Dialog og diplomati er vejen frem, mener de fleste af os.
Men nogle er parate til at dræbe uskyldige for at opnå det samfund, de mener, er det rigtige. Hvad i alverden er det, der gør dem villige til at bruge vold og terror i en højere sags tjeneste?
Noget tyder på, at ideologisk eller religiøs overbevisning ikke er terroristernes eneste drivkraft. Viljen til at være voldelig er også forbundet med deres psykiske behov og personlighed, ifølge et nyt studie publiceret i det videnskabelige tidsskrift PLOS One.
»Der har været en tilbøjelighed til kun at fokusere på sociale forhold, når man vil forklare, hvorfor nogle vælger at gå ind i voldelige og ekstremistiske organisationer,« siger den danske forsker Milan Obaidi, der er lektor på Afdeling for Psykologi på Universitetet i Oslo, Norge, til Videnskab.dk.
»Men det er en ensidig måde at forstå fænomenet. I vores studie vil vi gerne vise, at der er stor psykologisk variation blandt folk, der tiltrækkes af yderliggående miljøer,« tilføjer han.
I studiet beskriver Milan Obaidi og kollegerne fem arketyper. Arketyperne bygger på karaktertræk og psykologiske behov hos mennesker, der er villige til at bruge vold i en højere sags tjeneste. De er fundet i interviews med voldelige ekstremister og i 3 spørgeskemaundersøgelser med i alt over 900 adspurgte.
De fem arketyper:
- Eventyreren tiltrækkes af spænding og fare.
- Vagabonden søger et tilhørsforhold i alle mulige forskellige ekstremistiske grupperinger.
- Lederen føler sig hævet over andre og udfører ikke selv vold, men får andre til det.
- Den medrejsende lader sig nemt radikalisere.
- Den utilpassede har det svært socialt og søger anerkendelse ved at være voldelig.
Mennesker, der er parate til at være voldelige i en højere sags tjeneste, scorer ifølge studiet højt på mørke personlighedstræk, uanset hvilken af de fem arketyper, de er.
Mørke karaktertræk er blandt andet mangel på empati og en tro på, at målet helliger midlet. Det kan du læse mere om i denne artikel: Forskere afslører personlighedens mørke kerne.
Men udover at have en mørk personlighed er der stor forskel på, hvad der motiverer de enkelte arktetyper til at tilslutte sig en ekstremistisk organisation.
Forskernes beskrivelser af hver enkelt arketype følger.
Eventyrere er på jagt efter spænding
Spænding, vilde oplevelser og muligheden for at blive heltemodige krigere får eventyrerne til at tilslutte sig voldelige organisationer.
Eventyrerne er velegnede til at udføre risikobetonede terrorangreb, for arketypen er god til at holde hovedet koldt i stressede situationer og oplever sjældent frygt, fortæller Milan Obaidi.
»Vi kender dem blandt andet som personer, der har været en del af voldelige miljøer, for eksempel kriminelle bander, og så rykker de videre til ekstremistiske organisationer. I Danmark ved vi for eksempel, at flere fra bandemiljøet rejste til Syrien,« forklarer forskeren.
Milan Obaidi nævner bandeleder Abderrozak Benarabe som et eksempel på en eventyrer.
Abderrozak Benarabe er kendt under navnet Store A. Han var leder af Blågårds Plads-banden, som var i krig med rockergruppen Hells Angels, før han rejste til Syrien med den militante islamistiske gruppering Ahrar al-Sham for at kæmpe i borgerkrigen.
»Eventyrerne har en personlighed, der gør, at de søger ud og gerne vil opleve verden,« opsummerer Milan Obaidi.
De medrejsende søger et sted at høre til
Længsel efter at høre til et sted, at have venner og føle sig accepteret driver den arketype, Milan Obaidi og kollegerne kalder den medrejsende.
Typen er letpåvirkelig, og forskerne mener, at den medrejsende gradvist bliver radikaliseret af at befinde sig i et ekstremistisk miljø.
