Konsekvenserne af udbredt utilfredshed med tingenes tilstand blev ret håndgribelige for de kinesiske ledere, da den økonomiske reformbølge skyllede allermest intenst ind over landet fra begyndelsen af halvfemserne.
Antallet af sociale protester steg dramatisk, og millioner af kinesere var involveret i dem hvert eneste år.
Er kineserne nu også så utilfredse med uligheden?
Der er dog ikke umiddelbart så meget, der tyder på, at kineserne skulle være så exceptionelt utilfredse med den generelle indkomstfordeling.
De sociale protester er som regel rettet mod helt specifikke sociale forhold. I byerne drejer det sig typisk om dårlige arbejdsforhold eller på landet bøndernes problemer, med at de forvises fra deres jordlodder som følge af store udviklingsprojekter.
Når man sammenligner kinesernes holdninger med andre folkefærd, giver de ganske vist i høj grad udtryk for, at ulighederne burde være lavere, men utilfredsheden er ikke specielt høj i sammenligning med så mange andre lande.
Både kinesere og vesterlændinge ønsker mere lighed
Ved brug af International Social Survey Programmes seneste undersøgelse på området fra 2009 kan man eksempelvis finde ud af, at 91 procent af kineserne er helt eller delvist enige i, at indkomstforskellene er for høje.
Det lyder af meget, men for det store flertal af de 39 lande i undersøgelsen ligger niveauet på 85-97 procent, og det omfatter alt fra stabile, vestlige lande til plagede, afrikanske lande. De fleste folk synes som regel, at det da kunne være meget rart, hvis folk var mere lige.
Danmark og Norge tilhører det lille mindretal, hvor det 'kun' er henholdsvis 62 og 60 procent, der er utilfredse med indkomstforskellene.
Kineserne mere tolerante over for lønforskelle
Man kan også spørge kineserne om deres opfattelse af lønningerne blandt en række stillingskategorier – og dernæst hvad de synes, disse lønninger burde ligge på.
Fordi kineserne har en vis tolerance over for høje indkomstforskelle, er den lønafstand, som kineserne tror, der er mellem top og bund, kun dobbelt så stor som den lønafstand, de synes, der burde være. Det gør de kinesiske lønforskelle relativt legitime.
Forskellen mellem opfattet virkelighed og idealet er stort set den samme som i Danmark, Norge og Sverige – men det maskerer som sagt, at kineserne har et noget mere ulige 'ideal' end skandinaverne.
Kineserne er bevidste om klassesamfundet
En anden og sidste måde at udtrykke legitimiteten af indkomstforskelle er at inddele kineserne, efter hvilket type samfund de helst ville leve i – og så sammenholde det med den type samfund, de tror, de lever i.
Lad os anvende en grov skelnen mellem to grundtyper – et samfund præget af ulighed og et mere lige middelklassesamfund:
Her når vi frem til, at næsten to tredjedele af kineserne tror, de bor i et ulige samfund, mens de helst ville bo i et mere lige samfund. Kun 12 procent tror, de lever i et lige samfund, samtidig med at de også ønsker at leve i et sådant. (Se figur)
Pointen er bare igen, at det ser meget værre ud i en hel del lande. Danmark skiller sig meget positivt ud, idet hele 59 procent både ønsker et lige middelklassesamfund og også tror på, at de bor i ét. Igen er det kun nordmændene, der ligner os.
Xi Jinping burde ikke ryste i bukserne
Hvis vi skal konkludere på talgymnastikken, kunne kineserne bestemt ønske sig forbedringer. I sammenligning med så mange andre lande, hvoraf mange er både velfungerende og demokratiske, ser det bare ikke ud til at være noget, der skulle få et autoritært regime til at ryste i bukserne.
Samtidig har kineserne tilsyneladende relativt høje tolerancetærskler for ulighed og mindre egalitære idealer end så mange andre folkefærd, herunder de meget lighedsorienterede skandinaver.
Visse kinaforskere såsom eksempelvis Martin Whyte har på baggrund af lignende undersøgelser derfor konkluderet, at det er en myte, at der i Kina ligger en 'social vulkan' og truer stabiliteten i landet.
