Sociale forandringer formede pestens spredning i Middelalderen

Samfundets udvikling i Danmark og det øvrige Skandinavien har gennem årtusinder haltet efter udviklingen i resten af Europa, især i forhold til dannelsen af byer.

Det giver mulighed for at studere, hvordan befolkningen udviklede sig i Danmark i faser af historien, der for længst var overstået i resten af Europa.

Gennem middelalderen begyndte Danmark at nærme sig en struktur, som den kendtes andre steder fra, og efter reformationen slår denne tilpasning for alvor igennem.

Der er opbrud både herhjemme og i udlandet, da vi træder ind i 1700-tallet, og derfor er det en særlig interessant periode at se på for en biologisk antropolog, der forsker i, hvordan fortidens befolkninger udviklede sig baseret på arkæologisk udgravede skeletter.

Dødeligheden var spredt ud på alle aldre

Det specielle ved dødeligheden i middelalderen og i tiden lige efter reformationen er, at dødeligheden var spredt ud over alle aldersgrupper, med en næsten konstant dødsrisiko.

Dette mønster kan næsten kun opstå, hvis den førende dødsårsag var smitsomme sygdomme, som ikke før havde ramt den enkelte landsby.

Det er muligt, at den specifikke sygdom havde ramt andre landsbyer et andet sted i landet, men det vigtige er, at den er ’ny’ i den landsby, vi ser på.

I et nyt studie, udgivet i Current Biology, viser vi, at det hver gang, pesten vendte tilbage til Danmark, var med en ny stamme udviklet uden for Danmark.

Som en konsekvens må vi også antage, at de sygdomme, der ramte befolkningen, kom udefra og hver især kun kom én gang i den samme form.

Herunder kan du læse mere om, hvad vi fandt ud af, og hvad det fortæller os om den danske middelalder.

Derfor er viden om fortidens sygdomme og liv vigtig

I Europa spirer de første frø til oplysningstiden i starten af 1700-tallet, med hvilken de moderne videnskaber bliver grundlagt.

I Danmark begynder bønderne at fokusere produktionen på at sælge afgrøder på markederne i byerne, der voksede i den periode. Det var også en tid, hvor epidemierne drev gennem Europa, og i bølger angreb alle befolkningsgrupper.

Men hvordan spredte pesten og de mange andre epidemier sig i Danmark, og hvilken betydning havde vores ændrede levemåder?

Viden om dette er vigtig, fordi det kan danne baggrund for at udvikle og teste modeller for opståen og spredning af smitsomme sygdomme.

Langt de fleste dødelige sygdomme efterlader ingen synlige spor på skelettet, men mønstre i dødelighed, eksempelvis hvor gamle mennesker var, når de døde, fortæller rigtig meget om sygdommenes karakter.

Stort skift i dødsrisiko for børn i 1700-tallet

Vi er vant til at tænke, at dødeligheden blandt spædbørn var meget høj i gamle dage, og det var den også set med moderne øjne.

Men omkring år 1700 skete der i Østjylland et skift.

Risikoen for at dø inden for det første leveår steg ret pludseligt fra omkring 12 procent, som den var i 1200-tallet, til over 30 procent.

Samtidig faldt risikoen for at dø for børn og unge mellem 2 og 20 år markant.

I 1200-tallet var gennemsnitsalderen ved døden for børn 6,9 år, og i 1700-tallets begyndelse var dette tal nede på 2,8 år.

Stigende kontakt mellem by og land påvirkede smittespredning

Det betyder, at den investering, der gik i børn, der aldrig blev voksne og som derfor ikke kom til at bidrage til økonomien, faldt drastisk lige omkring år 1700.

Samtidig steg chancen for at overleve til 20 år også noget, fra cirka 52 procent til omkring 60 procent.

I nutidens Danmark overlever 99,5 procent af alle fødte børn til 20-års-alderen.

Omkring år 1700 blev det altså sværere at holde sig i live det første år af livet, men rundede man to år, var chancerne for at blive over 20 år gammel langt bedre.

Det skete, fordi den tættere kontakt mellem landsbyerne og markederne i byerne gjorde, at de smitsomme sygdomme ændrede ’epidemiologi’, altså deres måde at spredes på.

Sygdommenes biologi forblev altså den sammen - kun spredningsmønstret ændrede sig.

Mere kontakt mellem land og by ændrede smitten

Før optrådte de smitsomme sygdomme, som tidligere berettet, som sporadiske epidemier af hidtil ’ukendte’ sygdomme.

Men den større samfærdsel i befolkningen ændrede sygdommenes epidemiologi.

Hver sygdomsbølge gik fra at komme som enkeltstående epidemier til at være til stede i befolkningen hele tiden, de blev hvad man kalder endemiske. Endemiske sygdomme eller sygdomme med hyppigt tilbagevendende epidemier bliver børnesygdomme (som mæslinger og fåresyge).

