Klimaets betydning for den biologiske mangfoldighed

Det er aldrig kedeligt at være biolog eller blot naturinteresseret. Overalt hvor man kommer, er der en mangfoldighed af liv – nogle steder mere end andre, men selv i storbyen
er der planter og dyr at se, hvis man holder øjnene bare lidt åbne. Den biologiske mangfoldighed kaldes også for biodiversitet.

Ordet biodiversitet blev opfundet i 1986 af den berømte insektforsker Edward O. Wilson og er dannet ud fra det græske bios, der betyder liv, og det latinske diversus, der betyder forskelligartet. Biodiversitet refererer til den biologiske mangfoldighed på en række niveauer: fra gener over arter til økosystemer.

Insekterne er den mest artsrige gruppe

Oftest er fokus dog på mangfoldigheden af arter, og det er det også i denne artikel. Videnskaben har beskrevet flere end 1,7 million nulevende arter (bakterier og andre encellede organismer er ikke medregnet), men formodentlig findes der langt flere ubeskrevne arter – budene ligger fra mellem 7 millioner i alt til helt op til 100 millioner arter.

Med godt en million beskrevne arter udgør insekter den langt mest artsrige gruppe. Planter er også meget artsrige, og der er næsten 300.000 beskrevne arter af blomsterplanter.

Men hvad bestemmer biodiversiten? Der er utrolig stor variation i for eksempel antallet af arter – ikke bare mellem forskellige grupper af organismer, men også geografisk. I et mindre tropisk skovområde kan man således finde over 1.000 arter af træer og buske, mens man i et tilsvarende skovområde i Danmark ikke kan finde flere end 10-20 arter.

Spørgsmålet blev i 2005 valgt af det videnskabelige tidsskrift Science til at være et af de 25 allervigtigste spørgsmål for nutidens videnskab. Jeg vil her give et indblik i mulige svar på det spørgsmål. Fokus vil ligge på klimaet og den vigtige rolle, det har spillet for biodiversiteten frem til i dag – og vil spille i fremtiden.

Mørke skyer i horisonten

25 % af alle pattedyr, 13 % af alle fugle, 41 % af alle padder og 41 % af alle nøgenfrøede planter (primært nåletræer som fyr og gran samt de populære stueplanter koglepalmer). Så mange arter er truede ifølge IUCN’s (International Union for Conservation of Nature) rødliste, som er den mest autoritative liste over truede arter.

Tallene er dramatiske, og man taler om, at vi nu befinder os midt
i den 6. masseuddøen, dvs. en periode med ekstraordinært store tab af arter. Sidste masseuddøen skete for 66 millioner år siden, da en meteorit styrtede ned ved Mexico og forårsagede så drastiske globale katastrofer, at bl.a. de hidtil meget succesfulde dinosaurer helt uddøde – kun én enkelt gruppe, nemlig fuglene, overlevede.

Den eksakte rate af uddøen i vores tid er meget omdiskuteret, men der er ingen tvivl om, at vi lever i en tid med meget store tab af biodiversitet.

De vigtigste trusler er velkendte. Det drejer sig om ødelæggelse af arternes levesteder (for eksempel fældning af regnskov eller omdannelse af savanne til marker), direkte jagt og fiskeri samt invasive arter (dvs. indførte arter, som fortrænger den hjemmehørende flora og fauna).

Derudover er der forurening og klimaændringer.

Hvordan bevarer vi biologisk mangfoldighed?

Alle disse faktorer skyldes grundlæggende menneskers aktiviteter og ressourceforbrug.

Derfor er det svært ikke at se mørke skyer i horisonten, når alle forudsigelser peger på mindst et par milliarder flere mennesker på Jorden og stigende ressourceforbrug samtidig med, at der tegner sig et tydeligere billede af, at der er massive klimaændringer i vente over de næste 50-100 år.

En af de helt store udfordringer for nutidens og fremtidens samfund er derfor, hvordan vi bibeholder Jordens biologiske mangfoldighed. Det kan anskues dels som
et mål i sig selv, dels ud fra biodiversitetens store betydning for os mennesker – kulturelt, økologisk og ressourcemæssigt.

Paradigmeskifte i den økologiske forskning

Hvis vi skal have stoppet det stadige tab af biodiversitet, må vi finde måder at forvalte landskab og natur på, så vi bedst muligt sikrer biodiversiteten – også under hensyntagen til fremtidige ændringer i bl.a. klimaet. Den biologiske forskning spiller her en vigtig rolle ved at skaffe den viden, som kan gøre en sådan forvaltning mulig. Især er det vigtigt at forstå, hvad der bestemmer biodiversiteten.

