Det er nemt at forestille sig myrer, bier og andre sociale insekter som ensformige tandhjul i et instinktpræget biologisk maskineri.
Men tag et kig på hvepsene til højre. De har forbavsende forskellige ansigter.
Det er nok ikke tilfældigt, hvis man skal tro resultaterne fra Elizabeth Tibbetz og Michael Sheehan fra University of Michigan.
Hun har tidligere demonstreret, at hvepse af arten Polistes fuscatus kan genkende hinanden. De små insekter har en overraskende god hukommelse og er betydeligt mere aggressive over for fremmede hvepse end bekendte.
Men er de små bæster bare generelt gode til at lære forskelle i mønstre, eller er de specielt indrettet til at huske ansigter. Efter nye forsøg, hælder forskerne til, at der kan være tale om det sidste.
Hvepsene kunne bedre genkende ansigter end simple mønstre
Hvis det kun handler om mønstre, burde hvepsene være lige gode til at lære forskellen mellem andre objekter, mente forskerne. Og det er netop det, de har undersøgt.
De har set på, hvor godt insekterne kunne skelne mellem billeder af to forskellige sommerfuglelarver, som er et af P. fuscatus' byttedyr, to simple geometriske mønstre, to computermanipulerede hvepseansigter og to almindelige hvepseansigter.
Selv om man skulle tro, at det ville være meget lettere at skelne mellem to simple mønstre i sort/hvid, viste det sig, at hvepsene var meget bedre til at genkende de fine træk i hvepseansigterne.
Ansigter er noget andet
De små forsøgsdyr lærte forskellen på ansigterne på kun tre fjerdedele af den tid, det tog dem at huske forskellige larver eller mønstre.
»Dette viser, at måden, de lærer at genkende ansigter, er anderledes end måden, de ser ud til at lære andre mønstre. De behandler ansigter som noget andet,« siger Tibbetts i en pressemeddelelse fra universitetet.
Da forskerne udførte samme forsøg med en anden hvepseart, fandt de ingen tilsvarende forskelle i genkendelsesevnen. Det er måske ikke så mærkeligt, når man tænker på de to arters levevis.
Hvepse-arter lever forskelligt
P. fuscatus lever i et kompliceret samfund, hvor flere dronninger ofte holder til i samme koloni. Hvepsene hjælper hinanden med at sørge for de kommende generationer, men hvepseboet er dog ikke noget egalitært hippiekollektiv af den grund.
Hvepsene danner strenge hierarkier, hvor nogle dominerer over de andre. Så giver det lidt mere mening, at hvepsene får en fordel ud af at genkende hinanden.
Har man for eksempel været oppe at slås med en medhveps og fået bank, behøver man ikke at gentage sin fejl dagen efter. På den anden side slipper man også for besværet med at tæske de andre hvepsesvæklinge for at minde dem om, hvem der er chefen.
Evnen til at genkende de andre i boet betyder, at man ikke behøver at spilde kræfter på at gentage aggressive sammenstød. Dette gør formentlig kolonien mere stabil, konkluderer forskerne.
Den hvepseart, som var ligeglad med ansigterne, lever under meget mere simple forhold, i et bo med kun én dronning. Derfor er behovet for at vide, hvem der er hvem, heller ikke så stort.
Forskelle og ligheder mellem hvepse og mennesker
Forskerne mener nu, at P. fuscatus må have udviklet sin egen evne til at genkende ansigter.
»Det sjove er, at disse insekter viser den samme slags specialisering, som man finder hos hvirveldyr,« siger Michael Sheehan til Nature News.
»Hvepse og mennesker har uafhængigt af hinanden udviklet lignende og meget specialiserede ansigtsgenkendelsesmekanismer, på trods af at der er store forskelle i den måde, vi ser på, og måden, hjernen er struktureret på,« siger Sheehan.
»Det er overraskende og lidt underligt,« siger han.
© forskning.no. Oversat af Magnus Brandt Tingstrøm
