Vi vil have den musik, vi kender i forvejen

Måske synes du, at radioen altid spiller de samme sange?

Du vil hellere have noget nyt, spændende og originalt, i stedet for de samme hits der efterhånden hænger dig ud af halsen - ikke?

Nej, ikke hvis man skal tro ny forskning, som peger på, at du i virkeligheden bare får præcis det, som du inderst inde ønsker dig.

Et nyt studie publiceret i det videnskabelige tidsskrift Marketing Letters viser nemlig, at når det kommer til stykket, så vil vi faktisk hellere have den musik, vi kender i forvejen.

»Det viser sig, at forbrugerne generelt siger, at de vil have ny musik hele tiden, og at de synes, at radiostationerne spiller de samme sange alt for meget. Men når vi så rent faktisk tester, hvilke sange folk vælger, så foretrækker de alligevel de sange, de kender bedst, i stedet for sange som de kender mindre godt,« siger professor Morgan Ward fra Cox School of Business i Texas, USA, til Videnskab.dk.

Vi vælger det musik, vi kender

Forskerne har lavet en række eksperimenter for at undersøge, hvilken rolle genkendeligheden spiller for vores musikvalg.

De bad blandt andet forsøgspersoner vurdere 24 forskellige sange, i forhold til hvor godt de kunne lide sangene, hvor godt de kendte dem, og i hvor høj grad de var blevet trætte af at lytte til dem. Herefter præsenterede de forsøgspersonerne for sangene parvis og bad dem vælge, hvilken af de to sange de helst ville lytte til.

Det viste sig, at forsøgspersonernes kendskab til sangene helt gennemgående havde mindst lige så stor betydning for valget af musik, som spørgsmålet om, hvorvidt forsøgspersonerne kunne lide musikken eller ej.

Ja, faktisk viste det sig, at forsøgspersonerne ofte valgte sange, de havde et stort kendskab til, selvom de ikke kunne lide sangene eller måske endda var trætte af dem, fordi de havde hørt dem for meget.

Vores hjerne foretrækker musik, den kan forudsige

Meget tyder da også på, at der er mekanismer i vores hjerne, som favoriserer musik, som vi har kendskab til i forvejen.

Ifølge Peter Vuust, der er professor ved det Jyske Musikkonservatorium og leder af hjerneforskningsgruppen 'Music In the Brain' ved Aarhus Universitet, så er vores kærlighed til den genkendelige musik påvirket af den såkaldte 'mere-exposure'-effekt.

»Det er alt andet lige sådan, at jo bedre vi kender noget, jo bedre kan vi lide det. Det er en generel tendens, som ikke kun gælder for musik, men vi har for eksempel vist det inden for musikken ved at lave studier, hvor folk skulle vurdere nogle helt neutrale melodier. Her var der en statistisk signifikant tendens til, at forsøgspersonerne bedre kunne lide de melodier, de havde hørt flest gange,« siger Peter Vuust til Videnskab.dk.

Peter Vuust og en række kollegaer fik i 2012 publiceret et studie, hvori de undersøgte, hvordan hjernen reagerer, når vi vurderer musik. Resultaterne underbygger formodningen om, at vores vurdering af musik er meget påvirket af vores foregående kendskab til musik.

»Vi skannede forsøgspersonernes hjerne, mens de vurderede et stykke musik, og det viste sig, at det meget er nogle hukommelses-orienterede områder i hjernen, der er aktive, når vi skal sige, hvor godt vi kan lide et givent stykke musik. Vi bruger så at sige mere vores hukommelse end vores følelser.«

Forbrugere ved ikke, hvad de vil have

Men hvis præferencen for det velkendte er så indbygget en del af vores hjerne, hvorfor siger forsøgspersonerne i Morgan Wards eksperimenter så alligevel, at de foretrækker den nye musik?

Ifølge Morgan Ward kan forklaringen være, at vi generelt ikke er særligt gode til at forudsige, hvad vi kunne tænke os i fremtiden.

»Det er en tendens, vi kan se i mange studier af forbrugeradfærd, og samtidig kan vi også se, at vi tror, vi vil vælge mere varieret, end vi rent faktisk ender med at gøre,« siger Morgan Ward.

Hun nævner som eksempel et eksperiment, de tidligere har lavet, hvor de undersøgte folks valg af chokolade, når de henholdsvis på forhånd skulle bestemme sig for en chokolade til hver dag i en længere periode, og når de skulle bestemme sig for en chokolade på den enkelte dag.

»Det viste sig, at folk forestillede sig, at de hurtigt ville blive trætte af at spise den samme chokolade, når de skulle vælge på forhånd. Derfor valgte de for eksempel en Twix, en Snickers og en Marsbar. Men hvis de til gengæld skulle vælge på dagen, så valgte de for eksempel en Snickers hver eneste gang.«

Først trætte af gentagelser, når vi bliver opmærksomme på dem

De fleste kender fornemmelsen af, at man til sidst kan blive 'mæt' af de hits, som spilles uafbrudt i radioen, men spørgsmålet er, om det overhovedet har med hjernens umiddelbare reaktion at gøre.

