Kampen om det offentlige rum

»Men han har jo ikke noget på,« sagde et lille barn.

»Herregud, hør den uskyldiges røst,« sagde faderen; og den ene hviskede til den anden, hvad barnet sagde.

– H.C. Andersen

Sådan indleder Vincent F. Hendricks og Pelle Guldborg Hansen tredje kapitel i deres nye bog, ’Oplysningens blinde vinkler’, som netop er udkommet.

De to forskere, der begge er filosoffer (se boks under artiklen), tager informationssamfundet under kærlig behandling. Her bringer vi et uddrag af bogens tredje kapitel, ’Kampen om det offentlige rum’.

MTV-invasionen af København

Den 2. november 2006 ’invaderede verden København’, som en inspireret journalist skrev. Tilsyneladende var der dog tale om noget af en tilsnigelse.

Det var nemlig ikke en global harskare af bevæbnede soldater, der var rullet ind gennem byporten, men blot megaeventen ‘MTV Europe Music Awards 2006’.

Måske var der dog alligevel et uintenderet gran af sviende sandhed i journalistens glædesbemærkning.

For mens man hyldede byens fremtid i lyset af den ‘æresbevisning’, som tildelingen af et sådan arrangement udgjorde, tænkte ingen tilsyneladende på, hvad der følger med, når man frivilligt parkerer en trojansk hest på byens mest centrale plads.

6,5 millioner skattekroner i støtte

Som ved andre lignende oplevelsesøkonomiske arrangementer – det vil sige arrangementer, hvor man beskæftiger sig med salg af oplevelser, der enten direkte eller indirekte er tilknyttet salg af en vare eller serviceydelse – var begivenheden nemlig bade drevet, organiseret og eksekveret af kommercielle interesser.

I dette tilfalde den multinationale medievirksomhed Viacom.

Dette alene burde nok have givet anledning til betænksomhed ved Københavns Kommunes Kulturforvaltnings beslutning om at give i omegnen af 6,5 millioner skattekroner til støtte for denne internationale ‘kulturbegivenhed’, som det hed sig ifølge daværende liberale kulturborgmester Martin Geertsen.

Løfte om 90 millioner retur

Men opfatter man samfundets institutioner som analoge med virksomheder (hvilket moderne politikere har for vane), så var undskyldningen dog ligetil: Arrangementet ville i sidste ende være en usædvanlig god forretning for Københavns Kommune.

Wonderful Copenhagen havde således anslået, på baggrund af tidligere European Music Award-arrangementer i andre storbyer og lignende arrangementer i København, at hovedstaden ville fa i omegnen af 90 millioner kroner retur i form af de besøgendes forbrug (Promovator 2005).

En sådan profit er trods alt svar at ignorere.

MTV holdt en lukket fest

Værre blev det dog, da det pludselig viste sig at MTV Europe Music Awards 2006 skulle afholdes som en lukket fest, eller ‘eksklusiv’ som det ville hedde pa Orwells Newspeak.

Billetter til det offentlige rum blev nemlig ‘administreret’ af MTV’s kommercielle samarbejdspartnere via auditions og eksklusive invitationer til personer, der alene i et kommercielt perspektiv kunne kvalificeres som ‘særligt vigtige personer’.

Det vil sige fotomodeller, skuespillere, reklamefolk og lignende karikaturer, der som regel blot er kendte for at være kendte.

Borgmester havde læst det med småt

For en enkelt aften skulle det offentlige rum optræde i galla for resten af verden og fremtidens generation – omkranset af hegn og kontrolposter og uden adgang for de gamle, de grimme og de dumme.

Nu kunne man så tro, at politikerne blot havde været tilstrækkelige klodsede til at overse det, der stod med småt i kontrakten.

Men det var desværre ikke tilfaldet. De havde udmærket forstået reglerne, som selvsamme Martin Geertsen kunne recitere pa stående fod: Der er 7.500 billetter uden audition til Rådhuspladsen.

