Sådan vælges en præsident i USA
Hvordan kan få stemmer i Ohio afgøre præsidentvalget i USA? Og hvorfor kan man tabe valget, selvom man får flest stemmer? Læs her, hvordan valgsystemet i USA er skruet sammen.
USA præsidentvalg hvordan virker valgsystemet

Clinton eller Trump? Det amerikanske præsidentvalg nærmer sig, og det særlige valgsystem i USA gør, at borgerne i byen Colombus, Ohio, mere eller mindre alene kan afgøre, hvem af de to kandidater, der skal bestemme de næste fire år. (Foto: Shutterstock.com)

Hvordan kan det være at en præsidentkandidat i USA ikke nødvendigvis vinder på trods af at have fået flest stemmer? 

Og hvordan afhænger vinderen af et valg i USA mere af vælgerne i Ohio end vælgerne i Californien og Texas?

Genudgivelse

Denne artikel blev oprindeligt publiceret på Videnskab.dk i forbindelse med præsidentvalget i USA i 2012.

I forhold til det danske valgsystem kan det amerikanske godt virke temmelig kompliceret.

Derfor har vi på Videnskab.dk sat os for at give dig et overskueligt overblik over USA's indviklede valgsystem.

LÆS OGSÅ: Hvorfor har USA primærvalg så tæt på præsidentvalget?

USA's valgsystem: Valgmandskollegiet

Valgsystemet i USA kaldes for The Electoral College – på godt dansk: valgmandskollegiet.

Helt banalt betegner det et system, hvor man som almindelig vælger stemmer på en gruppe af personer, som så stemmer på en præsidentkandidat for en.

Men der er selvfølgelig mere til det end som så.

LÆS OGSÅ: Forsker: USA har en stolt tradition for populisme

Små stater frygtede tab af magt

Ser man historisk på det, går det tilbage til ideen om magtens tredeling.

Ved USA's fødsel var man inspireret af de franske filosoffers tanke om at inddele de ledende magtinstanser i samfundet i tre uafhængige og ligevægtige institutioner:

  1. den dømmende (domstolene),
  2. den udøvende (præsidenten og dennes regering),
  3. og den lovgivende magt (kongressen, bestående af senatet og repræsentanternes hus).

I USA's tidlige år anså man den lovgivende magt som den øverste magt, dvs. kongressen. Det fulgte at denne instans også valgte præsidenten.

Men allerede dengang var der modstand mod dette. Der blev argumenteret for, at landets præsident skulle vælges af den almene befolkning. Balancen skulle være præcis mellem de tre magtinstanser, og derfor skulle præsidentembedet også vælges af folket, akkurat som man blev valgt af folket til kongressen.

De delegerede fra de små stater var imod dette, da det ville give de store stater for meget magt, qua deres større befolkningstal.

Så selvom man blev enige, om at landet behøvede en uafhængig og magtfuld udøvende magt, måtte man udvikle et system der tilgodeså de mindre stater i unionen, og derved skabe en vis ro og samhørighed mellem de tretten oprindelige stater.

Hele syv valgformer blev præsenteret for kongressen før man endelig valgte én. Det blev til en valgform der skulle fungere efter princippet om et valgmandskollegium.

LÆS OGSÅ: Præsidentvalg giver færre selvmord

The winner takes it all

Hver stat fik et vist antal valgmandsposter. Kandidaterne til disse gik så til valg i de respektive stater. Efterfølgende skulle de valgte valgmænd stemme på en præsidentkandidat. 

Til at begynde med var disse valg delt ud på distrikter indenfor staterne. Det resulterede i, at én delstats valgmandsstemmer kunne blive fordelt mellem flere præsidentkandidater.

Dette ændredes dog i 1830'erne i takt med at fremkomsten af egentlige partier i det politiske system blev cementeret.

Herefter blev valgene til det, der kaldes 'vinderen-får-det-hele valg', hvor partiet der fik flest stemmer i en stat fik alle valgmands-stemmerne fra den pågældende stat.

Uanset hvor mange stemmer de andre kandidater og partier måtte have fået, gik disse tabt. Denne form for 'vinderen-får-det-hele valg' gælder for alle delstaterne i USA i dag, undtagen for Nebraska og Maine.

Derfor vil man på nogle valgkort se en lille cirkel i disse stater med et andet farvet tal end resten af statens farve, hvis stemmerne bliver delt mellem de opstillede kandidater.