»Når vi laver de her forsøg med musik, så kan vi se, at den mæthed typisk først indtræffer, når man bliver bevidst om musikken,« forklarer Peter Vuust.

»Når vi er ubevidste, kan vi grundlæggende bedst lide det, vi kender. Men når vi bliver bevidste om musikken, så træder der nogle andre mere kognitive mekanismer i kraft. De fleste mennesker kender for eksempel det ubevidst at nynne et stykke musik og så pludseligt blive opmærksom på det og blive klar over, at man egentlig synes, at den sang, man ubevidst har nynnet, måske er lidt underlødig.«

Vi vælger mere varieret, når vi er sammen med andre

Meget tyder altså på, at vores hjerne vælger det velkendte i første instans, men sidenhen kan fortryde det første indfald.

Ifølge Morgan Ward er der nemlig indikationer på, at genkendeligheden spiller en mindre rolle, når man træffer valg i mere sociale kontekster.

»Vi kan se i vores anden forskning, at vi generelt vælger flere nye ting, når vi er sammen med andre folk, end når vi er alene, fordi det generelt anses som positivt at vælge varieret.«

Det betyder også, at genkendeligheden ikke kan forventes at spille helt den samme rolle i alle virkelige situationer, som i laboratoriet.

»I vores studie valgte folk musikken alene i et laboratorium, og det kunne være interessant at se, hvordan folk vælger musik, når de er til fest, eller når de sidder i en bil med en anden person. Man kan sige, at vores studie måske mere minder om det valg, vi foretager, når vi sammensætter en spilleliste til vores egen iPod, men vi kan nok blive enige om, at vores musikvalg ville være anderledes, hvis vi skulle lave en spilleliste til en fest.«

Vi vil have mere velkendt musik, når vi skal lave andet imens

Og netop spørgsmålet, om hvor vi lytter til musikken, kan ifølge studiet have betydning for vores evne til at tage imod ny musik.

»Vi undersøgte også, hvordan folks valg påvirkedes, hvis de samtidig skulle løse en opgave, der tager noget af deres opmærksomhed, og der viste det sig, at man bliver mindre interesseret i nye sange, når man samtidig skal løse opgaver, som kræver opmærksomhed,« siger Morgan Ward.

Ifølge Peter Vuust lader vores hjerne også til at kunne klare mere kompleks musik, hvis vi ikke samtidig skal lave alt muligt andet.

»Man kan klare mere kompleksitet, hvis man er opmærksom på musikken, fordi man så bedre vil kunne høre de afvigelser, der gør musikken interessant. Men det betyder omvendt også, at musik, der på overfladen virker enkel, kan kræve mere opmærksomhed af os, fordi vi er nødt til at koncentrere os meget for at høre de små afvigelser.«

Det skyldes ifølge Peter Vuust, at vores hjerne grundlæggende forsøger at afstemme den musik, vi hører, med den model vi har af musik i forvejen.

»Ofte lærer vi en genre at kende, og så bliver vi med tiden i stand til at høre de små afvigelser, der gør en sang interessant i forhold til andre sange fra den givne genre. Det er derfor, man ofte kan synes, at alle sange lyder ens i musikgenrer, man ikke kender. Man er nødt til at have en model af genren, før man kan høre, hvordan den enkelte sang adskiller sig.«

Vores hjerne belønner os for at udfordre os selv

Men selvom hjernen altså viser sig at være særligt glad for genkendelig musik, så betyder det ifølge Peter Vuust ikke, at vi ikke kan lide kompleksitet i musikken.

Vores trang til genkendelighed slås nemlig hele tiden med en modsatrettet tendens.

»Vores hjerne belønner os med dopamin, når vi er i stand til at forudsige noget korrekt, og derfor kan vi i udgangspunktet bedst lige musik, vi kan forudsige. Men dopamin er en slags læringsstof, og det belønner os samtidig mere, når vi løser en svær opgave, end når vi har løst en let opgave, og derfor kan vi faktisk også godt lide, at musik har en vis kompleksitet. Men den må bare ikke være så høj, at vi ikke kan løse opgaven.«

Det fænomen udforsker Peter Vuust i en række studier, som bliver publiceret i den kommende tid.

»Vi har lige fået antaget en artikel, hvor vi har udsat folk for nogle forskellige mere eller mindre komplekse rytmer, og det, vi kan se, er, at hvis rytmerne på den ene side er meget simple, så er forsøgspersonerne lidt ligeglade med dem, men hvis de på den anden side er for komplekse, så får de ikke noget ud af dem.«