Sådan takler du mennesker, der taler for meget

Nogle mennesker kan simpelthen ikke skrue ned for talestrømmen.

Overmeddelsomme, sludrevorne, snakkesalige sludrehoveder og vrøvlebøtter. Tja, kært barn har mange navne.

Kendetegnet ved sludrechatollerne er, at ordene bare vælter ud, det ene efter det andet, uden ophold. Og uden at andre får et ord indført.

Er der noget galt med disse mennesker, der bare taler hele tiden? Og hvordan takler man en person, der taler meget?

Det er fristende at tro, at sludrehovederne er selvoptagede. De kan i hvert fald godt lide at høre deres egen stemme og er sikkert helt overbeviste om, at de har mange vigtige ting at byde ind med.

Men ofte skyldes 'tvangssnakken' det modsatte, nemlig usikkerhed.

Overdreven snak kan kobles til alt fra ADHD, autisme, angst og depression til mangel på impulskontrol ifølge en artikel om emnet i The Washington Post.

Snakken kan også skyldes, at personen er ensom.

Måske skulle vi se på roden af talestrømmen, før vi sætter ind mod den, foreslår den amerikanske professor Susan Krauss Whitbourne.

Hun har skrevet en artikel i tidsskriftet Psychology Today om, hvordan man håndterer mennesker, der taler for meget.

Susan Krauss Whitbourne refererer til et studie blandt praktiserende læger, der skal håndtere meget snakkesalige patienter.

Hvad gør de for at afdække, hvad der er galt med patienten, mens de nærmest drukner i ordstrømmen, og hvordan afslutter de på en god måde?

Hvad gør lægerne?

Læger har strategier for, hvordan de forstår årsagerne til talestrømmen, og hvordan de takler den:

• Du bør give en eller anden form for følelsesmæssig støtte, hvis du har mistanke om, at den overdrevne snak har udspring i ensomhed.
• Du bør forsøge at få personen frem til pointen, altså hvad han eller hun faktisk ønsker at sige.
• Personen kan for eksempel være nervøs, og det kan være med til at give dem en følelse af tryghed.

Hvis samtalen med patienten er gået for vidt, kan du gøre brug af følgende tip:

• Du bør ikke være for direkte til at begynde med. Det er altså ikke en god idé at bede snakkehovedet om at være stille.
• Du bør lede efter en åbning, der kan begrænse snakken, for eksempel at inddrage andre i samtalen.
• Hvis det er absolut nødvendigt at afbryde, så udvis empati, og forsøg at gøre det med humor. Det kan være meget ydmygende at blive afbrudt.

Susan Krauss Whitbourne kalder disse strategier for empatiske måder at afbryde samtaler med patienter på.

Men hvad nu hvis du ender ved siden af et sludrechatol i bussen? Eller til et bryllup? Og du er egentlig ikke er så interesseret i at være super empatisk? Så har endnu en amerikansk psykolog et konkret råd.

Afvis folk i bussen

Ty Tashiro har skrevet en hel bog om social utryghed, hvor han foreslår konkrete tiltag til at håndtere snakkehoveder, blandt andet omtalt i det norske medie Aftenposten.

Et af tiltagene er at gentage, hvad personen har sagt, så hun eller han forstår, at du faktisk har lyttet. Derefter flytter du opmærksomheden over på dig selv og fortæller noget lignende, som du selv har oplevet.

Eller du kan tage hul på et helt nyt samtaleemne, hvor du tager kontrollen.

Ty Tashiro foreslår også at sætte grænser, hvis du for eksempel sidder ved siden af et rigtigt sludrechatol i bussen.

Du kan begynde med at sige, at du har tid til at snakke lidt, men at du også skal hvile dig eller har planer om at læse en bog. Det kan virke afvisende, men det er ikke desto mindre en høflig måde at sige fra, ifølge Ty Tashiro.

Irriteret og ikke værdsat

»Det er noget, alle kan relatere til,« siger Thomas Hansen, forsker ved den norske sundhedsstyrelse, Folkehelseinstituttet.

»Det kan være venner, kollegaer eller andre, der fylder meget, vinkler alt på sig selv og virker selvoptagede og uinteresserede i andre,« siger Thomas Hansen.

»De kan få os til at føle os både overset og brugte, irriterede og ikke værdsat.«

Thomas Hansen mener, det kan være meget svært at håndtere, især for personer, der har et tæt forhold til snakkehovederne.

»Det gælder især dem, der er i en afhængighedssituation med den pågældende, som kan gøre det svært at sige fra eller trække sig,« siger han.

Hvis det for eksempel drejer sig om forældre eller chefer. Han har derfor et konkret forslag:

»Måske vil du føle dig mindre frustreret og overvældet, hvis du tager imod opkaldene via et headset, mens du går en tur eller gør rent i huset.«

Hvad gør du, hvis du selv taler for meget?

Thomas Hansen fortæller, at envejskommunikation kan blive et stort problem i relationer mellem mennesker.

»Dårlige sociale kompetencer kan føre til, at man skubber folk væk, ikke bliver inkluderet og oplever ensomhed,« siger han.

Et oplagt råd til personer, der selv taler for meget, er ifølge Thomas Hansen at udvise mere respekt og opmærksomhed over for andre.

»Man bør også reflektere over, om man selv er sådan én. Det kan man måske spørge en nær ven om, da man ikke altid selv er klar over det,« siger han.

Pinlig tavshed

Neuroforsker og professor i neurovidenskab ved Universitetet i Oslo Siri Leknes mener, at personer, der har svært ved at holde op med at tale, er drevet af en frygt for at opleve den stilhed, der opstår, når ingen siger noget.

Måske skal vi øve os i at tolerere 'pinlig' tavshed?

Siri Leknes tog selv et kursus i pædagogik ved Oxford, hvor hun og andre, der skulle undervise, blev trænet i at tolerere pinlig tavshed. Det at vente længe nok på, at nogen svarer eller stiller spørgsmål, er helt centralt for at blive en god lærer.

»Det havde jeg stor gavn af, selvom det føltes meget svært at gennemføre, og jeg oplevede en markant stressreaktion,« siger hun.

Siri Leknes fortæller, at frygten for at blive socialt afvist og behovet for anerkendelse er en af de stærkeste drifter, vi mennesker har.

»Og begge mekanismer spiller nok ind hos dem, der bare ikke kan lade være med at snakke,« slutter hun.

©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.