Kan Roskilde Festival inspirere os til at bygge fremtidens byer?

Urinstøv, øl-bowling og pavilloner i lange baner.

Når godt 135.000 mennesker stimler sammen på dyrskuepladsen én uge om året, bliver Roskilde Festival pludselig forvandlet til Danmarks fjerdestørste by.

»Der bor flere, end der bor i Esbjerg, lidt færre end i Odense,« påpeger arkitekt og ekstern lektor på Det Kongelige Akademi i København Boris Brorman Jensen overfor Videnskab.dk.

»Og de her folk sidder jo ikke bare i deres telte hele dagen. De bor i en aktiv by med veje, pladser, en katedral (Orange Scene, red.), restauranter, toiletter og hospital,« fortsætter Boris Brorman Jensen, der blandt andet har forsket i strategisk byplanlægning.

»Festivalen har al den infrastruktur, som kendetegner en rigtig by,« fastslår han.

Hele festivalområdet er desuden på størrelse med Aalborg.

Derfor, lyder opfordringen fra Boris Brorman Jensen, bør flere forskere som ham flokkes om festivalen og begynde at interessere sig for, hvordan den kan inspirere og skabe idéer til at udvikle fremtidens byer.

Ikke mindst i en tid, hvor vi er tvunget til at nytænke fremtidens byer. Vi har nemlig aldrig været flere mennesker på Jorden, end vi er nu. Befolkningstilvæksten vil med al sandsynlighed fortsætte.

Derfor skal vi udforske nye måder at bo på.

Et perfekt laboratorium

Du tænker måske, at en uge i solophedede telte, campingstole og gaffatape som byggemateriale, er meget langt fra, hvordan vi mennesker ‘normalt’ lever i vores hverdag.

Pointen er ikke nødvendigvis, at man 1:1 skal overføre livet fra Roskilde Festival til Ørestaden i København, Aarhus Ø eller Odense Havn.

Men, nævner Boris Brorman Jensen, man skal prøve at forestille sig Roskilde Festival som et stort by-laboratorium. Et sted, hvor forskere kan observere, eksperimentere, udøve forsøg og tilføje bakterier til petriskålen for at se, hvad der sker.

»Det, der så gør Roskilde Festival interessant i den her sammenhæng, er, at man lukker begivenheden ned og gentager den året efter. Man kan derfor gøre sig nye erfaringer år efter år,« pointerer Boris Brorman Jensen.

I en hvilken som helst anden bydel, er det næsten umuligt at forestille sig, at man har samme muligheder for at eksperimentere og opbygge erfaringer. Forestil dig bare, hvordan Ørestad ville se ud, hvis man kunne gentænke den hvert år.

»Kunne man lægge metroen på en anden måde? Hvad med det højhus der, skal det stå der? Den her plads er lidt vindblæst, vi laver den lige om. Det kan man ikke, når det er støbt i stål og beton og permanente bygninger, der er investeret et par hundrede milliarder i,« fortæller Boris Brorman Jensen og tilføjer:

»Det kan man her, fordi det er flygtige materialer, som man lægger væk. Men rummet og samværet og stedet her er jo gyldigt. Det er et rum. Mit budskab er, at det kan være et lærested for byplanlæggere og arkitekter.«

Forsker: »Inspirerende idé«

Lektor og byplanlægger Lars Bodum, der forsker ved Institut for Planlægning på Aalborg Universitet, kalder det for en spændende og inspirerende ide:

»Vi bliver inspireret af at prøve noget af – gøre noget specielt i en sammenhæng og så bruge det andre steder i byplanlægningen,« pointerer Lars Bodum, der er tilknyttet forskningsgruppen Planning for Urban Sustainability.

»Det er helt naturligt og en del af vores læring om, hvordan byer kan indrettes bedre,« tilføjer han.

»Men det er ikke altid nemt at få lov til det i vores byer, fordi der er mange andre forhold at tage hensyn til. Så når en festival bygges op en gang om året og pilles ned igen kort tid efter, ja, så vil der være noget at tage med derfra og bruge, når vi skal planlægge og forandre vores eksisterende byer,« lyder det fra lektoren.

Utopiske byer

Lars Bodum nævner samtidig, at det »slet ikke er nyt inden for byplanlægning at arbejde med utopiske byer«:

Internationalt er der også eksempler på utopiske byer – som hvert år opstår og forsvinder igen, nævner AAU-forskeren.

Burning Man-festivalen i Nevadaørkenen er måske det mest berømte eksempel. Festivalen havde 80.000 deltagere i 2022, og den er især kendt for at huse eksklusive gæster som Facebook-stifter Mark Zuckerberg, kronprins Frederik og Katy Perry.

