Måske oplever du, at dine øjne under en samtale kommer til at kigge rundt i ansigtet på det menneske, du taler med. De studerer ansigtet, ser på munden, der taler til dig, eller skyder helt forbi og rammer væggen bagved.
Men øjenkontakt er jo vigtigt, så du retter igen blikket mod din samtalepartners øjenparti. Et øjeblik efter står du igen og glor på vedkommendes næse.
Kan du genkende ovenstående, er du langt fra unormal.
I et nyt studie, udgivet i Scientific Reports, har canadiske forskere blandt andet undersøgt, hvor meget vi ser hinanden i øjnene, når vi taler sammen.
I et eksperiment, hvor fremmede skulle føre en samtale på cirka 20 minutter, så de kun hinanden i øjnene 3,5 procent af tiden. Det svarer til omkring 42 sekunder.
»Vi så, overraskende nok, at direkte øjenkontakt var ret sjældent under interaktionerne,« siger studiets førsteforfatter Florence Mayrand, der er eksperimentel psykolog ved McGill University i Canada, i en pressemeddelelse.
Kiggede mere væk fra hinanden
30 forsøgsdeltagere - 25 kvinder og 5 mænd i alderen 18 til 24 år - blev sat over for hinanden i par.
De blev præsenteret for et opdigtet scenarie, der handlede om, at en gruppe mennesker skulle overleve enten en kold vinter eller i en ørken. De skulle herefter rangere 12 genstande (et kompas, en økse og en chokoladebar blandt andet), efter hvor brugbare, de mente, hver enkelt genstand var, hvis gruppen skulle overleve.
Mens de talte, var de iført briller, der trackede deres øjenbevægelser, og et kamera, der optog deres synsfelt.
Herefter kunne forskerne analysere, hvor ofte en deltager kiggede på henholdsvis øvre og nedre region af modpartens ansigt.
De kunne også se, hvor ofte de to samtalende udvekslede gensidige blikke, det vil sige så på hinandens ansigter samtidig. Det gjorde de kun 12 procent af tiden, og de 3,5 procent af tiden var der altså tale om gensidig øjenkontakt.
»Det, synes jeg også, er ret overraskende, set i lyset af hvor vigtigt ansigtet og øjnene er for at aflæse følelser, stemninger og intentioner,« siger Erling Nørkær, ph.d.-studerende ved Institut for Psykologi på Københavns Universitet, der har læst studiet for Videnskab.dk.
Samtidig bør man ifølge ham spørge sig selv, om det er så mærkeligt, at mennesker, der lige har mødt hinanden, er mere tilbøjelige til at kigge andre steder hen.
»Øjenkontakt er en intim form for kontakt. Det ville være interessant at se, hvordan det så ud for folk, der kender hinanden,« siger Erling Nørkær, der selv forsker i ansigtsgenkendelse.
Påvirker social adfærd
Selvom den gensidige øjenkontakt var sparsom, så den ud til at påvirke en særlig social dynamik mellem forsøgspersonerne, ifølge et opfølgende forsøg.
Her blev en forsøgsperson præsenteret for et billede af den person, vedkommende lige havde haft en samtale med. På billedet var personens ansigt rettet direkte mod kameraet, men øjnene kiggede enten mod højre eller venstre.
Efter lidt tid dukkede et bogstav op på billedet - et såkaldt ‘target’, som beskueren skulle finde med øjnene.
Det kunne enten dukke op i samme retning, som personen på billedet kiggede, eller det kunne dukke op i modsat retning.
Hvis bogstavet dukkede op i samme retning, som der blev kigget, fandt forsøgspersonen det hurtigere. Det er et alment kendt fænomen, forklarer Erling Nørkær.
»Det, der er mere overraskende, er, at de finder en statistisk sammenhæng mellem den hjælp, man får med blikretningen, og den tid, man brugte i den indledende øvelse med at kigge på hinandens ansigter,« siger han.
En højere grad af gensidige blikke gjorde forsøgspersonerne i stand til hurtigere at afkode den information, der ligger i den andens blikretning.
Vi lytter med øjnene
Man kan dog ikke fra studiet udlede, at der skulle være tale om en direkte sammenhæng, forklarer Erling Nørkær:
»Det kan være, at de mennesker, der er mere tilbøjelige til at se på andres ansigter, ganske enkelt er bedre til at bruge den information, de får fra andre,« siger han.
Forskerne kunne med fordel have testet, om effekten var den samme, hvis det billede, de fik vist, forestillede ansigtet på en, der ikke havde været deres samtalepartner.
Til fremtidige studier kunne det også være interessant at nuancere forskernes opdeling i øvre og nedre del af ansigtet.
»De har valgt at tolke det sådan, at hvis man kigger på ansigtets øvre del, så er det øjnene, og nedre del, så er det munden. Der går lidt information tabt der,« siger Erling Nørkær og fortsætter:
»Vi lytter virkelig med øjnene, når vi kigger på folks ansigter, når de taler. Det kunne være spændende at undersøge, hvordan øjnene faktisk bevæger sig rundt.«
