»Der er ingen fordele for forskningen ved at forlade EU. Vi taber alle sammen på det.«

Ordene er Sarah-Jayne Blakemores. Hun er brite, hun er forsker, og hun er i dén grad imod, at Storbritannien skal forlade EU. Men den beslutning er ikke længere i hendes hænder, for 23. juni stemte den britiske befolkning som bekendt ’Brexit’; Storbritannien siger farvel og tak til EU.

Sarah-Jayne Blakemore, en af Englands mest anerkendte hjerneforskere, er blandt sine kollegaer ikke alene om at synes, at udmeldingen af EU er en dårlig ide. Mens 48 procent af briterne generelt stemte imod et Brexit, var tallet nærmere 80 procent blandt britiske forskere. I hvert fald hvis man skal tro en online-undersøgelse udført af tidsskriftet Nature få måneder inden folkeafstemningen.

I dag ville Sarah-Jayne Blakemore ønske, at hun havde gjort mere for at bekæmpe et brud med EU, siger hun til Videnskab.dk.

»Vi hvilede for meget på laurbærrene, fordi vi ikke havde drømt om, at ’leave’-stemmerne ville vinde. Alle de akademikere, jeg har talt med – og det er mange – siden afstemningen blev afholdt, er forfærdede over udfaldet. Og det er jeg også selv.«

Af de adspurgte 907 forskere, som arbejdede i Storbritannien, svarede 83 procent, at de ville have Storbritannien til at blive i EU, mens 12 procent var for et 'Brexit' (British Exit). Undersøgelsen var et online-survey blandt tidsskriftet Natures registrerede medlemmer. (Illustration: Josephine Søgaard Andersen)

»Jeg ville ønske, jeg havde gjort mere«

Forud for afstemningen takkede Sarah-Jayne Blakemore nej til at komme i medierne for at advokere for, at folk skulle stemme ’remain’.

»Jeg sagde nej, fordi jeg simpelthen ikke troede på, at et Brexit var en reel mulighed. I bagklogskabens klare lys ville jeg ønske, at jeg havde gjort mere. Jeg ville have stoppet med at arbejde og lobbyet konstant, hvis jeg kunne have gjort en forskel.«

Måske har andre forskere tænkt som Sarah-Jayne Blakemore. I al fald har der efter afstemningen lydt kritiske røster fra ’remain’-lejren, som ikke mener, at akademikerne gjorde nok for at fortælle befolkningen, hvorfor de mente, at Storbritannien skulle blive i EU.

»Der må jeg bare lægge mig fladt ned og sige: ’Ja. Vi var naive.’ Men når man bor, arbejder og i det hele taget omgiver sig med akademikere, der mener det samme som en selv, får man bare et skævvredet billede af, hvad befolkningen generelt tænker. Ingen af os troede på, at det ville ske,« siger Sarah-Jayne Blakemore, som særligt er kendt for sin forskning i teenageres mystiske hjerner.

Du kan se et TED-foredrag med hende her.

Storbritannien er fortsat med i Horizon2020

Ingen ved reelt, hvad der kommer til at ske, heller ikke på forskningsfronten, nu hvor processen omkring Storbritannien og EU's skilsmisse skal sættes i gang. Først skal De Konservative græsrødder beslutte, om indenrigsminister Theresa May eller energiminister Andrea Leadsom skal være Storbritanniens næste premierminister, og først derefter går forhandlingerne – som giver indtryk af at blive langtrukne – i gang.

Nogle få ting står dog nogenlunde klart: De bevillinger, som allerede ér givet til forskningsprojekter, står ved magt, og Storbritannien er fortsat en del af EU’s store forsknings- og innovationsprogram, Horizon2020. Ingen af de to forsikringer er dog nok til at skabe ro i sindet hos Sarah-Jayne Blakemore.

»Det er jo en meget kortsigtet tryghed, som dækker over de næste par år; men hvad sker der så derefter? Ingen ved det, det er fuldstændig usikkert, og det er forfærdeligt at leve med den usikkerhed,« siger hun.

Til spørgsmålet om, hvorvidt usikkerheden i virkeligheden er det værste ved den nuværende situation, svarer hun:

»Ja og nej. Jeg ville vælge usikkerheden over et virkeligt Brexit når som helst. Vi skal helt sikkert ikke sætte tempoet for Brexit op bare for at nedbringe usikkerheden. Jeg mener, at vi skal være virkelig forsigtige i forhold til, hvad vi går med til, og hvis der er nogen chancer for at minimere konsekvenserne af et brud med EU, så skal vi gå efter det.«

Mennesker kan ikke erstattes

Sarah-Jayne Blakemore frygter først og fremmest for en restriktion af den frie bevægelse, som forskere, særligt unge forskere, i dag har på tværs af EU’s grænser. Bevillinger kan til nøds findes andre steder, mener hun – det kan de kloge hoveder ikke.

