Du har et familiemedlem uden anus, men til gengæld med potentiale for seriøs munddiarre. Hvis det kan berolige dig, så er der tale om en 2-3 cm. lang orm med en flad krop, som ligner vores 600 mio. gamle stamform.

Ormen har navnet Xenoturbella bocki, oversat til dansk ’Bocks mærkelige fimreorm’.

Trods sin lidenhed har Xenoturbella bocki fået bølgerne til at gå højt blandt evolutionsforskere verden over.

Gennem årtier har forskere fra mange lande møjsommeligt indsamlet og undersøgt eksemplarer, og i talrige videnskabelige artikler udviklet, bidraget til eller punkteret teorier om, hvor på livets stamtræ Xenoturbellaen hører hjemme.

Nu har et internationalt forskerhold med deltagelse fra Aarhus Universitet imidlertid skabt et længe ventet videnskabeligt gennembrud, skriver Aarhus Universitet i en artikel i deres videnskabelige nyhedsbrev RØMER.

Forskere holdt liv i orm

Det er nemlig for første gang lykkedes at studere fostre og nyudklækkede unger fra Xenoturbella bocki.

»Man finder dem ved at trawle hundredvis af kilo mudder op fra havbunden og vente på, at de kravler ud af mudderet. Men de er så svære at holde i live, at det ikke er lykkedes nogen før nu. Den japanske havbiolog Hiroaki Nakano fra Göteborgs Universitet har ikke blot kunnet holde dem i live, de har endda reproduceret sig,« siger biolog Peter Funch fra Aarhus Universitet til RØMER.

»Det handler om vores egen oprindelse, for vi kommer fra den samme stamform. Og da Xenoturbellaen ikke har ændret sig ret meget i den lange tid, så ser den stadig ud som den fjerne stamform til os og alle mulige andre dyr, der lever i dag.«

»Dermed har vi fået ansigt på en forfar, selvom den hverken har øjne eller hjerne, kun en antydning af en mund og endnu ingen anus,« siger Peter Funch.

Forskningsresultatet er publiceret i Nature Communications.

Forskere kiggede på orme-fostre

Tidligere troede man, at Xenoturbellaen i tidens løb har udviklet sig ’baglæns’ fra en mere avanceret stamform.

Det tyder de nye studier dog ikke på. Ormen har direkte udvikling. Det vil sige, at den mangler et egentlig larvestadie i sin livscyklus. Dermed er forskerne blevet mere sikre på ormens placering på livets stamtræ.

»Man kan lære meget om evolutionen ved at studere fostrets udvikling. F.eks. kan vi på de tidligste stadier af menneskefostre se gæller som et levn fra tidligere udviklingstrin.«

»Det er samtidig et vigtigt redskab i forskning som denne. Selv om DNA-teknologien er effektiv til at analysere slægtskab, så er den stadig forbundet med usikkerhed, når det gælder evolution, der både er sket hurtigt og for mange millioner år siden,« siger Peter Funch.

Mund fungerer som anus

Xenoturbellaens flade krop er let tilspidset i begge ender og er dækket af fimrehår. Fimrehårene bruger den til at bevæge sig rundt med i havbunden ud for Sveriges, Islands og Skotlands kyster.

Den indtager sin føde via en åbning midt på bugen, fortærer maden i en tarmsæk og sender afføringen ud igen samme vej, den kom fra. Munden fungerer nemlig også som anus.

Ormen har hverken hjerne, nyrer eller egentlige kønsorganer, og dens nervesystem er yderst primitivt.

Ormen blev undersøgt af den svenske zoolog Sixten Bock i 1915, men blev først beskrevet som art i 1949.

I dag har ’Bocks mærkelige fimreorm’ sit eget kapitel i biologernes lærebøger.