Videnskabeligt er det en krævende opgave. På trods af 200 års forskningsindsats er vor viden om de mekanismer, der styrer biodiversiteten og ikke mindst dens store geografiske variation, stadig ganske begrænset. Det skyldes først og fremmest, at disse styrende mekanismer involverer en kompleksitet af faktorer, der vekselvirker i tid og rum på både store og små skalaer.

For eksempel er der god grund til at tro, at antallet af plantearter, man finder på bestemte enge, ikke kun afhænger af lokale forhold som jordbund og forvaltning, men også påvirkes af artsdannelse, uddøen og spredningsprocesser i den omliggende geografiske region – og endog hele kontinentet – og over tusinder til millioner af år.

Den klassiske eksperimentelle tilgang til biologien egner sig kun i mindre grad til at angribe denne type af kompleks, stor-skala problemstilling (omend den klart kan bidrage). Samtidig har biologer været hæmmet af en stor mangel på data, da vor viden om biodiversitet i mange områder og for mange organismegrupper har været meget begrænset.

De teknologiske fremskridt har medført et paradigmeskifte

I dag er den økologiske forskning dog i en rivende udvikling, som gør det muligt at gøre store fremskridt. Udviklingen er drevet af de dramatiske fremskridt inden for informationsteknologien. Voldsomt forøget regnekraft tillader håndtering af store datamængder og langt mere komplekse analyser end tidligere.

Registrering af data for biodiversitet og miljø foregår i uset omfang. Det kan ske via digitalisering af allerede indsamlede data, via direkte digital registrering og ved fjernmåling fra fly og satellitter. Et godt eksempel er webplatformen Global Biodiversity Information Facility, der giver fri adgang til over 420.000.000 datapunkter vedrørende arter og deres forekomst.

Et dansk eksempel er Fugle og Natur, en hjemmeside for danske naturinteresserede, hvor der ved udgangen af 2013 er registreret mere end 1 million observationer af arters forekomst i Danmark. De teknologiske fremskridt har medført et paradigmeskifte, hvor forskningen nu i høj grad går ud på at analysere enorme datamængder (man taler om en informatikbaseret tilgang).

Det gælder ikke bare inden for økologien (økoinformatik), men også ved parallelle udviklinger i en lang række andre forskningsgrene.

Frost, hede og tørke

Hvad ved vi om klimaets betydning for biodiversitet?Vived,atfaktorersomfrost, hede og tørke har stor betydning for mange arter – det er oplagt ud fra almindelige observationer fra landbrug, skovbrug, havebrug m.m.

Det er også indlysende, at klimaet spiller en rolle for den geografiske fordeling af de overordnede vegetationstyper på Jorden – for eksempel at tropisk regnskov kræver et varmt og vådt klima, mens tundra kræver et meget koldt klima.

Der er da også mange videnskabelige studier, der har påvist sammenhænge mellem arters udbredelse og klimaet. Et klassisk eksempel er den stedsegrønne kristtorn. Artens naturlige udbredelse i Danmark er begrænset til de vestlige egne, og palæontologen og botanikeren Johannes Iversen forklarede allerede i 1940’erne dette ved artens følsomhed over for hård frost og de mildere vintertemperaturer mod vest i Danmark.

At få afklaret betydningen af klima og andre faktorer er en udfordring

I dag ser vi også, at mange arter udvider deres udbredelse mod polerne eller opad i bjergegne – formodentlig som respons på det varmere klima. Det er dog også tydeligt, at temperatur ikke er det eneste, der bestemmer biodiversitetens fordeling.

Eksempelvis ser man ofte, at op til 50 % af de arter, man undersøger, enten slet ikke ændrer udbredelse trods et varmere klima eller endog ændrer udbredelse i den 'forkerte' retning, for eksempel mod lavere højder i bjergegne.

Det er derfor en stor udfordring at få afklaret den relative betydning af klima og andre faktorer – for eksempel jordbund, konkurrence og spredning – samt at identificere de eksakte mekanismer, der er involveret.

Spredningsproblemer

Går du ud i den danske natur, møder du træarter som ahorn og rødgran, og du ser måske et dådyr eller en kanin. Men ahornen stammer fra Centraleuropa, rødgranen fra Skandinavien og Centraleuropa, og dådyret og kaninen kommer oprindelig fra Middelhavsområdet.

