Dramatisk og dyster dansk historie kan ligge bag ny-udgravet skibsvrag

.

September 1709

To danske skibe ligger for anker ud for Guldkysten i det nuværende Ghana. Ombord på de to skibe er en menneskelig last på omkring 840 afrikanere.

En mand bliver ført frem foran de øvrige på dækket af skibet ’Fridericus Quartus’. Bådsmanden hugger hans højre hånd af. Han lader den afhuggede hånd gå rundt mellem de øvrige afrikanere. Beskeden lyder, at hvis de forsøger at gøre oprør – ligesom manden har gjort – vil de lide samme skæbne.

Snart efter bliver også venstre hånd hugget af manden og til sidst hans hoved. Den blodige og hovedløse krop bliver hejst op i storråen, hvor den hænger og dingler i de næste to dage.

»Historien om de to slaveskibe er temmelig dramatisk, og den er velbeskrevet i en række historiske kilder,« fortæller Kåre Lauring, pensioneret museumsinspektør og historiker, som har beskæftiget sig med dansk slavehandel.

Dramaet om slaveskibene Fridericus Quartus og Christianus Quintus rummer blandt andet elementer som slaveoprør, dødsulykker, mytteri, uvejr og to fortabte skibe - med kilovis af guld, elfenben, teglsten og mennesker ombord.

Fund af danske slaveskibe?

Indtil for nyligt var historien om de to slaveskibe primært beskrevet i gamle dokumenter, men nu er et dansk forskerhold dykket ned på havbunden i det østlige Costa Rica.

Her har de udgravet rester af et vrag, som de mener stammer fra Fridericus Quartus.

Holdet har netop færdiggjort deres marinarkæologiske undersøgelser af vraget, og ifølge udgravningslederen er det »gået over al forventning.« På havbunden har forskerne ikke alene fundet massevis af teglsten, men også gamle piber, metalgenstande og rester af selve træskibet.

»Det er gået sindssygt godt for at sige det ligeud. Vi har kun tilladelse til at lave udgravninger i fem dage, som er meget kort tid, men det er lykkedes at finde rester af selve skibets trækonstruktion og få gode prøver med hjem,« fortæller marinearkæolog David Gregory, som er leder af udgravningen og seniorforsker ved Nationalmuseet.

Han er med på en telefonlinje fra Costa Rica, som flere gange bliver afbrudt af høje brøl i baggrunden.

»Det er brøleaber, som render rundt lige udenfor,« konstaterer seniorforskeren.

Pisk og sår indsmurt i salt og peber

September 1709

Mens den hovedløse krop fra oprørslederen dingler i storråen på Fridericus Quartus, bliver de øvrige oprørsdeltagere pisket. Herefter får de deres sår smurt ind i salt, peber og aske.

Dagen forinden er nogle af de gennempiskede mennesker lykkedes med at slippe fri af deres lænker, som ellers skal sørge for, at de forholder sig i ro ombord.

»Under raab og spektakel for de op for at myrde besætningen, og to af de hvide bliver ilde medhandlet; men ved en kraftig indsats lykkedes det skibsfolkene at faa slaverne kuet. Næste morgen fastsatte skibsraadet straffen,« hedder det i Handels- og Søfartsmuseets årbog fra 1948 om det dramatiske oprør på Fridericus Quartus den 15. september 1709.

13 dage senere letter Fridericus Quartus anker og forlader Guldkysten for at krydse Atlanten, og få dage senere sejler søsterskibet Christianus Quintus efter.

Planen er, at de cirka 840 afrikanske mænd, kvinder og børn ombord skal læsses af på Sankt Thomas – en af øerne i de daværende danske kolonier i Dansk Vestindien - for derefter at leve et liv som slaver.

I alt bliver omkring 111.000 afrikanere fragtet over Atlanten under umenneskelige forhold i løbet af den danske slavehandel, som finder sted i årene fra omkring 1660’erne til begyndelsen af 1800-tallet.

Men skæbnen vil det anderledes for de afrikanerne, som sidder lænket ombord på Fridericus Quartus og Christianus Quintus.

