Store opdagelser: Lavoisiers kemiske revolution
Den franske naturforsker Antoine-Laurent Lavoisier (1743-1794) er en af de få, der har stået fadder til en ny form for videnskab. Han grundlagde ikke kemien, men tilskrives ofte faderskabet til den såkaldte kemiske revolution, der i 1775-1790 gjorde kemien til en moderne videnskab.

En forbrændingsproces mellem ilt og brint, Lavoisier ikke kunne forestille sig. Opsendelsen den 20. juli 1969 af rumkapslen Apollo 11 med de første astronauter til Månen (Foto: Rumkapslen Apollo 11. Kennedy Space Center, NASA.)

En forbrændingsproces mellem ilt og brint, Lavoisier ikke kunne forestille sig. Opsendelsen den 20. juli 1969 af rumkapslen Apollo 11 med de første astronauter til Månen (Foto: Rumkapslen Apollo 11. Kennedy Space Center, NASA.)
Partner 50 opdagelser - Højdepunkter i naturvidenskaben

I denne bog gives der en fremstilling af 50 markante gennembrud i naturvidenskaberne. 

 

Der var naturligvis andre aktører i den kemiske revolution, men Lavoisier var på mange måder dens chefarkitekt og bygherre med blandt andet forklaring af forbrændingsprocessen, opstilling af loven om materiens konstans og en ny definition af grundstoffer.

Den nye kemi blev grundlaget for en hurtig og frugtbar udvikling, der førte op til vores nuværende kemiske forståelse.

Den skelsættende lærebog, Lavoisier skrev i 1789 under titlen Traité élémentaire de chimie (Elementær Afhandling om Kemien), var moderne i den forstand, at den kan forstås og værdsættes af en kemiker i det 21. århundrede.

Derimod vil en lærebog fra 1760’erne være nærmest uforståelig, med et sprog og begrebsapparat der må forekomme at stamme fra en anden verden, ofte uoversætteligt til vores kemiske verden.

Lærebogen fra 1789 var eksperimentelt baseret og indeholdt nytænkning om blandt andet grundstoffernes art, vand som en kemisk forbindelse, forbrændingsprocesser og naturen af syrer og baser. Disse og andre fænomener blev forklaret ud fra begreber, der havde rod i laboratoriet.

Lavoisier offer for den franske guillotinerne 

Lavoisier levede i en urolig tid, hvor den kemiske revolution ikke var den eneste eller vigtigste revolutionære omvæltning. Der var andre og mindre fredelige revolutioner i Frankrig, hvor den store revolution i Paris tog sin start samme år, som Lavoisier udgav sin lærebog i kemi.

Revolutionen udartede snart til et terrorregime, hvor guillotinerne i Paris kom på overarbejde. Lavoisier selv blev et af ofrene. Han blev anklaget for økonomisk kriminalitet, nemlig for at have snydt med skatteopkrævninger på tobak, og selv om der aldrig blev ført bevis i sagen, adskilte guillotinen den 8. maj 1794 – eller 22. floreal i år 2 efter den revolutionære kalender – hans hoved og krop under den parisiske pøbels jubel.

'Revolutionen har ikke brug for videnskabsmænd', skal dommeren have sagt ifølge en ofte citeret historie. Dagen efter henrettelsen kommenterede den fremragende matematiker Joseph Louis Lagrange (1736-1813) bittert: 'Det tog dem kun et øjeblik at hugge hans hoved af, og det vil tage mere end hundrede år, før der kommer et nyt som det.'

Tog livet af flogistonteorien

Fakta

 

Denne artikel stammer fra bogen '50 opdagelser - Højdepunkter i naturvidenskaben'. Bogen bringes i samarbejde med Aarhus Universitetsforlag. Køb bogen her

 

Ved midten af 1700-tallet var kemien domineret af den såkaldte flogistonteori som den foretrukne forståelsesramme for kemiske fænomener.

Teorien hvilede på antagelsen om, at en forbrændingsproces afgiver et princip eller en substans, flogiston, fra det brændbare stof til den omgivende atmosfære. Når svovlpulver brænder, vil det ikke optage et stof, men derimod afgive et, og dermed selv blive omdannet til et mere elementært stof.

Tilsvarende, når kul brænder, vil det afgive sin flogiston til luften og blive omdannet til det simplere 'kulsyre' (som vi i dag kalder kuldioxid). Flogiston er imidlertid et fantom, en spøgelsessubstans, der aldrig har eksisteret uden for kemikernes hjerner.

Ikke desto mindre var flogistonteorien en stærk og progressiv teori med stor forklaringskraft, idet den gav en tilfredsstillende forklaring ikke blot på forbrændingsprocesser men også på eksempelvis stoffers sure og basiske egenskaber, mineralers farver, planters vækst og en lang række andre forhold.

Flogistonteorien var en god, men aldeles forkert teori, og det var Lavoisier, der tog livet af den.  Han behøvede ingen guillotine, men kunne nøjes med sit laboratorium.