Arterne illustrerer på fineste vis, at andre faktorer end klimaet spiller ind på diversiteten. De nævnte arter kalder vi for indførte, fordi det er arter, som mennesket har indført til et område, hvor de ikke fandtes i forvejen. Når sådanne arter spreder sig så succesfuldt i naturen, at de enten er eller i hvert fald opfattes som et problem for de hjemmehørende arter, kalder vi dem invasive.

Der er masser af eksempler på, at invasive arter har ført til udryddelse af hjemmehørende arter på øer (inklusive økontinentet Australien), for eksempel brun træslanges (Boiga irregularis) udryddelse af en række hjemmehørende fuglearter på stillehavsøen Guam, mens eksemplerne fra fastlandsområder er langt færre.

Wallaces linje er et klassisk biologisk mønster

Overordnet illustrerer fænomenet, at spredning er en vigtig begrænsende faktor for mange arter. For nogle arter ville det nok bare være et spørgsmål om tid, før de af sig selv ville nå frem til for eksempel Danmark, mens andre holdes væk af uoverstigelige spredningsbarrierer.

Det er således dybe havområder mellem Asien og Ny Guinea, der har holdt hjorte, bøfler, elefanter og tigre ude af Australien
 og tilladt udviklingen af kontinentets meget særprægede og sårbare fauna.

Den markante skillelinje mellem den asiatiske og den australske fauna blev allerede observeret af biogeografen Alfred Russell Wallace i midten af 1800-tallet og er i dag et klassisk biologisk mønster kendt under navnet Wallaces linje. Vandbøfler er siden bleve tindført til Australien, hvor de nu er meget almindelige i naturen i den nordlige del.

Palmer på PC'en

Ny økoinformatisk forskning tillader os
i stigende grad at vurdere, hvilken rolle forskellige faktorer spiller for arters udbredelse. Et godt eksempel er et studie ledet af ph.d.-studerende Anne Blach-Overgaard. Studiet undersøgte, hvad der bestemmer de forskellige afrikanske palmearters udbredelse og blev publiceret i 2010 i det ansete økologitidsskrift Ecography.

Anne Blach-Overgaard indsamlede, digitaliserede og tjekkede alle tilgængelige data for palmearters forekomst
i Afrika og brugte disse som basis for sofistikerede analyser af betydningen af en række klimatiske og ikke-klimatiske faktorers betydning for palmernes udbredelse.

Undersøgelsen viste, at udbredelserne generelt var stærkt betingede af klimaet og i særdeleshed nedbørsforholdene, men i samspil med ofte stærke geografiske begrænsninger, der kunne tilskrives begrænsede spredningsmuligheder.

Dværgpalmen tilhører en gruppe, der var udbredt på den nordlige halvkugle

Et godt eksempel er dværgpalmen Chamaerops humilis, som kun findes i middelhavsområdet: Anne Blach-Overgaards analyser viser, at der klimatisk set også er fine forhold til den i det sydlige Afrika, og at dens manglende forekomst her må tilskrives begrænset spredning.

Interessant nok tilhører dværgpalmen en gruppe af palmer, der havde en vid udbredelse på den nordlige halvkugle – for eksempel Grønland – for 20-70 millioner år siden, da klimaet var betydeligt varmere end i dag. En økoinformatisk analyse af gruppens artsrigdomsmønster i Den Nye verden viser, at gruppen der er langt mere artsrig mod nord (i Mellemamerika og det sydlige Nordamerika), end hvad klimaet kan forklare.

Altså helt tilsvarende dværgpalmen i Afrika. Begrænset spredning over millioner af år kan altså ikke blot bestemme udbredelsen af enkelte arter, men tilmed forme større gruppers artsrigdomsmønstre.

Istiden spøger stadig

Det fortidige klima giver et vigtigt perspektiv på klimaets betydning for den biologiske mangfoldighed. Jordens klima har nemlig varieret meget i fortiden. Som før nævnt var der for millioner af år siden betydeligt varmere på Jorden end nu. For 50-70 millioner år siden var der så varmt, at der ingen store iskapper var på Jorden, og landområder på både Nordpolen og Sydpolen var dækket af skov.

I denne periode voksede der sågar palmer på Grønland. Et vigtigt træ i nordpolsområdet var det smukke løvfældende nåletræ vandgran Metasequoia glyptostroboides, som kun har overlevet frem til nutiden i et lille område i Kina og faktisk blev beskrevet som fossil, før arten blev opdaget i levende live i naturen. I dag er vandgran en almindelig plante i danske villahaver.

