»Ud fra mit kendskab til den her undersøgelse, så mener jeg, at den sammenblander prioritering og kvalitet. Dermed mener jeg, at sportsjournalistikkens grund til at eksistere bunder i interesse, mens rigtig megen anden dækning i dagblade er drevet af væsentlighedskriteriet.«
»Så det er klart, at hvis man måler sportsjournalistik op mod mellemøst-dækningen på en væsentlighedsvægt, så vil de fleste sportshistorier tabe. Men det betyder ikke, at kvaliteten er for ringe,« siger Christian Thye Pedersen i en kommentar til en ny stor undersøgelse, der kort sagt viser, at sportsjournalist er for ensporet.
Et kritikpunkt er netop sportsjournalistikkens kvalitet, men forstået på den måde, at der er for få kilder (oftest kun én), det er for ofte de samme (sportsfolk, trænere og pengemænd) og historierne handler altid om resultater og præstationer.
»Jyllands-Posten har også mange anmeldelser, og tæller du op, hvor mange kilder de har, så vil der sjældent være nogen kilder – overhovedet. Min pointe: den måde, vi dækker sport, er den eneste realistiske måde at bearbejde stoffet. Når du skriver om en fodboldkamps resultater lige op til deadline, så er der bare ikke nogen kilder at spørge,« siger sportsredaktøren.
Relevant at debattere prioritering
Christian Thye Pedersen vil til gengæld gerne diskutere prioriteringen af historier. For den nævnte type kampreferater uden kilder fylder rigtig meget i sportsdækningen ifølge undersøgelsen.
»Man kan godt tabe debatten om, hvad vi dækker. Der er klart mest resultater, reportage og så videre, men det er logisk og naturligt – for det er en del af grunden til, at dækningen er der. Selve sportsbegivenhederne er jo årsagen til, at vi interesserer os for sport,« siger han.
»Så er der sket en stor udvikling, der er flere penge og flere problemer – korruption, snyd, doping. Hos JP er det en væsentlig del af vores sportsdækning at have de historier, og vi bruger relativt mange ressourcer på det. Men for Ekstra Bladet eller BT, hvor sporten er en kommerciel løftestang, der handler det altså om, hvad kunderne efterspørger,« understreger Christian Thye Pedersen.
“Selvfølgelig er vi objektive!”
Og så længe det handler om efterspørgsel, så bliver det også svært at lave mere sport for kvinderne, mener han.
»Vi har også en del historier, der retter sig til kvinder, men jeg synes, det er sådan lidt absurd at presse dem ind i sportssektionen… det svarer til at tage erhvervstillæg og sige, nu skal vi have flere kvindehistorier ind. Men hvis prisen for én kvinde er, at man mister tre mænd, så duer det bare ikke.«
Christian Thye Pedersen giver heller ikke meget for forskernes påstand om, at sportsjournalisterne har problemer med objektiviteten, fordi de er for tæt på sporten.
»Det er fuldstændig forvrøvlet i dansk sammenhæng. Vi rekrutterer jo ikke fra folkeskolen. Folk ved godt, at objektivitet og kritisk sans er i højsædet, også når man dækker sport. Det ligner mere en overlevering af stereotyper om sportsjournalister fra nogen folk, der kun ved noget om det, der ligner videnskab,« slutter han.