Netop behovet for at høre til et sted og identificere sig med en gruppe er i forskningen kendt som en nøglefaktor i en radikaliseringsproces.
Lederne føler sig hævet over andre
Politiske og ideologiske motiver driver ledertypen, som typisk er ressourcestærk og idealistisk.
Arketypen har ofte en ledende rolle i organisationen, men er ikke selv tilbøjelig til at bruge vold. I stedet kan terrorister af denne type spille en central rolle i radikaliseringen af andre, mener forskerne.
»Lederne har en ekstrovert personlighed, en høj arbejdsmoral og er gode til at få tingene gennemført. De er en smule arrogante, men også karismatiske, og de er gode til at overtale andre og få dem til at tro på en sag,« siger Milan Obaidi og tilføjer:
»De har også en tendens til at mene, at samfundet skal være hierarkisk opbygget, og at de selv har ret til flere privilegier end andre.«
Vagabonden flytter rundt
Ligesom de medrejsende er vagabonderne, som i studiet betegnes med det engelske ord ‘drifter’, primært drevet af et behov for at høre til i en gruppe, at blive anerkendt og accepteret.
Religiøse og politiske overbevisninger er ikke vigtige for arketypen, som skifter mellem forskellige yderliggående grupperinger, selv om de har vidt forskellige mål og ideologier.
»De hopper fra den ene ekstremistiske gruppe til den anden. Der er et hav af vilde eksempler fra Danmark og udlandet,« siger Milan Obaidi.
»For eksempel nynazister, der konverterer til islam. Og i dansk kontekst er der et kendt eksempel på en mand, der til at starte med var prøvemedlem af Bandidos. Så blev han islamist, og derefter blev han undercover-agent for PET,« nævner han.
De utilpassede er vrede
Det sociale spil er svært for den utilpassede arketype, som ikke er særligt drevet af ideologi, men snarere af negative følelser som vrede og aggression.
Den utilpassede har typisk haft en svær barndom i et udfordret miljø. I organisationen indtager arketypen ofte en udadreagerende rolle for at få anerkendelse for voldelig og kriminel adfærd.
Netop længsel efter social anerkendelse er i forskningen kendt som en faktor, der kan motivere nogle mennesker til at engagere sig i voldelig ekstremisme.
Alle kan inddeles i arketyperne
De fem ekstremistiske arketyper blev oprindeligt defineret af den norske professor Tore Bjørgo, efter at han havde lavet interviews med folk, der har været en del af voldelige højreekstremistiske miljøer.
I det nye studie validerer Milan Obaidi og kollegerne arketyperne ved at teste, om de holder stik i tre forskellige spørgeskemaundersøgelser, hvor de adspurgte forholder sig til en række udsagn - blandt andet om adfærd, holdninger og villighed til at bruge vold i en højere sags tjeneste.
»Vi finder en klar sammenhæng mellem visse personlighedstræk, der kendetegner de fem arketyper, og villigheden til at begå vold for en sag,« siger Milan Obaidi.
»Vi har alle de pågældende personlighedstræk i varieret grad, men det betyder selvfølgelig ikke, at vi alle er tilbøjelige til at blive ekstremister. Men hvis man har en mørk personlighed, scorer højt på træk, der kendetegner arketyperne, og samtidig ender i en ekstremistisk kontekst, kan det blive problematisk,« forklarer han.
Forskere holder af den slags studier
En anden dansk forsker, Steffen Selmer Andersen, har også forsket i voldelig ekstremisme ved at lave spørgeskemaundersøgelser.
Han har læst det nye studie, men har ikke været involveret i det.
»Overordnet ser det fornuftigt ud. Det er et nyklassisk studie, som psykologer er særligt fokuserede på og dygtige til, hvor der udvikles en skala til at kategorisere folk ud fra, hvordan de scorer på forskellige karaktertræk,« siger Steffen Selmer Andersen, der er postdoc på Aarhus Universitets Institut for Statskundskab.