Fra piratskib til slaveskib

De to skibsvrag, som ligger på lavt vand ud for Cahuita Nationalpark i Costa Rica, har længe været kendte af lokalbefokningen.

»Indtil for nyligt har man regnet med, at der var tale om gamle piratskibe eller lignende,« siger David Gregory fra Nationalmuseet.

Fortællingen om piratskibene ændrer sig imidlertid i 2015, hvor to amerikanske marinarkæologer begynder at undersøge skibsvragene. Her bemærker man blandt andet de mange gule teglsten, som har været en del af skibenes last.

Fundet får de amerikanske forskere til at spekulere på, om der kan være tale om danske slaveskibe.

»Det mest overbevisende bevis til dato er murstenene, som ligner den mindre danske Flensborg-type af mursten, der spænder fra omkring 210 til 230 millimeter lange,« fortæller professor Lynn Harris fra East Carolina University i en pressemeddelelse fra 2019 om skibsvragene.

De amerikanske forskere finder også rester af gamle flasker, en kanon, piber, et anker og potteskår.

Det er dog ikke nok til at fastslå, om der vitterligt er tale om de to forliste, danske slaveskibe; Fridericus Quartus og Christianus Quintus.

Sejler helt forkert

Februar 1710

Efter flere måneders sejlads ankommer de to slaveskibe endelig til en ø.

Anders Pedersen Wærøe – kaptajn på Christianus Quintus – går i land med sin overstyrmand 14. februar 1710, men de finder hurtigt ud af, at øen er ubeboet.

De danske navigatører er usikre på, hvor de er henne. Men næste morgen dukker et skib op, som er ude for at samle skildpadder.

I Handels- og Søfartsmuseets årbog fra 1948 står der følgende:

»Man erfarede nu, at man befandt sig ved en ø, der hed Santa Catalina eller Santa Catelina, der var beliggende langt vestpaa i det caraibiske hav. Man var sejlet forbi Antillerne og havde forpasset sit maal med 1200 sømil. Gode raad var derfor dyre. Levnedsmidlerne var snart slut; den lille ubeboede ø kunde ikke levere meget.«

Med andre ord: Skibene er sejlet fuldstændig forkert, og beholdningen af mad og drikke til de hundredvis af mennesker ombord er ved at slippe op.

De danske skibe får nogle skildpadder »til forfriskning,« og ellers beslutter man at sejle mod Portobello i det nuværende Panama for at sælge menneskerne ombord. Men også på denne rute sejler Fridericus Quartus og Christianus Quintus forkert.

»De ender i et område inde langs den mellemamerikanske kyst og ligger derinde med 800 slaver ombord og en cirka 80 mand stor besætning i længere tid,« fortæller historiker Kåre Lauring, som er tidligere museumsinspektør ved M/S Museet for Søfart og blandt andet har skrevet om de to skibes skæbne i sin bog om dansk slavehandel.

»De kan ikke komme ud, og det er ved at blive en desperat situation ombord.«

.

Gamle mursten under lup

Under en videnskabelig konference hører marinarkæolog Andreas Kallmeyer Bloch fra Vikingeskibsmuseet i Roskilde om de amerikanske forskeres vragfund i Costa Rica.

Hans nysgerrighed er straks vakt, og sammen med David Gregory fra Nationalmuseet får han arrangeret et besøg ved vragene i 2018. Her laver de danske forskere indledende undersøgelser, taler med mulige samarbejdspartnere og undersøger, hvordan de kan søge tilladelse til at lave reelle udgravninger af vragene.

»I 2018 lykkedes det os at få tre små prøver af teglsten fra skibene med hjem til analyse,« fortæller David Gregory.

»Der er en kæmpe bunke af teglsten på vraget. Det passer med de historiske optegnelser, som fortæller, at der var 40.000 teglsten ombord på skibene, som skulle bruges til byggerier i Dansk Vestindien,« tilføjer han.

Analysen af den lille teglstensprøve fra vraget foretages af professor Kaare Lund Rasmussen fra Syddansk Universitet. Hans avancerede kemiske analyser af leret kan give indikationer om, hvor de kommer fra.

