Terrorister er mellemøstlige mænd i nyhederne

En ung mand med mellemøstlig baggrund blev for få uger siden jagtet af politi og stemplet af medier som mulig terrorist.

Den studerende havde i S-toget læst i en bog om terrorisme og havde tabt en kuffert og fik sved på panden over det, fordi der lå en printer, han skulle bruge under den eksamen, han var på vej til.

Spørgsmålet er, om han her i dag, 13 år efter 11. september 2001, var blevet jagtet, hvis han havde haft tyndt lyst hår med høje tindinger.

Formentlig ikke. I hvert fald ikke hvis hændelsen hænger sammen med to store nyhedsmediers formidling om terrorisme. Her går fortællingen på terrorismen som et fænomen, hvor bagmændene automatisk må være unge mænd med mørklødet hud, sort hår, langt skæg og mellemøstlige ansigtstræk.

Det viser en ny ph.d.-afhandling forfattet af Asta Smedegaard Nielsen, der er ekstern lektor på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet.

»Det er vigtigt, at vi forskningsmæssigt finder ud af, hvad det for nogle ting, der kan være med til at stigmatisere mennesker,« siger medieforskeren og fortsætter:

»Alle skal jo helst kunne tage hen til sin eksamen uden at være bange for pludselig at blive jagtet, som om man er terrorist.«

Hendes ph.d.-afhandling bygger på analyser af 15 timers terror-relaterede tv-indslag i TV-Avisen og TV2 Nyhederne samt interviews med 12 journalister, hvis arbejde har relevans for terrordækningen på de to redaktioner.

Hvid mands terror gjorde ikke op med terrorfordomme

Asta Smedegaard Nielsen taler om ‘racialisering’ som en betegnelse for en fortælleramme, som omgiver de to mediers tv-indslag om terrorisme.

Denne fortælleramme opstår ikke nødvendigvis som en bevidst handling fra mediernes side. Men den kommer utilsigtet til udtryk i vinklerne, interviewspørgsmål og billedsiden i TV-indslagene.

Derudover kommer koblingen mellem terrorisme og unge mellemøstlige mænd til udtryk i forskerens interviews med de 12 journalister.

Højrenationalt terrorangreb indrammet som et enkeltstående tilfælde

I akademiske sammenhænge bruger man begrebet ‘diskurs’ for at forstå, hvordan en sådan kobling kan opstå. Diskurser omkranser alle vores tanker og måder at tale om emner på. En diskurs er altså en slags fælles forforståelse af, hvordan verden ser ud.

Medieforskerens undersøgelse af diskursen om terrortruslen viste overraskende nok, at rammefortællingen om den islamistiske terrortrussel fra mellemøstlige mænd var så fasttømret, at den ikke blev udfordret af, at Anders Breivik med sit skandinaviske udseende i 2011 begik det mest blodige terrorangreb i nyere nordisk historie, og de fleste af ofrene var teenagere og børn.

I stedet blev terrorangrebet skitseret som en enkeltstående hændelse.

Det vil sige, at de to medier ikke satte massakren i Norge ind i en sammenhæng med en mere generel trussel fra højreekstreme miljøer i Norden, mens man ud fra den almindelige terrordiskurs ville sætte et islamisk angreb ind i generaliserende indslag om truslen fra radikaliserede islamister med en mellemøstlig baggrund, konkluderer Asta Smedegaard Nielsen i sit studie.

Tre eksempler på forskerens pointer

Studiet er et såkaldt case-study. Medieforskeren har taget udgangspunkt i dækningen af tre terrorsager i sin undersøgelse af de diskurser, som udgør fortællerammen i TV-indslagene.

De tre cases var Glasvej-sagen fra 2007, eksplosionen på Hotel Jørgensen i 2010 og bomben og massakren i Norge i 2011.

De tre sager viser, ifølge medieforskerens analyse, på hver deres måde, hvordan rammerne er for terrorforståelsen er hos de to store nyhedsmedier. Asta Smedegaard Nielsen nævner følgende eksempler fra de tre sager:

• Glasvej-sagen: Otte unge mennesker blev i maj 2007 anholdt for at have planlagt et bombeangreb. To af de anholdte blev senere tiltalt og dømt for at have forberedt bombeterror.
  