LÆS OGSÅ: Statistikken og historien levner ikke Donald Trump en chance

Valgmænd kan skifte stemme

Ud over at partisystemet skabte 'vinderen-får-det-hele'-valgformen, har partisystemet også forårsaget, at valgmændene er blevet nødt til at komme med en klar melding før valget om, hvilket parti de vil støtte, og derfor er valgmændene i princippet blot en refleksion af befolkningens holdning, og udøver ikke selv nogen egentlig bestemmelse over, hvem der skal vælges til præsidentembedet.

Men der har faktisk været eksempler på valgmænd, der har skiftet mening efter valget. I 1820 stemte en valgmand på John Quincy Adams i stedet for på James Monroe, som han havde lovet.

Udfaldet forblev dog det samme.  Valgmandens begrundelse var, at hvis han havde stemt på Monroe ville denne have fået samtlige stemmer, og det var der ingen præsident udover George Washington, der fortjente.

USA præsidentvalg hvordan virker valgsystemet

Flest stemmer betyder ikke nødvendigvis, at man vinder præsidentvalget. Det måtte Al Gore sande i 2000, da han, selv om han fik en halv million flere stemmer, tabte valget til Bush. (Foto: Shutterstock)

Der har også været tre tilfælde i det tyvende århundrede, hvor valgmænd har taget sig den frihed at rykke deres stemme, dog igen uden at det har påvirket udfaldet af valgkampen.

Men kritikere påpeger dette som en svaghed i systemet, og ønsker det ændret i den amerikanske forfatning således at det stadfæstes ved lov, at en valgmand ikke kan skifte stemme.

LÆS OGSÅ: Stemmeoptælling i USA er upålidelig

Hvor mange valgmænd skal en stat have?

Den amerikanske forfatning siger, at en delstat skal tildeles et antal valgmænd, der svarer til det antal medlemmer, delstaten har i Repræsentanternes hus - samt yderligere to valgmænd i kraft af de to senatorer, hver delstat har i senatet.

Antallet af medlemmer i Repræsentanternes hus per delstat bliver bedømt i forhold til indbyggerantal.

Dette udmønter sig i følgende resultat:

  • Californien, som har USA's største befolkningstal med omkring 37,7 millioner indbyggere, har to senatorer og 53 kongresmedlemmer, derfor får staten 55 valgmænd (svarende til én valgmand per ca. 685,500 indbyggere).
  • Wyoming, som har USA's mindste befolkningstal med omkring 563,500 indbyggere, har to senatorer og ét kongresmedlem, dette giver staten 3 valgmænd (svarende til én per ca. 187,800 indbyggere).

Selvom Wyomings 3 valgmænd kan virke som lidt i forhold til Californiens 55, kan det argumenteres for, at en stemme i Wyoming har tre gange så meget værdi som en stemme i Californien.

For hele USA er der i alt 538 valgmands-poster, så hvis man skal have flertal i valgmandskollegiet, og derved vinde præsidentvalget, må man have 270 af disse.

LÆS OGSÅ: Kan du ikke li' kandidaterne - sådan vælger du

Kongresser er blevet til medieshows

En præsidentkandidat for de to store partier i USA, Det Demokratiske Parti og Det Republikanske Parti, bliver valgt på de to partiers store kongresser, som bliver holdt i slutningen af sommeren i valgåret.

Før i tiden var det vitterligt på disse kongresser, at de sidste forhandlinger faldt på plads, om hvem, der skulle være kandidaten for partierne.

I takt med at primærvalgene (valg, der foregår indenfor hver enkelt stat, hvor kun registrerede partimedlemmer må stemme) har fået større betydning, er det i dag dog for længst afgjort, hvem kandidaten er, når man kommer frem til kongressen.

I stedet er kongresserne blevet til et fire dage langt medieshow for den valgte kandidat.

LÆS OGSÅ: Præsidentkandidaterne har glemt videnskaben

Valgmænd er en formel ære

Efter et parti har valgt deres præsident- og vice-præsidentkandidat, er det tid til at udvælge dets valgmænd.

Dette sker ved at man f.eks. til staten Californien finder 55 valgmænd, som har i sinde at stemme på det partis kandidat. Dette gør 'tredje-parti' kandidater også, som for eksempel Ralph Nader, der har stillet op for De Grønne flere gange.

