De seneste uger har en video med den kendte skuespiller og tidligere amerikanske guvernør, Arnold Schwarznegger, cirkuleret.
Videoen er målrettet »my dear Russian friends« og »de russiske soldater, der tjener i Ukraine«. Og den er ret genial – set fra et tilknytningsteoretisk perspektiv.
Tilknytning er et medfødt adfærdssystem, der skal sikre vores overlevelse ved hele tiden at foretage risikovurderinger og få os til at søge tryghed, når der opleves at være fare på færde.
Det lille barn forsøger hele tiden at udvide det rum, hvor det føler sig trygt, ved at foretage en konstant vekselvirkning mellem at søge ud mod det ukendte og tilbage til den trygge base, som typisk udgøres af mor eller far.
Men hvad så, når man bliver ældre? Så kan man ikke kan rende til sine forældre med alt. Derfor internaliseres tilknytningsadfærd over årene, så vi i højere grad bliver i stand til at vurdere en potentiel fare selv.
Det giver derfor her mening at tale om ’det udvidede tilknytningsbegreb’, fordi de strategier, vi indlærer til at håndtere utryghed, kommer til at gælde som en mere generel strategi i mange typer af relationer og situationer.
Ikke helt ulig den måde forskellige dyrearter har hver deres særegne måder at håndtere faresituationer – men meget mere subtilt.
Den subtilitet formår Schwarznegger at udnytte til fulde i sin video.
Arnold som tryghedsskaber og omsorgsgiver
Rollen som den tryghedsgivende er ikke forbeholdt forældre, ligesom det at søge tryghed heller ikke er forbeholdt børn.
For de fleste voksne gælder, at vi sjældent kun er tryghedssøgende eller tryghedsgivende. Det afhænger fuldstændig af, hvem vi er sammen med, og hvad der sker omkring os.
Vi bliver stadig utrygge som voksne, og derfor forlader vi heller ikke lige et standpunkt, uden at der er dannet bro til noget andet, som fremstår mere trygt end det, vi kender.
Her er vi afhængige af, at den anden part i en tilknytningsrelation kan få os til at føle tryghed.
Det er her, det bliver interessant at se på den video, som Arnold Schwarznegger har sendt ud i et forsøg på at tale til det russiske folk.
Her forsøger han faktisk at indtage rollen som den store omsorgsgiver. Det kan man bare ikke få lov til uden at møde folk, hvor de er nu og her. Hvilket er netop det, han gør.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet.
Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Bygger bro via et fælles forbillede
Han sætter scenen med en kort besked om, at de bliver udsat for uret. Dét er det mest sårbare tidspunkt i videoen, da han risikerer at skubbe så meget til grænsen, at mange vil søge tryghed i det, de kender, og lukke ham ude.
Derfor bruger han nu også flere minutter på at ’bygge bro’ ved at tale om én af de kendte russere, vægtløfteren Jurij Vlasov, som især de ældre russere formentlig stadig er stolte af at dele etnicitet med.
Han forstærker dermed sin kontakt til det russiske folk og gør det klart, at han er følelsesmæssigt forbundet til dem som nation.
Han fortæller om sin opvækst med denne enestående russer som idol og beskriver med tydelig hengivenhed, at denne mand var både stærk og venlig.
Kvaliteter, som de fleste gerne vil identificere sig med, og som skaber et fælles tredje.
Det er starten på at føle tryghed i et fællesskab med Arnold. Han roser de russere, som gør modstand, og taler dermed til deres nationale stolthed. De er faktisk lidt som Jurij, antyder han.
Han indrømmer egen sårbarhed – og favner andres
Arnold fortæller også om sin fars modstand mod sin søns russiske idol men slår fast, at han ikke ville vige.
Han fortæller om faderens hårde liv med både fysiske og psykiske følger af en krig, hvor han og mange andre unge mænd blev ført bag lyset i en krig, de aldrig skulle have været en del af.
Han siger det ikke direkte, men parallellen er ikke til at tage fejl af: Han vil gerne så tvivl hos den almindelige russiske borger, om de ufrivilligt er blevet en del af et magtspil, som kun har tabere.
Arnold erkender også, at det kan være meget svært at tro på dét, han siger, men præsenterer med blid stemmeføring nogle hårde facts, som er næsten umulige at forene med den virkelighed, Putin præsenterer.
Herunder at den ukrainske præsident er jøde, og dermed er det meget usandsynligt, at han skulle være nazist, som det ellers påstås af Kreml.
Bemærk hvordan han hele tiden sørger for at tale på en måde, som ikke på nogen måde kan tolkes som aggressiv, men snarere som både omsorgsfuld og inkluderende.
Han ønsker, at russerne skal etablere et ’vi’ med ham og forlade Putin.
Han fritager den almindelige russer fra ansvar
En vigtig ting, Schwarznegger her gør, er, at han afholder sig fra at true eller håne Putin. Havde han gjort det, ville han formentlig have skubbet en masse mennesker tilbage i forsvarsposition.
Han anerkender det meget vigtige faktum, at ingen bryder sig om kritik af ’deres egne’.
Men han holder alligevel Putin ansvarlig for sine handlinger med en kort og præcis besked: »You started this war. You are leading this war. You can stop this war.«
Det er vigtigt, hvis han vil have det russiske folk til at åbne en dør på klem for, at de faktisk er blevet ledt bag lyset af deres egen leder.
Han deler deres sorg over de unge mænd, som bliver slået ihjel og siger blidt til dem: Det her er ikke jeres krig.
Med andre ord er de på forhånd tilgivet, at de måske har taget fejl om grundlaget for denne krig.
Omsorg for det russiske folk
Tryghedssøgende adfærd fungerer på mange planer, men at forlade det, man kender, er meget svært, hvis der ikke præsenteres et alternativ, som virker mere trygt.
Den rationelle del af hjernen kan ikke tage imod fornuft, før der er ’ro på tilknytningssystemet’.
Alle disse tilsyneladende små handlinger i videoen gør broen kortere over til den side, hvor man er imod krigen.
De fungerer lidt på samme måde, som når man præsenterer præcis og tydelig information, som selv den mest paniske hjerne kan tage ind under for eksempel evakueringssituationer.
Arnold strækker en hånd ud, som han håber mange russere vil gribe.
Han forsøger at vise, at der er tryggere på hans side end på Putins ved at anerkende det dilemma, de er i, og gøre det klart, at de er lige så meget at betragte som ofre som det ukrainske folk.
Hvis han havde bebrejdet dem for ikke at sige mere klart fra, ville mange igen have trukket sig tilbage.
Han er simpelthen nødt til at gribe til at holde folk i uvidenhed, censurere sproget og anholde i stor stil ved det mindste tegn på modstand. Det kendetegner en leder, som lige nu er meget utryg.
