Sterilisationslove førte til fri abort

Hvornår er det etisk rigtigt at bruge fosterdiagnostik til at vælge et barn fra eller til? Hvornår er der tale om racehygiejne?

Professor i historie på Københavns Universitet Lene Koch forsøgte i sin bog ‘Racehygiejne i Danmark 1920-56’ fra 1996 at gøre op med den ensidige fordømmelse, som præger vores forståelse af de danske sterilisationslove i 1920’erne, 30’erne og frem til 50’erne. Bogen er i år blevet genudgivet.

Ifølge professoren hænger racehygiejnens konsekvenser – og forbindelsen til det gamle Nazityskland – nemlig stadig som en tung skygge over vores bevidsthed, når vi i dag diskuterer fosterdiagnostik.

Staten burde efter hendes mening melde sin mening mere klart ud.

»Den interesse staten har i at sikre, at der bliver født sunde og raske børn – den hører ikke kun til i arvehygiejneperioden. Den er der også i dag, når kvinder bliver tilbudt fosterdiagnostik,« siger professoren og fortsætter:

»Man vil så gerne have, at dét vi gør i dag, ikke er racehygiejne. Men det er måske ikke så anderledes endda.«

For i virkeligheden var den danske arvehygiejne lige så progressiv, som den var etisk farlig, siger Lene Koch.

Frivillighed og tvang følges ad

Professoren har tilføjet et nyt forord til bogen, hvor hun går i kødet på det skel, vi har sat op imellem nutidens forplantningspolitik og datidens race- og befolkningshygiejne.

»Hovedargumentet er, at vi dengang anvendte tvang. Og vi ikke gør det i dag. Men den første eugeniske lov Danmark i 1929 gav rent faktisk adgang til frivillig sterilisation, hvis man for eksempel havde en arvelig sygdom i familien,« siger Lene Koch og fortsætter:

»I 1934 blev der så indført en tvangslov, der kun gjaldt åndssvage og i 1935 endnu en overvejende frivillig lov. At der var mulighed for tvang, betød ikke at tvangen altid blev brugt. I 1930’erne gik frivillighed og tvang hånd i hånd. Det gør det også i dag.«

Vi vælger stadig uegnede forældre fra

Vi taler i dag om sterilisation som noget, der kun foregår på frivillig basis, fortæller Lene Koch.

Men samtidig forhindrer vi barnløse forældre i at få hjælp til at få et barn, hvis de bliver erklæret uegnede som forældre. Og vi fjerner børn fra forældre, som ikke opfylder nutidens normer for godt forældreskab.

Tvang er altså stadig en del af den måde, staten styrer det enkelte menneskes beslutninger i forhold til forplantning, siger forskeren.

Til gengæld har kvinder siden 2003 fået tilbudt en risikovurdering under deres graviditet. Derefter kan de så frit vælge, om de ønsker at få barnet eller ej, hvis der er tegn på sygdom eller genetiske fejl.

Lov om sterilisation var progressiv

Lene Koch mener, at de eugeniske love om adgang til sterilisation og abort i 1930’erne rent faktisk var forløbere til den fri abort, som blev indført i 1973 i Danmark. En lov som de fleste i dag opfatter som en forudsætning for kvinders velfærd.

»Husk på, at der før 1929 ikke var adgang til hverken sterilisation eller abort. Med eugenikken fik man mulighed for at få tilladelse til sterilisation eller abort efter ansøgning. På den måde var eugenikken rent faktisk en progressiv reform,« siger forskeren.

I 1930’erne kunne man få adgang til sterilisation på to måder.

Ved selv at ansøge om det. Begrundelsen kunne være sociale årsager. For eksempel at man havde mange børn i forvejen. Ved at ansøge igennem en institution, fx for åndssvage eller sindssyge. Det var især her, at tvang blev brugt.

Ansvar bliver lagt over på den enkelte

Lene Koch mener, at staten i dag burde stå mere tydeligt frem med sin holdning til det enkelte menneskes beslutninger.

Hun har svært ved at tro på, at tilbuddet om at få foretaget en risikovurdering af barnets helbred ene og alene er vedtaget for forældrenes egen skyld. Samfundet har en interesse i, at forældrene vælger de syge børn fra.

»I dag har vi overladt beslutningen til de unge forældre. Staten har lagt en distance til det ved hjælp af det frie informerede valg. Det er smaddergodt at have frie valg – men det lægger også et stort ansvar på den enkelte,« siger professoren.

Staten bør melde sin holdning klart ud

Hun påpeger, at det langt fra er alle, der har let ved at tolke en medicinsk risikovurdering, hvor man f.eks. får at vide, at man har en risiko på 1:500.

Derfor ville det være en hjælp, hvis staten meldte sin holdning mere klart ud i forhold til fosterdiagnostik, siger Lene Koch og tilføjer:

»Men ja, hvor går grænsen? Det var det svære spørgsmål dengang, og det er det svære spørgsmål i dag.«