Siden den varme tid for 50-70 millioner år siden er klimaet blevet koldere og koldere, og inden for de seneste tre millioner år så koldt, at der med jævne mellemrum har været deciderede istider, hvor kæmpe iskapper har dækket store dele af den nordlige halvkugle.

Den uldhårede mammut var en kuldetilpasset elefant

Den sidste istid havde sit maksimum for cirka 21.000 år siden, hvor det østlige og nordlige Danmark lå under en kilometertyk iskappe. De fortidige klimaændringer har haft massive konsekvenser for biodiversiteten, og
 min forskning viser, at det har de i høj grad stadig. Det er således tankevækkende, at istiderne har forårsaget massive tab af arter fra mange regioner.

Europa havde frem til istidernes begyndelse – for godt tre millioner år siden – en meget rig træflora, men selv blandt de mere hårdføre træer skete der store tab – mindst 2/3 af alle køligttempererede træslægter uddøde og ikke overraskende med størst tab blandt de mere varmekrævende og tørkefølsomme.

Blandt de faldne er mange træer, der i dag er genindført fra andre egne til brug i haver, parker og skove – for eksempel douglasgran, ædelcypres, tempeltræ, parasoltræ, magnolie og tulipantræ. Istiderne forårsagede også evolution og artsdannelse i grupper, der kunne tilpasse sig de nye, tørre og kolde habitater.

Et godt eksempel er den uldhårede mammut, som jo er en kuldetilpasset elefant. Nulevende eksempler er isbjørn, moskusokse og rensdyr og blandt planterne for eksempel inden for ranunkelslægten ('smørblomster'). I forsøget på at finde passende klima og habitater ændrede mange arters udbredelse sig også dramatisk gennem disse klimaændringer – for eksempel med rensdyr og polarræv langt sydpå i Europa under kuldeperioder.

Indvandring og stabilitet

Istiden påvirker stadig i høj grad flora og fauna i for eksempel Nordeuropa. Vi er i dag i en varmetid, der begyndte ved sidste istids afslutning for 11.500 år siden.

Mine undersøgelser har vist, at mange arter, der i dag kunne trives i Danmark, stadig mangler at genindvandre.Og mere generelt viser undersøgelserne, at mange arter på europæisk skala stadig er mere hyppige tæt ved de områder, primært
i Sydeuropa, hvor de overlevede sidste istid.

Trods 11.500 års varmetid har en betydelig mængde arter haft så dårlige spredningsmuligheder, at de kun i mindre grad er nået frem til områder med et passende klima. Blandt europæiske træarter findes halvdelen således kun i 30 % eller færre af de områder, de klimatisk set kunne findes i.

Gode eksempler
er nogle af de nu indførte arter: for eksempel ahorn og rødgran. Givet tid nok ville alle disse arter formodentlig have indfundet sig af sig selv i Danmark.

Effekten er stærkest på organismer med dårlig spredningsevne

I en økoinformatisk analyse publiceret i det videnskabelige tidsskrift Science i 2011 viste adjunkt Brody Sandel og jeg i samarbejde med flere kolleger, at istidseffekten har stor betydning for biodiversitetens fordeling på hele Jorden.

Det store flertal af Jordens arter har en lille geografisk udbredelse og findes kun i for eksempel et mindre bjergområde. De benævnes ofte endemiske arter. Vor undersøgelse, som omfattede alle arter af pattedyr, fugle og padder, viser, at sådanne endemiske arter i høj grad er koncentreret i områder, hvor klimaet kun har flyttet sig lidt mellem istid og varmetid.

Det drejer sig dels om områder, hvor klimaet kun har ændret sig lidt over tid, dels om områder, hvor store højdeforskelle har gjort, at klimaet bare har skiftet op og ned ad bjergsider i et lokalt område. I disse områder har det været nemmere for arter at klare de dramatiske klimaændringer mellem istid og varmetid, idet de ikke har skullet sprede sig ret hurtigt her for at følge med.

Effekten er logisk nok stærkest på organismer med dårlig spredningsevne, dvs. stærkest for padder og svagest for fugle. Blandt pattedyr er effekten stærkest for ikke-flyvende arter og svagest for flagermus.

Artsrigdommen af afrikanske palmer er for lav

Forskning ledet af adjunkt Daniel Kissling og jeg i samarbejde med kolleger viser desuden, at klimaændringer, der går længere tilbage end istiderne, også kan påvirke nutidens biodiversitetsmønstre.

