Indtil nu har det at være lam været ensbetydende med, at kroppen er ude af stand til at bevæge sig. Men nu viser et nyt forskningseksperiment, at dette ikke nødvendigvis behøver være fremtiden for de sygdomsramte.
Eksperimentets hovedperson er en lammet abe, som op til forsøgene er blevet trænet i at gribe om et dørhåndtag. Efter at være blevet medicineret til lammelse var abehånden dog sat total ud af funktion.
Ved hjælp af elektroder fra en lille computer, som blev fæstnet til abens hjerne og rygmarv, sørgede computeren for, at hjernens signaler blev sendt videre ud i rygmarven og ud til den lamme abehånd, der pludselig kunne gribe om dørhåndtaget igen.
Doktor Andrew Jackson, som forsker i neurovidenskab ved Newcastle University, forklarer fænomenet i en pressemeddelelse:
»Når nogen har en skadet pandelap eller rygmarv, er problemet, at signalet fra hjernen, som skal ud til musklerne, ikke kommer frem. Det, vi har gjort, er at genoprette denne tilkobling, sådan at signalet, som skal fortælle armen, den skal bevæge sig, når frem til rygmarven.«
Fra abehånd til menneskearm
I princippet er metoden den samme, når behandlingsformen i fremtiden skal bruges på mennesker.

(Foto: Colourbox)
»Inden for fem år tror jeg, at vi har et implantat, som er klar til mennesker,« siger Andrew Jackson til forskning.no.
Ideen er altså, at computeren, som blev brugt på aben, inden for fem år skal omdannes til et mini-implantat til lamme med skader på rygmarven. Implantatet skal sikre, at de tabte signaler fra hjernen igen bliver videresendt fra rygmarven og ud i hænderne.
Professor David Russell fra neurologisk afdeling ved Universitetet i Oslo er positiv over for ideen.
»Brug af denne metode alene eller i kombination med andre rehabiliteringsmetoder kan muligvis resultere i en signifikant forbedring af håndfunktionen,« forklarer han til forskning.no.
Hvis eksperimentet bliver til virkelighed, er David Russel slet ikke i tvivl om den fremtidige betydning.
»Dette kan ændre livet for patienter med lammelse efter slagtilfælde. Det vil repræsentere et stort fremskridt, når det gælder deres uafhængighed og livskvalitet.«






























