Tidlig barndom vigtig for nobelpristageres succes

Et nyt kuld nobelpristagere har modtaget videnskabens ypperligste pris ved overrækkelsen i Stockholm.

Du tænker måske, at vejen til en nobelpris først og fremmest går gennem mange års forskning på prestigefulde topuniversiteter, og det gør den naturligvis også.

Men måske er den tidlige barndom en lige så vigtig faktor i processen med at skabe fremtidens nobelpristagere.

Det mener professor Larisa Shavinina fra Universitetet i Quebéc, der forsker i talent og begavelse og leder et forskningsprojekt, som undersøger nobelpristageres barndom og ungdom.

Forskerne i projektet har interviewet en lang række nobelprismodtagere og indsamlet mere end 12.000 siders materiale fra for eksempel biografier og interviews med modtagerne af prisen fra 1901 og til og med 2010.

Især tidlig barndom har stor betydning

Formålet har været at undersøge, hvordan forskningens allerypperste talenter er kommet igennem livets første år.

Ifølge Larisa Shavinina viser de indledende undersøgelser af det gigantiske materiale, at især nobelpristagernes tidlige barndom har en særlig stor betydning.

»Hver nobelpristager er naturligvis unik, men det mønster, vi kan se, er, at de såkaldte 'sensitive perioder' i førskolealderen, hvor børnene har en exceptionel høj grad af entusiasme, interesse og åbenhed over for deres omverden, har en enorm betydning for, at de kommende nobelpristagere overhovedet får øjnene op for videnskab,« siger Larisa Shavinina til Videnskab.dk.

Ifølge Larisa Shavinina betyder det, at hvis vi vil give børn en interesse for videnskab, så skal vi begynde ekstremt tidligt:

»Når børnene når 12 års-alderen, så forsvinder de sensitive perioder. Et 2-årigt barn elsker at åbne bøger og spørge: 'Hvad er det, hvad er det?' Men det gør ældre børn ikke. Så det gælder om at udnytte de her sensitive perioder, som Moder Natur har givet os.«

Kemisæt, bøger og Lego-klodser skaber nobelpristagere

Måske skal du overveje et kemi-sæt eller en sæk Lego-klodser, hvis du i den kommende tid skal ud og investere i julegaver til de små genier.

Meget tyder nemlig ifølge Larisa Shavinina på, at der i mange af nobelpristagernes hjem har været mulighed for at stifte bekendtskab med eksperimenter i en tidlig alder.

»Mange af deres hjem adskiller sig fra det gennemsnitlige hjem ved, at de har haft adgang til en masse bøger og legetøj, som har givet dem mulighed for at forsøge sig med de første spæde videnskabelige eksperimenter. For eksempel har mange haft adgang til elektronik-, kemi- eller fysiksæt, som har givet dem en usædvanlig interesse for videnskab og teknologi i en tidlig alder,« siger Larisa Shavinina.

»Altsammen har givet dem en mulighed for at eksperimentere med videnskaben i de perioder, hvor de har været særligt modtagelige over for nye ting, og hvis de samtidig har haft nogle forældre, som har støttet dem i deres eksperimenter og i deres interesse for videnskab, så har der været en stor chance for, at de har bevaret interessen indtil skolealderen.«

Men det er altså ikke bare kolber og tunge bøger, der har vakt interessen for videnskab.

Ifølge Larisa Shavinina har Lego-klodserne spillet den samme rolle i mange af hjemmene.

Den tyske fysiker Wolfgang Ketterle, der vandt Nobelprisen i fysik i 2001, fortæller for eksempel, hvordan hans første eksperimenter med fysikken var med de danske byggeklodser.