Billetterne bliver blandt andet delt ud af MTV’s kommercielle samarbejdsparterne, via konkurrencer og gennem MTV’s hjemmeside. Og så er der den audition til selve prisoverrækkelsesshowet i Bella Center (Holst 2006).

Det åbenlyst selvmodsigende i udsagnet: »Hurra, jeg har vundet en billet til det offentlige rum!«, forblev dog ligetil for de fleste.

Fri adgang kontra nettogevinst

Med dette udgangspunkt kunne spredte kritikere med lethed opstille den simple kritik, at lukkede begivenheder som denne kompromitterer forestillingen om det offentlige rum som et rum, hvortil alle har adgang.

Og dermed også forestillingen om de politiske og moralske retningslinjer, der kan udledes af den værdi, som disse rum historisk er forbundet med.

Forestillingen om værdien af et rum, hvor alle har adgang syntes dermed stadigvæk i en vis udstrækning at kunne udfordre den stigende kommercialisering af disse rum.

Alligevel var det dog ikke overraskende, at kritikken i sidste ende døde ud. For når alt kommer til alt er der ingen, der kan ignorere en nettogevinst pa 83,5 millioner kroner.

Så megen værdi, hvad enten man regner med social, økonomisk eller demokratisk værdi, genererer det offentlige rum kaldet Rådhuspladsen trods alt ikke ofte på en enkelt dag.

Så principperne blev lagt på salgshylden for en aften – og snart var der meldt alt udsolgt fra Rådhuspladsen.

MTV og Copenhagen Fahsion Week rejser spørgsmål

Om end hegn og kontrolposter forhåbentligvis ikke er kommet for at blive, rejser indtoget af oplevelsesøkonomiske arrangementer som MTV European Music Awards og Copenhagen Fashion Week en række centrale spørgsmål.

Hvad kan der ske ved, at vi i tiltagende grad satser på at leje demokratiets fundamentale rum ud til oplevelsesøkonomiske arrangementer som en central strategi i regional- og byudviklingen? Har alle borgere ikke stadig adgang i det store hele?

For at besvare sådanne spørgsmål må man først vide, hvad de offentlige rums samfundsmæssige værdi egentlig består i og hvilke konsekvenser, den stigende kommercialisering af disse har for os som samfund.

Svaret er både overraskende og komplekst – man finder det i sårlige begreb kaldet fællesviden.

Stigende privatisering og kommercialisering

Hvad de færreste kritikere af MTV European Music Awards dog havde bemærket var, at de ideologiske hegnspæle, der omgiver de offentlige rum, for længst er blevet rykket.

Hver dag underkastes de offentlige rum nemlig en stadigt stigende grad af privatisering og kommercialisering.

Hver enkelt kvadratmeter konverteres i stilhed til områder for reklamer og events, hvis slagkraft udvikles i takt med nye teknologier.

Hækkeløb over reklamer på Strøget

På stationen er der opsat rullebannere med baggrundslys, over vores hoveder bombarderer S-togenes fladskærme os med reklamer, og ved lyskrydset stikkes der gratisaviser ind gennem vinduet.

På en normal ‘test-kørsel’ ned gennem Strøget i København måtte vi således løbe hakkeløb over

• et præfabrikeret kø-tilbud fra Peak Performance (der tilsyneladende havde lart kunsten at skabe informationskaskader fra Apple og Harry Potter),
  
• gå igennem et højlydt gadediskotek opstillet af en skoforretning,
  
• løbe slalom mellem fem lyssky skilteholdere,
  
• modtage tre flyers (to fra restauranter og en fra en ny-religiøs bevægelse),
  
• kontant afvise fire avissælgere, to gratisaviser, fem medarbejdere fra bekymringsindustrien (Amnesty, Greenpeace etc.), tre telefonsælgere uden sans for personlige grænser og en dansende muffin,
  
• samt modtage otte reklamekarameller.

Da vi endelig nåede frem til Byretten pa Nytorv, kunne vi konstatere, at blomstersælgeren opgivende havde pakket sammen i erkendelse af, at et tilbudsråb i ny og næ ikke længere kunne konkurrere med seks sydamerikanere, der havde forstærket deres panfløjter med et større koncertanlæg, og som nu gav den som nordamerikanske regndansende prærieindianere.

