»Da jeg gav hende det første stik, mærkede jeg skamfølelsen igen, men nu havde jeg krydset grænsen og stak hende to gange mere. Der var ingen vej tilbage, mente jeg, og det var en underlig tankegang. Jeg havde følt en fare, som nu var helt væk.«
Sådan beskriver 32-årige ‘Jens’ i bogen ‘Forbrydelsens Sind’, hvordan han slog sin kæreste Lene ihjel med en kniv, efter i et stykke tid at have haft en vrangforestilling om, at hun ville dræbe ham. Efter drabet blev han diagnosticeret med PTSD, angst og en personlighedsforstyrrelse.
‘Forbrydelsens Sind’ prøver at besvare det spørgsmål, der altid står tilbage, når et menneske har begået alvorlig kriminalitet: Hvorfor skete det? Og Jens' forbrydelse er ikke den eneste, der bliver optrevlet.
I bogen fortæller otte drabs- eller voldsdømte om deres vej til forbrydelsen, og deres historier bliver vendt og drejet af bogens forfattere retspsykolog Tine Wøbbe og retspsykiater Mette Brandt-Christensen.
\ Om bogen
Bogen 'Forbrydelsens Sind' er skrevet af retspsykolog Tine Wøbbe og retspsykiater Mette Brandt-Christensen i samarbejde med journalist Kristina Antivakis.
Bogen tager udgangspunkt i fortællinger fra otte drabs- eller voldsdømte, der har været sat i forbindelse med retspsykiatrien. Deres navne er blevet anonymiserede, men deres handlinger og diagnoser er der ikke blevet ændret ved.
I bogen møder læseren blandt andet 49-årige 'Morten', der er dømt for stalking og vold og er diagnosticeret med dyssocial personlighedsforstyrrelse, og 36-årige 'Jonathan', der er diagnosticeret med paranoid skizofreni og dømt for gidseltagning.
'Forbrydelsens Sind' er udgivet på Politikens Forlag i 2022.
»Der er ingen gylden formel. Man kan sidde tilbage og tænke: ‘Hvad skulle der til for, at Jens ikke havde stukket sin gravide kæreste ihjel, men svaret er langt fra entydigt, og det er noget af det, vi har prøvet at vise med bogen,« fastslår Tine Wøbbe, som er rets- og chefpsykolog ved Psykiatrisk Center Sct. Hans.
For denne artikels skyld har Tine Wøbbe og Mette Brandt-Christensen dog indvilliget i at hjælpe med at inddele drab i tre grove kategorier, der skal indfange nogle af de mest udbredte psykologiske årsager til, at mennesker slår ihjel.
For uden at kende vejene til drab, er det umuligt at forebygge, at det sker, eller forhindre, at det sker igen.
1: Affektdrab - når følelserne får lov at rasere
»Hvis jeg skal beskrive de følelser, jeg havde i kroppen på det tidspunkt, var det desperation, afmagt, tomhed og ensomhed. [...] En aften havde jeg det skidt og fik igen den tanke at opsøge min ekskæreste. Jeg ville give hende et ultimatum: ’Enten er du sammen med mig, eller også slår jeg dig ihjel.’«
Her er det ‘Morten’ på 49 år, der i bogen fortæller, hvordan han havde det, efter hans kæreste havde slået op med ham.
Han går videre til at beskrive, at han pakker en taske med gaffatape, strips og en kniv og tager hjem til sin ekskæreste, hvor han bryder ind. Her bliver han anholdt af politiet og ender med at afsone seks måneder i et lukket fængsel.
Morten har flere voldsdomme på sin straffeattest, men har ikke begået drab. Man kan dog frygte, at det var gået langt værre, mener Tine Wøbbe.
Den type drab, hvor stærke følelser som vrede og jalousi går forud for handlingen, er nemlig ret udbredte, og for forståelsens skyld kalder vi dem her for affektdrab.
Når vrede og jalousi er indblandet, er det måske ikke overraskende, at partnerdrab meget tit begås i affekt. Og langt det mest udbredte scenarie er, at en mand slår sin kæreste eller kone ihjel i raseri, fortæller Tine Wøbbe.
»Når gerningsmanden ikke længere er i den tilstand og bliver klar over, hvad han har gjort, bliver han ofte forfærdet og fortryder. Det undskylder naturligvis ikke handlingen, men essensen er, at han ikke ville have gjort det, hvis han ikke havde været i sine følelsers vold,« siger hun.
Man kan selvfølgelig godt gå og være meget vred på en anden person i længere tid, men i et klassisk affektdrab bliver gerningsmanden optændt af pludselige stærke følelser - en voldsrus af blindt raseri eller borende jalousi, som får dem til at handle.
Følelser, de fleste kan genkende
De følelser, der får drabsmænd til at slå ihjel i affekt, genkender du nok fra dig selv. Den meget vigtige forskel er, at du ikke fører dem ud i livet.
»De fleste af os kender følelsen af raseri og lysten til at straffe nogen, vi føler, har gjort os uret. Vi handler bare ikke på det,« siger Mette Brandt-Christensen, som er retspsykiater, overlæge og næstformand i Retslægerådet.
Udover partnerdrab, falder konflikter hvor stoffer og alkohol er indblandet, ofte under kategorien affektdrab, fortæller hun.
»Affektdrab dækker ofte over, at gerningsmanden slår et andet menneske ihjel, mens han er påvirket af alkohol eller stoffer. Det kan for eksempel starte som en slåskamp i nattelivet eller med to venner, der sidder og drikker sammen og kommer op at skændes,« siger hun.
2: Planlagte drab - et drab uden følelser
Affektdrabets diametrale modsætning er det planlagte drab. I hvert fald det klassiske eksempel på et planlagt drab.
