Donald Trump har gentagne gange påstået, at det det amerikanske valg er snyd og svindel.
Han har flere gange beskyldt medierne for en manipulerende og fordrejet dækning af valget og hævdet, at der er tale om omsiggribende valgsnyd.
Selv om det er uden fortilfælde at tale om valgsvindel, før afstemningen overhovedet har fundet sted, er det sket, at kandidaterne og medierne har anfægtet nogle temmeligt mistænkelige resultater.
LÆS OGSÅ: Forsker: Statistikken og historien levner ikke Donald Trump en chance
Valgsnyd ved præsidentvalgene i 1876, 1888, 1960 og 2000?
Præsidentvalget i 2004 er det mest nylige eksempel på valgfusk-rygter.
To år efter valget publicerede Robert Kennedy Jr. en artikel i Rolling Stone, hvor han hævdede, at valgmyndighederne i Ohio traf beslutninger, der ‘stjal’ valget fra den demokratiske kandidat, John Kerry.
(Hvis John Kerry havde vundet delstatens Ohio’s valgmandsstemmer, ville han havde besejret den siddende republikanske præsident, George W. Bush. Ved præsidentvalget fik Kerry 48 procent af de afgivne stemmer og 252 valgmandsstemmer. Dermed tabte han til George W. Bush, som fik 51 procent af stemmerne og 274 valgmandsstemmer, red.)
\ Valgmandstemmer
Valgmandskollegiet (Electoral College) er et organ, som faktisk aldrig nogensinde mødes samlet, men som alligevel vælger præsidenten.
For at vinde præsidentposten har en kandidat brug for 270 valgmandsstemmer.
Den amerikanske præsident bliver teknisk set ikke valgt af det amerikanske folk, men af 538 personer i det såkaldte valgmandskollegium, der har forpligtet sig til at pege på den præsidentkandidat, de repræsenterer.
Det gælder om at få hovedparten af de i alt 538 valgmænd.
Hvis en kandidat har 270 valgmænd, har han eller hun vundet præsidentvalget
Nederlaget var en bitter pille at sluge for demokraterne, og for nogle af taberne gav denne bitterhed sig tilsyneladende udslag i manglende vilje til at se virkeligheden i øjnene.
Men de mest plausible påstande om valgsnyd skete under præsidentvalgene i 1876, 1888, 1960 og 2000.
Og i hvert af disse tilfælde reagerede den tabende kandidat og det tabende parti forskelligt på resultaterne.
LÆS OGSÅ: Præsidentkandidaterne har glemt videnskaben
1876: Kompromis blev en høj pris at betale
I 1876 - 11 år efter afslutningen af borgerkrigen - var alle delstaterne endnu engang tilbage i folden, og genopbygningen af unionen var i fuld gang.
Republikanerne stod stærkest i de nordlige pro-Union delstater og i systaternes afro-amerikanske regioner.
Støtten for demokraterne samlede sig omkring hvide sydstatsområder og områder i nordstaterne, der stillede sig mindre positive over for borgerkrigen.
De to hovedkombattanter ved præsidentvalget var demokraten og New York-guvernøren Samuel Tilden og republikaneren og Ohio-guvernør Rutherford B. Hayes.
På selve valgdagen var der udbredt vælgerintimidering af de afro-amerikanske, republikanske vælgere i alle Sydstaterne.
Tre af sydstaterne - Florida, Louisiana og South Carolina - havde republikansk-dominerede valgkomiteer.
De indledende resultater i disse tre delstater lod til at forudsige en sejr for demokraten Samuel Tilden.
Men på grund af påstande om trusler og bedrageri, ugyldiggjorde valgkomiteerne så mange stemmer, at Rutherford B. Hayes vandt staterne - og deres stemmer.
Valgmandsstemmerne fra alle tre delstater betød, at republikaneren Hayes stod til at vinde med et flertal, der lød 185-184 i valgmandskollegiet.
LÆS OGSÅ: Sådan vælges en præsident i USA
Udviklede sig til at blive et partipolitisk spørgsmål
Som lovgivningen var på det tidspunkt, var der ingen måde at afgøre på, hvad der skulle ske, når der var tvivl om, hvem der havde vundet, og de to partier enedes derfor om at nedsætte en 15-personers kommission bestående af fem senatorer, fem medlemmer af Repræsentanternes Hus og fem Højesteretsdommere.
