Den globale opvarmning vil ikke få den grønlandske iskappe til at smelte væk, som hidtil antaget. I hvert fald ikke de næste 4.000 år.

Det viser et omfattende studie af en i alt 2.537 meter lange iskerne, som et internationalt forskerhold har boret ud af den grønlandske indlandsis.

Iskernen rummer detaljerede oplysninger om, hvordan det globale klima ændrede sig i den forrige mellemistid, Eem, som var varmere end den mellemistid, vi for øjeblikket befinder os i. Studier af iskernen kan derfor give en idé om, hvordan forholdene på Jorden kommer til at udvikle sig på sigt, i takt med at kloden bliver varmere.

»Vores analyser af iskernen viser, at det allerede i begyndelsen af Eem-perioden var otte grader varmere på Jorden end i dag. Alligevel forsvandt den arktiske iskappe ikke. Da den nuværende globale opvarmning vil føre til knap så store temperaturstigninger, er det usandsynligt, at den arktiske iskappe vil smelte væk,« siger Dorthe Dahl-Jensen, der har ledet projektet som professor ved Center for Is og Klima på Niels Bohr Institutet under Københavns Universitet.

Eem-tiden var varmere end hidtil antaget

At bore en 2,5 kilometer lang iskerne ud af Grønlands indlandsis er ikke en opgave, man klarer på en eftermiddag. Det er en gigantisk kraftanstrengelse, der tager mange år. Sommer efter sommer er Dorthe Dahl-Jensen og hendes kollegaer draget af sted til isens land for at få det velbevarede, men noget uhåndterlige klimaarkiv i hus. Hjemme igen har forskerne kortlagt isens sammensætning i deres avancerede laboratorier.

Isen er dannet af den sne, der i sin tid faldt over Grønland, og som kulden fik til at blive liggende. Da sneen i løbet af et år ændrede karakter og faldt i varierende mængde, dannede hvert års snefald et karakteristisk lag, der sammen med alle de andre lag udgør én lang tidslinje over perioden. Iskernen rummer altså årtusinders islag, som hver især siger noget om, hvad der skete på et bestemt tidspunkt i perioden, præcis som træers årringe.

Forskerne har især været optaget af at måle lagenes individuelle ilt-koncentration, for den giver forskerne meget specifik information om, hvordan det arktiske område så ud dengang. Den sladrer om, hvor tynd luften var i de luftlag, hvor isen blev skabt.

Temperaturen bestemmes ud fra ilt-isotop

De lag, hvis iltkoncentration er høj, er dannet på en en tynd iskappe tæt på havoverfladen. De lag, hvis iltkoncentration er lav, må derimod være blevet dannet højt oppe på toppen af en tyk iskappe, hvor luften var tynd. 

Borekernen kunne selvfølgelig ikke hentes op i ét langt stykke, men i mindre bidder på et par meter. Borerørets yderside er belagt med tapper, der kan skære sig gennem isen. (Foto: Antje Fitzner, NEEM).

Ved at følge hvordan datidens iltkoncentration ændrede sig afhængig af tiden, fik forskerne et klart billede af, hvordan iskappen enkelte gange tog på, men for det meste tabte sig gennem Eem-tiden.

Samtidig kunne forskerne måle specifikt, hvor varmt klimaet var på et givent tidspunkt i perioden ved at bestemme koncentrationen af den særlige ilt-isotop O₁₈.

»Den gængse forestilling har været, at middeltemperaturen dengang var mellem tre og fem grader varmere end i dag, men det, kan vi konstatere, var for lavt sat. At vi nu kan sige, at klimaet under Eem-perioden må have været noget varmere end hidtil troet, er et stort videnskabeligt resultat,« siger Dorthe Dahl-Jensen.

Varmen åd en fjerdedel af iskappen

Godt nok fik det varme klima indlandsisen til at smelte på overfladen og langs kanterne. Og godt nok blev iskappens tykkelse gennem Eem-perioden reduceret med hele 400 meter, fordi smeltevandet piblede ud i det omkringliggende hav. Men det overraskende varme klima åd kun en fjerdedel af den grønlandske iskappe, så iskappen overlevede. Efter årtusinders afsmeltning var der stadig masser af is tilbage, selvom iskappen var 150 meter tyndere, end den er nu. 

Forskere transporterer radarudstyr 50 km hen over indlandsisen med slæde. (Foto: NEEM).