Vores undersøgelser (bland andre denne og denne) baseret på alderen ved døden for børn gennem historien viser, at man kan lære en masse om sygdomsspredningen gennem tiderne uden at vide, hvilke sygdomme, det handler om.

Kremerede lig giver ikke meget viden om fortiden

Skeletterne har givet os et på europæisk plan et fremragende indblik i befolkningen og dens liv i middelalderen, og fra midten af 1600-tallet og frem har vi gode skriftlige kilder.

Så samlet set kender vi den danske befolkning gennem de sidste 1.000 år bedre end nogen anden europæisk befolkning er kendt.

I den kristne middelalder blev alle de døde begravet på en kirkegård, så med kristningen fra omkring 1050 blev der skabt en enestående kilde til befolkningshistorien.

Men det er vanskeligt at få gode data fra den før-kristne tid i Danmark. I store dele af forhistorien – det meste af bronze- og jernalderen – praktiserede man næsten udelukkende ligbrænding i forbindelse med begravelser.

Og den information som en antropolog kan få ud af et kremeret lig, er meget lille.

Smittespredningen i Danmark et ekko af fortidens Europa

I tiden før middelalderen blev børn i Danmark ofte begravet andre steder end de voksne gjorde, og det gør det svært at vide, hvem der hørte til de samme gårde eller landsbyer.

Det gør de danske data for den periode svagere end data fra andre dele af Europa.

Ved at bruge samme analysemetode, som mine kollegaer og jeg har brugt til at analysere danske middelalderskeletter, er der gennemført analyser af dødeligheden i Centraleuropa (se her og her).

De viser, at den samme udvikling, som vi i vores nye og ældre studier har set i Danmark, også har fundet sted i Centraleuropa – blot 1.000 til 2.000 år tidligere.

Fordi forholdene for skeletforskningen i det meste af resten af Europa er ringere, end de er i Danmark, har det ikke været muligt at gå nær så meget i dybden uden for Skandinavien som herhjemme.

En simpel kategorisering af dødelighed

Som vores tidligere studier viser (blandt andet her og her), er det næsten umuligt at give en konkret, medicinsk dødsårsag baseret på skeletterne.

Dødeligheden er altid påvirket af lokale og historiske forhold, så det er nødvendigt at lave en simpel kategorisering af hvem og hvordan folk er døde, for at få et håndterbart billede af, hvad den generelle tendens har været.

I vores nye studie har vi derfor set på dødsrisikoen i relation til alderen.

En meget forsimplet, men brugbar model, deler alderen som dødsårsag op i tre komponenter:

Komponent 1

... man kan dø, fordi man er lille, endnu ikke udviklet og sva. Det er småbørn, der dør af denne årsag.

Komponent 2

... man dør, fordi man er blevet gammel og svagelig, og her er det ældre mennesker, der er i risiko.

Komponent 3

... man dør, fordi der en risiko uanset alderen. Denne dødsårsag rammer først og fremmest større børn og yngre voksne, hvor de to andre dødsårsager kun spiller en lille rolle.

Risikoen for at dø uanset hvad

De medicinske dødsårsager for hver af disse tre komponenter er naturligvis forskellige.

Det er i historisk sammenhæng først og fremmest smitsomme børnesygdomme, der er årsagen til dødsfald relateret til komponent 1.

Det er meget kroniske sygdomme – kræft og hjertekarsygdomme – der er årsagen til død relateret til komponent 2.

Og det er ikke tilbagevendende epidemier af smitsomme sygdomme, der relaterer sig til komponent 3.

Omkring år 1700 var der i Østjylland en drastisk stigning i betydningen af dødsfald relateret til komponent 1, og samtidig ses et stort fald i antallet af dødsfald relateret til komponent 3.

Krig, ulykker og forbrydelser er ikke forklaring nok

Det er let nok at forstå baggrunden for dødelighedskomponenterne 1 og 2.

Men hvad driver komponent 3 - den aldersuafhængige dødsårsag? Hvad kan man dø af med samme risiko om man er 15 eller 65 år gammel?

Svaret er nok ingenting eller virkelig mange forskellige ting. Krig, ulykker og forbrydelser har alle deres specifikke aldersprofil, når det kommer til døden.

Men til sammen kan de ikke forklare den høje aldersuafhængige dødelighed i middelalderen.

Det er kun en kombineret effekt af mange forskellige smitsomme sygdomme, der ligger bag dødelighedskomponent 3.

Epidemier af smitsomme sygdomme har hver deres specifikke dødsmønster.

Den spanske syge for godt 100 år siden ramte først og fremmest yngre mennesker, mens Covid19 epidemien mest har ramt ældre mennesker.

Set til sammen ville disse to sygdomme måske godt kunne skabe et højt niveau af komponent 3 dødelighed.

Dødsalderen i middelalderen afslører, hvordan epidemier hærgede

Igangværende undersøgelse af kirkebøger viser, at der hyppigt forekom år med betydeligt forøgede antal døde, og hver af disse episoder af forhøjet dødelighed havde en specifik og fra andre episoder forskellig aldersfordeling.

