Tåhyleren er bedre end vristsparket

Den er bandlyst på træningsbanen. Tabu i trænerkredse. Og den kan koste ti armbøjninger, hvis man kommer til at bruge den.

Det er selvfølgelig det uortodokse spark med tåen, vi snakker om, som i folkemunde kaldes for en ‘tåhyler’ eller en ‘stivtå’.

Nu får den pludselig massiv opbakning fra uventet kant. En gruppe danske forskere ser gerne, at den uglesete tåhyler får comeback på de danske træningsbaner.

Tåhyleren er nemlig bedre til at give fodbolden fart ved et kort tilløb end vristsparket, har forskerne fra Institut for Idræt på Aarhus Universitet fundet ud af.

Tåhyleren slår vristsparket!

Forskerne er gået videnskabeligt til værks i deres fodboldlaboratorium, hvor de med blandt andet fotoceller og high speed-kameraer har testet, hvad tilløbet og sparketeknikken får af betydning for boldens hastighed.

Og her glimrer tåhyleren ved at slå de andre stuerene sparketeknikker som vristsparket og indersidesparket, når det gælder om at give bolden fart under et kort tilløb, som skal afvikles hurtigt.

Resultaterne er blevet bekræftet af forsøg landsholdsspiller Jakob Poulsen, som skød op mod 10% hårdere, når han brugte tåen frem for vristen uden tilløb.

Bedst når man har travlt

»Vores resultater afslører, at tåhyleren er overordentligt effektiv i situationer, hvor man ikke har lang tid at udføre sparket. Tåhyleren slår under disse betingelser også selveste vristsparket.«

»Vi så derfor gerne, at tåhyleren blev taget til nåde og fik comeback på de danske træningsbaner og bliver et våben på lige fod med vrist- og indersidesparket,« siger lektor Thomas Bull Andersen fra Aarhus Universitet.

Han har stået i spidsen for undersøgelsen, som er offentliggjort i blandt andet tidsskriftet Scandinavian Journal of Medicine & Science In Sports.

Morten Olsen: Måske noget for vores angribere

Landstræner Morten Olsen vil ikke udelukke, at tåhyleren måske kunne få en plads under angrebstræningen på landsholdet, når man træner situationer i straffesparksfeltet, hvor angriberen er tæt dækket op.

»I sådanne situationer gælder alle spark, når man skal agere hurtigt og impulsivt. Og her kunne tåhyleren være meget relevant at træne. Men et decideret nyt våben bliver det ikke,« mener Morten Olsen.

Morten Olsen udelukker også at lade tåhyleren blive en central del af forberedelserne frem til EM i Polen og Ukraine:

»Tåhyleren er ganske enkelt ikke præcis nok, og for eksempel er det meget svært at lave en god aflevering med tåen,« siger Morten Olsen.

Tåhyleren lever

Forskerne krydser fingre for, at deres anstrengelser vil forplante sig på de danske træningsbaner. Imens kan vi mindes nogle af de store øjeblikke, hvor tåhyleren har gjort en forskel i store turneringer.

Hvem husker ikke den vaskeægte tåhyler fra brasilianske Ronaldo, der bragte Brasilien i VM-finalen i 2002? (Mål nummer 6 i denne kavalkade.) Eller måske den tåhyler fra Samuel Eto´o, der bragte Barcelona på vinderkurs i Champions League-finalen i 2009?

Med andre ord: Tåhyleren lever!

Faktisk viser resultaterne, at bolden får den maksimale fart, hvis man bruger det skrå tilløb og løber i det tempo, man plejer at løbe til bolden med og sætter vristen på.

Det tyder altså på, at dygtige fodboldspillere ubevidst tilegner sig en hastighed på deres tilløb, der giver bolden den maksimale hastighed. Så hvis de løber enten langsommere eller hurtigere til bolden, end de plejer, så falder boldens hastighed.

Vigtigt for forsvarsspillere

Den ny viden sender ifølge Thomas Bull Andersen et vigtigt budskab til både forsvarsspillere og angrebsspillere:

»Vores resultater viser, at det godt kan betale sig at presse en angriber op i fart uden at tackle ham. For det vil forringe angriberens skydeevne og øge målmandens chance for at tage bolden, fordi den vil komme med en lavere fart.«

»Omvendt gælder det for angrebsspilleren om at runde forsvarsspilleren i et tempo, så man bevarer den optimale skydeevne. Altså ikke for hurtigt og ikke for langsomt.«

Kan gøre gode fodboldspillere endnu bedre?

Thomas Bull Andersen vil dog ikke afvise, at man måske kan træne sig til at få et hurtigere spark, hvis man øver sig i at løbe hurtigere til bolden, end man plejer.

»Hvis man igen og igen forsøger at øge sit normale tilløb fra 15 km/t til 20 km/t, kan det godt være, at man kan udvikle et endnu hårdere spark. Men det kræver øjensynligt hård træning, for det er åbenbart ikke muligt for topfodboldspillere i dag,« siger Thomas Bull Andersen.

Thomas Bull Andersen hælder personligt mest til, at det er teknikken og ikke styrken, man skal ændre på, hvis man vil opnå en hårdere sparketeknik.