Alt for længe har medierne givet folk uden naturvidenskabelig baggrund - eller med specielle synspunkter - for meget taletid i klimadebatten. Det mener overlæge ved gynækologisk klinik på Rigshospitalet og professor i gynækologi og obstetrik ved Københavns Universitet, Øjvind Lidegaard.
Derfor har han nu indvilliget i at blogge om klima på videnskab.dk.
»Herhjemme har amatører uden naturvidenskabelig indsigt haft frit spil i klimadebatten. Folk som for eksempel Bjørn Lomborg har kunnet køre groteske påstande af i medierne uden at blive modsagt af naturvidenskaben. Resultatet er, at den almindelige befolkning bliver i tvivl, om der overhovedet er tale om et alvorligt problem,« siger Øjvind Lidegaard.
Klimaskabte sundhedsproblemer
Når han kaster sig ind i klimadebatten, er det først og fremmest for at gøre befolkningen opmærksom på, at der er tale om et alvorligt problem. Muligvis den største udfordring til vores levevis, vi kommer til at opleve.
I sin egenskab af klimainteresseret læge sidder han i et udvalg, som rådgiver Den Danske Lægeforening om klimaproblemernes sundhedsmæssige aspekter. Derfor er han godt inde i de store sundhedsmæssige problemer, som klimaændringerne vil føre med sig.
»Når store dele af verdens landbrugsområder tørrer ud, vil det føre til hungersnød og mangel på drikkevand. Andre områder på Jorden vil bliver oversvømmet. Det er ting, som rummer store sundhedsmæssige aspekter,« siger Øjvind Lidegaard.
LÆS OGSÅ
Klimabloggen, hvor Øjvind Lidegaard blogger.
Naturvidenskabelig formidler
Det er altså hverken en geolog eller en metrolog som blogger på videnskab.dk. Det er da også i sin egenskab af epidemiolog, naturvidenskabsmand og formidler, Øjvind Lidegaard mener, han har noget at bidrage med.
Han håber, at han med klare, naturvidenskabeligt funderede udmeldinger kan få lavet om på, at mange danskere stadig ikke mener, at vi behøver forholde os til drivhusgasserne i atmosfæren.
»Jeg har haft interesse for emnet igennem nogle år, og har blandt andet tygget mig igennem FN's seneste klimarapport. Det er vigtigt at få den almindelige befolkning til at indse, at vi skal gøre noget mod klimaændringerne,« siger Øjvind Lidegaard.
Øjvind Lidengaard blogger på videnskab.dk frem mod klimakonferencen COP15 i københavn 2009. Hans ambition er at udrede de videnskabelige tråde i klimadebatten: Klimabloggen