Ved journalister for lidt om videnskab?

Videnskaben fylder for lidt i mediebilledet, og derfor skal forskerne blive bedre til at formidle deres forskning. Det er en kritik, som danske forskere har måttet høre på i årevis.

En igangværende undersøgelse viser dog, at problemet ikke kun skyldes videnskabsfolk, som taler med uld i mund. Journalisterne er nemlig også for dårligt klædt på til at forstå den videnskabelige verden.

Journalisterne behandler nemlig gerne forskerne som kilder, men ikke på en måde, hvor ny viden får en rolle blandt de øvrige nyheder.

»Hvis du ser på nyhedsmedierne, så fylder forskerne mere i den daglige nyhedsdækning end nogensinde før. Fra en overfladisk betragtning kunne man tro, at det var godt for forskningsformidlingen. Men i 80 procent af tilfældene udtaler forskerne sig ikke som forskere, men som ekspertkilder til et emne, der ofte ligger i udkanten af deres forskningsområde,« siger lektor og forsker i forskningformidling på Syddansk Universitet, Charlotte Wien.

Bløde videnskaber kommenterer på nyheder

Charlotte Wien er i gang med at behandle data fra sin undersøgelse om forskernes rolle i medierne.

Informationerne fra undersøgelsen viser blandt andet, at det for det meste er de blødere grene af videnskaben, som journalister beskæftiger sig med.

»Der er en tendens til, at det i stigende grad er de samfundsvidenskabelige forskere og forskere i humaniora, som er på i medierne. Det er altså de fortolkende videnskabsfolk, som fortolker nyhederne som eksperter. De eksakte naturvidenskabelige videnskaber er langt sjældnere repræsenteret i nyhedsbilledet. Men mine data viser en tendens til, at når de endelig optræder, så er det til gengæld i højere grad som forskningsformidlere,« siger Charlotte Wien.

Undersøgelse bygger på medieovervågning

Informationerne har hun samlet ved i tre måneder at lade en gruppe studentermedhjælpere foretage søgninger på ordet ’forsker’ blandt dagens nyheder.

Søgningen resulterede i de tre måneder hver dag i ca. 100 artikler. Forskeren udvalgte ud fra en række kriterier ca. 640 artikler, som hun ville arbejde videre med.

Artiklerne dannede grundlaget for en mere dybdegående granskning, og forskeren foretog:

• Indholdsanalyser af de 640 avisartikler, hvor forskere optrådte som kilder, hvor bl.a. forskernes rolle i historien blev kortlagt.
  
• Svar fra 350 journalister, som havde svaret på et spørgeskema efter at have brugt en forsker som kilde til en artikel.
  
• Svar fra 350 forskere, som havde svaret på et spørgeskema efter at have optrådt som kilder i avisartiklerne.

Artikler med rene ‘forskervinkler’ dumpede

Derudover foretog forskeren 10 eksperimenter, hvor en ikke-medievant forsker og en journalist skulle udarbejde en avis-artikel, og forskeren fik lov til at styre resultatet af samarbejdet.
En journalist interviewede og skrev artiklen, som forskeren gerne ville have den.

Forskerne havde en aftale med Fyens Stiftstidende om, at de kunne få artiklerne og trykke dem, hvis avisen syntes, de var gode. Hvis ikke avisen ville trykke dem, så skulle avisen til gengæld fortælle dem hvorfor.

Men ingen af artiklerne blev godkendt af avisen.

Journalister ved for lidt om videnskab

Forskerne gav i Charlotte Wiens undersøgelse udtryk for, at de kun kunne få succes med at trænge igennem hos medierne, hvis de accepterede mediernes spilleregler.

»Det er for eksempel mediernes nyhedskriterier som aktualitet, væsentlighed, identifikation og sensation, som ikke matcher normerne i den videnskabelige verden,« siger Charlotte Wien.

»Skylden bliver ofte tildelt forskerne, når vi diskuterer, hvorfor der er så lidt videnskab i medierne. Forskerne skal lære at formulere sig bedre osv. Men det er også et journalistproblem,« siger Charlotte Wien og påpeger, at det kunne være en god idé at efteruddanne journalister til at forstå videnskabens præmisser.

Det handler om at få de to fagligheder til at møde hinanden, hvis vi skal have mere forskningsformidling i medierne, slutter hun.