I den valgkamp vi netop er trådt ind i, vil vi nok høre rigtig meget om, hvem der ’vinder’ debatter, hvad der er overbevisende for vælgerne, og hvem der er mest troværdig.
Meget af den slags er bygget på gætteri og på uklare begreber. Forskning er der ikke så meget af. Men dog noget.
Jeg har selv været med i den begrænsede mængde empirisk forskning, der er blevet udført her i landet om disse ting. I denne artikel ser vi på spørgsmålet om troværdighed.
Begrebet bruges i reglen meget løst. Men hvad er det egentlig, folk forbinder med det? Hvad får dem til at anse en person for at være troværdig? Og er troværdighed overhovedet det vigtigste, når vi sætter krydset?
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet og Region H.
Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Hvad er troværdighed?
Dét prøvede marketing-professor Flemming Hansen fra CBS og jeg selv tilbage omkring 2000 at få rede på (en fremstilling af undersøgelsen kan du læse her.).
Vor metode var statistisk: Vi lod forsøgspersoner give nogle kendte danskere karakterer på cirka 40 forskellige skalaer for egenskaber, der kunne have noget at gøre med troværdighed.
Dataanalyse af sådan et materiale skulle så vise, hvilke af disse egenskaber der har tendens til at hænge sammen – sådan forstået, at når en kendt person får høj gennemsnitskarakter i egenskaben A, gør han/hun det også i egenskaberne B, C, osv.
En sådan klynge af egenskaber kaldes en ’faktor’, og metoden kaldes ’faktoranalyse’.
Karisma betyder meget for vores opfattelse
Én af egenskaberne på vor liste var netop ’troværdighed’. Vi fandt, at høje karakterer for dén hang tæt sammen med høje karakterer for intelligens, afbalancerethed, saglighed, respekt for andres meninger, evne til at indrømme fejl og kompetence.
De udgjorde en faktor. Og den vejede tungest i informanternes samlede bedømmelse af en offentlig person.
Men undersøgelsen viste, at der derudover er mindst én yderligere, tungtvejende faktor for, hvordan vi vurderer kendte personer såsom politikere. Den kaldte vi ’karisma’.
Troværdighed er ikke et paraplybegreb
Under karisma indgår egenskaber som folkelighed, udadvendthed, evne til at trække tingene ned på jorden, at være almindelig, følsom og varm, at være dynamisk.
Mange års amerikansk forskning i ‘credibility’, fra cirka 1950, har opfattet troværdighed som et altdækkende paraplybegreb, der dækkede alle de egenskaber, en politiker kunne ønske at have i sin fremtræden. Det, mente vi, var forkert.
Vi viste, at troværdighed, sådan som folk opfatter det, er et mere snævert begreb, der i reglen ikke passer godt på de mest flamboyante og medie-egnede kommunikatører. Hos dem er der derimod brug for at tale om karisma.
Er høj karisma lig lav troværdighed og omvendt?
I de følgende år brugte Gallup-instituttet vores metode og begreber i periodiske målinger af de to faktorer troværdighed og karisma for partiledere, virksomheder, med videre. Gallup gav selv denne en fremstilling af metoden og dens grundlag i artiklen her fra 2011.
Avisen Berlingske publicerede og kommenterede undersøgelserne. Det var interessant at se, at eksempelvis partiledere med høj troværdighed sjældent havde ret meget karisma – og omvendt.
For eksempel blev Pia Kjærsgaard i en årrække anset for at være den mest karismatiske partileder ifølge Gallup – men også den mindst troværdige!
Folk opfatter de to egenskaber, troværdighed og karisma, forskelligt, men de er dog ikke hinandens spejlvendte modsætninger. Man kan godt have begge, men det er ret sjældent.
Der er forskel fra land til land
Eksempelvis var det sådan i 2011, at Margrete Vestager lå højest blandt partiledere og udvalgte folketingspolitikere i troværdighed, fulgt et stykke efter af Kristian Thulesen Dahl – men begge lå kun i nærheden af middel for karisma.
Pia Kjærsgaard og Johanne Schmidt-Nielsen lå suverænt højest i karisma dengang. Men mens Schmidt-Nielsen lå omkring middel i troværdighed, lå Kjærsgaard, som sædvanlig, helt i bund på den parameter.
At have den ene i høj grad gør det svært også at have den anden i høj grad – i vælgernes øjne.
Sådan har det i hvert fald været her i Danmark ifølge vores og Gallups undersøgelser. I USA ses karisma derimod som det, man især får troværdighed (credibility) af. Det gælder bl.a. skikkelser som Bill Clinton og Obama – som f.eks. i denne artikel fra New York Times.
Hvad har Uffe Elbæk og Anders Samuelsen til fælles?
En tommelfingerregel synes altså at være, at hvis man er i top på den ene parameter, er det svært (om end ikke umuligt) at mave sig over middel på den anden.
Mandag Morgen skrev eksempelvis om Gallup-tallene fra 2015:
»Anders Samuelsen og Uffe Elbæk har det tilfælles, at de ifølge undersøgelsen er blandt de mest karismatiske politikere, men skraber bunden på troværdighedsskalaen.
Omvendt ligger Venstres næstformand Kristian Jensen nummer to, når det kommer til troværdighed, mens han indtager en næstsidsteplads på karismalisten.
Finansminister Bjarne Corydon (S) er den tredjemest troværdige, men den mindst karismatiske.«
Placeringen ændrer sig løbende
Gallup-barometrene viser desuden, at den samme person godt kan kure op og ned på begge de to skalaer.
Til gengæld viser hverken Gallup eller vores undersøgelser noget om, hvor meget vægt vælgerne lægger på hver af dem, når de stemmer.