  »I forbindelse med nyhedsdækningen af sagen viste TV-Avisen for eksempel et indslag om radikalisering som et generelt problem, der potentielt kan opstå blandt unge, muslimske mænd. Visuelt blev indslaget illustreret med en gruppe mennesker filmet på lang afstand, som ikke umiddelbart havde nogen relation til det, der blev fortalt om i indslaget. Det er så mennesker med en hudfarve, hårfarve og ansigtstræk, som kan betegnes som mellemøstligt.«
  
  »Derudover ser man en kvinde med hovedtørklæde,« fortæller Asta Smedegaard Nielsen.
  
  På den måde blev den enkelte sag om konkrete personers mulige terrorplaner bredt ud til en generel problematisering af terrortruslen som noget, der kan opstå blandt muslimer eller mennesker med mellemøstligt udseende.
  

• Eksplosionen på Hotel Jørgensen i 2010: Efter udløsningen af en bombe på et hotel i det indre København, blev en tjetjensk-belgisk mand med navnet Lors Doukaiev anholdt ved en større politiaktion og under stor mediebevågenhed.
  
  Medieforskeren siger, at den journalistiske dækning af sagen var tvetydig og bar præg af forvirring om, hvordan den skulle formidles. Gerningsmanden var nemlig ikke mellemøstlig af oprindelse og var alene om sin handling og havde ikke en gruppe i ryggen, som på daværende tidspunkt var den mest dominerende opfattelse af, hvordan terrorister arbejder.
  
  Asta Smedegaard Nielsen forklarer, at forvirringen, om hvordan sagen skulle dækkes, blandt andet har vist sig i en udtalelse fra en af de interviewede journalister.
  
  »Lors Doukaiev blev dømt for at have planlagt at sende en brevbombe til Jyllands-Posten. Alligevel siger en af journalisterne i et af mine interviews, at ‘ingen har forstået, hvad pokker der var med ham. Det stadig er en gåde, hvad Lors Doukaiev overhovedet ville’, selvom Lors Doukaiev blev dømt,« siger medieforskeren, der mener, at denne forvirring netop viser, hvor fasttømret den etablerede fortælleramme om terroren er.
  
• Terrorangrebet 22. juli 2011 på Utøya og i Oslo: 77 mennesker blev dræbt, da den højreekstremistiske, lyshårede, norske mand Anders Bering Breivik plantede og sprængte en bombe i regeringskvarteret i Oslo, hvorefter han kørte til øen Utøya og begik en massakre på børn og unge fra Arbeiderpartiets ungdomsorganisation.
  
  »De første interviews og analyser spekulerede i, at der nok var tale om islamistisk terror. Så fik man vished om gerningsmandens udseende som lyshåret, etnisk norsk. Det fik journalisterne til at tvivle på, at det var islamistisk motiveret, medmindre der var tale om en konvertit,« siger Asta Smedegaard Nielsen.
  
  Medierne greb altså, ifølge forskeren, først til rammefortællingen, om at terroren var islamistisk motiveret og måtte være begået af en med mellemøstligt udseende. Det var Breiviks blonde udseende, der overraskede journalisterne og fik dem til at slippe rammefortællingen.
  
  »Det illustrerer netop racialiseringen af terror, som noget der forventes at komme fra mellemøstligt udseende mænd,« siger Asta Smedegaard Nielsen.

Forsker: Masser af muligheder for at generalisere om højrenational terror

Ud over enkelte paralleller til anden højreekstremistisk vold blev Anders Breiviks terror dækket som en enkeltstående hændelse, selvom der, ifølge forskeren, var mulighed for at lave generaliserende indslag om truslen fra skandinaviske højreekstremister.

I de seneste 20 år har der nemlig været adskillige højreekstremistisk motiverede terrorangreb. For eksempel:

• Lasermanden i Stockholm i 1992.
• Bomben i Søllerødgade i København i 1992.
• Mordet på en norsk-ghanesisk dreng i Oslo i 2001.
• Nedskydningen af indvandrere i Malmø i 2010.

Har du overvejet om mediernes måde at formidle terrorisme på afspejler den reelle terrortrussel i Danmark? Altså om der på nuværende tidspunkt er en større reel trussel fra islamiske ekstremister, end der er fra eksempelvis højrefløjsekstremister?

»Det er jeg ikke gået ind i, så det vil jeg nødig udtale mig om. I den forskning jeg har lavet, kigger jeg på medierne og journalisternes formidling, og den hænger ikke nødvendigvis sammen med de egentlige farer, vi er udsat for, som 22. juli-terroren viste,« siger Asta Smedegaard Nielsen.