Afrika har således været udsat for en særlig markant udtørring, der begyndte for cirka 30 millioner år siden, hvilket medførte, at mange arter og hele udviklingslinjer af palmer forsvandt fra kontinentet.

Vores forskning viser, at den nutidige, afrikanske artsrigdom af palmer som resultat stadig er for lav i forhold til de nutidige klimaforhold, og at selve den slægtskabsmæssige artssammensætning også er stærkt påvirket.

Temperaturstigninger kan give store tab

Vort bud på klimaets udvikling over de kommende årtier og århundreder kommer fra modeller, der kobler socioøkonomiske
og teknologiske scenarier for de fremtidige udledninger af drivhusgasser og andre klimapåvirkende faktorer med klimamodeller for de fysiske processer i atmosfære, hav, iskapper og landjord.

I sin seneste store rapport – fra 2007 – gav FN’s klimapanel IPCC (Intergovernmental Panel on Climate Change) sit bud på, hvad vi kan forvente os mht. det fremtidige klima, bemærk at første del af den næste klimarapport fra IPCC er kommet her i efteråret 2013.

Alt efter scenariet kan vi forvente en temperaturstigning på 2-4° C i det nuværende århundrede. Tallene er behæftede med betydelig usikkerhed, især opadtil, og en temperaturstigning på 6° C er ikke udelukket. Fortsætter udviklingen i ressourceforbrug og befolkning som hidtil, er de øvre scenarier de mere sandsynlige. Det vil give os et klima, der formodentlig er varmere, end vi har set det inden for de seneste par millioner af år.

I slutningen af dette århundrede kan Danmark forvente et klima a la midt-Frankrig

To vigtige pointer er her, at modellerne også forudsiger fortsat stigende temperaturer lang tid efter år 2100, ligesom de forudsiger stor geografisk variation i klimaændringerne – med særligt markante temperaturstigninger i det høje nord.

For Danmark peger modeller på, at vi i slutningen af dette århundrede kan forvente et klima a la nutidens midt-Frankrig ved de høje scenarier. Det lyder måske ikke så ringe i mange solhungrende danskeres ører, men det vil være en meget markant klimaændring.

I det seneste årti er der gjort en stor forskningsmæssig indsats for at belyse, hvilke konsekvenser sådanne klimaændringer vil have for biodiversitet og økosystemer. Det har kun været muligt vha. den økoinformatiske forskningstilgang, og der er foregået – og foregår stadig – en stærk metodemæssig udvikling på feltet med henblik på at lave mere sikre og mere præcise forudsigelser.

Et vigtigt element i denne udvikling er arbejdet med at få en bedre grundvidenskabelig forståelse for de faktorer og mekanismer, der bestemmer biodiversitetens geografiske fordeling.

De eksakte tal diskuteres intenst i videnskabelige kredse

Grundlæggende er de økoinformatiske modeller baseret på statistisk bestemmelse af arternes klimatiske krav. Modellerne peger generelt set på, at hvis de fremtidige klimaændringer bliver som forudsagt i klimapanelets scenarier, vil det i sig selv kunne lede til betydelige tab af biodiversitet.

I en analyse af 84 plantearter, der er karakteristiske for de danske naturtyper, fandt kolleger og jeg således, at over 80 % vil opleve et mindre passende klima i fremtiden.

Baseret på en syntese af sådanne undersøgelser konkluderede IPCC i 2007, at ved en temperaturstigning på 3° C vil 30 % af alle arter have ulevedygtige bestande (dvs. være 'dømt' til at uddø), over 20 % af alle økosystemer vil blive transformerede, og 50 % af alle naturreservater vil ikke kunne beskytte den biodiversitet og de økosystemer, de skulle.

De eksakte tal diskuteres intenst i videnskabelige kredse, men de fleste anerkender, at der er tale om meget store risici, ikke mindst når klimaændringerne ses i sammenhæng med truslerne fra habitatødelæggelse, jagt m.m. Disse faktorer begrænser i dag mange arter til små bestande i små isolerede naturområder. Sådanne arter vil være særligt sårbare over for klimaændringer.

På vej mod mindre ligevægt

Fremtidens økosystemer vil i langt højere grad end nutidens være i uligevægt og dermed være i konstant forandring mht. artssammensætning, funktion osv. De fremtidige klimaændringer vil både føre til uddøen og til, at nye arter i højere grad end nu indvandrer til de etablerede økosystemer.