De skulle studere sagerne og upartisk afgøre, hvem der skulle tildeles hvilke valgmænd.
Men alligevel udviklede det sig til at blive et partipolitisk spørgsmål, og kommisionen endte med at bestå af syv demokrater, syv republikanere og højesteretsdommer David Davis fra Illinois, som var erklæret upartisk og uafhængig.
I 1876 kontrollerede demokraterne Huset, mens republikanerne havde flertal i Senatet.
LÆS OGSÅ: Hvorfor har USA primærvalg så tæt på præsidentvalget?
Næst-tætteste opløb nogensinde
Da højesteretdommeren David Davis trak sig, fordi han var blevet senator, blev han erstattet med en republikaner, så stillingen pludselig var 8-7 til republikanernes fordel, og efter lange diskussioner vedtog kommissionen at tildele alle de omtvistede valgmænd til Hayes.
Dermed blev afgørelsen i Valgmandskollegiet den snævrest mulige: 185 til republikaneren Hayes mod 184 til demokraten Samuel Tilden; det næst-tætteste opløb nogensinde (målt i valgmandsstemmer).
Demokraterne besluttede sig for ikke at anke den endelige beslutning.
Det skyldtes til dels ‘Kompromiset i 1877’, hvor republikanerne indvilligede i at trække den militære besættelse af Sydstaterne tilbage.
Rutherford B. Hayes var dog kun præsident i én enkelt periode.
Han var ineffektiv, og det politiske kompromis tilintetgjorde afro-amerikansk politik i Sydstaterne.
I løbet af det næste århundrede kunne sydstaterne uden nordstaternes overvågning og indblanding vedtage love, der diskriminerede de sorte amerikanere, og som begrænsede deres valgret.
LÆS OGSÅ: Præsidentvalg giver færre selvmord
1888: Bestikkelse og stemmeopkøb
Ved valget i 1888 stod det stort set lige mellem den siddende demokratiske præsident, Grover Cleveland, og hans republikanske udfordrer, Benjamin Harrison.
Dengang blev de fleste stemmesedler trykt og distribueret af de politiske partier, og stemmeafgivningen var offentlig.
Visse stemmeberettigede vælgere (de såkaldte ‘floaters’ - flydere, red.) solgte tit deres stemme til villlige købere.
Benjamin Harrison udpegede en advokat fra Indiana William Wade Dudley som kasserer for Republican National Commitee.
Kort før valget sendte William Dudley et brev til de lokale republikanske ledere i Indiana, hvor han gav løfte om finansiering og instruktioner om, hvordan man kunne opdele modtagelige vælgere i fem-mandsgrupper, som så modtog bestikkelse for at stemme republikansk.
Ifølge instruktionerne var hver republikansk aktivist ansvarlig for 5 ‘floaters’.
LÆS OGSÅ: Forsker om Donald Trumps kropssprog: Det er bølleadfærd
Eneste præsident med usammenhængende embedsperioder
Demokraterne fik fat i en kopi af brevet og publicerede det vidt og bredt i dagene op til valget.
Alligevel vandt Benjamin Harrison Indiana med et lille forspring på 2.000 stemmer - han ville dog stadig vinde Valgmandskollegiet uden delstatens hjælp.
Grover Cleveland vandt faktisk det nationale valg med knap 100.000 stemmer. Men han tabte i hjemstaten New York med 1 procent af stemmerne - et tab, der måske også var relateret til bestikkelsen og købet af stemmer.
Grover Cleveland anfægtede ikke resultatet fra Valgmandskollegiet og vandt en omkamp mod Benjamin Harrison fire år senere, hvor han blev den eneste præsident, der har tjent i usammenhængende embedsperioder.
I mellemtiden førte fem-mandsgruppeskandalen til landsdækkende vedtagelse af hemmelige afstemninger.
LÆS OGSÅ: Donald Trump og den hvide identitets fremmarch
1960: Daley-stemmemaskinen
Præsidentvalget i 1960 satte den republikanske vicepræsident Richard Nixon op mod den demokratiske senator John F. Kennedy.
Det var det 20. århundredes tætteste valg; Kennedy slog kun Nixon med cirka 100.000 stemmer, en forskel på mindre end 0,2
procent.
