Sjusk med metaforer i nytårstale

Sprogligt placerer statsminister Lars Løkke Rasmussen sig med sin nytårstale som en jævn borgmester fra Græsted, der er på eller endda under øjenhøjde med befolkningen. Fra dette ydmyge sted vovede han at tale direkte til og ikke blot om indvandrerne. Uha, den slags straffes af Pia.

Indtrykket af Løkkes tale udkrystalliserede sig gradvis, efterhånden som den skred frem på skærmen. Han så os i øjnene hele tiden, takket være teleprompteren naturligvis, og snart stod indtrykket klart af en mand, der taler til os i øjenhøjde – hans egen øjenhøjde, altså, hvilket faktisk er en smule under gennemsnittet. Uden at blive plat fløj han, formentlig bevidst, ganske lavt.

Det viser sig såvel i helhedsbetragtningen som i den sproglige detalje. Brugen af metaforer og andre sprogbilleder holder sig på det jævne, man kan sige det flade, med afblegede, banale udtryk som »lyspunkter«, »lange skygger«. De lidt mere udbyggede metaforer var der få af, og nogle af dem var relativt kiksede og miksede, f.eks. »grådigheden stak sit fristende ansigt frem« – man kan rigtignok være fristet af grådighed, men hvis den har et ansigt, er det så ikke hæsligt?

Nogle steder går faste vendinger også i kiksekage for statsministeren, f.eks. hvor han taler om kvarterer og byområder der kan »undslippe sig politiets og myndighedernes kontrol«. Man kan undslippe kontrol, eller man kan unddrage sig den. Løkke vælger en mellemting. Der er kort sagt ikke den samme rigide kontrol med sprogdetaljerne hos Løkke, som der var hos Fogh. Bevidst uoriginalt.

Løkke glider enkelte gange ind i gentagelsesvirkninger og markante, insisterende sætningsemner (ufuldstændige sætninger), som dem Fogh dyrkede (se herom tidligere analyser her på siden) – det sker f.eks. med »vores egen danske drøm. Om et frit, et lige og et retfærdigt Danmark. Om et respektfuldt og tolerant Danmark, hvor der er plads til hver enkelt. På hver enkeltes egne præmisser. Om et trygt Danmark«.

Nede på jorden

Men gennemgående er Løkke meget mere nede på jorden i sin talestil. Han ønsker tilsyneladende slet ikke, at det skal lyde flot og landsfader- eller statsmandsagtigt. At han (igen) vælger en “drøm” som central metafor, er måske ligefrem bevidst uoriginalt. Dels har Martin Luther King og mange, mange andre gjort det gennem snart 50 år, dels er der intet ved dette udtryk der gør det særlig velanbragt eller slående i forhold til netop os danskere nu.

King talte om de grundlæggende rettigheder som de sorte i USA havde været snydt for i over 200 år. Løkke taler om at danskerne skal udbygge deres unikke velstand og velfærd lidt mere i den kommende tid. Reelt har dette nytårsforsæt den samme nøgterne, pragmatiske karakter som da Schlüter i en nytårstale i sin tid slog på det skulle “være lettere at være dansker”. Ned af rytterstatuen, på med gummihandskerne.

Alt dette er faktisk en del af Løkkes tydelige stilskifte i forhold til Fogh. Man kan komme til at tænke på hobbitterne i Ringenes herre – som vi hører i forbindelse med Bilbos afskedsfest, kunne de godt lide taler, men de skulle være »short and obvious«. Løkkes tale er, om ikke kort, så i hvert fald obvious, og hans ethos – for at bruge en retorisk term – er på en helt anden end Fogh måde den jævne, ikke specielt oratorisk begavede mand der vil repræsentere os almindelige danskere ligesom i sin tid hjemme i Græsted-Gilleleje.

Og denne nye ethos er ikke bare defineret ved negation og blegfed mangel på kant. Han får sagt nogle ting og valgt nogle udtryksmåder der skaber en klart anderledes karakter og lægger en opsigtsvækkende ny linje – set på baggrund af det vi er blevet vant til. Man kunne spidse øren, allerede da han valgte at bruge ord som »tolerant« og »på hver enkeltes egne præmisser«. (Sådan hedder det ganske vist ikke, det hedder derimod »hver enkelts«. Men hvorfor skal man være så perfekt – Løkkes ethos inkluderer jo netop det han selv, a propos klimatopmødet, kalder »ikke særlig stilrene« detaljer).