Begge dele indgår utvivlsomt, men med hvilken relativ vægt? Balancen mellem dem kan utvivlsomt ændre sig, blandt andet i kraft af medieudviklingen. Og det er formentlig sket.
En mere karismatisk leder?
Tag nu Søren Pape. Han afløste i 2014 Lars Barfoed som leder af de konservative. Der er sikkert mange læsere af denne artikel, som vil have svært ved overhovedet at huske Barfoed.
I Gallup-målingerne lå han systematisk i bund på karisma, omend pænt højt på troværdighed. Men det var ikke nok, mente de konservative.
En nutidig partileder skal helst være over middel på begge skalaer. Det håbede man, Pape ville levere. I dag er Pape fortsat partileder, og gradvis fik han fremgang til sit parti, så meget at han trådte frem som statsministerkandidat.
Pape: Mere jovial og almindelig
Det er let at se, at han har nogle af de karisma-egenskaber, som eksempelvis Barfoed manglede. Han er jovial, almindelig, følsom og varm i sin facon (ikke nødvendigvis i sin politik).
Og samtidig er det til at forstå, at man kan tillægge ham nogle af troværdigheds-trækkene – i hvert fald indtil for nylig.
I 2014 ytrede han sig for eksempel i forhold til konflikten med lærerne.
Her stod han for en kommunikation, som godt kunne beskrives ord som ’saglig’, ’respekterer andres meninger’, ’afbalanceret’, ’kompetent’, ’i stand til at indrømme fejl’ (det skrev jeg mere om i en analyse på Kommunikationsforum, som du kan læse her).
Personlighed er afgørende
Men det er blevet normalt at antage, at folks indtryk af politikernes, især partiledernes, personligheder og fremtræden er meget afgørende, ja, nærmest enerådende, for, hvordan stemmerne falder.
Den udvikling har psykologer og statskundskabseksperter længe påpeget, blandt andet her.
Dermed har de udstrålings-agtige egenskaber, som indgår i karisma, nok fået mere vægt, på bekostning af de mere anonyme troværdigheds-egenskaber.
Årsager hertil? Mediernes (især de digitales) vækst i antal og dominans i vore liv er givetvis en del af forklaringen. Denne (lidt ældre) oversigtsartikel belyser spørgsmålet.
En alarmerende tendens
Er det et problem, eller ligefrem en fare for demokratiet? Ja, det er en alarmerende tendens.
Den peger imod, at visse vigtige kvaliteter i en politikers kommunikation bliver stadig mere ligegyldige.
I egenskaberne ’saglig’, ’respekterer andres meninger’ og ’afbalanceret’ med flere ligger jo netop, at man siger noget, der er sandt (eller i hvert fald ikke bevidst forkert, det vil sige løgn).
Og at det, man siger, er relevant og væsentligt for sagen og tager hensyn til argumenter og meninger, der trækker i andre retninger.
Samt at man véd, at man trods alt kan tage fejl og i så fald vil indrømme det. Kort sagt: At man respekterer visse fakta og argumenter om en sag.
En tendens i udlandet – og herhjemme
Vi ser det også ude i verden med tilslutning til fremtrædende politiske skikkelser som Trump, Boris Johnson, Bolsonaro, Le Pen, Meloni med flere.
Det viser, at troværdigheds-egenskaberne er i faldende kurs til fordel for, at man skal levere skarpt optrukne modsætninger, fortællinger med sort og hvidt, liv og dynamik, personlig udstråling og underholdende kvaliteter.
Inger Støjberg er et godt dansk eksempel. Hun har disse egenskaber. Til gengæld hører afbalancerethed, saglighed, respekt for andres meninger og evne til at indrømme fejl ikke til hendes spidskompetencer.
Det har jeg selv prøvet at gå i detaljer med i flere analyser, blandt andet denne, bragt i Forskerzonen.
Karisma er nødvendigt
Skal en politiker, der gerne vil lede et land (eller være med til det), så ikke være karismatisk, men kun troværdig? Nej, selvfølgelig ikke.
Karismatiske træk er nødvendige for at få ørenlyd og taletid. Den, der har en god politik at lede landet ud fra, skal gerne være én, som mange vælgere gider lytte til og se på.
Frem for at medier og tænksomme politikere bare skal begræde den nedtur for saglighed, argumenter, nuancering og gensidig respekt, som er tydelig i mange lande, skulle medier og politikere hellere se hinanden i øjnene.
Udenomssvar og klichésprog
Solide politikere med viden, engagement, argumenter og ordentlighed har forsømt at kommunikere, så disse egenskaber blev synlige og hørbare.
De har åbenbart fået en skoling, der gjorde dem både utroværdige og ukarismatiske.
Den dominerende Christiansborg-snak har bestået af udenomssvar, afglidning, emneforskydning, blame-game, døvende ordstrømme, tamt klichésprog og robot-gestik (se denne bog om udenoms-svar med mere og denne artikel om emneforskydning).
Christiansborg-snakken udfordres derfor af karismatisk ydeevne, med dens potentiale for uærlighed og personkult.
Og medierne har dyrket den personfikserede reportage, med fokus på personlig udstråling (samt på små personlige fejltrin).
Medierne har selv skabt problemet
Medierne har krævet for lidt af politikere i form af argumenter og ordentlige svar på kritik og modargumenter. De har måske anset den slags for at være kedeligt.
Men de har selv medvirket til den personfiksering, som de undertiden advarer imod på lederplads.
Klare idéer, relevante fakta, vægtige argumenter og saglig dialog fremført, så man fornemmer, at det her menneske brænder for noget – det er nok det mest engagerende politiske stof overhovedet.
Det kan flytte stemmer. Det viser forskningen også, hvilket jeg kommer ind på i en opfølgende artikel.
