Den gøede som en hund og jagede som en ræv, og det undrede forskere.
Nu har man fundet ud af, hvorfor den lille, mørkhårede og langsnudede gadehund fra Brasilien var så særlig. Genetiske undersøgelser afslører nemlig, at den er verdens første opdagede hybrid mellem en tamhund (Canis lupus familiaris) og en pampasræv (Lycalopex gymnocercus).
Det skriver mediet ScienceAlert.
Den særlige ‘gadehund’ blev ramt af en bil og indlagt på Federal University of Grande do Sul i Brasilien. Her undrede man sig over dyrets udseende og adfærd.
»Den var ikke så føjelig som en hund og manglede også den aggressivitet, der forventes af en vild hund, når den blev håndteret. Den havde en genert og forsigtig personlighed og foretrak generelt at holde sig væk fra folk,« fortæller Flavia Ferrari, dyrlæge ved Federal University of Grande do Sul, Brasilien, i The Telegraph.
Desuden spiste dyret ikke hundemad, men derimod kun små rotter, og lignede ikke nogen af de hunderacer, der ellers lever i regionen, hvor den blev påkørt.
Derfor begyndte brasilianske forskere at se på, om den kunne være en krydsning mellem arter, altså en såkaldt hybrid.
En række genetiske analyser fra dyret afslørede blandt andet, at den besad 76 kromosomer i alt, heraf to X-kromosomer med forskellige morfologier, hvilket indikerer, at den stammer fra to forskellige arter.
Og da forskerne analyserede gadedyrets mitokondrielle DNA, opdagede de, at moderen sandsynligvis har været en pampasræv (Lycalopex gymnocercus) og faren en tamhund (Canis lupus familiaris).

»Opdagelsen antyder, at selvom disse arter divergerede for omkring 6,7 millioner år siden og tilhører forskellige slægter, kan de stadig producere levedygtige hybrider,« skriver forskerne ifølge ScienceAlert i det nye studie om dyret, som nu er offentliggjort i tidsskriftet Animals.
Efter hybrid-dyret kom sig over skaderne fra påkørslen, blev den flyttet til en zoologisk have, hvor den desværre døde under ukendte omstændigheder.
smb



