Det pæredanske kommer fra udlandet

Men manges øren begyndte nok yderligere at stritte, da han kom til denne passage, som fortjener at citeres i sin helhed:

»Vi har brug for alle. Det gælder også de mange, der har valgt Danmark til, og som ikke i generationer har været slægts- eller skæbnebestemt til at være danskere. Om blot en generation vil omkring en halv million danskere have en ikke vestlig baggrund. Vi får brug for hver eneste af jer. Problemet er, hvis der er for få, der er i arbejde, og hvis op mod halvdelen af de unge mænd ikke får en uddannelse. Det må være slut med, at unge laver ingenting. Alle skal i uddannelse eller arbejde. Det er ligesom med kulturen: Jeres bidrag er meget velkomne. Det var udenlandske påvirkninger, der skabte den danske guldalder. Meget af det mest pæredanske kommer udefra. Juletræet, balletten, arbejderbevægelsen! Kultur trives ikke i et drivhus. Men der skal være vilje til at få det udenlandske til at sætte danske blomster. Det skal være slut med parallelsamfund. For så går sammenhængskraften fløjten.«

Bare det at tale til, ikke om, indvandrere og deres efterkommere i 2. person (jer, jeres), og uden videre kalde dem danskere, er noget Fogh næppe ville have fundet på. At sige at »vi får brug for hver eneste af jer« og at »Jeres bidrag er meget velkomne« – endnu mere uhørt.

Ikke som Fogh

Til at beskrive dette kan man måske bruge det begrebspar, som sprog- og kognitionsforskeren George Lakoff har opstillet til beskrivelse af skellet mellem amerikansk politiks højre og venstre: Hvor Fogh prædikede som the strict father, snakker Løkke mere som the nurturing parent. Det var da også at forvente, og lod ikke vente et døgn på sig, at irettesættelsen faldt fra den strenge tante Kjærsgaard: Det var en forkert linje, der er bestemt nogle vi ikke har brug for! Og da en somalisk mand dagen efter blev pågrebet for et attentatforsøg mod tegneren Kurt Westergaard, blev også det brugt som skyts mod det, man klart nok havde opfattet som Løkkes nye linje. Jo, den blev bemærket. Står det til DF, skal Løkke ikke slippe godt fra dette signal.

Det skal så blive spændende at se, om han virkelig mener noget med det, og om han vil fastholde det, hvis han tror det kan koste stemmer – for de politiske kommentatorer er jo enige om at postulere at enhver form for åbenhed på udlændingepolitikken er en dødssejler. Så når folketingsvalget nærmer sig, vil Løkke så fortsat række denne hånd frem – eller trække den til sig og “spille udlændingekortet”?

Et læseløfte hyllet i tæt tåge

Faktisk kan man generelt sige, at det mest markante ved Løkkes tale var dens bløde, omsorgsfulde, nede-på-gulvet snusfornuftige tilgang til alt muligt i den generelle ethos – og dens tilsvarende mangel på konkrethed i det meste andet. Mest håndgribeligt var tilsyneladende det ‘læseløfte’ som det blev brugt rigtig mange sætninger på hen mod slutningen af talen. Det var værd at bemærke, at der i dette afsnit blev lagt ud med varme og positive bemærkninger om folkeskolen.

Men hvad handlede det med børnenes læsning egentlig om?

»Vi skal love dem, at de skal lære at læse – og læse godt – før vi dynger dem til i andre fag. Det kan gøres helt ubureaukratisk ved en læsetest f.eks. i anden klasse og et løfte om, at vi ikke sender nogen videre, uden at vi ved, at en målrettet, individuel indsats har givet dem de grundlæggende forudsætninger for det.«

Hvor er det konkrete?

Bliver der sagt noget konkret i denne passage (ud over at der skal holdes en konference på Marienborg)?

Det med at vi ikke skal dynge dem til i andre fag – betyder det at andre fag ikke skal på skemaet før børnene har bestået en læsetest? At de ikke skal sendes videre – betyder det at de skal blive i 2. klasse? Hvis statsministeren har så konkrete programpunkter, hvordan har han så tænkt at udføre dem, og er der tale om gode og gennemførlige ideer? Eller tænker han bare højt? Hvad mener han med »læseløfte«? Der er allerede en pædagogik og et læremateriale, der bruger denne betegnelse – skal det nu kanoniseres? Hvad kan man overhovedet gøre på dette område som man ikke allerede gør? Og hvor meget af det har landspolitikerne indflydelse på, hen over hovedet på kommunerne og de enkelte skoler?

Alle disse spørgsmål er uden klare svar. Så det mest konkrete i Løkkes tale er altså faktisk yderst udflydende. Men det ændrer ikke ved, at talen er markant. Det er den først og fremmest på baggrund af det, vi har været vant til. Den taler i en anden stil og tegner en anden karakter. Mon ikke mange vil hilse den velkommen.

(For dem, der ikke kender Lakoff: Hans bøger om sprogets påvirkning af vor kognition, som ‘Metafors Web Live By‘, 1980, og flere følgende, er klassikere, men det er ligeledes hans værker om ‘framing’ m.v. i politisk sprogbrug: ‘Moral Politiks: How Liberals and Conservatives Think’, 2001, ‘Whose Freedom?’, 2006, ‘The Political Mind’, 2008, og den meget populært skrevne ‘Don’t Think of an Elephant’, 2004.)