Verdensstjernen Inge Lehmann forskede til hun fyldte 99 – men blev ignoreret i Danmark

Inge Lehmann blev født i en tid, hvor kun ganske få kvinder opnåede ledende videnskabelige stillinger, men alligevel fik hun en fantastisk karriere i et mandsdomineret forskningsmiljø.

I 1928 blev hun udnævnt til statsgeodæt hos Gradmålingen, der blev nyindviet som ‘Geodætisk Institut’ samme år (en geodæt beskæftiger sig blandt andet med opmåling af Jordens størrelse, form og overflade).

Det var også her, at hun som den første i 1936 publicerede evidens for, at Jorden har en fast indre kerne.

Efter sin pension i 1953 vendte Inge Lehmann sig mod udlandet, især USA, hvor hun forsatte sit forskningsarbejde og i 1964 opdagede en såkaldt ‘diskontinuitet’ i studiet af P-bølgerne i omkring 220 kilometers dybde, hvilket senere blev navngivet ‘Lehmann-diskontinuiteten’.

\ Læs mere

Inge Lehmann og mysteriet om Jordens kerne

Fra obskur disciplin til velfinansieret forskningsområde

I løbet af Inge Lehmanns levetid udviklede seismologien – den del af geofysikken, der omhandler elastiske jordrystelser og seismiske bølgers udbredelse i Jorden – sig fra at være en lille, isoleret disciplin til et stort, velfinansieret forskningsområde.

Den kolde krig, med sine politiske og militære dagsordener, dannede baggrund for denne forvandling, og seismologien vakte stor interesse, fordi den leverede redskaberne til at detektere fjerne atomprøvesprængninger.

Inge Lehmanns karriere er således omdrejningspunkt for en bredere kontekstualisering, der omfatter disciplinudvikling, international politik og kønsstudier.

Gennem en biografisk tilgang til hendes liv og karriere, er det muligt at afsløre den langt større historie om, hvordan den internationale seismologi udviklede sig fra en lille, obskur disciplin til en videnskab med store geopolitiske implikationer.

Køn satte begrænsninger for karrieren

Inge Lehmann blev født på Østerbro 13. maj 1888. Faderen, den berømte psykolog Alfred Lehmann, var et stort forbillede som professor i psykologi og grundlægger af den eksperimentelle psykologi i Danmark. Moderen var Ida Sophie Tørsleff, hvis familie talte mange førende medlemmer af kvindebevægelsen.

Inge Lehmann er ofte blevet portrætteret som en ukuelig og banebrydende videnskabskvinde, der, trods et mandsdomineret forskningsmiljø, blev en af verdens største kvindelige forskere.

Hendes privatarkiv i Rigsarkivet afslører, at Inge Lehmann var nødsaget til at acceptere, at hendes køn satte begrænsninger for hendes karriere.

Udelukkende fordi hun indtog en pragmatisk tilgang til sin situation, lykkedes det hende at etablere sig som professionel forsker og videnskabskvinde.

Tiden i Cambridge var krævende og puritansk

Inge Lehmann kom på en fremsynet privatskole, hvor drenge og piger blev undervist sammen. Herefter læste hun matematik på Københavns Universitet. Her havde hun kun begrænset førstehåndserfaring med kønsdiskrimination.

Efter eksamen i 1911 tog Inge Lehmann til Cambridge, hvor hun blev indskrevet ved Newham College. Her var atmosfæren mere puritansk, end hun var vant til, og Inge Lehmann var helt uforberedt på den sociale opdeling af kønnene.

I Cambridge kunne kvinder deltage i universitetets forelæsninger, men hverken benytte universitets bibliotek eller laboratorier.

Det var forbudt for de kvindelige studerende at modtage eller aflægge besøg hos en ung mand, uden at en chaperone var til stede, så når Inge Lehmann besøgte sin ven Niels Bohr, var hun nødsaget til at møde op med en passende ledsager.

Inge Lehmann forberedte sig intenst på den krævende matematiske tripos – en unik eksamensform for Cambridge, der omfatter både teoretisk og anvendt matematik samt emner inden for astronomi og fysik.

\ Læs mere

Forskere demonstrerer: »Hvis Niels Bohr levede, ville han deltage«

Lehmann drog tilbage til Danmark

Arbejdsbyrden blev dog for tung, og hun så sig tvunget til at vende tilbage til Danmark, hvor hun valgte helt at afbryde sine studier.

Hun fik arbejde ved Det Gjensidige Forsikringsselskab, men indså hurtigt at karrieremulighederne som kvinde var meget begrænsede.

I august 1918 genoptog Inge Lehmann studierne ved Københavns Universitets Matematisk-Naturvidenskabelige Fakultet.

\ Læs mere

Geologiens 10 største opdagelser

Efter eksamen i 1923 fik hun ansættelse som assistent for professor Johan Frederik Steffensen ved Københavns Universitets Forsikringsmatematiske Laboratorium.

Det stod hurtigt klart, at der kun var en meget lille chance for, at hun ville opnå en ledende forskningsstilling, så derfor valgte hun i stedet at slutte sig til professor Niels Erik Nørlund og hans forsøg på at omorganisere Geodætisk Institut.

Første videnskabelige stilling

På den tid var Danmark under et stigende internationalt pres for at bidrage med seismologiske data til den internationale forskningsverden, og særligt data fra de seismologiske stationer i Grønland var eftertragtede.

