Hører man til dem, der synes, at flagermus er lidt skræmmende, bliver man nok ikke beroliget af denne historie.
Er man omvendt en fan af de flyvende pattedyr og deres fantastiske evne til at lokalisere byttedyr i nattens mulm og mørke, skal man endelig læse videre.
Ikke engang fugle højt på himlen kan vide sig i sikkerhed for de fascinerende flagermus.
»Vi har fundet ud af, at Europas største flagermus jager og fanger småfugle i flere kilometers højde. De bruger biosonar til at finde dem i mørket,« fortæller Laura Stidsholt, der er adjunkt på Institut for biologi ved Aarhus Universitet.
Her kan du følge lyden af kampen mellem flagermusen og rødkælken:
Hun er førsteforfatter på den videnskabelige artikel om flagermusenes smag for småfugle, der netop er publiceret i det anerkendte tidsskrift Science.
Tre minutters kamp endte fatalt
En banebrydende lydoptagelse afslører, hvordan en rødkælk (også kaldet rødhals) møder sit endeligt, da den er på forårstræk nordpå fra Afrika.
1.300 meter over det sydlige Spanien, ved nationalparken Doñana ikke langt fra Gibraltarstrædet, bliver den opdaget af en flagermus, der styrtdykker efter den.
I første omgang undslipper fuglen, men flagermusen bruger sin ekko-lokaliseringssans til at finde den igen.
Igen og igen angriber flagermusen, og fuglen undviger, mens begge dyr styrter mod jorden.
Efter tre minutters kamp må rødkælken give op. Tæt på jordoverfladen bliver den fanget, bidt ihjel og fortæret, mens flagermusen stadig er på vingerne.
Rygsæk med sensorer røbede flagermusen
Europæiske flagermus lever primært af insekter, men forskerne havde en mistanke om, at flagermus af arten stor brunflagermus (Nyctalus lasiopterus) går efter småfugle på træk.
Først nu er det bevist ved hjælp af moderne teknologi.
En snes flagermus blev udstyret med en lille, højteknologisk rygsæk, der registrerede alle deres bevægelser og lydene omkring dem. Den følsomme mikrofon kunne både opfange sonarkaldene og ekkoerne fra dem, flagermusenes vingeslag og eventuelle lyde fra fugle.
De fleste af flagermusene holdt sig til at jage insekter, men to gik på jagt efter fugle højt på himlen. Den ene af dem havde succes med det.
»Det var virkelig specielt at høre hele sekvensen. Det var for sindssygt,« fortæller Laura Stidsholt.
»Vi kunne høre, hvordan flagermusen sprintede ned mod fuglen og jagede den i tre minutter, og vi opfangede, da fuglen udstødte sit sidste kald efterfulgt af stilhed. Bagefter fløj flagermusen fredeligt rundt, mens den tyggede fuglen.«
Naturens jetjagere i luftkamp
Blandt flagermusforskere har det længe været en hypotese, at flagermus kan fange fugle i flugten.
Men ikke alle har troet på, at en flagermus på 60-70 gram kan finde, fange og fortære en 30 gram tung fugl i luften.
»Der har været mange indikationer, men det er først nu, at det er slået fast med syvtommersøm, at denne flagermus spiser fugle,« siger flagermuseksperten Lasse Jakobsen. Han er lektor på Biologisk Institut på Syddansk Universitet i Odense og har ikke selv været involveret i forskningsresultatet.
\ Fuglevinger faldt ned fra himlen
Igennem 25 år har den spanske biolog Carlos Ibáñez, der også deltog i studiet, studeret de store brunflagermus. Han står bag hypotesen om, at arten spiser småfugle i luften – en hypotese, der nu er blevet bekræftet.
Carlos Ibáñez har samlet flagermusafføring, der rummer dna fra forskellige småfugle. Han har også indsamlet fuglevinger, der er faldet ned fra himlen, og som har vist sig at have bidemærker og dna fra flagermus.
Det lader til, at flagermusene gnaver vingerne af de stakkels spurvefugle, når de har fanget dem. Så er fuglene nemlig lettere at have med at gøre og kan ædes på farten.
Stor brunflagermus er en truet dyreart, der lever i træerne i Sydeuropa, det vestlige Asien og Nordafrika. Den har et vingefang på op til 46 cm.
»Insekterne kommer hurtigt til kort over for flagermusene, der er meget hurtigere. Men her er det en meget mere jævnbyrdig luftkamp. Det er naturens jetjagere, der slås.«
»Lauras teknik giver virkelig indsigt på et andet niveau, end vi hidtil har haft. Det er utrolig fedt, at teknologien kan give os så mange detaljer om, hvad der sker,« siger han.
Sonarsystemet skal undersøges
I næste omgang håber forskerne på at finde ud af, hvor godt flagermusenes sonarsystem fungerer.
»I forhold til synet er ekkolokalisering et ret kortrækkende sansesystem, men vi ved ikke, hvor høje flagermusenes kald er, og hvor langt biosonaren derfor rækker. Det vil vi gerne undersøge,« siger Laura Stidsholt.
Det kan hun måske gøre i samarbejde med Lasse Jakobsen, der har udviklet en teknik med at opfange flagermusenes kald ved hjælp af mikrofoner ophængt fra droner. Teknikken er allerede blevet brugt til at indsamle data om kaldene fra de danske brunflagermus.
De fuglespisende store brunflagermus lever ikke i Danmark, så her behøver vi ikke være nervøse for pludselig at få en afgnavet fuglevinge i hovedet, hvis vi er ude og gå aftentur.