»Jeg kan ikke sætte en finger på det metodiske,« understreger han.
Når det er sagt, nævner Steffen Selmer Andersen også et par forbehold. I studiet har forskerne som nævnt lavet tre spørgeskemaundersøgelser, hvor de undersøger sammenhænge mellem bestemte personlighedstræk, de fem arketyper og villigheden til at bruge vold.
I hver undersøgelse er lidt over 300 personer med forskellig alder, køn og nationalitet blevet adspurgt.
Men forskerne har ikke haft mulighed for at udspørge folk, som rent faktisk har været en del af en ekstremistisk voldelig organisation.
»De skriver i studiet, at de gerne vil validere deres skala blandt voldelige ekstremister. Men det er jo svært at lave sådan en undersøgelse,« siger Steffen Selmer Andersen og fortsætter:
»Man må forvente, at voldsparate ekstremister scorer mere ekstremt på de forskellige karaktertræk, der kendetegner arketyperne, og at de sammenhænge, forskerne finder, ville være endnu stærkere,. Men det er en teoretisk overvejelse, det er ikke vist empirisk.«
Hvad kan det bruges til?
Steffen Selmer Andersen savner også, at forskerne bag studiet reflekterer mere over, hvad skalaen over arketyper kan bruges til i den virkelige verden.
»Jeg savner svar på, hvorfor det er vigtigt at klassificere voldelige ekstremister udover i en forskningssammenhæng. Der er helt sikkert andre forskere, der kan bruge kategorierne til at beskrive fænomener i deres videnskabelige artikler. Men hvordan er det praktisk anvendeligt?« spørger Steffen Selmer Andersen.
»Det kunne være fint, hvis forskerne i deres studie kom mere ind på, om og hvordan man kan bruge arketyperne til at forebygge voldelig ekstremisme konkret. Hvilke initiativer kunne eksempelvis virke forebyggende for personer, der lander inden for de enkelte arketyper?,« tilføjer han.
Til det siger Milan Obaidi, at arketyperne potentielt kan bruges, når man laver tiltag, der for eksempel skal afradikalisere ekstremister.
Skræddersyet afradikalisering
Ved at måle hvor højt ekstremister scorer på skalaen over karaktertræk, der kendetegner de forskellige arketyper, kan man tilrettelægge skræddersyede interventioner til afradikalisering, foreslår Milan Obaidi.
»Man kan fokusere på hvilke behov, der motiverer de enkelte arketyper, og så lave interventioner efter det,« siger Milan Obaidi og giver et eksempel:
Forskning viser, at man kan minimere folks fordomme mod en anden gruppe ved at identificere og fokusere på ting, som de to grupper har tilfælles.
»En masse undersøgelser viser, at metoden, som kaldes Common Ingroup Identity, fungerer rigtig godt,« siger Milan Obaidi.
Men forskeren påpeger, at man kan forestille sig, at metoden kan skade mere, end den gavner - for eksempel hvis man bruger den på en ekstremistisk nazist, der scorer højt på træk, der kendetegner leder-arketypen og derfor opfatter sig selv som højerestående end andre.
»Hvis man fortæller ham, at han har meget tilfælles med andre racer, vil vedkommende nok reagere ret voldsomt. Man skal have den slags overvejelser med, når man laver interventioner. Der er ikke en opskrift, der passer til alle,« konstaterer Milan Obaidi.
I den videnskabelige artikel nævner forskerne også et andet eksempel på, hvordan man kan bruge viden om arketyper til at lave interventioner, der skal forebygge ekstremistisk vold.
Eksemplet handler om den medrejsende arketype, som er defineret ved at søge et tilhørsforhold og hige efter social accept.
Interventioner, der skal forebygge, at den medrejsende agerer voldeligt, bør tilgodese arketypens behov for at blive taget alvorligt og føle sig inkluderet socialt. På den måde kan man minimere risikoen for, at den medrejsende føler sig fremmedgjort og tiltrukket af et ekstremistisk miljø, foreslår forskerne.