»Vi har endda et dansk navn for de utopiske byer - nemlig midlertidighed,« forklarer Lars Bodum.

»Jeg tror, at det er med til at holde vores drømme i live og udfordre det byggede og etablerede bymiljø. Jeg finder selv meget inspiration i midlertidigheden og kunne ønske mig, at det blev brugt meget mere i byplanlægningen,« fortsætter Lars Bodum.

Boris Brorman Jensen påpeger også, at »rigtig mange byområder også er midlertidige, hvis man ser historisk på det.«

»Eiffeltårnet blev bygget som en midlertidig konstruktion, der skulle pilles ned. Men den står der jo endnu. Så midlertidighed har altid været et vilkår. Men fra engang i 1990'erne og begyndelsen af 2000’erne, er det blevet et etableret begreb i byudviklingen.«

Kunstværk forvandler tissekumme til dansegulv

Men det lyder også meget drømmende. Det er ikke lidt søgt at bruge Roskilde som inspiration til byudviklingen?

»Det synes jeg ikke,« svarer Boris Brorman Jensen kort.

Han fremhæver et sted ude på campingområdet, hvor tre høje på 10-20 meter, troner mærkeligt frem. Højene er resterne af en enorm grusgrav, der i en årrække var anlagt på campingområdet.

»De her bakker er jo menneskeskabte. Og dalen mellem højene var sådan en lidt skummel og trist forbindelseslinje mellem to teltlejre, hvor der blev tisset rigtig meget. Det var altså ikke et fedt sted,« forklarer Boris Brorman Jensen.

Sidste år opførte den tyske stjernekunstner Katharina Grosse et kæmpe dansegulv i psykedeliske farver mellem de tre høje.

»Pludselig er det, der ligesom var et hul i jorden og en stor tissekumme, blevet til et dansegulv og et sted hvor man mødes om et kunstværk,« påpeger Boris Brorman Jensen.

»Og det er ikke noget, som skal vedligeholdes, og hvor politiet kommer, hvis man laver graffiti på det, eller danser på det eller laver rullefald eller flikflak,« tilføjer han.

»Men her har du en interessant hybrid mellem noget, der er et byrum, et landskab, et kunstværk, en scene, et teater, et sted, et forsamlingssted, som Roskilde laver en prototype på,« forklarer Boris Brorman Jensen:

»Det kunne have været interessant, hvis København eller Sæby tog den idé til sig, og arbejdede med den hybrid i andre sammenhæng.«

Badebukser i Kongens København

Roskilde Festival har en befolkningstæthed, der er dobbelt så stor som i indiske Mumbai. Tætheden er 5 gange så stor som i New York. Gennemsnitsalderen er 24 år.

På den måde er 'byen' på Dyrskuepladsen heller ikke rigtig som andre steder. Men det er faktisk en styrke, mener Boris Brorman Jensen:

»De her mennesker repræsenterer jo fremtidens måde at være og leve i byen på. Godt nok i en form for turbo-mode. Men der bliver udviklet nogle nye måder at være sammen på herude, og det kan måske overføres til hverdagslivet i byen.«.

Hvad mener du med det?

»Jeg arbejder ude på Holmen for eksempel, og når jeg cykler over en bro til Christianshavns-siden om morgenen, kan jeg se folk, der står i bar røv og tørrer sig, fordi de har svømmet en tur i havnen. Når jeg kører tilbage fra arbejde fredag eftermiddag kl. 15, så er der beach party i København K.«

»Jeg kan huske som ung teenager, at jeg var på en tur på Islands Brygge, og dengang lignede det jo noget fra Olsenbanden, altså et industrikvarter, hvor der bare var svovlsyre og forgiftet vand.«

»Der var ingen, der badede, og tanken om, at man kunne gå rundt i Kongens København i badebukser, drikke øl og holde fest og klæde om i et offentligt rum, var helt utænkeligt,« siger han.

Byen har altid udviklet sig, og det vil den blive ved med at gøre, påpeger Boris Brorman Jensen.

»Den måde, min mormor bevægede sig rundt i en park med hat og hårnet og med morfar under armen og gik pænt langs stierne, var en helt anden måde at indtage et rum på, bruge parker på.«

»Hvis jeg fortalte hende, at jeg hoppede i vandet i bar røv, ville hun jo virkelig blive ked af det. Så vores måde at være sammen på, vores måde at bruge byen på og vores måde at udforske de normer og grænser for hvad der er passende urban adfærd, ændrer sig og udvikler sig.«

»Heldigvis,« slutter Boris Brorman Jensen.