Denne udvælgelse anses hovedsageligt som en formel ære – som belønning for god støtte til partiet - idet der som nævnt ikke er nogen reel politisk værdi i posten.

De 55 navne optræder ikke på stemmesedlen, her er det navnene på kandidaterne, der fremtræder: Romney-Ryan, og Obama-Biden i år 2012.

LÆS OGSÅ: Forsker om Donald Trumps kropssprog: Det er bølleadfærd

Kan tabe trods flest stemmer

På trods af at folk allerede ved hvem, der bliver præsident umiddelbart efter at valget er afholdt (altid i begyndelsen af november), så skal der som følge af forfatningen gennemgås en yderligere proces, før præsidenten er officielt valgt:

I december samles alle de valgte valgmænd i deres respektive staters hovedstad. I Californien ville dette være Sacramento.

Her afgiver de deres stemme til den kandidat, de har lovet at støtte. Disse stemmer sendes til Washington D.C., hvor de bliver talt op af lederen for senatet med alle kongresmedlemmerne tilstede. Først efter denne optælling bliver der udnævnt en valgt præsident; også kaldet the President-elect.

Dette sidste led er et af eksemplerne, som kritikerne af valgmandskollegiet ofte påpeger, når de skal tale om svagheder i valgsystemet. Det viser ifølge dem, at valgsystemet kan ses som en arkaisk valgform i dens opretholdelse af traditioner, som for længst er blevet unødvendige.

LÆS OGSÅ: Amerikanske børn: Kvinder og farvede duer ikke til at være præsident

Kandidaten med flest stemmer vinder ikke altid

Derudover forårsager valgmandskollegiet også, at det ikke altid er præsidentkandidaten med de fleste stemmer, der rent faktisk vinder valget.

Det så man ved valget i 2000, hvor Al Gore på landsplan fik en halv million stemmer mere end George Bush, men Bush vandt alligevel, fordi han fik medhold af højesteret om, at han havde vundet den vigtige stat Florida, og derved havde flertal i valgmandskollegiet.

At dette kan forekomme skyldes to ting:

  • Hver stat, uanset størrelse, er garanteret 3 stemmer.
  • For det andet at 'vinderen-får-det-hele'-valgformen gør det ligegyldigt, hvor tæt de to kandidater har været på hinanden i én stat. Alle stemmerne går til den sejrende kandidat. 

Derfor er svingstater, som de bliver kaldt, umådeligt vigtige for kandidaterne, fordi der i disse stater er meget tæt løb om sejren.

LÆS OGSÅ: Barack Obama indtager sin plads i historien

Hvad er svingstater?

Langt de fleste stater er så sikre i deres resultat, at kandidaterne end ikke fører valgkampagne i dem. Staten New York har i nyere tid næsten altid stemt demokratisk, og ligeledes med en række stater i syden, der i nyere tid altid har stemt republikansk. Det ville være spildte kræfter og penge at føre valgkampagne i nogle af de stater pga. 'vinderen-får-det-hele'-valgsystemet.

Valgafgørelsen i år 2000, hvor nogle få hundrede stemmer tippede vægtskålen i Florida mod Bush, har kun gjort det tydeligere, hvor meget hver eneste stemme tæller i netop disse stater. De er kendetegnet ved, at man ikke via historiske resultater eller prognoser kan bedømme, hvem staterne vil stemme på – det er simpelthen for tæt.

Eksempelvis sagde eksperter ved valget i 2012, at det særligt handlede om syv til ni 'nøglestater', hvor man altså ikke kunne forudsige, hvem vinderen bliver.

Heraf var det særligt delstaten Ohio der var i fokus. Staten har nemlig med 18 valgmænd en relativt stor andel i valgkollegiet i forhold til de andre svingstater, og den har historisk relevans, fordi ingen republikansk præsident er blevet valgt uden at have vundet Ohio.

Valgeksperter siger, at den af kandidaterne der vinder Ohio vil blive den næste præsident.

LÆS OGSÅ: Kan du ikke li' kandidaterne - sådan vælger du

Muligheder for reformer af valgsystemet

For at vende tilbage til kritikkerne, så foreslår de blandt andet to former for reformering af valgmandskollegiet:

Den ene form for reform er, at basere valget på valgdistrikter i stedet for på hele staten, dette ville fjerne effekten af 'vinderen-får-det-hele' valgformen.