Opvarming af salte afgiver 'deflogisticeret luft'

Allerede i 1770’erne havde Lavoisier og andre kemikere vist, at svovl og fosfor ved forbrænding får en vægtforøgelse. Det ligner umiddelbart et dræbende argument mod flogistonteorien, hvor man jo må forvente et lettere og ikke tungere forbrændingsprodukt.

Sagen var dog mere speget, for tilhængerne af den gamle teori kunne forklare den iagttagne vægtforøgelse ved for eksempel at antage, at flogiston var lettere end luft. Og netop på den tid stod gasser eller luftarter i kemiens fokus.

Ved opvarmning af visse salte (metaloxider som for eksempel blyoxid, PbO2) blev der afgivet en gas, som ifølge flogistonteoriens tilhængere var 'deflogisticeret luft', det vil sige luft uden indhold af flogiston. Lavoisier, der var begyndt at tvivle på eksistensen af flogiston, opfattede først gassen som 'vital luft' på grund af dens rolle i respirationen: Fjernede man den vitale luft, ville man ikke kunne ånde.

Maleri fra 1788 af Lavoisier og hans kone Marie-Anne (1758-1836), lavet af den franske maler Jacques-Louis David (1748-1825). (Foto: Lavoisier og hans kone Marie-Anne. Olie på lærred, Metropolitan Museum of Art, New York)

Atmosfærisk luft, foreslog han, bestod af en vital luft blandet med en 'dårlig luft' (nitrogen eller kvælstof). Han kunne derefter konkludere, at den vitale luft var et nyt grundstof, hvad han kaldte oxygen og som på dansk blev omtalt som 'surstof'.

I 1814 opfandt H.C. Ørsted (1777-1851) det alternative danske navn ilt, som vi stadig, på godt og ondt, slæber rundt med.

 

Oxygen som nyt grundstof

Ilt, eller oxygen, var i øvrigt allerede i starten af 1770’erne påvist af den svenske kemiker Carl Wilhelm Scheele (1742-1786), men han opfattede ikke sin 'ildluft' som et nyt grundstof. Det gjorde den engelske præst og naturforsker Joseph Priestley (1733-1804) heller ikke, da han i 1774 fremstillede 'deflogisticeret luft' ved at opvarme kvilsølvoxid (HgO) med et kraftigt brændeglas. Lavoisier, derimod, turde tage skridtet ud.

Indførelsen af det nye grundstof oxygen betød afskaffelsen af flogiston. Lavoisier kunne forklare forbrændingsprocessen som en optagelse af oxygen fra luften, i senere notation for eksempel S + O2 → SO2 og C + O2 → CO2.

Denne erkendelse fulgte i kølvandet på hans ligeledes nye forståelse af vand, der siden antikken havde været opfattet som et simpelt 'element', et slags grundstof. 

Nu, 2000 år senere, degraderede han vand til at være et sammensat stof, en kemisk forbindelse mellem hydrogen og oxygen.

 

Oxygen forklarer flere fænomener

Lavoisier var en fremragende eksperimentator, der med sine avancerede og ofte meget dyre apparater satte nye standarder for den eksperimentelle kemi.

I sit laboratorium var han i stand til at spalte vand til to gasser, en 'brændbar luft' (hydrogen eller brint) og den nye vitale luft alias oxygen eller ilt. Tilsvarende var han i stand til at syntetisere vand ud fra en reaktion mellem de to gasser. Lettere anakronistisk kan processerne skrives 2 H2 2 H2 + O2 og 2 H2 + O2  2 H2O.

Lavoisiers dødsdom fra 1794.

For Lavoisier og hans tilhængere i Paris var sagen nu klar: Ikke blot kunne alle de kemiske fænomener, der tidligere var forklaret ud fra flogiston, nu bedre forklares ud fra oxygen, den nye teori kunne også forklare flere fænomener. Konklusion: Flogiston var unødvendig, et pseudobegreb uden virkelig eksistens.

Ifølge Lavoisier havde begrebet om flogiston engang været videnskabeligt nyttigt, men det var degenereret til et så upræcist og elastisk begreb, at det havde mistet sin videnskabelige karakter.

I en artikel fra 1785 beskrev han det sarkastisk som 'en veritabel Proteus, som ændrer sin form hele tiden'. (Proteus, en skikkelse fra den græske mytologi, var en havmand med særlige evner til at forvandle sig). 

 

Lavoisier nyfortolker grundstofbegrebet

Den kemiske revolution førte ikke blot til en ny opfattelse af forbrændingsprocesser og vands natur, men også til en ny forståelse af det centrale begreb om grundstoffer.

I sin lærebog fra 1789 angav Lavoisier en liste over, hvad han kaldte 'simple substanser', svarende til vores grundstoffer. Vi finder her velkendte grundstoffer som metallerne sølv, kobolt, jern og kviksølv, samt ikke-metaller som svovl, fosfor og kulstof.

Som noget dengang helt nyt optræder hydrogen (brint), oxygen (ilt) og 'azote' (nitrogen eller kvælstof). Lavoisiers opfattelse af eller definition på et grundstof var praktisk snarere end filosofisk, idet han betragtede et stof som et grundstof, såfremt det ikke kunne nedbrydes til simplere stoffer gennem kemiske processer.