På grund af den nationale spredning - og fordi Kennedy officielt besejrede Nixon med mindre end 1 procent i fem stater (Hawaii, Illinois, Missouri, New Jersey, New Mexico) og mindre end 2 procent i Texas - anfægtede mange republikanere resultatet.
LÆS OGSÅ: Derfor bliver Hillary Clinton opfattet som uoprigtig
Lige præcis stemmer nok til at give Kennedy sejren
Republikanerne fokuserede især på to steder - det sydlige Texas og Chicago, hvor en politisk ‘maskine’ ledet af borgmester Richard Daley angiveligt samlede stemmer, som tilsammen var lige præcis nok til at give Kennedy en sejr i Valgmandskollegiet med stemmerne 303 mod 219 til Nixon og 15 til sydstats-demokraten Harry Byrd.
Havde Kennedy ikke vundet én af de stater, var valget endt i Repræsentanternes Hus; havde Nixon vundet begge, var han blevet præsident.
Selvom de aviser, som havde republikanske tilbøjeligheder, forsatte med at efterforske og til sidst konkluderede, at valgsnyd havde fundet sted i begge stater, anfægtede Nixon ikke resultaterne.
Og lige som Grover Cleveland i 1892 stillede Nixon op til valget igen i 1968, hvilket han vandt.
LÆS OGSÅ: Forsker: USA har en stolt tradition for populisme
2000: Hullemaskine-skandalen
Til præsidentvalget i 2000 benyttede mange stater sig stadig af et optællingssystem, skabt i 1960’erne, som involverede kort med huller fra en hullemaskine i siderne.
På trods af, at man tidligere havde oplevet mange fejl i forbindelse med dette system, lod det ikke til at bekymre nogen - lige indtil at man opdagede, at den forældede teknologi havde skabt et problem i Florida.
På selve valgdagen opdagede de nationale medier pludseligt, at ‘sommerfugl-stemmesedlen’ (hulkort-stemmesedlen) overtrådte delstaten Floridas lovgivning, at den havde forvirret tusindvis af vælgerne i Palm Beach County, og at stemmesedlerne var forvirrende og ikke tilstrækkeligt nøjagtigt havde registreret, hvad vælgerne ønskede at stemme.
Ville stemme på Al Gore, men stemte på Pat Buchanan
Mange vælgere troede, at de stemte på Al Gore, men i virkeligheden havde de sat deres kryds ved en anden kandidat eller stemt på to kandidater (for eksempel modtog Reform Party kandidaten Pat Buchanan 3.000 stemmer fra vælgere, der nok havde til hensigt at stemme på Al Gore).
Al Gore tabte staten til Bush med 537 stemmer; og fordi han tabte i Florida, tabte han valget.
I sidste ende afhang den månedlange afgørelsesproces for at finde en vinder af præsidentvalget af de ‘hængende huller’.
Mere end 60.00 valgkort i Florida - hvoraf størstedelen var ‘hulkort’ - registrerede ikke en kandidat.
Men på mange af hulkortene - de små stykker papir som bliver gennemhullet, når vælgeren afgiver sin stemme - kan man se, at papiret stadig sidder fast i et, to eller tre hjørner; og alligevel tæller de ikke.
Al Gore gik rettens vej for at få en manuel finoptælling af stemmesedlerne, hvilket statens lovgiving også tillader.
Men Bush kæmpede imod Gores anmodning.
Selvom Gore vandt ved Floridas højesteret, fastslog Forbundshøjesteretten 22. december 2000 kl. 22, at tiden var udløbet; der skulle vælges en kandidat, og der var ikke længere tid til at tælle stemmer.
Den følgende dag trak Gore sig.
LÆS OGSÅ: Kan du ikke li' kandidaterne - sådan vælger du
Vil vi blive holdt hen i spænding?
Vi får ikke det samme drama at se i år som på valgdagen i 2000 (og 1876), men selvfølgelig kommer meget til at afhænge af marginalforskelle og kandidaternes respons.
Der vil være stor fokus på Donald Trump, der har udtalt, at han endnu ikke vil love at acceptere valg-resultatet.
»Jeg vil holde jer hen i spænding,« lød det fra Donald Trump under den sidste debat; så nu får vi at se.
Robert Speel hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.
Oversat af Stephanie Lammers-Clark
