»Vi må skal dreje her«: Er dialekter dårligt dansk?

Hvis nogen hilser på dig med et: »Mojn«, så lærer du allerede dér, at personen taler med sønderjysk dialekt.

Vi ved nemlig alle, at dialekterne kan have forskellige ord. Men de færreste tænker nok over, at grammatikken faktisk også kan variere med dialekten.

Vi har en tendens til at tænke, at der er én korrekt grammatik, og at alle afvigelser fra denne må være fejl.

Men det er langt fra hele sandheden. I bogen 'Bøjning og bygning' – det nyeste bind af det store værk 'Dansk Sproghistorie' – har jeg skrevet om dialekternes grammatik.

De små forskelle i dialekternes grammatik

Dialekterne har i stor udstrækning den samme grammatik som rigsmålet – altså det, der regnes for standardsproget, det ikke-dialektale sprog.

Men dialekterne indeholder også konstruktioner, bøjninger og ledstillinger, der er specielle for dialekterne.

Det kan være levn fra ældre dansk, eller det kan være nydannelser indenfor de enkelte dialektområder. Dialekterne har med andre ord deres egen grammatik.

LÆS OGSÅ: Når dansk flytter hjemmefra: Sådan lyder vores sprog blandt mindretal i udlandet

»Vandet skal kan løbe fra«

Hvis en jyde for eksempel siger: »Vandet skal kan løbe fra«, er der ikke tale om dårligt dansk, men om godt jysk.

På rigsdansk hedder det vandet skal kunne løbe fra (om nutid) og vandet skulle kunne løbe fra (om fortid). Infinitiven hedder kunne i begge tilfælde.

Men i jysk har man en særlig nutidsinfinitiv af verberne kunne, skulle, ville og måtte. Det hedder for eksempel også: »Vi må skal dreje her« og: »Hvis vi mister de penge, så vil det kan mærkes.«

Også at-infinitiven har denne nutidsform, og det hedder for eksempel: »Jeg er ked af at må sige det,« »Han bestemmer sig nok til at vil komme,« samt: »At skal tidligt op er det værste jeg ved.«

Infinitivmærket at udtales å som i alle former for dansk, med samme å-lyd som i slot.

Nutidsinfinitiv uden at har sit kerneområde i Nørrejylland og bruges stadig af yngre nørrejyder.

Men som det ses af kortet over skal kan (til venstre), har formen tidligere været mere udbredt.

Nutidsinfinitiv med at er også almindelig i nørrejysk, og formen findes allerede i 1500-tallet i jyske kilder. Men som det ses af kortet herover at kan, kan man nu høre formen i hele landet, også hos indfødte københavnere.

Nutids at-infinitiv er altså slet ikke en dialektform!

»Mig og Anna vaskede op«

»Det hedder Anna og jeg«, vil mange ældre, dannede mennesker sige – og måske rette deres børnebørn.

Og det hedder det ganske rigtigt, hvis man følger de traditionelle regler for kasus (og er høflig og sætter sig selv sidst). Men mig og Anna følger alternative regler.

Ifølge de traditionelle regler er subjektet i nominativ (jeg, du, han, hun, vi, I, de), mens alle andre led er i såkaldt oblik kasus (mig, dig, ham, hende, os, jer, dem). Sammenligningsled udviser dog variation: »Han er ældre end dig/du«.

Ifølge de alternative regler er subjektet derimod i oblik kasus, når det indeholder et sideordnet eller bestemmende led, for eksempel: »Mig og Anna (eller Anna og mig) vaskede op« – med sideordnet led, eller »Hende der kommer dér, er min søster« – med bestemmende led (hun bestemmes nærmere ved 'der kommer der').

LÆS OGSÅ: Podcast: Vores dialekter sladrer om samfundet

Historien om mig og Anna

Det interessante er nu, at man kan følge mig og Anna's historie.