Erkendelsen af, at afsmeltningen fra Arktis var ret lille, stiller forskerne over for en ny udfordring, nemlig at finde en forklaring på, hvorfor vandstanden i datidens have steg med mellem fire og otte meter. Afsmeltningen fra Arktis kan nemlig ifølge Dorte Dahl-Jensens og hendes kollegaers beregninger kun redegøre for to af dem, så der mangler altså et bidrag til regnestykket, der kan redegøre for de sidste to til fire meter. Dette vand kan kun stamme fra ismasserne på Antarktis.

»Den gode nyhed er, at Grønlands iskappe ikke er så følsom, som vi troede, over for temperaturstigninger. Den dårlige nyhed er, at varmen må have medført en betydelig større afsmeltning fra Antarktis, langt større, end vi hidtil har regnet med. Den gigantiske ismasses bidrag til den globale vandstandsstigning må have været meget stor,« siger Dorthe Dahl-Jensen.

Nutidens Antarktis er ustabil   

At afsmeltning fra Antarktis spiller så stor en rolle for vandstanden i havene, bekymrer forskerne, da man ved, at den globale opvarmning allerede er godt i gang med at gøre den vestlige del af Antarktis ustabil.

Hvis Antarktis på et tidspunkt bryder sammen, vil det være fatalt, da havenes vandstand øjeblikkeligt vil stige, endog meget markant. Kollapset og opbruddet vil nemlig få bunden af Antarktis til at løsrive sig fra sit nuværende skjulested under havniveau og stige op til havoverfladen, hvor den vil flyde som en gigantisk korkprop. 

I sommeren 2011 fik Dorthe Dahl-Jensen (sort jakke midt for) og hendes kolleger royalt besøg på isen. (Forto: NEEM)

»Proppen vil fortrænge en masse vand, der vil trække op mod den nordlige halvkugle, som derfor vil opleve voldsomme vandstandsstigninger,« siger Dorthe Dahl-Jensen.

Hvis man vil gøre sig forhåbninger om at kunne forudsige klimaændringer og vandstandsstigninger i fremtiden, må man på en eller anden måde få bidraget fra Antarktis med i klimamodellerne.

»Man har gjort sit bedste for at tage højde for Antarktis i klimamodellerne. Men området er en af de sværeste komponenter i modellerne, fordi det er så stort. Dertil kommer, at området reagerer så langsomt på temperaturstigninger, at det er rigtigt svært at lave en ordentlig prognose,« siger Dorthe Dahl-Jensen.

Så ens - og alligevel så forskellige

Antarktis er altså en joker i fremtidens klima, og ved at granske Eem-perioden håber forskerne på at kunne forstå, hvordan de gigantiske ismasser vil reagere på den globale opvarmning på sigt.

»Klimamodeller er skræmmende konservative, og der er sket meget værre ting i klimaets historie end de dommedagsscenarier, vi kan frembringe med vores klimamodeller. Vores studie bidrager til at få kortlagt præcis, hvordan klimaet har ændret sig gennem tiderne, så vi kan tage højde for det i modellerne.«

Men forskerne advarer om at overfortolke resultaterne og frygte dommedag.

»Det kan blive varmt på mange måder, og Eem-perioden er ikke en fuldstændig analog til vores nutid og fremtid. Derfor skal man passe på med at sige, at datidens forhold svarer til, hvad der venter os,« siger lektor Peter Ditlevsen fra Center for Is og Klima på Niels Bohr Institutet ved Københavns Universitet.

Det varmere klima under Eem-tiden opstod, fordi der dengang kom mere sol på de nordlige breddegrader. Det skyldtes, at Jorden og Solen kom tættere på hinanden i deres baner. Sådan er det ikke længere, hvilket har den konsekvens, at klimaet i den nuværende mellemistid er knap så varm.

»Den opvarmning, vi ser nu, skyldes med næsten 100 procents sikkerhed menneskets udledning af CO₂. Og en opvarmning, der er drevet ad CO_2, har ikke nødvendigvis samme konsekvenser, som en opvarmning, der skyldes større solindstråling. Så Eem-perioden kan ikke fortælle os præcis, hvad der kommer til at ske, i takt med at den globale opvarmning sætter ind. Men den kan give os en idé,« Peter Ditlevsen.

Resultaterne er netop publiceret i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Nature.

Videoen er produceret af Niels Bohr Institutet.