»Her kan være tale om bestilte drab, begået af bandemedlemmer, men vi ser dem også uden for bandemiljøerne, hvor gerningsmanden kan have planlagt et drab i et stykke tid af forskellige årsager. Kendetegnet er, at de ikke er begået i en tilstand af raseri eller jalousi,« siger Tine Wøbbe.
Netop fordi gerningsmanden ikke har været i sine følelsers vold, har gerningsstedet ofte nogle bestemte karakteristika, når drabet har været planlagt på forhånd.
»Forskellen ligger mellem det spontane og det planlagte. Der gør gerningsmanden typisk meget for at skjule forbrydelsen, og fordi handlingen er nøje planlagt, har han tænkt på, hvordan han skal slette sine spor, når den er udført,« siger Tine Wøbbe.
Som retspsykolog på Psykiatrisk Center Sankt Hans, laver Tine Wøbbe mentalundersøgelser af kriminelle. Hun stifter derfor kun sjældent bekendtskab med planlagte drab, for den type gerningsmænd bliver sjældent sendt til mentalundersøgelse.
Generelt beder anklagemyndigheden om en mentalundersøgelse, når gerningsmandens tilstand vurderes at have betydning for kriminaliteten, eller hvis kriminaliteten har været særligt grov eller bizar.
Det endte med et slagsmål både inde på værtshuset og udenfor. En anden gæst blandede sig, fik et par knytnæver i ansigtet og faldt om på gaden. Så stak vi af. Næste dag var vi på forsiden af alle aviser og efterlyst for drab.
Uddrag fra 34-årige 'Brians' fortælling i 'Forbrydelsens Sind'. Hans historie handler om, hvordan et værtshusslagsmål endte med, at han blev dømt for vold med døden til følge.
3: Sindssyge - når vrangforestillinger får fatale konsekvenser
En type drab, som Tine Wøbbe og Mette Brandt-Christensen hele tiden møder i retspsykiatrien, er dem, hvor gerningsmanden har været sindssyg i gerningsøjeblikket.
»Folk, der bliver sindssyge i gerningsøjeblikket, ser og hører ting, der ikke findes. De har vrangforestillinger og lever sommetider eller konstant i en helt anden virkelighed end almindelige mennesker,« siger Tine Wøbbe.
Når den type gerningsmænd bliver psykotiske, og særligt hvis de er paranoide og dermed føler sig forfulgt, kan de få vrangforestillinger, der kan ende fatalt.
»Vrangforestillingerne er fuldstændigt ulogiske for resten af verden, men giver mening for gerningsmanden i øjeblikket. For eksempel at offeret er en alien, der kommer fra det ydre rum og vil slå dem ihjel. Dermed er man nødt til at dræbe den oplevede fjende for at sikre sin egen overlevelse,« siger Tine Wøbbe.
Gerningsmandens ulogiske og fragmenterede tankegang sætter ofte præg på gerningsstedet, som tit bliver efterladt uden forsøg på at skjule forbrydelsen. Gerningsmanden vil ofte bare flygte fra situationen så hurtigt som muligt, fortæller hun.
Forstår konsekvensen af deres handlinger
Et tragisk kendetegn ved drab, hvor gerningsmanden er sindssyg i gerningsøjeblikket, er, at det ofte går ud over nære familiemedlemmer.
Og de fleste gerningsmænd indser konsekvenserne af deres handlinger, når psykosen letter.
»Nogle er ganske vist så psykotiske, at det er uklart, om de forstår, hvad de har gjort, men det gælder en lille gruppe. De fleste indser, at de har slået et andet menneske ihjel, så her ligger et stort arbejde for vores personale i at trøste dem og hjælpe dem med at bearbejde oplevelsen,« siger Mette Brandt-Christensen.
Mange af gerningsmændene, der er sindssyge i gerningsøjeblikket, ender dog med at komme ud i samfundet igen. Den retspsykiatriske behandling arbejder nemlig bevidst med rehabilitering.
Mange af gerningsmændene i denne kategori har haft en ubehandlet alvorlig psykisk lidelse, og kort tid efter, de kommer i medicinsk eller terapeutisk behandling, kommer de i bedring, siger Mette Brandt-Christensen.
Ingen entydig forklaring på drab
Affekt, sindssyge og planlagte drab er kun tre af de utallige veje til drab, der eksisterer.
Vi har hverken været inde på seksualdrab eller drab begået i selvforsvar, og vi er heller ikke dykket ned i de årsager, der kan ligge i gerningsmændenes opvækst og familiebaggrund, der ofte spiller en afgørende rolle.
Desuden kan forskellige årsager til drab overlappe hinanden. Som vi har gjort her, kan man stille nogle typiske scenarier op, men der vil altid være undtagelser. Der er kort sagt ingen entydig forklaring på drab, pointerer Tine Wøbbe.
Vejene til drab er mange og snørklede. De indgår i et kompliceret vejnet, hvor veje skilles, krydser nye veje og løber sammen igen, og det gør dem umulige at kortlægge nøjagtigt.
Kort sagt: Hver drab har sin egen unikke historie, og man kan ikke sige helt generelt, hvad der fører til et drab.
Men ved at kende de mest brugte hovedveje, forsøger retsvæsenet at hale ind på gerningsmændene og nærme sig en forståelse af, hvorfor mennesker slår ihjel.
Indenfor de seneste 25 år er antallet af drab faldet i Danmark - det viser et ph.d.-projekt fra 2020. Men det er svært at sige præcis hvorfor. Det kan både have noget at gøre med, at kriminaliteten i hele Europa har været faldende på grund af bedre forebyggende arbejde og sociale forhold.
Det kan også skyldes, at behandlingen af alvorligt tilskadekomne er blevet bedre, så man redder flere af dem, der har været udsat for vold.
