»Det kan umiddelbart synes lidt absurd, at vi undersøger giftstofferne i grønlandske sæler, når vi ved, at sæler i de danske farvande kan have giftkoncentrationer, der måske er 100 gange højere«

»Men det er i Grønland, vi har gjort en stor indsats for at overvåge de giftstoffer, som med vinde og havstrømme bliver ført til Arktis fra industri- og udviklingslande kloden rundt. Og det er der selvfølgelig mange gode grunde til.«

Ordene kommer fra Rune Dietz, som er seniorforsker ved Afdeling for Arktisk Miljø, Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) ved Aarhus Universitet.

Forsker i det havpattedyr Han har i 25 år beskæftiget sig med havpattedyr i Arktis og forureningen fra den industrialiserede verden.

Gennem alle årene har han med danske, grønlandske og internationale kolleger bidraget med undersøgelser, som har styrket vores viden på dette forskningsfelt.

I begyndelsen af maj forsvarede Rune Dietz sin doktorafhandling 'Contaminants in Marine Mammals in Greenland', hvor han med udgangspunkt i 30 nøgleartikler fra den mangeårige videnskabelige produktion sammenfatter, hvad miljøgiftene har betydet for rovdyrene øverst i det grønlandske, marine økosystem.

Belastede bjørneRune Dietz har selvfølgelig også en finger med i den seneste undersøgelse, hvor forskere fra DMU har analyseret belastningen fra de såkaldte PFC-stoffer i isbjørne.

Man havde på baggrund af nogle få analyseår en mistanke om, at der var en stigning i de 'nye' PFC-stoffer i ringsæler, og canadiske analyser peger i samme retning for isbjørne.

Forskerne mærker isbjørne. (Foto: Rune Dietz )

Nu har forskerne fra DMU undersøgt prøver fra 128 bjørne, indsamlet fra 1984-2006, og kan dokumentere, at mængden af PFC-gifte i de østgrønlandske bjørne er steget voldsomt de seneste år.

For PFOSA er der tale om en 9,2 % stigning efter 1990, mens PFOS, PFDA og PFTrA er steget mellem 18,6 og 27,4 % efter år 2000.

Bag de uigennemskuelige kemiske bogstavkombinationer gemmer sig en række miljøskadelige flourforbindelser, der bliver brugt i den industrielle produktion til overfladebehandling, brandhæmmende midler og meget andet.

En langsom nedbrydning

Rune Dietz fortæller, at produktionen af PFC'er blev indstillet i år 2000.

Alligevel undrer undersøgelsens resultater ikke. Tværtimod.

»Der er flere af PFC'erne, som er vandopløselige, og man forventer, at der kan tage adskillige årtier at transportere dem til Arktis med havstrømmene. Så det er svært at sige, om vi vil se et fald allerede næste år, eller om der vil gå yderligere 20-30-40 år,« siger han

Det er en forsinkelse, forskerne kender fra andre giftstoffer, der er blevet trukket ud af produktionen. Derfor havde det også skabt undren på DMU, at en canadisk undersøgelse af ringsæler udviste et fald i PFC'erne umiddelbart efter årtusindskiftet.

Isbjørnene får taget blodprøver. (Foto: Rune Dietz )

Nu ved man, at det i hvert fald ikke er tilfældet i de østgrønlandske isbjørne, og at bjørnene som det øverste led i fødekæden har mere end 20 gange højere niveauer af PFC'er end sælerne.

Nye stoffer kommer til

Historien om forureningen af den arktiske natur tog sin start i 1970'erne og 80'erne. Det blev dengang for første gang dokumenteret, at tungmetaller og svært nedbrydelige miljøgifte som kviksølv, PCB og DDT fandtes i faretruende koncentrationer hos dyrene øverst i fødekæden og hos den lokale befolkning, som spiste den traditionelle grønlandske kost.

Siden har der været lagt en betydelig indsats i at finde ud af, hvor giftstofferne kommer fra, hvordan deres udbredelse er, hvorledes de har udviklet sig over tid, og hvilken effekt de har på dyr og mennesker.

En del af stofferne er gennem årene blevet trukket ud af produktionen - bl.a. som resultat af de mange undersøgelser - og er derfor på vej ud af det arktiske havmiljø.

Det gælder f.eks. PCB, DDT, HCH, HCB, klordan og dieldrin.

Andre er fortsat en belastning. Blandt dem kviksølv - hvoraf størstedelen er menneskeskabt - der har været i stigning især i Nordvestgrønland og i de centrale dele af arktisk Canada.

Og endelig er der løbende blevet føjet nye miljøgifte til listen. Et eksempel er de omtalte PFC-stoffer og formentlig også de bromerede flammehæmmere, som fortsat er i stigning i Arktis. Og nye vil med sikkerhed komme til, når de gamle stoffer fases ud.

Et relevant forskningsområde

Men lad os vende tilbage til spørgsmålet om, hvorfor det er interessant at undersøge miljøgifte i et område som Grønland, hvor der ikke er nogen særlig industriproduktion, ingen bomuldsmarker, der skal sprøjtes, eller malariamyg, der skal bekæmpes.

En detaljeret viden har gjort os i stand til at komme med anbefalinger om, hvilke dyr fangerne skal skyde

»Tilskyndelsen til at undersøge forureningen af havpattedyr i Grønland har fra første færd været, at den grønlandske befolkning spiser meget marin føde, og at de spiser dyr på et højere trin i fødekæden. Hvis den danske befolkning stadig spiste sæler fra Østersøen, ville man givetvis undersøge disse sæler også,« lyder Rune Dietz svar.

Mange grønlændere har relativt høje belastninger, og biologernes undersøgelser har været afgørende, når sundhedsmyndighederne har udarbejdet kostråd for de traditionelle fangst-produkter.

»En detaljeret viden har gjort os i stand til at komme med anbefalinger om, hvilke dyr fangerne skal skyde, hvilken alder og hvilket køn de skal foretrække, hvilke dele af dyret det er farligst at spise, og hvornår på året der er de laveste giftkoncentrationer,« forklarer Rune Dietz.

Interessante transportveje Giftstofferne i det arktiske økosystem er også interessante for forskerne, fordi de gør det muligt at undersøge transportvejene.

Desuden koncentreres de fleste stoffer op igennem den marine fødekæde og overføres til nye generationer med modermælken.

De mange undersøgelser har vist, at isbjørnen øverst i fødekæden er det hårdest ramte dyr, og at der f.eks. er en sammenhæng mellem giftstofferne og størrelsen af bjørnenes kønsorganer, forandringer i lever- og nyrevæv og beskadigelser af immunsystemet.

Rune Dietz fremhæver også, at et velfungerende samarbejde med grønlandske fangere gennem årene har skaffet et stort prøvemateriale, som har gjort det muligt at udarbejde lange tidsserier over udviklingen.

En af de næste udfordringer for forskerne er at se på sammenhængen mellem de miljøfremmede stoffer og klimaændringerne og at afprøve nye metoder til måling af effekter på det enestående prøvemateriale.

Så vi kan med sindsro slå fast, at det sidste ord ikke er sagt i denne langstrakte kortlægning af giftstoffernes veje og vildveje i det arktiske miljø.