»Jeg frygter, at de studerende, som i dag får betalt store dele af deres udgifter af EU, skal til at betale deres egne udgifter for at studere i England. I dag har vi i vores laboratorium mulighed for at udvælge de bedste og de klogeste, som til gengæld får en fremragende uddannelse hos os. Alle vinder. Det mister vi, hvis de selv skal til at betale,« siger hun og fortsætter:

»Vi får en stor del af vores forskningsbevillinger fra EU, og det risikerer vi at miste; men det er bare penge. Dem kan du i princippet finde andre steder, men mennesker, dem kan du ikke erstatte.«

Forskning er en international bedrift, som er afhængig af fri bevægelse mellem lande, understreger den britiske hjerneforsker, som fortæller, at hun selv har fundet over halvdelen af sine postdocs og ph.d.-studerende i EU-lande uden for Storbritannien.

Danske studerende elsker engelske universiteter

På gangene i de danske forskningsinstitutioner giver usikkerheden om fremtiden også genlyd. Storbritannien er i dag et populært sted at tage hen og studere, fortæller Søren Rud Keiding, som er prodekan for forskning i naturvidenskab og teknologi på Aarhus Universitet.

Det vil være »katastrofalt« for Danmark, hvis det i fremtiden ikke længere bliver en mulighed for de danske studerende at tage til Storbritannien for at tage uddannelsens obligatoriske udlandsophold, sådan som det er i dag, siger han.

»Det er meget populært at tage til England. De har nogle fantastiske universiteter med en fantastisk akademisk kultur, en meget klassisk kultur, hvor fordybelse og højt fagligt niveau er i højsædet. Det vil i høj grad også være et stort tab for Danmark, hvis der bliver lagt restriktioner på den udveksling,« siger professor Søren Rud Keiding, som lægger vægt på, at to af verdens bedste universiteter – Cambridge og Oxford University – befinder sig i Storbritannien.

»Vi [Danmark] er et lille land, så når vores forskere skal ud og have luft under vingerne og hår på brystet, så skal de steder hen, som er i verdensklasse.«

London har altid været en magnet for forskere

En af de yngre, danske forskere, der har udnyttet den frie bevægelse over EU's grænser, er ph.d. Sarah Jensen, som i dag er ved at tage sin postdoc på Harvard Medical School i USA. Hun har både været omkring Sarah-Jayne Blakemores laboratorium på University College London og derefter King's College London, mens hun tog sin master i neuroscience og senere en ph.d. i psykologi.

»Jeg valgte i første omgang at søge mod England for at indgå i et fagligt inspirerende miljø, hvor jeg blev undervist af og havde adgang til nogle af verdens ledende forskere i neurovidenskab og psykiatri. London har altid været en magnet for internationale forskere og studerende,« skriver hun i en mail til Videnskab.dk.

Sarah Jensen tror bestemt, at hendes uddannelser fra London og udvekslingsforholdene mellem Danmark og England har været med til at åbne døre for hende.

»Når jeg ser tilbage, har jeg haft meget glæde af udvekslingsforholdene mellem Danmark og England i min uddannelse, og jeg vil være trist på vegne af mine yngre kollager, hvis de ikke kunne få samme muligheder. Det er svært for mig ikke at ærgre mig over Brexit, da det bestemt kan få konsekvenser for, hvor nemt det bliver i fremtiden at studere på et af Englands mange anerkendte universiteter eller at slå sig ned i England som forsker.«

Vi skal fokusere på at bibeholde mulighederne

Mens Sarah-Jayne Blakemore siger meget ’hvis’, når hun omtaler Brexit, taler Søren Rud Keiding i højere grad om ’når’. For altimens den britiske professor stadig går med et håb om, at det på en eller anden måde skal vise sig at være en ond drøm – eller i al fald en beslutning, der kan gøres om – er den danske prodekan mere pragmatisk.

Brexit er en realitet, og der er mange ting, man som forsker kan frygte vil ske. Men det er vigtigere at have oprettelsen af en brugbar og udbytterig aftale mellem Storbritannien og EU post-skilsmissen for øje, mener han.

»Den forskning, jeg har med at gøre, har altid gået på tværs af nationer, kulturer, folkeslag og forståelser, og det er altid utroligt trist, når der bliver sat udfordringer op for nogle af de ting, der binder os sammen. I dag rejser englændere til Danmark, og danskere rejser til England, uden at det koster en formue, og måske skal man fokusere på at få bibeholdt de muligheder og det samarbejde, vi har i dag, i stedet for at tale om alle de ting, man kan frygte.«