Ved at gøre sig til talsmand for Danmarks behov for suverænitet i Grønland, skaffede Erik Nørlund den nødvendige politiske og økonomiske støtte til at kunne etablere et netværk af seismologiske stationer i Danmark og Grønland.

I 1928 etablerede han en permanent dansk seismologisk overvågningsstation under det nyoprettede Geodætisk Institut – resultatet af en fusion mellem Den Danske Gradmåling og Generalstabens Topografiske Afdeling.

Inge Lehmann blev ansat som chef for Seismiske Afdeling på Geodætisk Institut med ansvar for driften af de danske seismiske stationer i samarbejde med et par teknikere.

Stillingen var ikke videre prestigefyldt og hovedsageligt administrativ, men det var ikke desto mindre en ledende forskerstilling.

Fantastisk opdagelse: Jordens indre kerne

Som chef for den seismologiske afdeling ved Geodætisk Institut bestod Inge Lehmanns opgave i at organisere arbejdet ved de seismologiske stationer i København, Ivitutt og Ittoqqortootmitt (Scoresbysund), samt aflæsning og analyse af seismogrammer, så ankomsttidspunktet af de seismiske bølger kunne publiceres i internationale årsbulletiner.

Listerne over ankomsttidspunkterne dannede grundlaget for mange af de første seismologers forskningsarbejde.

Inge Lehmann foretog alle aflæsninger fra de tre stationer, så hun fik stor erfaring med at fortolke og sammenligne seismogrammer.

Standardisering af instrumenter og fremgangsmåde var endnu ikke en mulighed, så Inge Lehmanns evne til at ‘kalibrere’ datasæt fra forskellige seimogrammer betød, at hun afdækkede observationer og strukturer, som andre ikke så.

\ Læs mere

Nyt gigantisk online-kort skal samle hele Jordens geologi

Lehmanns teori om P’

Dengang mente geofysikerne, at Jordens kerne var flydende og ens hele vejen igennem. Inge Lehmann viste, at der var nogle observerede rystelsessignaler fra jordskælv, man ikke kunne forklare, medmindre man antog, at Jorden har en indre kerne.

Seismologerne forsøgte at kortlægge de seismografiske bølgers baner gennem Jordens kappe og kerne ud fra en to-lags jordmodel og de ankomsttidspunkter, der var publiceret i bulletinerne.

Ved at analysere seismogrammerne blev Inge Lehmann opmærksom på, at rystelsesbølgerne blev observeret i det, man kalder den seismiske skyggezone.

Inge Lehmann teoretiserede, at eksistensen af denne variation i de seismografiske bølger – som hun kaldte P’ (udtales P-mærke) – kun ville kunne ankomme til skyggezonen, hvis de i kernen havde ramt ind i en grænse, der havde fået dem til at ændre retning.

På denne måde indså Lehmann, at Jorden har en fast indre kerne, som ‘deflekterer’ nogle af bølgerne.

Hun publicerede sin hypotese i 1936, og der gik ikke mange år, før Inge Lehmanns 3-lags model blev alment accepteret blandt andre videnskabsfolk.

\ Læs mere

Store opdagelser: Jordens kerne

Den kolde krig åbnede muligheder for seismologien

I begyndelsen af den kolde krig opdagede man, at fjerne atomprøvesprængninger, såvel som jordskælv, dukkede op på seismiske instrumentale optagelser, og at den seismiske overvågning kunne bruges eksternt til at detektere og analysere (hemmelige) nukleare eksplosioner.

Der gik ikke lang tid, før den seismiske detektion var af både national og militærstrategisk interesse, og finansieringen af den seismiske forskning steg dramatisk.

I USA blev militæret den primære finansieringskilde.

I Danmark var Inge Lehmann efterhånden træt af den store mængde administrativt arbejde. Hun overvejede at gå på pension, men blev i 1952 kontaktet af Maurice Ewing fra Columbia University, som foreslog, at hun blev medlem af hans seismiske forskerhold på Lamont Geological Observatory.

Vendepunkt i karrieren

Mødet med Maurice Ewing blev et vendepunkt i Inge Lehmanns karriere.

Året efter, i 1953, forlod hun sin stilling ved Geodætisk Institut – senere Kort & Matrikelstyrelsen – for at fokusere på forskningen.

I løbet af de følgende 20 år tilbragte Inge Lehmann meget tid i USA, gerne mange måneder ad gangen, hvor hun ofte arbejdede på forskningsprojekter i forbindelse med nuklear detektion, finansieret af militæret.

Efter sin pension gik hun bort fra at beskæftige sig med Jordens kerne og begyndte i stedet at undersøge Jordens øvre kappe.

Hendes forskning i diskontinuiteter i Jordens øvre kappe var afhængig af seismiske data fra amerikanske nukleare tests, udført i VELA UNIFORM-regi, og i 1964 fremlagde hun bevis for en en såkaldt ‘diskontinuitet’ i studiet af P-bølgerne i omkring 220 kilometers dybde, som senere blev navngivet ‘Lehmann-diskontinuiteten’.

I USA fandt Inge Lehmann et levende og velfinansieret forskningsmiljø, som værdsatte hendes ekspertise og internationale forbindelser.

Det var i USA, at hun begyndte at modtage videnskabelige priser og hædersbevisninger, mens hun stort set blev ignoreret i Danmark. Inge Lehmann døde i 1993 som 104-årig.