I Danmark står lige nu et af de mest afgørende slag om velfærdsstatens fremtid, og hvorvidt velfærdsudgifterne årligt skal have lov at vokse med 0,8 procent eller 0,6 procent - eller blot skal stå helt stille.
Så små tal kan fremprovokere alskens hidsige og idelogiske slagsmål om den offentlige sektors rolle i økonomien.
Man kan dog levende forestille sig, at de resterende hår på Bjarne Corydons hoved ville blive væsentligt mere grå, hvis han i stedet skulle holde styr på en velfærdsstat, der voksede med 24 procent om året. Sådan har udgifterne i Kina artet sig siden 2008.
Procenterne her er ikke fuldt sammenlignelige. Resultatet er dog stadig, at den velfærdsstat, der med hastige skridt udvikler sig i Kina, udgør en stadig større andel af økonomien. I samme periode voksede det kinesiske BNP således kun med mere beherskede 9 procent om året.
Ingen velfærdssupermagt - endnu
Denne hastige vækst i velfærdsudgifterne dækker naturligvis over, at udgangspunktet i Kina var ret lavt. I Kina voksede de samlede sociale udgifter til at udgøre lidt over 8 procent af det samlede BNP i 2011, mens andelen i Danmark er på 31 procent. I de vesteuropæiske lande ligger det mellem 21 og 33 procent.
Disse tal udtrykker dog ikke til fulde, hvor meget der egentlig er sket i Kina. Offentlige bruttoudgifter til velfærd kan også snyde lidt i internationale sammenligninger.
Forskellene landene imellem viskes noget ud, når man medtager forskelle i beskatning af ydelser mv., og Danmark ryger yderligere ned til gruppen af billigere velfærdssystemer (også billigere end lande som Sverige, Tyskland, Frankrig, USA, Holland og Storbritannien), når man medtager, hvor meget velfærd folk selv skal betale ud af egen lomme.
En bølge af sociale reformer
I Kina blev det i 1980’erne og 90’erne efterhånden også sådan, at folk måtte finde deres velfærd i egen lomme. Hvis man som de fleste af kineserne på det tidspunkt havde en meget lille lomme, får man det naturligvis svært. Omkring årtusindskiftet begyndte det dog så småt at gå i den anden retning på visse områder.
I 1999 blev arbejdsløshedsforsikring en ret for alle arbejdere, forskellige pensionssystemer er blevet rullet ud i flere omgange i perioden 1997-2011, og sundhedsforsikringer er også blevet introduceret i perioden 1998-2011. Minimumsydelser for fattige under et vist indkomstniveau har været national politik siden 2007.
At disse nye systemer nu er tilgængelige for næsten alle betyder ikke, at alle er meldt ind i eller er dækket af dem. Samtidig finansieres en stor del af disse forsikringsordninger ikke af staten, men af arbejdsgivere og –tagere. Den kinesiske velfærdsmodel er således i høj grad en forsikringsmodel. På flere områder er staten dog gradvist begyndt at finansiere en stadigt større andel af udgifterne.
Det største fremskridt er sket på sundhedsområdet, hvor op mod 97 procent af befolkningen er omfattet af én af de nye forsikringsordninger. Forsikringsordningerne er ikke alle lige generøse, og kineserne betaler stadig ca. 35 procent af de totale sundhedsudgifter direkte ud af egen lomme, men selvfinansiering fylder gradvist mindre.
Todelt statsborgerskab skaber ulighed
Man skal naturligvis ikke glemme de problemer, der stadig plager dette nye velfærdssystem. Det vigtigste problem for større lighed i sociale rettigheder kineserne imellem er det såkaldte hukou-system.
Det kan i praksis forstås som to forskellige statsborgerskaber, der definerer om man tilhører by- eller landbefolkningen.
Systemet har eksisteret siden 1958 og har også stor betydning på det sociale område. Eksempelvis er forsikringssystemerne på pension og sundhed stadig delt efter hukou, og de mest generøse ordninger gælder stadig for bybefolkningen med tilknytning til arbejdsmarkedet.
Skrabet og utilstrækkelig velfærd for de fleste
Den urbane befolkning uden for arbejdsmarkedet er henvist til systemer, der minder om landbefolkningens, og er noget mere skrabede. Arbejdsløshedsforsikring eksisterer ikke for den rurale befolkning, idet man stadig officielt ikke anerkender det som fænomen på landet.
Ydelserne er ret lave, og det er et stort problem at få dem til at følge blot nogenlunde med den generelle indkomstudvikling. Det betyder, at den relative fattigdom for ydelsesmodtagere er stigende.
Den del af velfærdsstaten, der omhandler 'care', dvs. pasning og omsorg for børn og ældre, er ekstremt begrænset. Normen er stadig, at familien selv tager sig af den opgave. Her ligger fremtidens måske største udfordring, idet Kina på meget kort tid vil opleve nogle meget store geografiske omvæltninger.
Frem mod 2030’erne vil antallet af ældre over 65 år fordobles til 400 millioner, samtidig med at antallet af 15-64 årige vil falde fra 1 milliard til under 800 millioner.
Succesfuld fattigdomsbekæmpelse
Foreløbig har den kinesiske udviklingsmodel været relativt succesfuld. Store uligheder er opstået, men samtidig har de økonomiske reformer hevet næsten 700 millioner mennesker ud af ekstrem fattigdom, og Kina alene står for næsten tre-fjerdedele af den reduktion, der er sket i den ekstreme fattigdom i løbet af de seneste 20 år.
Fattigdom er stadig udbredt i Kina, både på landet og i byerne, men den fattigdom, der truer folk på eksistensen, er i høj grad blevet bekæmpet.
Basale sociale goder som sundhed og uddannelse har trods alt også været meget mere velfungerende end i eksempelvis Indien, hvilket blandt andre den berømte udviklingsøkonom Amartya Sen har påpeget. Derfor har væksten i den kinesiske økonomi også givet baghjul til Indien.
Det er dog nemmere at introducere en markedsøkonomi gradvist og kravle ud af fattigdom, end det er at fortsætte kursen mod status som et udviklet land.
På vej mod en mere lighedsbaseret økonomi?
Én af de største fremtidige forhindringer på vejen mod en mere veludviklet og stabil økonomi er den økonomiske ulighed. Forbrugsmulighederne skal simpelthen udjævnes mellem kineserne for at gøre økonomien mere solid. Det ser også ud til, at det er lykkedes at bremse stigningen i den økonomiske ulighed.
Det gængse mål for ulighed er den såkaldte gini-koefficient, der kan ligge mellem 0 (alle har lige store indkomster) og 1 (én person har al indkomst). De data, som både Kina, OECD og Verdensbanken baserer sig på, har vist en svagt faldende gini-koefficient på 0.47 i 2012, hvilket udtrykker en grad af ulighed en del højere end i USA, men slet ikke så højt som Indien, Brazilien eller Sydafrika.
Der er dog noget usikkerhed forbundet disse mål. Nogle forskere mener, at visse fattige grupper har været underrepræsenteret i disse data, og har med egne undersøgelser placeret gini-koefficienten på 0.61, hvilket kun kan overgås af Sydafrika.
Uanset hvad er udfordringerne således stadig store. Det kan ikke ignoreres, at Kina har set nogle ret omfattende socialreformer i det nye årtusind, men foreløbig er udviklingen ikke gået helt så stærkt som på det økonomiske område, og dér finder vi i høj grad roden til de problemer, der stadig hersker i Kina.
