Stigende fødevarepriser og en truende finanskrise får måske mor og far til at vælge de økologiske bøffer fra, når der skal købes ind til familiens fredagshygge. Men i dag bruger vi en så lille del af vores budget på mad, at vi heller ikke i et kriseramt 2009 er truet på overlevelse eller sundhed.
Helt anderledes var det for hundrede år siden. Et kig på økonomien for datidens typiske familie sætter nutidens fødevarepriser og den økonomiske krise i et afvæbnende perspektiv.
Tenna Jensen er ph.d.-stipendiat ved Københavns Universitet og arbejder på et projekt om fødevareforbrug i 1900-tallet. Hun fortæller, at det var almindeligt at bruge 50 procent af sit budget på mad.
»Når man er oppe og bruge halvdelen af sin løn på fødevarer, så betyder det, at man ikke får den bedste mad, og at man heller ikke nødvendigvis får nok af den,« siger Tenna Jensen.
Hun fortæller, at blandt ufaglærte arbejdere betød den store udgift til mad i 1897, at de levede af en ensformig kost. Mange led derfor af mangelsygdomme, og børnene blev ikke så store, som de ville være blevet på en bedre kost.
Fødevarer var den største udgift
\ Fakta
VIDSTE DU
I 1897 havde en husstand i gennemsnittet:
4,89 medlemmer i København
5,2 medlemmer i købstæderne.
4,6 medlemmer på landet.
Gennemsnitstallene dækker over, at der var stor forskel på, hvor mange børn danske familier fik. Selvom børnebegrænsning vandt frem i 1890erne, så var der stadig en del fattige familier, der fik så mange børn, at de var nødt til at bruge 80 procent af budgettet på mad.
Mens en dansk familie i dag kun bruger ni procent af sin årlige indkomst på fødevarer, så var almindelige danskeres udgifter til mad helt oppe på mellem 48-60 procent i 1897. Det var året, hvor Danmarks Statistik begyndte at undersøge danskernes forbrug af fødevarer.
Arbejdernes lønninger var dengang meget lave. Industriens og landbrugets produktion af madvarer var heller ikke så effektiv, som den er i dag. Derfor var det dyrt at købe mad på en almindelig løn.
»Udgiften til mad var den største, der overhovedet var for familierne. I by-områderne brugte en faglært familie cirka 40 procent af deres indkomst på mad. Blandt ufaglærte og på landet var tallet helt oppe på 60-65 procent for nogle familier,« siger Tenna Jensen og fortæller, at de sociale forskelle var store.
Tynd kaffe og gammelt wienerbrød
Datidens økonomer havde som tommelfingerregel, at hvis en familie brugte under 40 procent af deres indkomst på mad, var de i sikker afstand af sultegrænsen. Brugte de derimod 60 procent eller mere, var de så fattige, at det havde betydning for deres sundhed. Det var tilfældet for cirka en tredjedel af befolkningen i 1897.
De fleste kunne som regel spise sig mætte - men ikke i den sunde mad. Måltiderne blev ofte ensformige, og man var nødt til at købe varer i dårlig kvalitet for at få pengene til at række.
Hvis moderen i 1897 skulle have budgettet til at hænge sammen, så var hun for eksempel nødt til at bruge de fleste af husholdningspengene på rugbrød og kartofler. Variationen skaffede arbejderkonerne ofte med tynd kaffe, gammelt wienerbrød og måske en smule halvråddent kød.
Syge af små mad-budgetter
Den dårligst stillede halvdel af danskerne levede for hundrede år siden hovedsagligt af kartofler, rugbrød og fedt. Familierne kunne ikke vælge mellem et så stort udbud af grøntsager, som vi kan i dag.
I de arbejderfamilier, hvor konen var dygtig til at udnytte ressourcerne, kunne de også få råd til kål, løg, gulerødder og lignende, som kunne dyrkes her i Norden. Men priserne på de grønne fødevarer afhang af, hvilken årstid det var, og hvordan høsten havde været.
I familier med flere penge på lommen og i familier med køkkenhave var der til gengæld et rigt udbud af sæsonens friske grøntsager. Ikke bare gulerødder og kål - bønner, ærter, asparges, julesalat, friske bær, æbler og pærer fandt også vej til bordet hos de velstående. Den lave arbejdsløn for landarbejdere betød, at der var et udbud af sæsonens friske danske grøntsager, vi ikke ser i dag.
Den dygtige arbejderhusmor havde ikke de muligheder.
Den fødevareteknologiske udvikling var længe undervejs og blev forsinket af Anden Verdenskrig
Tenna Jensen
»Hun måtte prioritere nogle få varer, der kunne gøre den ensformige kost mere behagelig. For eksempel mere kød om søndagen, sukker eller måske lidt frugt til dessert,« siger Tenna Jensen.
Den ensformige kost betød, at mange led af mangelsygdomme.
I dag vælger unge på Statens Uddannelsesstøtte (SU) måske at leve af havregrød i en uge, hvis de gerne vil have et par nye sko. For hundrede år siden var det ikke et valg at spise usundt. Økonomien satte i sig selv en begrænsning.
»Der var hverken råd til sund mad eller nye sko i de ufaglærte familier,« siger fødevare-historikeren og fortsætter:
»Når man bruger over halvdelen af sin indkomst på mad, så er der ikke råd til at spise varieret.«
Udvikling vendte først i 1950erne
Myndighederne i Danmark var i årene omkring 1897 så småt begyndt at blive opmærksomme på, at arbejderne blev syge af den ensformige kost. Og syge arbejdere var en dårlig arbejdskraft. Derfor blev den første statistiske undersøgelse af danskernes forbrug lavet. Men der gik lang tid før, fødevarer kom til at betyde mindre i det månedlige budget.
»Den fødevareteknologiske udvikling var længe undervejs og blev forsinket af Anden Verdenskrig, « siger Tenna Jensen.
Først i 1950erne og senere var produktionen af madvarer blevet så effektiv med opfindelsen af eksempelvis burhøns og forbedrede fodringsmetoder, at det for de fleste blev billigt at sætte mad på bordet.
