Dinosauren: Dragemonster eller baggårdsfugl?
Der er status i at tegne den flotteste dinosaur. Men flottest er ikke nødvendigvis mest korrekt, siger dinoillustratorerne selv.

I og med at ingen mennesker har set levende dinosaurer, får de, der tegner dem, automatisk stor magt over, hvordan vi forestiller os de forhistoriske dyr.

Der findes et hav af kunstnere, som netop har specialiseret sig i rekonstruktioner af dinosaurer.

De kalder sig palæoartister, og med mindre dinoen har en rolle i en større Hollywood-film eller TV-produktion, er det højst sandsynligt dem, du kan takke for det indtryk, du har af den forhistoriske skabning.

Nogle af palæoartisternes tegninger er så detaljerede, nøjagtige og indholdsrige, at det er som at kigge ind i en tidsmaskine. Andre kunstnere har et langt mere omtrentligt forhold til palæontologiske fakta.

Hvor vigtigt er det at lave en korrekt tegning af noget, der er så svært at vide noget helt korrekt om?

Den første tegning sætter standarden

De fleste videnskabelige studier af nye dinosaurusarter publiceres uden en illustration af, hvordan dyret ville have set ud i live. I studierne er der som regel billeder af fossilet, måske af fundstedet og nogle gange tekniske tegninger af vigtige dele.

Hvis fundet er spektakulært, sker det alligevel, at universitetet laver illustrationer, som de og pressen kan bruge i forbindelse med publiceringen af studiet.

Nogle af dem kan være ekstremt detaljerede. For eksempel som på det andet billede i denne artikel, der stammer fra begivenheden, da af verdens første dinosaur-rede blev præsenteret i fjor.

Sådan kan det have set ud i massospondylus-dinosaurernes rugekasse. De levede for 190 millioner år siden. (Illustration: Julius Csotonyi)

I nogle tilfælde følger der imidlertid ikke nogle billeder med i det hele taget. Og det er her, at kampen blandt palæoartisterne begynder:

»Der er prestige i at være først, for det er som regel den første tegning, som bliver brugt i lang tid efter, hvis nogen skal skrive om den dinosaur. Så kan det gå lidt over stok og sten,« siger palæontolog Jørn Hurum ved Naturhistorisk museum ved Universitetet i Oslo.

Hvorfor ikke hoppende Predator X?

Da Jørn Hurum skulle publicere nyheden om fundet af Predator X, den store pliosaurus, som blev fundet på Svalbard i 2006, allierede han sig med en illustrator fra Bergens Tidende.

Bergens Tidende ville gerne lave et større oplag om fundet, og dermed arbejdede Jørn Hurum og Tor Sponga fra avisen sammen om at lave en naturtro, men også engagerende tegning (se tegning 3):

»Når du arbejder med gode illustratorer, skubber det dig til at tænke mere over biologien. Tror du, at dyrene kan gøre sådan og sådan? Det var for eksempel Tor Sponga, der havde idéen om, at Predator X skulle komme hoppende op af vandet,« fortæller Jørn Hurum.

Pliosaurussens kropsform var godt kendt fra andre fund, selvom fossilet af Predator X (nu kaldet Pliosaurus funkei) ikke var komplet. Australske fossiler blev derfor brugt som udgangspunkt, og Jørn Hurum og hans kolleger beregnede en omtrentlig længde på cirka 15 meter.

»Predator X var det største rovdyr ved Svalbard, og det var sandsynligt, at den spiste svane- og fiskeøgler. Tor Sponga mente, at vi ikke kun skulle tegne endnu en dinosaur under vand. Han ville, at den skulle hoppe,« fortæller Jørn Hurum.

»Jeg havde ikke noget imod det, hvorfor skulle den ikke kunne hoppe? En hval kan hoppe med kun to finner, og pliosaurussen havde fire luffer, den kunne bruge. Billedet endte jo med at blive ganske ikonisk,« siger Jørn Hurum.

Amatør-kunstner fylder Wikipedia

Jørn Hurum og Tor Sponga ville ikke bare lave et kedeligt profilbilde af Predator X, da arten skulle præsenteres. Resultatet blev en livagtig forhistorisk jagtscene. (Billede: Tor Sponga/BT)

For dinosaurfantaster, som bruger tid på Wikipedia, vil Nobu Tamura være et kendt navn. Nobu Tamura har lavet utallige illustrationer, som er lagt ud til fri brug under en Creative Commons-licens på hjemmesiden.

