Ruslands invasion af Ukraine kan også blive ødelæggende for videnskaben.
Krigen kan for eksempel begrænse forskeres adgang til russisk viden om klima og biodiversitet i dele af Arktis og i Sibirien. Områder, som har en helt særlig vegetation, klimatiske forhold, biodiversitet, millioner år gamle fossiler og sjældne arter.
Danske Jeppe Kristensen forsker i rewilding, og han skulle netop nu have sat kurs mod Rusland for at undersøge, hvordan store dyr påvirker næringsstof- og kulstofdynamikker i jorden i den sibiriske park Pleistocene.
Det er et stort naturområde, hvor man forsøger at genskabe et landskab som det, der var i området under den sidste istid.
Parken ligger i det nordøstlige Sibirien i Rusland og er hjemsted for et af verdens største forskningsprojekter om rewilding. Kameler, bisoner, vilde heste, moskusokser og mange andre dyr er blevet sluppet løs i parken.
»Det er et unikt projekt, der ikke findes andre steder i verden. Selv om det har været beskrevet meget i populærvidenskaben, så er der stadig meget lidt, der er evalueret videnskabeligt, og antallet af videnskabsfolk, der har forsket i Pleistocene Park, er ret lille,« beretter Jeppe Kristensen, der er tilknyttet School of Geography and the Environment på University of Oxford, til Videnskab.dk.
Den danske forsker har fået en bevilling fra Carlsbergfondet og EU's INTERACT-program til sit projekt. Men krigen i Ukraine har sat en brat stopper for det store projekt, som, han nu frygter, smuldrer helt, efter at officielle samarbejdsaftaler med russiske forskningsinstitutioner er indstillet.
»I det store perspektiv er det utrolig deprimerende. Pleistocene Park er stort set finansieret udelukkende af udenlandske forskningsmidler fra blandt andet USA og Tyskland, og de midler fik fra den ene dag til den anden en ende. Så nu risikerer man, at et forskningsprojekt, som har kørt i 30 år og ikke er blevet videnskabeligt evalueret, falder sammen,« siger Jeppe Kristensen.
Parkens fremtid er stadig uvis, efter hvad Jeppe Kristensen har hørt. Han har været i kontakt med russiske Nikita Zimov, der driver parken, og som lige nu vurderer, at der vil være midler til at holde parken kørende et år.
Jeppe Kristensen er »pisseærgerlig« over, at han ikke kan få fingrene i den sibiriske tundra, men for ham, en dansk forsker, »skal der nok komme andre projekter«. Hans store bekymring går i højere grad på parken, forskernes og klimaforskningens fremtid.
Projektet er nemlig et ud af flere, der hænger i en tynd tråd.
Sibirien er et stort arkiv
Set med forskerbriller giver krigen i Ukraine anledning til bekymring for megen af den forskning, der foregår omkring den russiske del af Arktis og Sibirien, uddyber Jeppe Kristensen.
»Det er jo så enkelt, at vi nu har fået besked på, at vi ikke skal samarbejde med russiske universiteter mere, hvilket jeg naturligvis bakker op om. Derudover er det umuligt rent logistisk at få forskningsudstyr til Rusland efter invasionen. Så al den klimaforskning, jeg kender til, som ikke bedrives af russiske forskningsinstitutioner, er stoppet,« siger Jeppe Kristensen.
\ En række forskere var klar til afgang
Pleistocene Park er et naturreservat, hvor forskere har forsøgt at genskabe et arktisk steppelandskab, som dominerede området under den sidste istid.
Projektet skal blandt andet skal teste nogle hypoteser omkring, hvorvidt store dyr er i stand til at skifte økosystemer fra et stadie til et andet. Der er intet officielt meldt ud omkring parken endnu.
Sammen med en gruppe forskere fra Oxford University i England skulle Jeppe Kristensen være med til at opsætte et monitoreringssystem, der blandt andet skulle måle på udvekslingen af drivhusgasser og vand mellem jordoverfladen af atmosfæren, samt albedo-effekten inden- og udenfor parken.
Ting, som man normalt måler, når man vil vide noget om økosystemers interaktion med klimaet, som Jeppe Kristensen siger til Videnskab.dk.