På denne måde gjorde han spørgsmålet om, hvorvidt et stof nu også virkelig var et grundstof, til et spørgsmål, der kun kunne afgøres i kemikerens laboratorium. Og netop den nyfortolkning af grundstofbegrebet viste sig at være særdeles nyttig. Den pegede fremad.

 

Insisterede på at al syre indeholdt oxygen

Naturligvis var der dog også dele af Lavoisiers kemi, der afspejlede tidens anderledes naturopfattelse, og som på ingen måde var 'moderne'. I dag bliver de fleste nok overrasket over at møde 'lys' og 'varmestof' i Lavoisiers tabel over grundstoffer, ligesom det kan undre, at Lavoisier insisterede på, at alle syrer indeholder oxygen.

Nogle af de mange apparater, Lavoisier brugte til sine kemiske eksperimenter.

Men det gjorde han, og faktisk ligger det i selve ordet oxygen, der er afledt af det græske 'oxys', der betyder sur. Det er ikke noget tilfælde, at oxygen eller ilt hedder 'syre' på svensk og 'Sauerstoff' på tysk. I dag ved vi, at det karakteristiske grundstof for en syre ikke er oxygen, men derimod hydrogen.

 

Den kemiske revolution sejrer

Da Lavoisier blev guillotineret i 1794, havde den kemiske revolution i det store og hele sejret. Sejren kom nu ikke straks som et resultat af Lavoisiers eksperimenter og nyfortolkninger.

Der måtte kæmpes for sejren, og kampen blev ført med både videnskabelige og retoriske argumenter. Flere af flogistonteoriens tilhængere, som den fremtrædende skotske kemiker Joseph Black (1728-1799), blev dog overbevist af den eksperimentelle evidens, der efterhånden hobede sig op til fordel for den nye oxygen-baserede teori.

Derimod nægtede Priestley at anerkende Lavoisiers kemi. Til sin død i 1804 forblev han tro mod flogiston.

 

Kemien er en fransk videnskab

I udbredelsen af Lavoisiers tanker spillede hans lærebog en stor rolle, både i sin oprindelige franske version og i oversættelser. Men det var i Lavoisiers eget hjemland, at den tidligst slog igennem: 'Kemien er en fransk videnskab', pralede patriotiske franskmænd i det 19. århundrede.

I andre lande gik det langsommere, og især tyske kemikere var i lang tid skeptiske, men også her (og i øvrigt også i Danmark) sejrede teorien i 1790’erne.

Hvis en kemiker i slutningen af dette årti stadig talte flogistonteoriens sprog, ikke accepterede forbrænding som en oxidationsproces og fastholdt vand som et grundstof, måtte han – og det var selvsagt en han, ikke en hun – finde sig i at blive betragtet som reaktionær og uden en fremtid inden for den kemiske videnskab.

Og på længere sigt var forståelsen og udnyttelsen af forbrændingsprocesser med til at indvarsle den moderne verden og forvandle menneskers levevis med dampmaskiner, forbrændings- og raketmotorer, kedler og reaktorer.

Nyhed: Lyt til artikler

Du kan nu lytte til udvalgte artikler herunder. Du kan også lytte til de oplæste artikler i din podcast-app, hvor du finder dem under navnet 'Videnskab.dk - Lyt til artikler'.

Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på vores Instagram-profil, og læs om de nedenstående prisvindende billeder af stjernetåger og stjernefabrikker her.

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's videojournalister med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.

Hej! Vi vil gerne fortælle dig lidt om os selv

Nu hvor du er nået helt herned på vores hjemmeside, er det vist på tide, at vi introducerer os.

Vi hedder Videnskab.dk, kom til verden i 2008 og er siden vokset til at blive Danmarks største videnskabsmedie med omkring en million brugere om måneden.

Vores uafhængige redaktion leverer dagligt gratis forskningsnyheder og andet prisvindende indhold, der med solidt afsæt i videnskabens verden forsøger at give dig aha-oplevelser og væbne dig mod misinformation.

Vores journalister fortæller historier om både kultur, astronomi, sundhed, klima, filosofi og al anden god videnskab indimellem - i form af artikler, podcasts, YouTube-videoer og indhold på sociale medier.

Vi stiller meget høje krav til, hvordan vi finder og laver vores historier. Vi har lavet et manifest med gode råd til at finde troværdig information, og vi modtog i 2021 en fornem pris for vores guide til god, kritisk videnskabsjournalistik.

Vores redaktion gør en dyd ud af at få uafhængige forskere til at bedømme betydningen af nye studier, og alle interviewede forskere citat- og faktatjekker vores artikler før publicering.

Hvis du går rundt og undrer dig over stort eller småt, vil vi elske at høre fra dig og forsøge at give dig svar med forskernes hjælp. Send bare dit spørgsmål til vores brevkasse Spørg Videnskaben.

Vi håber, at du vil følge med i forskningens forunderlige opdagelser her på Videnskab.dk.

Få et af vores gratis nyhedsbreve sendt til din indbakke. Du kan også følge os på sociale medier: Facebook, Twitter, Instagram, YouTube eller LinkedIn.

Med venlig hilsen

Videnskab.dk