Konstruktionen mig og Anna var almindelig i nørrejysk i første halvdel af 1800-tallet. I 'Det jydske Folkesprog' (skrevet 1854) står der således, at det hedder: »ham og vor præstes søn, de var gode venner; mig og min kone, vi ….«

I københavnsk finder man først konstruktionen fra omkring 1900, tidligt hos lavsociale københavnere født omkring 1890, senere hos højsociale københavnere født omkring 1920.

Dette tyder på, at konstruktionen er kommet til København med de mange (lavsociale) jyder, der kom til de københavnske arbejdspladser og arbejderkvarterer i anden halvdel af 1800-tallet.

Ved folketællingen 1890 boede der cirka 33.000 tilflyttede nørrejyder i København, ud af en samlet befolkning på ca. 331.000. De kan have påvirket de lavsociale københavnere, som de arbejdede sammen med og boede i kvarter med.

Tre køn, to køn og vestjysk køn

Man skelner mellem biologisk køn (sexus) og grammatisk køn (genus). Her skal det handle om genus.

Genus er en egenskab ved substantiverne, men genus viser sig kun i bøjningsformerne af nogle af de ord, der hører til substantiverne.

Man kan for eksempel ikke se eller høre på ordet hus, at det er neutrum (intetkøn); det kan man kun på et hus, huset, et gammelt hus, det hus osv.

Dialekterne kan inddeles i tre grupper efter deres genussystem:

1. en gruppe, hvor det oprindelige trekønssystem er bevaret,
2. en gruppe, hvor trekønssystemet er afløst af tokønssystemet (fælleskøn og intetkøn), som i nutidens rigsdansk
3. og en gruppe, hvor trekønssystemet er afløst af et helt afvigende tokønssystem, det vestjyske system.

Bornholmsk kattinj og fynsk katti

I trekønssystemet skelner man mellem maskulinum, femininum og neutrum, ligesom på tysk.

I alle trekønsdialekter findes der en særskilt maskulinumsform af ordene en, min, din, sin og endelsen -en.

Det hedder for eksempel kattinj, katting, katti (katten) og inj kat, ing kat, i kat (en kat) på hhv. bornholmsk, sjællandsk og fynsk.

Bornholmsk har tillige bevaret en gammel maskulinumsform på -er af adjektiver og participier. Den følgende lille tekstbid fra en bornholmsk båndoptagelse viser nogle maskulinumsformer.

(Leen skulle hares, det vil sige skærpes, ved at man bankede æggen tynd):

Å så hadde vi senn inj hammara såm va flâder å spesser ud te metten. Dænj kaltes alltid få hârahammarinj. ... Så sko vi bângka lije på kântinj på æddjen så dænj ble tynjer.

(Og så havde vi sådan en hammer, som var flad og spids ud til midten. Den kaldtes altid for harehammeren. ... Så skulle vi banke lige på kanten på æggen, så den blev tynd).

I ældre dialekt henviste man til maskulinumsord med han og til femininumsord med hun. Det hed for eksempel:

• »Det er dog en rædsom storm, han gør da nok også nogen ulykker« (Møn);
• »Hvad er klokken? - hun er elleve« (Sjælland)
• eller: »Der er vand i ham (en båd)« (Vendsyssel).

De dialekttalende kan dog selv se det morsomme, når de siger:

»Katti han har fået killinger«– med genus maskulinum brugt om en hunkat.

Man kan læse om forholdet mellem genus og sexus (grammatisk køn og biologisk køn) her.

LÆS OGSÅ: 8.475 sprog findes – og nye kommer til

Tokønssystem som i rigsdansk

I København gik det gamle trekønssystem af brug i perioden 1450-1600 og blev erstattet af det tokønssystem, vi kender i dag.

København var en by med mange talesprog, først og fremmest sjællandsk, skånsk og nedertysk. Alle sprogene havde tre køn, men i nedertysk kunne der være sammenfald i nominativ mellem maskulinum og femininum, og det hed ên, mîn, dîn, sîn (hvor ^ betegner længde).