»På det her tidspunkt i 1700-tallet var der to store teglværker i Danmark. Det ene lå ved Nivå, og det andet ved Flensborg Fjord,« fortæller Kaare Lund Rasmussen, som er forskningsleder ved afdelingen CHART på Syddansk Universitet.

»Vores analyse af de tre mursten fra Costa Rica passede vældig fint med Flensborg. Det er ikke noget bevis, men det er en indikation på, at de godt kunne stamme fra området omkring Flensborg Fjord,« fortsætter professoren.

Desperate trusler om mytteri

Marts 1710

Situationen på Fridericus Quartus og Christianus Quintus bliver mere og mere alvorlig. Skibene ligger i bunden af det caribiske hav, men vejr og vind levner dem ingen gode muligheder for at slippe ud igen.

»Deres forsyninger er ved at slippe op, og besætningen begynder at gå i panik. De forlanger, at deres kontrakter bliver ophævet, og at de kan få deres hyre udbetalt, så de selv kan finde et andet skib og rejse hjem,« fortæller historiker Kåre Lauring.

Ombord på Fridericus Quartius nægter kaptajnen, Diderik Pfeiff, at gå med til besætningens krav. Men ophidselsen breder sig blandt mandskabet, og der udbryder tumult og slagsmål.

»Mandskabet truer med mytteri, og til sidst må kaptajnen overgive sig,« fortæller Kåre Lauring.

»Besætningen bryder skibets pengekiste op og fordeler guldet imellem sig. Der var 100 mark guld i alt, og efter mine beregninger svarer det til cirka 23 kilo guld. I nutidens guldpriser er det 1,7 millioner amerikanske dollars værd.«

Ombord på Christianus Quintus sker stort set det samme drama, men »vi ved ikke, om der var tale om aftalt spil,« påpeger historikeren.

Farverige koraller dækker dyster historie

I september 2023 er det danske hold fra Nationalmuseet og Vikingemuseet endelig klar til at iklæde sig dykkermasker sammen med deres lokale samarbejdspartnere i Costa Rica.

Det har krævet flere års forberedelse og indhentning af tilladelser at få lov til at tage prøver og lave udgravninger ved de gamle skibsvrag. Vragene er dækket af farverige koraller, og forskerne kan ikke bare fjerne dem for at udforske området. De må gå forsigtigt til værks.

»Costa Rica har en imponerende beskyttelse af både deres kultur- og naturarv. Vraget ligger midt i en atol i en af de ældste nationalparker i landet. Her er virkelig nogle af smukkeste koraller, jeg nogensinde har set. Så der har været en masse diskussioner om, hvad vores indgreb ville betyde for nationalparken,« fortæller marinearkæolog David Gregory.

Selve skibet er ikke synligt på havbunden. Det meste af træet er for længst forsvundet, men forskerne tror, at de ved at grave ned i havbunden under korallerne kan finde rester af træet.

For at undgå at søge og grave på må og få bruger de en avanceret metode – fotogrammetri – til at gennemfotografere havbunden.

»Ud fra billederne skaber vi en 3D-model af havbunden, som vi forsøger at kæde sammen med den skibstype, som vi tror, der er tale om. Vi har tilladelse til at udgrave max 2 x 2 meter – det er ikke meget - så vi skal gerne ramme rigtigt første gang, og vi er ret spændte,« fortæller David Gregory.

Afrikanere sættes fri

Marts 1710

Ud over det oprørske mandskab har de to skibe også hundredvis af afrikanere i lænker ombord.

En del af dem er døde under sejladsen. I gennemsnit døde omkring 16-20 procent af de slavegjorte afrikanerne undervejs på de danske skibe af sygdomme som malaria, gul feber og dysenteri, der havde let spil blandt de fysisk pressede, dårligt ernærede og dehydrerede afrikanere.

Ombord på Fridericus Quartus og Christianus Quintus er cirka 700 af de oprindeligt 840 afrikanere fortsat i live, da mandskabet gør oprør og stjæler guldet, fortæller historiker Kåre Lauring. Afrikanerne bliver sluppet fri af deres lænker og sendt i land.