Nobelpristagere kan også komme fra hjem uden mange ressourcer

Et kemi-sæt og LEGO-klodser er måske ikke kun forbeholdt samfundets rigeste, men ifølge Larisa Shavinina er de seneste generationers nobelpristagere rent faktisk generelt kommet fra middelklassen og den øvre middelklasse:

»Der er en klar sammenhæng med forældrenes erhverv. Vi ser mange nobelpristagere, hvis forældre også er professorer eller læger.«

Der er dog ifølge Larisa Shavinina også en del af nobelpristagerne, som kommer fra arbejderklasse-familier, hvor forældrene ikke har gået på universitetet:

»Men det, vi kan se hos de nobelpristagere, er, at selv i de meget fattige familier har forældrene på trods af de svære vilkår alligevel været overbevist om, at deres børn skulle på universitet. De har prioriteret uddannelse, og med de midler de har haft prøvet at sørge så godt som muligt for deres børns uddannelse.«

»Nogle nobelpristagere fra fattige familier fortæller for eksempel, hvordan deres forældre har taget dem med på de offentlige biblioteker. Nogle gange er nobelpristagere vokset op i fjerne landsbyer, men forældrene har alligevel prioriteret at tage børnene med på den lange vej til biblioteket.«

Ikke alle klarer sig lige godt i skolen

Ifølge Larisa Shavinina er det altså vigtigt at eksponere børnene for videnskaben og viden i en tidlig alder.

Men det er ikke nok bare at købe et kemi-sæt eller vise børnene et bibliotek og så vente på, at guldklumpen indkasserer en nobelpris i kemi.

»Det er umuligt at forudsige, hvilket talent den unge vil udvikle, så derfor gælder det om, at familie og lærere skubber på i så mange retninger som muligt i den tidlige alder, hvor børnene er modtagelige.«

Det er ifølge Larisa Shavinina også svært at forudsige, hvor stort et talent man har med at gøre, og karakterbogen giver langt fra altid svaret.

»Det er ikke alle nobelpristagere, der har været lige gode i skolen. Forklaringen er formodentlig, at de har haft en enorm stærk interesse i en enkelt ting, for eksempel kemi eller fysik. De elsker at lave eksperimenter og elsker at læse om lige det område, men mange af dem er ikke særligt interesserede i mange af de andre fag.«

»Når nogle af de her begavede børn er i én af de sensitive perioder, hvor de er ekstremt interesserede i for eksempel kemi eller fysik, så optager det al deres tid, og så har de ikke overskud til at tænke på alt muligt andet, og så tænker vi ofte, at de underpræsterer i skolen.«

Passion vigtigere end lang uddannelse for lærere

Materialet viser også, at nobelpristagernes skolelærere spiller en utroligt stor rolle for deres videre udvikling.

»Når man kigger på, hvad der karakteriserer nobelpristagernes skolegang, så kan man generelt sige, at de som regel er blevet undervist af enormt talentfulde undervisere, der har været i stand til at sætte eleverne i stand til selv at lære. Ofte er det lærere, som har en særlig interesse i et givent fag for eksempel fysik eller kemi.«

Det handler ifølge Larisa Shavinina tit mere om lærernes passion end om deres lange universitetsuddannelser:

»Det er ofte ikke de undervisere med den højeste uddannelse, som har den her betydning for nobelpristagerne. Samtidig er det også karakteristisk, at de lærere, der får særlig betydning for de kommende nobelpristagere, ikke følger de traditionelle pædagogiske modeller for, hvordan man underviser børn. De har snarere en passion for det, de underviser i og underviser mere intuitivt med deres egne utraditionelle metoder.«

Den engelske biolog Sir Paul Nurse, der var blandt modtagerne af Nobelprisen i fysiologi eller medicin i 2001, fortæller for eksempel, hvordan han ikke klarede sig særligt godt i skolen, men fik vakt sin interesse for biologi af en fantastisk biologilærer, som tilskyndede sin elever til at studere naturhistorie og lave deres egne eksperimenter. Det fik Nurse til at bruge meget tid på at undersøge bananfluer og lave samlinger af biller.

Nurses kollega Tim Hunt, som han modtog prisen med, nævner en lignende historie, hvor en ung biologilærer gav Hunt og to andre elever ekstra zoologi-timer, hvor de blandt andet dissekerede Hunts brors kælekanin.