Smitsomme sygdomme, der altid findes i samfundet (endemiske sygdomme), eller sygdomme som vender hyppigt tilbage, rammer først og fremmest de små børn, som ikke har været udsat for den før.

De bliver til de børnesygdomme, som ældre danskere kun kender alt for godt fra sig selv og deres børn helt op til 1980’erne.

Baseret på analysen af aldersfordelingen blandt døde i middelalderen og 1700-tallet kan vi opstille følgende hypotese:

Dødelighedskomponent 3 skyldes hyppige epidemier af ’nye’ sygdomme, som lokalsamfundet ikke har oplevet før.

Vores nye studie, hvor vi analyserer pestbakterien Yersinia pestis, viser, at pesten vendte tilbage til Danmark adskillige gange, og hver gang var det en ny stamme, som havde udviklet sig udenfor Danmark.

Det kan vi tage som et tegn på, at mange (måske næsten alle) smitsomme sygdomme kom udefra og forsvandt hurtigt igen efter at have hærget befolkningen.

Handel og smittespredning hænger sammen

I årtier har dansk skeletforskning undersøgt, hvilke forhold, der har skabt grobund for det smitte-mønster, som er beskrevet herover (se her og her).

Svaret er formentlig relationen mellem de to vigtigste økonomiske sektorer i befolkningen:

Landboerne/bønderne på den ene side, og byboerne, de handlende og håndværkerne på den anden.

Og der sker et vigtigt skift i forholdet mellem bønder og byboer fra middelalderen til 1700-tallet. De to grupper i samfundet blev indbyrdes mere integreret, og begge grupper blev afhængige af hinanden:

Uden mad fra landet havde byboerne ikke noget at leve af, og uden byens handelsvarer kunne gårdene ikke fungere.

Virus rejste fra byerne til landet i middelalderen

Gennem middelalderen gik hovedparten af de afgrøder, der blev dyrket, til at forsørge familierne på landet. Markedet i byerne var ikke en stor del af bøndernes økonomi og dagligdag.

Byerne på sin side var indbyrdes forbundet af både skibstrafik og handelsrejsende, så de udgjorde et netværk indenfor hvilket smitsomme sygdomme kunne sprede sig. Så landboerne besøgte kun sjældent markederne i byerne.

Hvis de så var så uheldige at være i byen, mens der var gang i en epidemi, ville de kunne tage smitten med hjem til landsbyen.

Og i landsbyen kunne der så udspille sig en lille, lokal epidemi der måske slog nogle mennesker ihjel og efterlod resten mere eller mindre immune overfor sygdommen.

Når der så næste gang var nogen fra landsbyen, der kom til marked i byen, ville epidemien med stor sandsynlighed være ovre, så smitten ikke blev taget med ind til byen og videre ud i netværket mellem byerne.

På den måde blev alle de infektioner, der ramte hovedparten af befolkningen, landsbyboerne, være nye, og derfor ville alle være modtagelige.

Landbruget bliver markedsorienteret i 1700-tallet

Skiftet i dødelighedsmønsteret omkring år 1700 markerer en (lokal) ændring i økonomien.

Bøndernes produktion blev meget mere rettet mod salg og en større del af livsfornødenhederne på landet blev købt i byen.

Da det skete, blev den befolkning, der var i risiko for sygdommene pludselig mindst ti gange større, så mange af de smitsomme sygdomme vendte tilbage med få års mellemrum eller blev helt endemiske, altså var til stede hele tiden.

Denne ændring flyttede dødeligheden i retning af de småbørn, som ikke havde antistoffer mod sygdommene.

Der kom færre forskellige sygdomme i 1700-tallet

Det får den første dødeligheds-komponent, hvor man dør, fordi man er lille, endnu ikke udviklet og svag, til at vokse dramatisk, og spare de større børn for den dødsrisiko, de havde oplevet i de foregående århundreder.

Og hvilke konsekvenser har dette så haft?

Det var et meget bredt spektrum af sygdomme, der ramte befolkningen op til omkring år 1700.

Derefter var der nok færre forskellige sygdomme, som til gengæld ramte de fleste mennesker mens de var småbørn.

Middelalderens brede spektrum af sygdomme fremmede gener, der generelt øgede immunforsvarets aktivitet, og dermed modstandskraft mod alle typer af infektioner.

Men som bivirkning har det nok øget risikoen for at få autoimmune sygdomme, idet prisen for et styrket immunforsvar er, at det kan finde på at angribe mennesket selv, så der opstår sygdomme som leddegigt og type 1 diabetes.

Historien påvirker vores genetik

Nutidens danskere er økonomisk, kulturelt og genetisk et produkt af vores historie.

I de tusind år, der er gået siden kristendommens indførsel, har danskerne oplevet omvæltningen på alle tre felter.

De økonomiske og kulturelle ændringer har længe været kendt, men de genetiske konsekvenser er først ved at vise sig.

I dette indlæg har jeg forsøgt at give et billede af, hvordan det hele hænger sammen.