Denne form har været til afstemning i flere delstater dog uden at være blevet indført i andre stater end Nebraska og Maine, hvor den overordnede vinder af staten stadig får 2 yderligere valgmænd end taberen.

Det andet en sådan reform ville betyde, var, at valget ville blive mere åbent for 'tredjepartis' kandidater, idet man ikke behøver vinde en hel stat for at opnå valgmandsposter. Denne løsning har været oppe at vende i kongressen, men har mødt modstand netop på grund af den fordel ’tredjepartierne’ ville få af den.

Den anden form for reform består i at fjerne valgmandskollegiet fuldstændigt og basere valget udelukkende på en 'popular vote'. Altså alle stemmer tælles sammen for hele landet. Dette ville samtidig betyde, at USA skulle omdefinere sin føderale magtfordeling, hvor delstater stadig har en vis autonomi, idet større stater ville få en klar fordel over for mindre stater.

Her bliver det et spørgsmål om den amerikanske befolkning føler sig mere bundet til deres egen delstat eller til USA som en forenet nation, et identitetsspørgsmål der stadig spøger på trods af borgerkrigen i 1860erne, der var med til at definere USA som netop en samlet nation fremfor uafhængige stater i en frivillig union.

Det ville dog ikke være en folkeafstemning, der skulle afgøre om valgsystemet skulle ændres. En forfatningsændring som denne ville blive foretaget i kongressen, hvor 2/3 skulle stemme for forslaget, før det ville blive gennemført. Herefter skulle afgørelsen bekræftes af ¾ af delstaterne.

Den største modstand mod dette kommer fra de mindre stater, som har mest at tabe og derfor ikke er så villige til at opgive den ekstra indflydelse, de har i kraft af forfatningens udformning.

LÆS OGSÅ: Kan vejret påvirke valgresultatet?

At feje for sit eget demokratis dør

Det kan være at man som dansk vælger finder dette valgsystem absurd, men før man råber højt om at valgmandskollegiet ikke er en demokratisk model i forhold til den danske, at det f.eks. ikke er demokratisk at lade mindre stater have mere indflydelse end større, bør man se på hvordan tingene fungerer i EU-sammenhæng.

Her har Danmark også betydeligt flere pladser i Europaparlamentet end vores befolkningstal 'berettiger' os til, f.eks. i forhold til lande som Tyskland og Frankrig. Vi har ligeledes én kommissær på lige fod med de andre medlemslande i kommissionen.

Selv i danske folkeafstemninger kan man tale om uligevægt i hvor mange stemmer, der skal til for at få en kandidat i folketinget. Bornholm er f.eks. 'overrepræsenteret' med 2 folketingsposter for en vælgerbefolkning på ca. 33.000.

Der vil altså altid kunne findes grader af demokratiske uligheder uanset hvilket valgsystem, man benytter.

Der tales om, at EU ikke skal blive de Europæiske forenede stater, men det er nu interessant at tænke over, om Danmark om 150 år er parat til at opgive vores stemmeberettigelse som 'delstat', til fordel for et fælles EU, hvor stemmerne bliver fordelt udelukkende på grundlag af befolkningstal.

LÆS OGSÅ: Verdens bedste demokrati er dansk

Lav stemmeprocent i USA

Samtidig sætter det også kritikken af den lave vælgertilslutning, der ofte er i USA i perspektiv (de sidste 40 år har stemmeprocenten sjældent været over de 55 procent i forhold til f.eks. Danmark, hvor stemmeprocent har ligget stabilt omkring 85 procent).

Ser man på vælgerfremmødet til valg om pladser i EU-parlamentet i Danmark, er det ligeså bedrøveligt, hvor stemmeprocenten har ligget på mellem 47–52 procent indtil sidste valg, hvor det så mere positivt ud og nærmede sig de 60 procent.

Som dansker får man endda stemmesedlen ind gennem døren, hvorimod man som amerikaner først skal registrere sig og derefter selv finde frem til, hvor man skal afgive sin stemme.

Man kan forsvare det amerikanske valgsystem, men der er dog visse kritikpunkter, som virker begrundede nok til at kræve en reform af den nuværende valgproces.

Erfaringerne fra særligt valget i 2000, der endte med at blive afgjort af den dømmende magt, peger også stærkt på dette.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.