Copenhagen Fashion Week fordriver mødre med spædbørn

Copenhagen Fashion Week udgør måske indtil videre det mest ekstreme eksempel på denne udvikling. Således fyldes de offentlige pladser i København nu hvert halve år med storskærme.

Skærmene viser smukke modeller, der skråner ned af diverse catwalks arrangeret på offentlige pladser og institutioner som Rådhuspladsen, Københavns Rådhus, Nationalmuseet og lignende.

Bag skærmene udsender store koncerthøjtalere samtidig poleret muzak, der alene afbrydes af interviews med ‘de udvalgte’ trendsættere og designere.

Og det med en sådan styrke, at selv de nybagte mødre må fortrække med barnevognene fra deres centrale yndlingscaféer for at Junior ikke skal blive vækket fra sin skønhedssøvn.

Modeugens røde Berlinmur fyldte på Strøget

I 2010 kunne man ikke få nok opmærksomhed. Formodentlig fordi modebranchen som alle andre brancher var i krise.

Derfor besluttede man sig for at anlægge verdens længste catwalk bestående af en 1,6 kilometer rod løber hele vejen ned ad Københavns mest befærdede gade, Strøget.

Der lå den så i regnvejret – modeugens røde Berlinmur – bevogtet af hegn og vagter. Vagterne afviste med stor irritation igen og igen de borgere, der var så (citat:) »dumme«, at de troede man kunne krydse muren for at komme hjem eller på arbejde.

Der var dømt tvangsindlæggelse til modebranchens militærparade, da der bogstaveligt talt ingen vej var udenom.

Hvad er deres problem?

For de fleste ‘fremtrædende’ borgere fremstår denne udvikling måske som både attraktiv og unødig at kritisere.

Men for alle de andre i den anden ende af den asymmetriske relation, der blev omtalt i sidste kapitel, ser tingene måske en smule anderledes ud.

Hvad der i et perspektiv er en god og sjov forretning, har fra et andet perspektiv en pris. En pris, som på lang sigt vel at mærke fordeler sig meget ulige på samfundets borgere.

Det, der her sigtes på, er den åbenlyse samfundsmæssige fremmedgørelse, som alle de tykke, de grimme, de dumme, de gamle, de fremmede, de fattige og alle de andre i stigende grad oplever, men finder det så uendeligt svært at satte ord på.

For hvad er deres problem? Har de måske ikke stadigvæk adgang til de offentlige rum på lige fod med alle andre?

Rådhuspladsen mere værd end strand på Anholt

Læs lige spørgsmålet igen, og du vil mærke den begyndende tvivl pible frem. Kan det virkelig passe, at kilden til de offentlige rums værdi alene består i, at de er rum, hvortil alle har fysisk adgang?

Hvis det var tilfældet, ville for eksempel den nordlige strand på Anholt være et lige så værdifuldt offentligt rum som Rådhuspladsen.

Med al respekt for den nordlige strand på Anholt synes denne påstand dog at klinge noget falsk. I sidste ende må det betyde, at fysisk adgang ikke kan være det relevante træk, som gør de offentlige rum særligt værdifulde for det omgivende samfund (såvel som for reklamebranchen).

Men hvad er det så? Hvad består de offentlige rums samfundsmæssige værdi egentlig i, og hvilke konsekvenser har den stigende kommercialisering af dem for os som samfund?

Kommercialisering er trussel mod demokratiet

Igen, som i de forudgående kapitler, viser det sig, at svaret er mere komplekst, end vi umiddelbart går rundt og tror, samt at konsekvenserne er mere vidtrækkende, end vi måske har lyst til at vedkende os.

Det centrale informationsfænomen er fællesviden.

Et nærmere studie af dette fænomen, samt dets relation til de offentlige rums værdi, afslører, at den stigende kommercialisering af de offentlige rum i sidste ende kan ende med at udgøre en reel trussel mod demokratiet.