7. januar 2015 er en af de dage, som vil gå over i historien.
Mens jeg skriver dette er de formodede gerningsmænd til terrorangrebet mod satiremagasinet Charlie Hebdo i Paris fortsat på flugt, og de sociale medier flyder over af mørke 'je suis Charlie' bannere der, hvor der før var profilbilleder.
Mange er vrede. Mange chokerede. Mange kede af det (jeg med). Og mismodet bliver ikke mindre af, at meldingerne fra Paris føles op af billeder fra Yemen og Nigeria, hvor ekstremister i løbet af de seneste dage har dræbt hundredevis af mennesker. Man kunne fristes til at tro, at terrorisme er ved at være det normale.
Definitionerne skal slåes fast
Der findes offentligt tilgængelige – forskningsbaserede – resurser, som kan give et overblik over terrorens normalitet, som ikke ligefrem er livsbekræftende. En af disse er the Global Terrorism Database (GTD) (University of Maryland), som giver (hold fast!) oversigt over 125.000 terrorangreb fra 1970 til i dag.
Databasen er søgbar, og man kan således danne sig overblik over, hvilke bevægelser, som er ansvarlige for angreb i bestemte regioner, hvad deres angreb har bestået i, hvilke midler, som de har brugt, hvad deres mål har været, og om der var døde, lemlæstede --- eller blot skade på materiel.
Før man kaster sig ud i at lave tabeller giver det god mening lige at slå fast, hvordan definerer terrorisme (det er nemlig ikke ligeså ligetil):
Terrorisme er ifølge GTD (min oversættelse):
- En voldelig handling som har til formål at ramme et politisk, økonomisk, religiøst eller social mål.
- Den voldelige handling indeholder bevis på en intention om at ville påvirke, intimidere eller videregive et budskab til et større publikum (eller publikummer) udover de umiddelbare ofre og;
- Den voldelige handling er udenfor rammerne af international humanitær lovgivning.
Angreb mod medier og journalister er steget drastisk
Sætter man sig ned og leger med tabellerne (som man altså selv laver), får man indtryk af et stigende fænomen. I visse dele af verden et foruroligende stigende fænomen, som nærmest gør det hverdagsagtigt (hvis noget så grumt kan blive til hverdag; måske snarere permanent undtagelsestilstand).
GTD fremhæver fx selv, hvilke lande der pr. år har flest terrorangreb. I 2013 toppede Irak, Pakistan og Afghanistan listen med henholdsvis 2852, 2212 og 1443 terrorangreb. Antallet af terrorangreb (baseret på GTDs definition) er globalt er også stigende. I 2010 var der halvt så mange terrorangreb som i 2012.
I lyset af terrordåden i Paris er det også værd at understrege, at angreb mod medier og journalister også er steget drastisk – særligt over de seneste par år.
Terrer er ikke noget nyt
GTD er et interessant – og skræmmende – værktøj til at give en oversigt over terror som hverdagsfænomen i nutiden. Den giver så ikke et længere historisk perspektiv – fx kunne det være interessant at få overblik over terror i mellemkrigsårene, under verdenskrigene og den kolde krig før 1970. Hvilket leder mig til spørgsmålet om, hvorvidt terror er et nyt fænomen. Det er det helt sikkert ikke.
Ordet terror er ikke nyt. Men måden, som vi bruger det på som forbundet til politiske handlinger og faktisk også bestemte måder at gøre samfund på, er etableret indenfor de seneste 250 år. En virkelig god artikel der gennemgår begrebets genealogi kan findes herunder.
Den måde, som vi forstår terror på i dag kan i øvrigt i stor udstrækning forbindes til den franske revolution, hvor Robespierre ligefrem talte om dyd og terror som forudsætninger for revolutionen som fænomen.