Disse former lignede de danske femininumsformer, og det er antagelig påvirkning fra dem, der bevirkede, at de danske maskulinumsformer blev erstattet af femininumsformer.

Det hed ikke længere ing kat, katting med maskulinumsformen ing, men en kat, katten med samme form (en) som i de oprindelige femininumsord – og som i nedertysk.

Man kan ikke følge udviklingen ved hjælp af skriftsproget, for skriftsproget viser ikke maskulinumsformerne. Men man kan se, at henvisning med han og hun forsvandt.

Også i østjysk og sønderjysk skete der en forenkling fra tre til to køn, og også her antagelig ved påvirkning fra nedertysk.

Men det er københavnsk, der ligger til grund for rigsmålets system.

Det vestjyske tokønssystem: Den hus, det vand

I vestjysk udviklede der sig et helt andet tokønssystem:

Alle substantiver, der betegner noget tælleligt (genstande m.m.) er fælleskøn, mens alle substantiver, der betegner noget utælleligt (stof, masse m.m.) er intetkøn.

Det hedder altså en barn, en hus, en bord og den barn, den hus, den bord. Men det er kun ganske få ord, der viser ordenes genus, for både den foransatte artikel (æ), adjektiverne og pronomenerne min, din og sin er ubøjelige i køn.

tælleligt utælleligt

en hus noget vand

æ hus æ vand

den hus det vand

en ren hus noget ren vand

Når midaldrende vestjyder bliver interviewet i medierne, kan man være heldig at høre vestjysk genus.

LÆS OGSÅ: Yalla, kizlar, habibi: Det danske sprog føjer hele tiden nye ord til

Jeg brød ikke mig om Peter

På rigsdansk er de lette, tryksvage pronomener placeret fremme i sætningen, før nægtelsen og andre adverbier. Det hedder for eksempel:

jeg kender oham ikke (o betegner at ordet er tryksvagt)

jeg kender ikke Peter

Ordene ham og Peter er begge objekt i deres sætning. Men det tryksvage ham er placeret før nægtelsen ikke, det trykstærke Peter efter nægtelsen.

I nogle dialekter er de tryksvage pronomener ikke rykket frem, og det hedder for eksempel:

æ (jeg) kender itte oham (Als)

gav du’tte oham odet (østlige Sønderjylland)

vi spyttede ikke odet ud igen (Falster)

så brød jeg itte omig om at være der længere (Langeland)

Denne ledstilling er en nydannelse. Det er uvist, hvornår og hvor den er opstået, men vi kan se, at den har bredt sig indenfor et stort syddansk område.

Udbredelsen er interessant, for den vidner om, at der har været kontakt mellem folk på tværs af sunde og bælter. Ikke mellem Møn og Ærø, men mellem Møn og Falster, Falster og Lolland, Lolland og Langeland, Langeland og Ærø, Ærø og Als, og Als og Sønderjylland.

LÆS OGSÅ: Kunne ikke sige »F« og »V«: Kostændring i stenalderen forandrede vores sprog

Dialekterne er ved at dø

Man har endnu mulighed for at høre den grammatik, der er beskrevet her, hvis man bevæger sig rundt i landet. Men de danske dialekter hører til de 'truede' sprog.

Al forskning viser, at færre og færre mennesker taler dialekt, og det er få steder, dialekten bruges af børn og unge.

Når dialekterne dør, vil deres grammatik dø sammen med dem. Kun de dialektkonstruktioner, der blev optaget i københavnsk – og derfra i rigsdansk – vil overleve.

Man kan høre prøver på danske dialekter og læse beskrivelser af dem her.

LÆS OGSÅ: Lingvister har brug for sprogbevaring for at studere sprog som menneskeligt fænomen

LÆS OGSÅ: Sprogforskere advarer: Halvdelen af verdens sprog risikerer at uddø inden udgangen af dette århundrede