»Imod min vilje, med stor jammer og elendighed at se paa,« bemærker kaptajn Pfeiff om frisættelsen af afrikanerne, som straks gemmer sig i buskene ifølge i Handels- og Søfartsmuseets årbog.

Afrikanerne er fremmede på et nyt kontinent, hvor de skal forsøge at klare sig. Nogle af dem bliver fanget igen og ender som slaver, mens andre bliver en del af lokale samfund, oplyser East Carolina University.

»Historiske kilder og lingvistiske studier afslører, at mange formentlig havde rødder i Yoruba i nutidens Nigeria og Benin,« oplyser East Carolina University i pressemeddelelsen om deres undersøgelser af skibsvragene i 2015.

»Det er helt fantastisk.«

På havbunden har de dykkerbrille-klædte forskere fundet frem til det nøje udvalgte sted, hvor de vil forsøge at grave.

Øverst på havbunden ligger masser af teglsten, som er nedbrudt og overgroet af koraller. Men forskerne har gravet sig ned til et lag, hvor lasten nærmest ligger uberørt hen.

»Vi når ned til et lag, hvor teglstenene ikke har været eksponeret for koraller. De er stadig meget gule og velbevarede, og de er stadig stablet, sådan som vi mener, at de oprindeligt lå i lasten på skibet,« siger David Gregory.

»Og under teglstenene finder vi træ fra selve skibet. Det er helt fantastisk.«

Forskernes foto-forarbejde har altså båret frugt, og de behøver kun udgrave et område på omkring 1 meter i bredden og to meter i længden.

»Vi rammer simpelthen plet første gang,« siger David Gregory.

Træet fra udgravningerne er relativt velbevaret og stammer ifølge marinearkæologerne fra en spant – en del af skibets skelet. Træprøven skal nu med hjem til Danmark, hvor forskere skal undersøge træets årringe og dermed datere, hvornår træerne har vokset.

Endnu en brik i puslespillet, som kan være med til at afgøre, om forskerne vitterligt har fingrene i Fridericus Quartus og Christianus Quintus.

Hjem efter en uheldsramt rejse

Marts 1710

De to slaveskibe er tømt for guld, og afrikanerne er sluppet fri af deres lænker. En del af mandskabet sørger nu for, at de to »veltjente skibe« ender »deres dage paa en skændig maade,« oplyser Handels og Søfartsmuseets årbog.

»På det ene skib skærer man ankertovet over, så det driver og går på grund i brændingen. Det andet skib bliver brændt af. Herefter forsøger mandskabet at komme hjem til København, og flere søger til Portobello for at få skibslejlighed mod Europa,« fortæller historiker Kåre Lauring.

I Portobello i det nuværende Panama løber mandskabet imidlertid ind i nye vanskeligheder. De spanske myndigheder har fået nys om, at danskerne har medbragt hundredvis af slaver til spansk territorium, hvor kun spaniere har ret til at handle med slaver.

En større retssag bliver indledt, og kaptajnerne Wærøe og Pheiff må blive tilbage i Portobello i flere år for at følge retssagen. Imens når mandskabet ad forskellige veje efterhånden hjem til Europa.

Ifølge Kåre Lauring er det uvist præcist hvor mange af de to skibes besætning på oprindeligt 125 mand, som lykkes med at komme hjem.

»40 mand fra besætningen var døde, inden de nåede frem til Mellemamerika. Vi ved ikke præcis, hvor mange som lykkedes med at komme hjem til Danmark, men måske 40-50 stykker,« siger han.

En anden del af historien, som fortsat står hen i det uvisse, er spørgsmålet om, præcis hvor de to uheldsramte skibe forliser.

»Det er glimrende, at de er i gang med udgravningerne i Costa Rica,« mener historiker Kåre Lauring, som ikke er en del af de marinarkæologiske udgravninger.

»Det bliver meget spændende, om de kan fastslå, om der er tale om de danske skibe,« slutter han.