Nobu Tamura arbejder til dagligt som fysiker i Californien. Sin fritid bruger han på at læse forskningsartikler og anden palæontologisk litteratur for så at bringe dinosaurerne til live.

Han har ingen baggrund eller uddannelse fra palæontologien og er selvlært i både dinoanatomi og tegning.

»Jeg tjekker den videnskabelige litteratur for al relevant information og alle artikler, jeg kan finde om dyret. Hvad ved vi om dyret, hvad antager vi om dyret, hvad er grundtrækkene og så videre,« fortæller han.

»Det er vigtigt at følge palæontologilitteraturen for at holde rekonstruktionerne opdaterede. Det er sket, at jeg har tegnet det samme dyr om og om igen, efterhånden som nye studier kommer med nye forståelser.«

Nobu Tamura har kun lidt tilovers for de mere mytiske fremstillinger af dinosaurer.

»Jeg tror, at dinosaurer meget mere lignede moderne dyr, end vi kan forestille os. De levede trods alt i de samme økologiske nicher som nutidens pattedyr og fugle, så jeg ville ikke blive overrasket, hvis deres form, farve og adfærd også var meget lig dyrene i dag,« siger han.

Hvad med baggrunden?

Fagfolk bruger gerne flere år på at studere et fossil, før de publicerer en artikel og kalder det for en ny art. Det er ofte kun en del af dyret, der er bevaret som fossil, og dermed må de tænke sig grundigt om, før de konkluderer noget som helst.

Nobu Tamura har lavet flere varianter af Tyrannosaurus rex, men fortæller, at publikum tilsyneladende bedst kan lide den til højre. Den er den mindst korrekte, videnskabeligt set. (Illustrationer: Nobu Tamura)

Så kun nogle få dage efter studiet er publiceret, har nogen tegnet actionfigur-versionen af dinosauren i fuldt firspring efter et sandsynligt bytte.

I et indlæg på sin egen blog tog palæontolog og palæokunstner Mark Witton fra University of Portsmouth i England for nyligt et opgør med de mest almindelige fejl i dinoillustrationer. Denne gang var det ikke kun selve dinosaurerne, han var irriteret over, men også alt det, som sker rundt om dem.

Tag for eksempel standardsituationen i en dinosaurtegning: Enten står dinosaurerne på en stor og åben slette, eller også er de midt i det, som ser ud til at være alle skoves moder.

»Helt flade landskab og superskove er ekstreme miljøer, som ganske vist findes, men som udgør en langt mindre del af Jorden end det, palæokunst antyder,« skriver Mark Witton i sit blogindlæg.

»Der er ingen grund til at tro, at planeten har haft væsentlig forskellige former for landskab i løbet af dens nyere historie, og jeg synes, at vi skal forsøge at vise det i vores illustrationer.«

Freddy Krüger-posering og Tyrannosaurus-øjne

Desuden: Hvorfor skal dinosaurerne død og pine hoppe ud mod os i samme positur som morderen i en skrækfilm?

»Hvor mange billeder findes der ikke af en dinosaur med fjæs og arme vinkende mod tilskueren, som oftest mens den løber, hopper eller gør noget andet dramatisk?« spørger Mark Witton retorisk i sit indlæg.

»Sådan en posering viser ikke anatomien så godt, den giver et fejlbillede af adfærden og viser desuden dyret fra vinkler, vi ikke er vant til at se moderne dyr i,« uddyber han til forskning.no.

Dinosaurer vises gerne enten i øde slettelandskaber eller i enormt tætte og frodige skove. De fleste dinoer levede imidlertid højst sandsynligt i langt mere nutidige omgivelser. (Billede: Dmitry Bogdanov)

Fremstiller du dinosaurerne mere rolige uden alle bevægelserne, brøl og poseringer, mener Mark Witton, at det er mere sandsynligt, at publikum ser billedet og tænker:

»Hey, dette er noget, jeg kunne falde over på en tur i skoven.«

Rent anatomiske er der også nok at tage fat i, mener både Mark Witton og Nobu Tamura. Du husker måske den allerede nævnte Tyrannosaurus fra Jurassic Park? Tag et kig på dens hoved på tegning nummer 4:

Buen over øjet på bæstet, som får den til at se hidsig og blodtørstig ud, er kun et eksempel på et anatomisk træk, som aldrig har eksisteret på en T-rex fra denne planet.