Kineserne er blændede af racerøkonomien
Så er alt jo fryd og gammen i Kina – eller hvad?
Der er faktisk et stort men, og fremtiden ser ikke helt så nem ud for de kinesiske ledere, hvis vi dykker et lille spadestik dybere.
Som eksempelvis Christian Albrekt Larsen fra Institut for Statskundskab i Aalborg har afdækket, er folks accept af indkomstulighed i høj grad determineret af deres opfattelse af udviklingstendenserne i deres hjemland:
Folk, der tror på, at de befinder sig en situation, hvor mulighederne hele tiden forbedres, er mere tolerante over for ulighed. Her måles det helt specifikt ved troen på, at man befinder sig i en bedre social position, end man havde under opvæksten, samtidig med at man tror på, at samfundet generelt er på vej fremad.
Her kan intet folkefærd måle sig med kineserne.
På undersøgelsestidspunktet i 2009 var de nordiske lande også relativt godt med – mens amerikanerne allerede her havde tabt selvtilliden. Den gennemsnitlige amerikaner mente faktisk, at det var gået tilbage.
Dette forklarer en del af den kinesiske tilstand. Det betyder også, at i det øjeblik, hvor kinesernes optimisme afdæmpes, for eksempel som følge af faldende økonomisk vækst, vil utilfredsheden med uligheden alt andet lige stige.
Simrende utilfredshed under overfladen
Graden af tilfredshed med indkomstfordelingen hænger dog også sammen med andre faktorer. Opfattelsen af at leve i et lige middelklassesamfund hjælper naturligvis en hel del.
En tredje faktor, der højner folks tolerance over for økonomisk ulighed, er opfattelsen af, at det at have en rig familie eller at kunne give bestikkelse ikke er så vigtigt for de personlige livsmuligheder. Det handler altså om at tro på, at alle har nogenlunde lige muligheder uanset social baggrund.
Det kræver også en opfattelse af, at samfundets grundlæggende institutioner, hvad enten det er marked eller stat, fungerer på en fair og upartisk måde, der ikke kræver midler som bestikkelse.
Når det kommer til de forskellige folkefærds opfattelser på dette område, er kineserne de absolutte bundskrabere, mens de nordiske lande sammen med nogle få andre ligger helt i top.
Reformer nødvendige, når økonomien sætter farten ned
For de kinesiske ledere må konklusionen derfor være, at tingene ser nogenlunde håndterbare ud nu, men i det øjeblik, hvor Kina ikke længere stormer fremad i samme tempo, ja, så rykker faren for den føromtalte 'sociale vulkan' et lille skridt nærmere.
Det ville hjælpe noget at skabe en mere ligelig indkomstfordeling, men der er størst rum for fremskridt ved i første omgang blot at sikre nogenlunde lige muligheder uanset social position. Alt dette kræver naturligvis en form for velfærdsstat, men det kræver også et samfund, hvor samfundets institutioner fungerer nogenlunde gennemskueligt og retfærdigt.
Denne konklusion behøver man måske ikke være professor for at ræsonnere sig frem til, og i Kommunistpartiet har man nok tænkt tanken.
Det passer i alt fald fremragende med, at man forsøger at skabe et indtryk af, at man er ved at bygge et nyt 'harmonisk samfund' (et fremtrædende konfuciansk inspireret slogan under Hu Jintao og Wen Jiabao), eller at man fører hård kampagne mod korruption (som nu under Xi Jingping), samtidig med at man forsøger at skabe en mere solid økonomi, der ikke buldrer fremad i helt det samme tempo. Nedjusteringen er ikke voldsom, og partiet har nu fastsat en økonomisk vækstrate på syv procent som det acceptable minimum.
I toppen ved de godt, at de stadig er afhængige af racerøkonomien for at sikre deres legitimitet. Meget tyder dog på, at de kinesiske ledere er opmærksomme på udfordringen i at sikre sig en anden form legitimitet i fremtidens lidt langsommere Kina, selvom det både her og på mange andre områder er nemt at være kritisk over for, om der er sket reelle fremskridt.
