Mikroskopiske dyr har tilsyneladende ’redet’ på ryggen af bevingede insekter i forhistorisk tid. Det er en hidtil ukendt og uudforsket dyreadfærd, som forskerne nu vil dykke yderligere ned i, da de mistænker den for stadig at finde sted.
Den nye opdagelse er baseret på 16 millioner år gamle fossiler fanget i rav, og den viser, at bittesmå 'springhaler' har holdt fast på deres større transportdyr ved hjælp af små griberedskaber for enden af deres følehorn. Springhaler er meget, meget små dyr, som findes i store tal i jordbunden rundt omkring i hele verden.
De nye resultater er offentliggjort i det anerkendte tidsskrift PLoS ONE.
En plet på døgnfluens ryg
Det 16 millioner år gamle stykke rav, som forskerne har undersøgt, er oprindeligt fundet af minefolk i den Dominikanske Republik i 2008. Inde i ravstykket sidder en døgnflue på fem millimeter, et dyr som sjældent ses fanget i rav, fanget.
Da forskerne kiggede nærmede på ravstykket under et mikroskop og i en CT-skanner, opdagede de en springhale mindre end et saltkorn, som engang i tidernes morgen har hægtet sig fast på fluens ryg.
Døgnfluen har formentlig slet ikke opdaget, at springhalen i sin tid er sprunget op på dens ryg – formentlig for at slippe væk fra en overhængende fare.
»Springhalen er bare en lille plet på døgnfluens ryg,« siger palæontologen David Penney fra Manchester Universitet i England. Han stod bag det nye studie og har også lavet videoen, som du kan se øverst i artiklen.
Vil undersøge nutidens springhaler
Tidligere forskning har vist, at springhalerne rejser over store afstande ved hjælp af vinden eller havstrømme. En tidligere opdagelse i rav har også antydet, at springhaler kunne rejse på ryggen af edderkopper og andre dyr uden vinger.
Men nu viser det nye fund altså, at springhalerne også har tilbagelagt større afstande ved hjælp af bevingede dyr som fluer.
Nu vil forskerne undersøge, om nutidens springhaler også benytter sig af denne transportform.
»I dette tilfælde kan ravet ikke kun kaste lys over datiden, men også over nutiden,« siger David Penny til Livescience.
»Det kan være, at der foregår noget lige under næsen på os med nutidens springhaler, som vi ikke aner noget om. Det kan også være, at det gælder for døgnfluer, eftersom dette er det første eksempel – levende og fossilt – på at en voksen døgnflue transporterer en anden art.«
