Svært at ændre etableret dinobillede

Nobu Tamura fortæller, at fødder er et af hans store irritationsmomenter. Triceratops havde for eksempel ikke elefantagtige, træstammeformede ben. Både han og Mark Witton nævner desuden maniraptorerne – tobenede jægerdinosaurer med arme, ligesom Velociraptor:

»Folk har virkelig problemer med at godtage, at disse dinosaurer faktisk var fjerklædte og meget mere lignede fugle end reptiler,« siger Nobu Tamura.

»Det er helt nødvendigt at ændre det indtryk, folk har af dyr som Velociraptor,« istemmer Mark Witton.

»En Velociraptor uden fjer er som en fremstilling af den engelske kong Henrik den Ottende, som en tynd asiat: Fuldstændig og grundlæggende forkert. Folk må huske, at dinosaurer først og fremmest er videnskabelige studieobjekter, før de blev popkultur,« siger han – før han medgiver, at den bedste måde at få fjerklædte dinosaurer ind i den kollektive bevidsthed på, nok er en ny storfilm.

”Er det så vigtigt, hva’?”

Tyrannosaurusen i Jurassic Park fik en ekstra øjebue. Det gør, at den ser farliere ud, men videnskabeligt set er det helt forkert. (Billede: UIP)

Selvom han ikke har en formel dinosauruddannelse, arbejder Nobu Tamura stort set uden at samarbejde med eller søge hjælp fra forskerne, der har beskrevet dinosauren, som han tegner.

»Ved nogle anledninger har jeg naivt sendt spørgsmål ud til forskere, men de er stort set forblevet ubesvarede. Jeg både var og er mere eller mindre fuldstændig ukendt i palæontologiverdenen, så det ville egentlig have været overraskende, hvis mine e-mails var blevet set som noget andet end spam fra endnu en dinofan,« siger han.

Gennem bidragene til Wikipedia er det alligevel sandsynligt, at flere har set Nobu Tamuras dinosaurversioner end de varianter, som de mere professionelle kunstnere og forskere har lavet.

Tegner han en ny dino med fjer og lægger den ud på Wikipedia, er det ikke usandsynligt, at lige præcis dén tegninger bliver det rådende billede af arten.

»Det er et ansvar, jeg gerne tager, men det føles nogle gange, som om jeg kæmper en tabt sag. Måske er jeg en Don Quijote, som kæmper en umulig kamp for faglig nøjagtighed, når det ikke er det, publikum vil have,« funderer Nobu Tamura.

»Et drageagtigt og helt usandsynligt monsterdyr er langt mere tiltalende end en naturlig, fugleagtig skabning, som ikke ville have overrasket dig, hvis du havde fundet den i haven. Jeg har måske ikke så stor påvirkningskraft på folks opfattelse af dinosaurer, som jeg gerne vil have,« siger han.

Giver plads til palæofantasi

Jørn Hurum kan blive irriteret over de virkelig dårlige dinoillustrationer, men han er alligevel ikke så skeptisk over for mere fantasifulde varianter af palæokunst.

»De, som tegner dinosaurer mere end bare sporadisk, er som regel lige som os, der blev forskere; de har haft en brændende lidenskab for dette, siden de var små. De kan alle latinske navne, kender alle tidsperioder, alt det er på plads,« siger han.

Det er desuden ikke kun palæokunstnere, der bruger fantasien, siger Jørn Hurum. Der er også meget gætteri i palæontologernes rekonstruktioner.

»Ofte ved vi ikke, hvilken farve fjerene havde, hvordan de sad - og det, vi tror, vi ved, ændrer sig hele tiden. Jeg tror, det er vigtigere, at folk er nysgerrige. Hvis de forstår dyrets grundform, de ved, at de løb på bagbenene, så er det ikke så vigtigt, om der er lidt fantasi i et træk på ydersiden,« siger han.

»Så længe du kan tælle til det korrekte antal fingre og tæer, så længe tænderne er noget, som kunne have siddet i hovedet på en dinosaur, så er det godt. Der er masser af plads til palæofantasi og til forundring.«

© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson