Uddannelse forstærker konflikten i Sudan

Det østafrikanske land Sudan har nærmest uafbrudt været hærget af borgerkrig i de seneste 50 år.

Siden selvstændigheden i 1956 har kun perioden mellem 1972 og 1983 været relativt fredelig.

Og den konflikt har ingen nem løsning.

»En forsoning i Sudan er meget besværlig på grund af en afgrund af modsætninger og stærk mistro mellem nord og syd,« forklarer forsker og Sudan-ekspert Anders Breidlid ved Høgskolen i Oslo.

Siden fredsaftalen i 2005 har begge parter arbejdet på at finde løsninger på en række politisk betændte spørgsmål, som for eksempel fordelingen af olieindtægterne mellem nord og syd, grænsespørgsmålet og ikke mindst opbygningen af uddannelsessystemet.

Uddannelse har altid stået højt på prioriteringslisten hos guerillabevægelsen SPLM i det sydlige Sudan. Uddannelse og viden om historie og kultur i syd er vigtig for at forstå, hvad bevægelsen står for.

Breidlid har netop forsket i uddannelses betydning for konflikten.

Omstridt uddannelsesreform

Da den nuværende præsident Omar al-Bashir tog magten i 1989 gennemførte han en national uddannelsesreform, som var baseret på islamiske værdier. Selv matematikbøger fik koranvers. Arabisk blev undervisningssproget, og stort set al det sydlige Sudans historie og kultur blev fjernet.

Uddannelsesministeriet var og er et vigtigt mål for Bashir og hans parti NCP (National Congress Party)'s 'islamiske korstog', siger Breidlid.

De byer i syd, som var besat af tropper fra nord, fik nu Bashirs islamiske uddannelsessystem. Men modstanden var stor.

En af årsagerne til, at ungdommen i syd tog til våben mod Bashirs regime var netop, at man blev frarøvet uddannelsesmuligheder.

Uddannelse splitter landet

Uddannelse bliver ofte fremhævet som en motor for fred og forsoning, men uddannelse kan også accelerere en konflikt. Og det er netop det, der er sket i Sudan.

»I dag er det svært at forestille sig, at uddannelse kan være med til at opbygge en forenet nation i Sudan. Her er uddannelse mere en motor for splittelse mellem syd og nord, netop fordi de ideologiske forskelle er så store,« siger Anders Breilid.

Sammen med en kollega udgiver han nu en historiebog om det sydlige Sudan ved navn A Concise History of South Sudan. Bogens lancering sker således kort før den vigtige folkeafstemning, som skal afholdes i januar 2011.

Ifølge fredsaftalen fra 2005 skal det ved denne afstemning afgøres, om landet skal forblive forenet eller deles i to. Men regimet i nord har allerede truet med at udsætte valget.

Hvis folkeafstemningen ikke afholdes som aftalt i fredsaftalen, frygter Breidlid, at det ender med en ny borgerkrig i landet, som har været hærget af konflikt og krig i over 50 år.

En konflikt, som har kostet to millioner menneskeliv og drevet hundredetusinder på flugt.

Meget fastlåst konflikt

»Jeg har desværre meget lidt tiltro til, at en fortsat union mellem nord og syd er mulig, da de ideologiske forskelle er meget store. Jeg er bange for, at det sydlige Sudans løsrivelse fra nord er det eneste realistiske alternativ,« siger Anders Breidlid.

»Alle dem fra syd, som jeg har talt med, ønsker i hvert fald separation, og internationale observatører siger det samme. Får det sydlige Sudan mulighed for at vælge, vælger de løsrivelse,« siger han.

Konflikten har varet i over 50 år og er i Breidlids øjne lige så fastlåst som konflikten mellem Israel og Palæstina. Og lige så svær at gøre noget ved.

Det er to fundamentalt forskellige grundopfattelser, som støder sammen. En fundamentalistisk og muslimsk ideologi i nord og en mere kristen og samtidig sekulær og vestligt orienteret ideologi hos frihedsbevægelsen i syd, SPLM.

»Det fundamentalistiske islamiske værdisæt i nord kommunikerer ikke godt med værdisættet i syd,« siger Anders Breidlid.

Gensidig mistro

For at analysere konflikten har han brugt en teori, som kaldes attributionsteori.

Et grundlæggende problem er, at begge sider tillægger (attribuerer) den anden part nogle negative egenskaber, som betragtes mere eller mindre uforanderlige eller medfødte.

»Det gør det svært at kommunikere med den anden part, også fordi ingen af parterne synes at stole på, at tilsyneladende positive udspil fra den anden side er ærligt ment. De tolkes i stedet gerne som en tilfældighed, som ikke repræsenterer en grundlæggende ændring til det bedre,« siger Breidlid.

»Samtidig er tilliden til egne gode egenskaber stor,« siger han.

Holdninger går i arv

Folk i syd ser på nordboernes handlinger som resultatet af en aggressiv ideologi. De har nærmest ingen tro på, at det nordlige Sudan vil ændre sin ideologi.

De er overbeviste om, at regeringspartiet i nord vil have overherredømme over afrikanerne, og at de vil lægge forhindringer i vejen for folkeafstemningen.

Han finder de samme holdninger i syd blandt både gamle og unge, kvinder og mænd, samt folk med og uden uddannelse. De negative opfattelser bliver videreført fra generation til generation.

Skepsis over for folket og kulturen

Samtidig er skepsissen mod både folket og kulturen i syd Sudan udbredt i nord, ikke mindst hos regeringspartiet.

Muslimske politikere har udtalt, at syd Sudan står i vejen for islams udbredelse i Afrika.

Selv om præsident Bashirs parti har pakket retorikken ind i et mere diplomatisk sprog, skinner skepsissen tydeligt igennem.

Anders Breidlid påpeger, at det er vanskeligt at opbygge en nationalstat, når en stor del af befolkningen ikke støtter op om det ene værdisæt. Og når to så forskellige værdisæt skal forenes, bliver det næsten umuligt.

»Selv hvis præsident Bashir skulle blive presset ud, så¨vil der med al sandsynlighed komme nye repræsentanter, som har det samme synspunkt,« slutter han.

© forskning.no. Oversat af Magnus Brandt Tingstrøm