universitet.
Bliv klar til solformørkelsen 12. august. Vind to par solformørkelsesbriller ved at abonnere på Videnskab.dk's gratis nyhedsbrev. Vi trækker lod blandt alle nyhedsbrevsmodtagere i juli.
