Svalbards eneste rovdinosaur er blevet vegetar

En dinosaur slentrer afsted ved kysten på en odde. Den sætter aftryk i sandet med bagbenet. 123 millioner år senere bliver odden, som ligger cirka 100 kilometer sydøst for Longyearbyen på Spitsbergen, navngivet Boltodden.

Kontinentpladerne har skubbet Spitsbergen længere nordpå i dag. Dengang, i begyndelsen af kridttiden, da dinosauren stod på stranden, lå Svalbard på 65 grader nord langs grænsen mellem Nord Trøndelag og Nordland.

Men klimaet var ikke som Trøndelags. Skove af gingko og nåletræer dækkede de sumpede moser bag stranden og bakkerne mod fjeldet. Det var varmere og mere vådt.

Dinosauren slentrede videre. Bølger skyllede ind over stranden med mudder fra havbunden. Mudderet lagde sig i sporene. Nye lag sand vaskede over mudderet. Så gik der 123 millioner år.

Aftryk af fødder med klør

I 1976 var leret for længst rådnet op. Men dinosaurens fodspor stod stadig trykt i sandet, som nu var blevet til sandsten.

Det år gik den amerikanske geolog Rosalind Edwards over sandstene på Boltodden, og hun fik øje på aftrykkene.

De talte deres tydelige sprog, 30 centimeter lange og med tydelige aftryk af klør på et af sporene. Det måtte være en mellemstor rovdinosaur, den første rovdinosaur, som var fundet på Svalbard, troede Edwards.

Fra to ben til fire

38 år senere, i sommeren 2014, fik Boltodden igen besøg af forskere. Den norske palæontolog Jørn Hurum og hans kollegaer ville kortlægge aftrykkene i detaljer. Og de fandt noget, som Edwards havde overset.

For det første var der endnu flere fodspor. Faktisk var det den største overflade med dinosaurspor på hele Svalbard.

For det andet fortalte sporene ikke så tydeligt om en rovdinosaur, som Edwards havde troet i 1976. Faktisk afslørede sporet ikke kun to ben. Det afslørede fire.

Forskerne 'tog livet af' rovdinosauren

Patrick Druckenmiller og Jørn Hurum fandt små runde fordybninger, som lå lidt til siden og foran hvert fodspor.

»Ser du det samme som mig?,« spurgte Jørn Hurum dengang under Svalbards kolde sommerhimmel.

»Ja. Jeg har faktisk gået og tænkt på det samme i en halv time,« svarede Patrick.

»Det er noget møg at tage livet af den eneste rovdinosaur på Svalbard,« siger Jørn Hurum, da han genfortæller episoden til forskning.no. For det var faktisk lige, hvad de havde gjort.

Fuglefodatryk

De ekstra fordybninger var nemlig aftryk af dinosaurens forben. Den måtte havde været planteædende.

»Måske med undtagelse af Spinosaurus er der ikke fundet en eneste rovdinosaur, som gik på fire ben,« fortæller Hurum.

Spinosaurus var en kæmpe blandt kødæderne. Vægten kan have tvunget dem ned på alle fire fra tid til anden, mener visse forskere.

Men sporene på Svalbard var for små, og de var ældre end Spinosaurus. Den firbenede gang ledte Hurum og hans kollegaer til en ny konklusion: Sporene var blevet sat af andenæbsøgler, en gruppe af dinosaurer der også er kendt som ornithopoder.

Kortere vej til maden

Ornithopoderne havde tre tæer ligesom fuglene. De var planteædere og gik oprindelig på to ben. Men som de udviklede sig, gik de den modsatte vej af mennesket. De bøjede sig ned; fra tobenet til firbenet. Hvorfor?

Af den samme grund som køer ikke går på to ben. Når man går på fire ben, er der kortere vej til maden, som vokser frodig og grøn på jorden.

Forskerne blev snydt af sandet

Hurum og hans kollegaer havde endnu et mysterium, de gerne ville opklare. Aftrykkene fra ornithopodens bagben havde efterladt tydelige mærker efter kløer. Hvad skal planteædere med kløer?

Det var ingen klo. Tæerne var runde. Det var sandet, som havde spillet et puds.

»Forestil dig, at du går på en sandstrand. Aftrykkene efter dine tæer er runde. Så løber sandet fra siderne ind mod bunden, og derved bliver aftrykkene spidsere. Tæerne ser næsten ud som kløer,« forklarer Hurum.

Kridttidens klimamysterium

Så må vi altså tegne billedet af stranden for cirka 123 millioner år siden om igen. Den tobenede kødæder på udkig efter rov er blevet en firbenet andenæbsøgle, som slentrede langs stranden, der måske var et flodleje, mens den huggede frodigt grønt i sig. Og hvor frodigt var det egentlig?

»Klimaet i begyndelsen af kridttiden er lidt af en gåde,« forklarer Hurum. Han fortsætter:

»Visse plantefossiler og jordlag tyder på et klima, som ligner nutidens klima i Sydfrankrig. Men Svalbard lå på 65 grader nord. Solindstrålingen var mindre, og årstiderne var kraftigere,« fortæller Hurum.

Vintrene var ganske vist ikke helt så slemme som i Nord Trøndelag, men alligevel; hvordan klarede dinosaurerne sig i kulden?

Hurum forklarer:

»De kan have været delvist varmblodede. Deres forbrænding lignede måske nutidens fugles forbrænding.«

Usikkert ophav

Men selvom de havde samme forbrænding som fuglene og fødder som fugle, lignede ornithopoderne ikke fuglene på et vigtigt punkt: De kunne ikke flyve.

Hvis de skulle til Svalbard, måtte de komme dertil til bens. Hvor kom de fra?

Kontinentalpladerne leverer endnu en gåde for forskerne. Hvis man spoler baglæns i filmen, som viser, hvordan pladerne drev over jordskorpen, ser man, at Svalbard kan havde hængt sammen med Grønland og Nordamerika, men ikke med Europa.

Alligevel var sådanne firbenede andenæbsøgler på den tid typiske for Europa. Hvad er forklaringen?

Mistet og fundet

»En mulighed er, at firbenede ornithopoder var mere udbredte på Grønland og i Nordamerika på denne tid end først antaget,« skriver forskerne i studiet udgivet i tidsskriftet til Geological Society i London.

»Alternativt kan spredningen mellem Europa og Svalbard have været mulig med en landforbindelse, som ikke kan ses på rekonstruktioner,« fortsætter studiet.

Forskerne har med andre ord mistet en rovdinosaur, men fundet nye mysterier at løse med fossilskatten på Svalbard.

© forskning.no Oversat af Stephanie Lammers-Clark