Nogle af disse vil komme helt på egen hånd, mens mange andre vil blive hjulpet på vej af os –
for eksempel ved havebrug. Den eksotiske kinesiske hørpalme (Trachycarpus fortunei) etablerer sig i disse år med stor succes i det sydlige Schweiz.

Klimaet dér er nu blevet så varmt, at flere stedsegrønne træer og buske nu trives i de løvfældende skove. Og på langt sigt kan man forestille sig, at nutidens tempererede løvskove omdannes til subtropiske stedsegrønne skove á la dem, der var almindelige i Europa for 10 millioner år siden og endnu længere tilbage.

Arterne i Alperne bliver hårdere ramt end floraen

Jeg har som del af en international forskergruppe undersøgt betydningen af fremtidige klimaændringer for Alpernes flora. Det er sket vha. af nye udbredelsesmodeller, der modsat de fleste tidligere modeller tager hensyn til populationsdynamik og frøspredning.

Studiet, der er publiceret i Nature Climate Change i 2012, viser, at arterne i gennemsnit vil miste 44-50 % af deres udbredelse ved udgangen af det 21. århundrede, og at arter, der er endemiske for Alperne, vil blive langt hårdere ramt end floraen generelt – hele 20-28 % af de endemiske arter vil i år 2100 ikke længere have nogen bestande under klimatisk passende forhold.

Modellerne viser, at alpeplanternes bestandsmæssige respons vil være forsinket ift. klimaændringerne. Resultatet er, at i år 2100 vil 40 % af arternes udbredelse være i områder, hvor klimaet ikke mere vil være passende – dvs. i områder, hvor bestandene er ’dømt’ til at uddø, men over flere år eller endog årtier.

Store flyttedag?

Modeller for biodiversiteten under de forventede klimaændringer peger samstemmende på, at arternes evne til at sprede sig med klimaet vil være særdeles vigtig for mange arters skæbne. Set i lyset af det, vi nu ved
 om de fortidige klimaændringers effekter på biodiversiteten, tegner der sig et bekymrende billede.

Mange arter i dag er koncentreret i områder, hvor det fortidige klima har forskudt sig relativt langsomt, fordi mange arter kun har kunnet følge med fortidens klimaændringer her og kun i begrænset omfang spredt sig ud fra disse istidsrefugier over de sidste 11.500 års varmetid.

Det er mere end svært at forestille sig, at sådanne arter i videre omfang skulle være i stand til at sprede sig i takt med de næste årtier og århundreders hastige klimaændringer. Ikke mindst når man tager hensyn til, at mange arter i dag er begrænset til fragmenterede naturområder mellem landbrug og byer.

Et netværk af spredningsveje kan fremme arternes evne til at følge klimaet

Hvad kan vi gøre for at sikre Jordens biologiske mangfoldighed under fremtidens foranderlige klima? Vi kender ikke det præcise svar, men først og fremmest må man sige, hvis klimaændringerne bliver så drastiske som forudsagt i FN’s klimapanels worst casescenarier, undgår vi ikke store omvæltninger i økosystemerne (og samfund) og store tab
i biodiversitet. Det vigtigste er derfor at minimere klimaændringerne så meget som muligt.

Hvad kan vi så gøre for at mindske skadevirkningerne af de klimaændringer, der, uanset hvor optimistisk man er, må forventes? Langt hen ad vejen vil det dreje sig om at gøre det, man ellers ville gøre, for at få en bedre naturtilstand end i dag: Med mindre pres fra jagt, forurening m.m. samt større plads til natur og arter vil vi få mere robuste bestande.

Og ved at sørge for, at der findes et netværk af spredningsveje – dvs. sammenhængende naturområder – vil vi kunne fremme arternes evne til at følge klimaet.

Menneskelig indgriben i biodiversiteten opfattes som kontroversiel

Bliver klimaændringerne mere dramatiske, er det oplagt, at mange arter ikke selv vil kunne følge med. Og hvis disse uheldige arter ikke skal dømmes til undergang, er det derfor nødvendigt at overveje simpelthen
at flytte dem til passende områder uden for deres nuværende udbredelse – i det omfang de findes.

Denne form for menneskelig indgriben i naturens biodiversitet opfattes som kontroversiel inden for naturforvaltningsbiologien, men kan blive den eneste mulighed for de mange arter, der ikke i tilstrækkelig grad evner at flytte sig.