Medieforskeren medgiver, at konklusionerne i hendes afhandling let kan komme til at lyde som en anklage om diskrimination og fordomsfuldhed i medierne.

»Det, der er svært ved at fortælle om min forskning, er, at jeg bringer begreber som nationalisme og racisme på banen som akademiske analyseredskaber. Det kan let komme til at lyde, som om det har noget med holdninger og intentioner at gøre. Det har det ikke nødvendigvis. Jeg ser i den her sammenhæng racisme og nationalisme som strukturelle mekanismer i den måde, vi opfatter verden på og taler om de ting, der foregår. Dem, jeg har interviewet, har ikke noget ønske om at være racister eller nationalister,« siger medieforskeren og forklarer, at nationalisme og racialisering i denne sammenhæng skal forstås som skabeloner til en måde at forstå verden på.

Altså måder at tænke på, som rigtig mange af os deler uden at have nationalistiske eller racistiske holdninger.

Konklusioner bekræftes af sociolog

Asta Smedegaard Nielsens konklusioner bliver bakket op af ph.d. i sociologi og ekstern lektor på Københavns Universitet Rene Karpantschof, som har forsket i politisk vold og radikalisering:

»Jeg kan sagtens genkende det billede af mediernes dækning, som hun sætter op,« siger sociologen og forklarer, at mediernes dækning er farvet af den politiske diskurs, hvor det især er den islamiske terror, der har været fokus på efter 11. september 2001.

»Der er et slogan blandt højreorienterede, der hedder ‘Det er ikke alle muslimer, der er terrorister. Men alle terrorister er muslimer’. Den påstand er imidlertid forkert og uden videnskabeligt belæg. De få systematiske kortlægninger af fænomenet på verdensplan viser, at terror udføres af mange forskellige grupper, men dog også at muslimske terroristers andel er steget i de senere år,« siger forskeren.

Højrenationale i hælene på islamister, når det gælder terror

I den triste top-tre over mest blodige terrorangreb i Europa indtager islamisters togbombning i Madrid i 2004 førstepladsen med 191 døde. Men så følger højrenationale som Breivik i 2011 med 77 døde og italienske fascister med en bombe i 1980 med 85 døde

Ph.d. i sociologi Rene Karpantschof

Som et andet eksempel på, hvordan vores forestilling om terrorister er farvet af en bestemt diskurs, nævner Rene Karpantschof forestillingen om ideologiske fanatikere på venstrefløjen som de typiske gerningsmænd til politiske drab og terror.

»Når jeg spørger folk om, hvilke grupper, de tror, har udført flest politiske drab i Vesteuropa siden 2. Verdenskrig, så svarer de næsten altid: Rote Armee Fraktion, De røde Brigader og andre venstreorienterede. Men højreorienterede har faktisk dræbt markant flere end venstreorienterede,« siger Rene Karpantschof med henvisning til den såkaldte TWEED database, der dækker Europa i perioden 1950-2004.

»I den triste top-tre over mest blodige terrorangreb i Europa indtager islamisters togbombning i Madrid i 2004 førstepladsen med 191 døde. Men så følger højrenationale som Breivik i 2011 med 77 døde og italienske fascister med en bombe i 1980 med 85 døde,« fortsætter han.

På hele den baggrund mener Rene Karpantschof, at medierne og den politiske diskurs har fremmet en misvisende opfattelse af, hvor terror kan komme fra.

Forsker: Vi er alle sammen ubevidst med til at skabe diskursen

Asta Smedegaard Nielsen håber, at hendes ph.d.-afhandling giver grund til eftertanke hos medierne, som har indflydelse på, hvordan diskurser kan tage form i befolkningen.

Men, ifølge forskeren, er det ikke kun medierne, der kan skabe disse fortællerammer.

Damen, der tippede politiet om den unge mand med printeren og terrorbogen i S-toget, havde måske sin opfattelse af, hvordan en terrorist så ud fra nyhedsudsendelserne.

Men journalisterne bag nyhedsudsendelserne forsøger også at ramme seernes forforståelse af terror for at nå dem.

»Nutidens stereotyp af en terrorist er noget med brun hud, langt skæg og en koran i tasken. Men der er lige så god grund til at frygte den blåøjede mand i pæn skjorte, der taler om kirken, kongen og fædrelandet,« siger Rene Karpantschof.