Ungareren Zoltán Csikós’ metaldetektor gav lyd fra sig, da han søgte i et område lige udenfor landsbyen Várdomb i Ungarn. Det viste sig at være en sølvmønt, men med en interessant feature.
På mønten stod der nemlig ‘HARALD REX NO’ opkaldt efter vikingekongen Harald Hårderåde, der var konge af Norge fra 1046 til 1066.
Det er første gang, at en skandinavisk mønt er dukket op i Ungarn, og fundet har skabt undren blandt arkæologer.
Sølvmønten blev fundet i udkanten af en landsby, hvor middelalderbyen Kasztölc lå. Her er der tidligere blevet fundet hundredvis af mønter, ornamenter og andre arkæologiske fund, men aldrig en mønt fra Skandinavien.
Kasztölc var en af de vigtigste handelsbyer i regionen på det tidspunkt, hvor mønten blev produceret. En af teorierne er derfor, at mønten er blevet fragtet dertil af en handelsmand. Byen havde en stor vej, der var velbesøgt af mange handelsfolk, pilgrimme og soldater.
En anden - og måske mere interessant teori - er, at der er en forbindelse til den ungarske kong Solomon, der regerede fra 1063 til 1087. Ifølge en ungarsk tekst kaldet ‘Képes Krónika’ befandt kongen og hans følge sig i 1074 ‘over stedet kaldet Kesztölc’.
Arkæologerne har derfor en teori om, at en fra Solomons hof har tabt den eksotiske mønt.
»Kongens hof har haft mennesker fra hele verdenen, så både diplomater og militærfolk kunne have haft sådan nogle mønter på sig,« skriver arkæologerne Máté Varga og András Németh, der fik mønten af hobbyarkæologen Zoltán, i en pressemeddelelse.

Kong Harald Sigurdsson den tredje - også kaldet Harald Hårderåde - var en kendt konge, der sommetider bliver kaldt den sidste store vikingekonge.
I sin tid på tronen nåede han at samle Norge til ét rige, bekrige Danmark, efter sigende grundlægge Oslo og invadere England. Her døde han dog i Slaget ved Stamford Bridge, der anses for at markere afslutningen på vikingernes æra.
\ Læs mere
jso

