Et af de områder, som er særligt interessant og unikt, er området Beringia, der blandt andet dækker noget af det østlige Sibirien. Det er et enormt område, som ikke var isdækket under sidste istid, hvilket gør det helt unikt af flere årsager, fremhæver Jeppe Kristensen.
»Området er blandt andet særligt, fordi det består af flere hundrede tusinde år gamle lag, og på den måde kan man sige, at det er et kæmpe arkiv over, hvordan økosystemerne så ud i sidste istid og i særdeleshed længere tid tilbage.«
I Beringia kan man næsten ikke sparke sig frem for mammutskeletter, som Jeppe Kristensen formulerer det. Og når man forsker i store dyr og økosystemer, er netop dét område et af de mest unikke at studere, når det kommer til, hvordan klimaet og økosystemerne har forandret sig over tid.
På Videnskab.dk har vi skrevet om flere store fund. For eksempel en opdagelse af mammutdrab i det nordligste Sibirien, der fortæller en historie om, at barske mammutjægere kan have indtaget Amerika allerede for ca. 45.000 år siden.
Eller hvordan forskere fandt en mammut-stødtand, der var 1,2 millioner år gammel, på Wrangeløen i det nordøstlige Sibirien.
Pleistocene Park. Her står han i det nordlige Skandinavien, lavarktis og ikke Højarktis, forbindelse med hans p.hd. (Foto: Jeppe Kristensen)
Vi skal holde øje med permafrosten
En anden alvorlig sag er, at permafrosten i Sibirien, der er blevet beskrevet som en tikkende klimabombe, nu kan blive sværere at tilgå og forske i.
»Man har tykke lag af permafrost, der har oplagret enorme mængder af organiske materiale, og det kan være en klimabombe, hvis det fiser ud i atmosfæren. Så det er selvfølgelig problematisk, hvis forskningen i forståelsen af dette bliver afbrudt,« siger Jeppe Kristensen.
Det blev forleden beskrevet af Ritzau, hvordan et internationalt projekt, der netop skal kortlægge stabiliteten af Sibiriens tundra, er i fare for at blive afbrudt som følge af krigen. I den forbindelse sagde lederen af forskningsprojektet, Sebastian Breitenbach ifølge Ritzau:
»Mange lande har allerede indstillet forskningsprojekter og samarbejder. Vi frygter, at vores langvarige samarbejde og vidensudveksling nu kan gå tabt.«
Susan Natali, direktør for det arktiske program ved Woodwell Climate Research Center i Massachusetts, har i forbindelse med krigen udtalt til mediet Time, at: »vi ikke bare kan ignorere, hvad der sker med permafrosten i Rusland.«
»Det er en af de største og mest sårbare kulstoflagre, der er på planeten,« lyder det fra Susan Natali.
Gode samarbejder kan blive revet op
På den lange bane frygter Jeppe Kristensen, at de gode samarbejder bliver revet op ved roden, og at vigtig viden går tabt, fordi de russiske forskere har et indgående kendskab til den russiske del af Arktis.
»Nu taler vi meget om de konkrete projekter og den korte bane. Men i det lange perspektiv er der i særdeleshed en ting, der skærer i mit forskerhjerte,« siger Jeppe Kristensen og fortsætter:
»Der er jo en kæmpe forskningslitteratur på russisk, som vi, når vi laver reviews i den vestlige videnskabelige verden, ikke inkluderer. Der er forhold i den russiske del af Arktis, som er helt unikke og særlige. Når vi ikke inkluderer den russiske forskning, betyder det, at deres metoder til at analysere Arktis, og den forståelse, de har af området, kun er dokumenteret på russisk.«
»I de seneste år er vi begyndt at få åbnet for det, fordi vi havde fået etableret så gode samarbejder mellem russiske og vestlige forskningsinstitutioner,.«
»Det, frygter jeg nu, bliver sat tilbage til 1991, og på den lange bane vil det være et kæmpe tilbageslag,« slutter Jeppe Kristensen.
Videnskab.dk har skrevet rundt til en række danske universiteter og spurgt til, hvilke samarbejdsaftaler de har med russiske og hviderussiske offentlige institutioner. Langtfra alle universiteterne har sådanne aftaler, men hos Københavns Universitet og Syddansk Universitet er meldingen, at man har institutionelle samarbejder.
Præcis hvilke projekter det drejer sig om, er man ved at kortlægge, skriver de i en mail til Videnskab.dk.
